Menu
Forrige artikel

Vikinger holder marked på Fyrkat

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 115

Markedsgæsterne skal kæmpe for hver deres konge i forskellige vikingedyste

7. og 8. juli er Fyrkat vikingeborg ved Hobro skueplads for fest, handel, dyste og lege, når vikingerne inviterer til marked. Ved ankomsten vælger gæsterne side blandt tre mægtige vikingekonger, og i løbet af markedet hepper man på eller sågar kæmper for sin konge i forskellige vikingediscipliner rundt om på pladsen. Hele weekenden kan man således både opleve og deltage i krigerkamp, se vikingehåndværk og forsyne sig i de mange handelsboder.

Danmarkshistorien bliver særdeles nærværende, når man til Fyrkat Vikingemarked får mulighed for at opleve vikingelivet, som det var, da Harald Blåtand opførte ringborgen Fyrkat i år 980. Markedet tager udgangspunkt i den sene vikingetid og fortæller videre på historien om tre af de danske krigerkonger, som dengang gjorde Danmark til et stort og rigt rige.

Markedets tre vikingekonger er Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store, som hver gjorde sit til, at Danmark fik ry for at være befolket af vilde og blodtørstige vikinger, der drog ud i verden for at plyndre. De tre konger var optaget af at udvide landets grænser og sørgede på hver sin måde for at bringe rigdom til landet og gøre England og Norge til en del af det danske rige.

Publikum kæmper for hver deres konge

Vikingernes historie bliver for alvor levende, når publikum allerede ved indgangen må sværge trosskab til den vikingekonge, som de mener, er den mægtigste. Man følger derefter dagens program rundt på pladsen, hvor der er indlagt dyste og lege, som alle skal afgøre, hvilken konge der er den mægtigste.

Markedet er derfor præget af en række konkurrencer og dyste - lige fra håndværksmæssig kunnen til kamp, bueskydning og vikingelege. Alt sammen dyste, hvor publikum selv kan deltage sammen med markedets vikinger eller heppe på deres konges hold. Vinderne bliver belønnet med ære og vikingegaver.

Markedets vikinger mødes på ”ting”

I vikingetiden mødtes man årligt på ”ting”, hvor folk samledes for at afgøre tvister og uenigheder, dyste, høre nyt, handle og feste. Det var vigtigt at samles for at få afgjort vigtige sager, bekræftet forbindelsen til guderne og blive bespist af den lokale stormand, som også garanterede lov og orden. Disse forsamlinger var folkefester, hvor der blev leget, grinet, spist og festet.

På Fyrkat Vikingemarked vil der hver dag blive afholdt et ting, hvor jarlen, som kongens stedfortræder, vil afgøre hvilke mænd og kvinder, der har gjort deres konge mest ære i dagens dyster. Han vil også afgøre tvister mellem vikingerne, og hvis disse ikke kan løses, kan de ende med en holmgang, hvor to vikinger må slås til døden for at afgøre, hvem der har ret. Publikum er velkommen til at overvære eller deltage i ”tinget”.

Gør en god vikingehandel

Markedet byder også på mere fredelige oplevelser. Hele pladsen ved den mere end tusindår gamle vikingeborg fyldt med boder og handel, hvor man kan købe alverdens vikingesager – alt lige fra tekstilvarer og vikingesmykker til keramik, trævarer og mjød.

Der er desuden levende værksteder, som giver den helt rette vikingestemning. Her kan man blandt andet kan se, hvordan smeden og buemageren arbejder, hvordan vikingerne fremstillede diverse tekstilvarer, og der vil dufte af skøn vikingemad overalt, som man naturligvis kan smage.

Der er også begge dage små fortællinger og historier om de nordiske guder og vikingernes hverdagsliv. De kan høres både i langhuset og på pladsen.

 Til Fyrkat Vikingemarked 7. og 8. juli vil publikum og vikinger dyste mod og med hinanden i mange forskellige discipliner - blandt andet i tovtrækning for at afgøre, hvem der er stærkest.(Foto: Nordjyllands Historiske Museum)

Billedet på forsiden: I weekenden 7. og 8. juli er pladsen ved Fyrkat skueplads for mange drabelige vikingekampe og dyste. Vikingerne kæmper for hver deres konges ære, og om søndagen vælges den mægtigste vikingekonge. (Foto: Nordjyllands Historiske Museum)

Historie-online.dk, den 19. juni 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Rock amok i landsbyen
TV-tips uge 32
Skriveredskabernes historiske udvikling