Menu
Forrige artikel

Vindinge havde særlig status i jernalderen

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3580

De nye udgravninger i Vindinge bekræfter, hvad man længe har formodet, nemlig at området havde en særlig betydning i romersk jernalder - som en slags center for hele østsjælland. Det kan man høre meget mere om, når Roskilde Museum inviterer til foredrag om udgravningerne i Vindinge med arkæolog Anne Kirstine Vestergaard onsdag den 21. februar.

Siden 1970’erne har arkæologer været særligt interesserede i Vindinge-egnen, både fordi der tydeligvis er meget at finde på egnen, og fordi mange af de fund, man har gjort i de seneste år, er særdeles velbevarede. Gennem talrige undersøgelser, som først Nationalmuseet, siden Roskilde Museum har stået bag, har de afdækket både gravpladser og bopladser fra forskellige forhistoriske perioder, særligt fra jernalderen. 

Velbevarede ildsteder og brolægninger

En af de udgravninger, der har vakt opsigt i fagkredse, er udgravningen af den yderst velbevarede jernalderboplads nord for Vindinge ved Stålmosegård. I 2014 og 2015 udgravede ROMUs arkæologer ikke mindre end 22 hustomter, hvoraf en stor del af disse lå velbevaret i et tykt, fundrigt kulturlag. Det betød, at konstruktionsdetaljer såsom brolægninger, stensatte ildsteder og lergulve var velbevarede i en grad, der ellers ikke ses på Sjælland. 

En særlig betydning

Med fundet af bebyggelsen ved Stålmosegård er ROMUs arkæologer blevet bekræftet i, at Vindinge ikke blot skal ses som et område med almen jernalderbebyggelse, men derimod som et område, der har fungeret som en form for center for den østsjællandske befolkning i romersk jernalder.

Arkæolog Anne Kirstine Vestergaard fortæller meget mere om både Vindinges betydning i jernalderen og om, hvordan jernalder-samfundet i det hele taget var organiseret, når Roskilde Museum inviterer til foredrag om udgravningerne i Vindinge, onsdag den 21. februar kl. 19. 

Specialist i Stålmosegård

Anne Kirstine Vestergaard er uddannet cand. mag. i forhistorisk arkæologi fra Københavns Universitet i 2016. Hun har igennem en længere årrække været tilknyttet ROMU og har stået for flere af udgravningerne ved Vindinge, her iblandt Stålmosegård, som hun i 2016 skrev speciale om. Vestergaard interesserer sig især for den ældre jernalders bebyggelses- og samfundsstruktur, samt for hustyperne, der ses i denne periode. 

21. februar kl. 19-20.30
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Pris: 75 kr. inkl. entre til museet

Udgravningerne i Vindinge tyder på, at området har haft en særlig status i romersk jernalder. Foto: Museumskoncernen ROMU

Historie-online.dk, den 6. februar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Tutankamon 100 år
Merry Freakin' Jul
Karl Otto Meyer - Historiens Aktører nr. 13