|
- Frem mod socialhjælperstaten - Perioden 1536-1898
Af Preben Etwil
Et
imponerende velfærdshistorisk værk
Man
må konstatere, at med udgivelsen i 2010 af det første
af seks bind af Dansk Velfærdshistorie, står det
tidligere storværk Dansk Socialhistorie fra 1979-82 for
fald. Selvom den nye velfærdshistorie tidsmæssigt er
langt kortere end sin forgænger, er omfanget af den nye
bogudgivelse forventelig langt mere omfattende. Det
skyldes, at den nye velfærdshistorie har et langt højere
fagprofessionelt sigte end sin forgænger. Men det som
den vinder i dybden, sætter den til en vis grad over
styr i folkelig udbredelse. Bogen er angiveligt skrevet
af forskere til forskere - ja, og kandidatstuderede ud i
velfærdshistorie eller lignende. Gymnasieniveauet er
givetvis tabt. Dette er dog absolut ikke et udtryk for,
at bogen ikke er skrevet i et forståeligt sprog med
forståelige forklaringer. Det er den så udtalt. Det er
nemlig en bog, der er skrevet i et fremadskridende og
flydende sprog. Selvom den kommer rundt om rigtig mange
forskningsmæssige, teoretiske og historiske problemstillinger,
fortaber den sig ikke i akademisk tågesnak. Den går
lige på og hårdt, og man får som læser mange
interessante sidehistorier, men man må nok også indrømme,
at detaljeringsgraden alligevel aldrig vil gøre den til
en egentlig bestseller. Man må derfor håbe, at når
bind seks er udkommet, at udgivelsen bliver fulgt op af
et registerbind. For ellers vil der være en stor fare
for, at bogens mange fine detaljer vil forsvinde ud i
glemslens mørke. Ja, man kunne måske ønske sig, at
der ville komme en pædagogisk redigeret opslagsbog på
gymnasieniveau. Bogens redaktører er givetvis selv opmærksomme
på denne problemstilling, da Bind 1 har et ganske
fremragende afslutningskapitel i form af en
sammenfatning og perspektivering. Kan for øvrigt varmt
anbefales til personer, der kun har tid til at orientere
sig. Men denne sammenfatning er forventelig ikke tilstrækkelig,
hvis bogværkets forskellige forskningsresultater skal
have en større udbredelse – og det fortjener det.
Bogen
består af en begrundende og metodisk indledning, syv
hovedkapitler samt – som tidligere omtalt - en
sammenfatning og perspektivering. Flere af kapitlerne
har et omfang, der næsten kan sammenlignes med en hel
bogudgivelse. Det er også muligt at læse disse
kapitler som uafhængige og selvstændige bidrag til
dansk socialhistorie, hvilket første bind af værket
nok mere rettelig er end en egentlig ”velfærdshistorie”
i dette ords moderne betydning.
I
bogens indledning, der er skrevet af Jørn
Henrik Petersen og Klaus Petersen, bliver læseren
guidet gennem en kort socialpolitisk forskningshistorie
samt bogværkets formål og metodik. Dertil skal lægges,
at der også i indledningen præsenteres en række
centrale nøglebegreber ud i den socialpolitiske teori.
Ord og begreber der er nyttige at have skrevet sig bag
ørerne i den videre læsning.
Niels Finn Christiansen, Hans Chr. Johansen og Jørn Henrik Petersen
præsterer på de næste halvfjers sider periodens idépolitiske
grundlag – lige fra middelaldertænkning, over
reformation, oplysningstid, merkantilisme til
liberalisme og forskellige former for socialistisk
tankegods. Teorierne
bliver ofte belyst i sammenhæng med de forskellige
landes socialpolitiske tiltag. Der er nogle ganske
oplysende gennemgange af tyske, franske og engelske
sociallove, der kan være med til at sætte de danske
initiativer på dette område i perspektiv. Kapitlet
indeholder en god gennemgang af liberalismens fattigdomsforståelse
med en kort præsentation af nogle af klassikerne inden
for området, dvs. Malthus, Ricardo, Smith og Bentham.
Socialkonservatismen og de mange former for
socialistiske ideer bliver ikke glemt i denne
fremstilling – om end liberalismen må betragtes som
den styrende og dominerende idéretning i denne periode.
For øvrigt findes hele bogværkets overordnede clue måske
også i dette kapitel: ”Den danske velfærdsstats
udbygning gik hånd i hånd med nationalstaten. Den
bygger på, at folk lever hele deres liv i det land,
hvor de fødes og har en indbyrdes, nationalt afgrænset
solidaritet, så de, der klarer sig godt, finansierer
velfærdsydelser til dem der klarer sig mindre godt i
forvisning om selv i givet fald at blive behandlet på
samme måde. Derfor er den under pres i en verden præget
af international mobilitet” (p. 40).
Niels Finn Christiansen,
Hans Chr. Johansen
og Jørn Henrik Petersen redegør i det næste
kapitel for de samfundsmæssige forhold forud for
afslutningen af 1800-tallet. Den empiriske dækning frem
til midten af 1800-tallet er dog tyndt dækket. Herefter
underbygges analyserne af solidt statistisk materiale.
Gennemgående må man konstatere, at periodens
vedvarende danske reformer både inden for det
demokratiske og sociale område i historiens ufattelige
klare lys, givetvis kom til at betyde, at Danmark undgik
voldelige revolter, som man så det rundt omkring i
Europa på denne tid. Forfatterne af kapitlet gør sig
en række interessante overvejelser om det moderne
gennembrud i Danmark. Først og fremmest kan man se, at
inspirationen i høj grad blev hentet fra videnskaben
uden for landets grænser. Den særlige danske
socialpolitiske udvikling var – påstås det - præget
af en kristendomsforståelse, mens den tilsvarende europæiske
udvikling i højere grad var kristendomsfjendsk og
socialistisk (p. 148).
Hans Chr. Johansen og Søren Kolstrup tager i det næste kapitel fat
på den tidlige danske fattigdomslovgivning frem til
1803. Omdrejningspunktet i kapitlet er transformationen
fra en katolsk inspireret fattigdomsforståelse over
reformationens bortfald af gerningsretfærdighed til
oplysningstidens nyorientering mod, at fattigdom under
givne betingelser kunne være et alment
samfundsanliggende. Liberalismen var på dette tidspunkt
ikke rigtigt indvarslet. Trods den socialpolitiske
nyorientering må man konstatere, at fattige – uanset
årsag - levede under aldeles kummerlige og ydmygende
forhold, om end der i en række fattiglovsreformer blev
indført gradvise forbedringer, men forbedringer der
slet ikke levede op til det som man i dag ville kalde en
værdig standard. Vidnesbyrd om datidens faktiske
sociale forhold var naturligvis skrevet af folk, der
overhovedet var i stand til at skrive – og når man
kom uden for de større byer, var det typisk præster,
der havde disse evner.
Derfor ser man også, at de fleste
socialpolitiske forkæmpere i denne periode ikke sjældent
var lokale præster, som havde haft fattigdommens
armod tæt inde på livet.
Søren Kolstrup leverer en overbevisende præsentation af den danske
fattigdomslovgivning i perioden 1803 til 1891. Det er i
denne periode, at nogle af de mest centrale
socialpolitiske problemstillinger for hele velfærdstatsforståelsen
bliver skåret ud i pap. Begreber som værdigt og uværdigt
trængende begynder i denne periode at få en afgørende
betydning for al social- og fattigdomslovgivning. Det
var vigtigt, at man kunne skelne mellem dem, som
uforskyldt var kommet i social nød, og dem, der var
havnet i ulykke som følge af det som man kunne kalde
personlige karakterbrist. ”Det nye var den alvor,
hvormed man kastede lys på de værdigt trængende, hvis
nød var bestemt af ydre forhold, som den enkelte ikke
var herre over” (p. 244). I sidste ende var det dog et
spørgsmål om moralitet, som det hed i tidens debat.
Borgernes frivillighed til at finansiere fattigvæsenet
var dog ikke overvældende. Under krig og dyrtid var
villigheden dog noget større for at give hjælp uden
deklasserende virkninger, men ellers var holdningen den,
at offentlig hjælp af enhver slags var roden til både
dovenskab og slendrian. En af datidens
socialreformatorer Fredrik Stuckenberg tog dog i 1869
kraftigt til orde mod at behandle alle fattiglemmer over
en kam. Han inddelte dem i tre klasser. Den første
klasse var personer der var blevet ramt af ulykke, som
de ikke selv var herre over, og som de ikke selv havde
haft mulighed for at forudse. Det kunne fx dreje sig om
sygdomsepidemier, ulykke og invalidering pga. krig. Den
anden klasse var personer der uforskyldt var blevet
kastet ud i sygdom eller varslet afskedigelse, men hvor
den sociale nedtur kunne have været undgået, hvis
personen i god tid havde forberedt sig på at hændelsen
kunne forekomme. Den tredje klasse var derimod: ”præget
af alvorlige karakterbrist og manglende arbejdslyst, som
førte til driveri, hurtige fornøjelser og udskejelser,
øget afhængighed af betleri eller understøttelse”
(p. 251). I
tidens ånd foreslog Stuckenberg, at den frivillige
fattigforsorg tog sig af den første og anden klasse,
hvor de trængende stadig stod til at redde, mens det
offentlige fattigvæsen til gengæld skulle koncentrere
sig om den tredje klasse.
Og her var sanktionering og hård disciplin på
sin plads. Fattigloven i 1891n betragtes mere som en
forenkling end en egentlig reform. Det skelsættende nye
i loven var, at man foretog en udsondring af
alderdomsforsørgelsen og sygdom fra den egentlige
fattigdomshjælp: ” Loven af 1891 fastholdt 6 afgørende
retsvirkninger forbundet med fattighjælp: 1. Den, der nød
eller havde nydt fattighjælp mistede valgret og
valgbarhed til Rigsdagen og de kommunale råd […] 2.
Fattigvæsenet kunne af modtageren kræve erstatning for
hjælpen i levende live og i dødsboet […] 3. Fattighjælpsmodtageren
var nu som før underlagt fattigvæsenets beslutninger,
tilsyn og kontrol. Det var opholdskommunen, der
bestemte forsørgelsesmåden og vågede over den trængendes
opførsel […] 4. Den mand, der de sidste 5 år havde
nydt fattighjælp kunne kun indgå ægteskab, hvis han
havde erhvervet samtykke hertil fra forsørgelseskommunen
5. Fattighjælp kunne blokere for anden hjælp […] 6.
Den person, der modtog fattighjælp kunne risikere at
blive hjemsendt til sin forsørgelseskommune på den
efter omstændighederne billigste måde – om muligt
til fods” (p. 285). Som det fremgår af ovenstående
var modtagelse af fattighjælp en ganske ydmygende sag
for den der blev ramt.
Ikke overraskende blev kampen mod disse
ydmygende retsvirkninger et centralt omdrejningspunkt
i den senere socialpolitiske kamp. Første step i denne
kamp blev da også at få udskilt alderdom, sygdom og
ulykker fra fattigdomslovgivningens retsvirkninger.
Det er absolut i det lys, at man skal se de danske
socialreformer, der kom til verden i løbet af
1890’erne.
Jørn Henrik Petersen beskriver i et omfattende kapitel om baggrund
og indhold i debatten om alderdomsforsørgelse op til
vedtagelse af 1891-loven. Indledningsvis fører Jørn
Henrik Petersen læseren igennem et yderst vanskeligt
tilgængeligt stof på en aldeles overskuelig måde. Det
er pædagogisk lærebogsgrundighed, når det er bedst.
I en oversigtfigur præsenteres den såkaldte
demografiske implicitte generationskontraktteori. I en
tabel gives en udmærket opstilling af det offentliges
her- og nu- pensionsfinansiering over for mere
privatretlige opsparingsbaserede
finansieringsprincipper. De forskellige ordningers
fordelings- og forvridningseffekter bliver på overskuelig
måde skematiseret. Ligeledes indledes kapitlet med en
oversigtlig gennemgang af alle de væsentlige indlæg i
alderdomsforsørgelsesdebatten fra 1848 til 1891. Denne
oversigt er faktisk ganske nyttig, hvis man ikke skal
miste overblikket undervejs, da initiativerne både
bliver taget uden for Rigsdagen, i selve Rigsdagen og i
regeringen. Denne
oversigt viser tydeligt, at der både er et samspil og
et modspil mellem den offentlige opinion, Rigsdag (læs
opposition) og regeringen, der jo i denne tid netop ikke
er kendetegnet af flertalsparlamentarismen. Derudover
var perioden også kendetegnet af, at der ikke
eksisterede politiske partier i den forstand, som vi
kender det i dag. Partier
var løse sammenslutninger, hvilket gjorde
fraktionsdannelse mere reglen end undtagelsen. Derfor er
det ikke – uden en grundig vejledning – en helt let
sag at finde rundt i datidens mange socialpolitiske
debatter. Kapitlet rejser et andet interessant
socialpolitisk tema. Hovedparten af al sociallovgivning
dækker flere generationer. Dette gør at systemerne næsten
pr. automatik har det med at låse sig fast, da
overgangsproblemerne fra et socialpolitisk regime til et
andet er næsten uoversigtelige. Indfører man en social
opsparingsordning vil det tage rigtig lang tid inden at
den vil kunne slå fuldt igennem. Ligeledes hvis man
fjerner en offentlig forsørgelsesordning, vil det tage
rigtig lang tid for borgerne at kunne opbygge et
brugbart alternativ. Disse indbyggede mekanismer har det
med at blokere for reformer, hvilket lægger op til, at
man ikke gør noget, selvom alle kan se, at det burde gøres.
En problemstilling man i allerhøjeste grad også
kender i dag. Datidens
grundlæggende spørgsmål i tidens socialpolitik var
hvordan man undgik fattiglovenes deklasserende virkning,
over for folk, der var værdigt trængende, og hvordan
offentlig hjælp ikke resulterede i slaphed og
uacceptabel adfærd. I 1850’erne dukker selvhjælpsteorierne
op. Folk skal frivilligt kunne hjælpe sig selv – for
nogle gerne gennem offentlig støtte, mens andre afviste
denne støtte. I 1860’erne tog forsikringstanken et
godt tag i mange socialpolitiske debatter. Men der var
stadig debattører, der holdt fast i at fattigdom var
udtryk for et personligt svigt, og at man derfor på
alle måder skulle skræmme enhver, der ikke havde vilje
til at forsørge sig selv. Det offentlige skulle kun
give støtte der var ringere end det dårligste tilbud i
arbejdsmarkedet. Jørn Henrik Petersen refererer udmærket
den alderdomsforsørgelsesdebat, der bølgede frem
og tilbage indtil det parlamentariske system var
modent til en vedtagelse i 1891. En lov der på flere måder
blev skelsættende for dansk sociallovgivning.
1891-loven var på sæt og vis første element af det såkaldte
universelle velfærdprincip, der de næste hundrede år
mere end noget andet blev den idemæssige ledetråd i
den danske velfærdslovgivning. En baggrund for
princippet var – ud over det rent idemæssige – nu
også i høj grad betinget af praktiske historiske
forhold: ”Ved drøftelsen af livrenteforslaget i 1870
argumenterede flere for, at statsborgerlige hensyn til
fremme af økonomisk sans og forsynlighed måtte betyde
hele befolkningen burde være omfattet. Senere forsøg på
at afgrænse på erhvervsmæssige kriterier led
skibbrud, fordi de var uforenelige med det forhold, at
landbrugets arbejdsstyrke omfattede jordløse
landarbejdere, husmænd og gårdmænd med meget små
brug. De to sidste gruppers dobbelte rolle som selvstændige
og medarbejdende gjorde en skelnen mellem lønarbejdere
og selvstændige umulig. En afgrænsning til lønmodtagergruppen
ville have været uforenelig med sammensætningen af
landbrugets arbejdsstyrke. En udelukkelse af de bedre
stillede kunne derfor ikke gennemføres ved afgrænsning
af personkredsen, men måtte ske ved hjælp af
tildelings- og umålingskriterierne” (p. 359). I god lærebogsstil
sammenfatter Jørn Henrik Petersen principperne bag
lovgivningen sådan: ” I sin tekniske udformning
skulle alderdomsunderstøttelsen understøtte et grundmønster
eller et overordnet sæt af værdier, der betød
·
at alle skulle være dækket af ordningen
(universel inklusion).
·
at ydelserne først og fremmest skulle
komme de indkomstmæssigt svage grupper til gode, mens
de bedre stillede skulle udelukkes (tildelings- og udmålingsmæssig
eksklusion).
·
at der skulle være elementer af en
”noget for noget” betragtning, men på en sådan måde
at det ikke stred mod betalingsevnehensynet (negativ
selvhjælp eller indirekte reciprocitet).
·
at der ikke er en direkte kobling mellem
den enkeltes bidrag til finansieringen og størrelsen af
vedkommendes ydelser (afkobling).
·
at ordningen frembragte umiddelbare og håndgribelige
goder (”her og nu”-finansiering).
·
at finansieringen hvilede på de generelle
skatter uden øremærkning (finansiering efter almene
skatteprincipper).
·
at forvaltningen forankredes decentralt og
uden etablering af nye administrative organer
(forvaltningsmæssig kontinuitet).” (p. 372)
Disse
overordnede universelle principper, der blev
grundelementerne i den fremtidige social- og velfærdspolitik
kan vist ikke udtrykkes mere klart og præcist.
Det
mest interessante ved kapitlet er givetvis, at stort set
alle de socialpolitiske påstande og argumenter, som
man i dag fremfører i debatten om velfærdsstatens
fremtid, også var fremme, da diskussionerne om den første
lov om alderdomsforsørgelse var på banen. Men hvorom
alting er, så betød loven, at antallet af
hovedpersoner, som direkte blev tillagt en alderdomsunderstøttelse,
blev mere end fordoblet fra 1892 til 1905. Så også i
dette lys må loven betragtes som en succes.
Jørn Henrik Petersen fortsætter i det næste kapitel med en
historisk gennemgang af den danske sygeforsikring frem
til 1898. Med sædvanlig grundighed – og overlegen
faglig indsigt – redegøres der både for styrker og
svagheder i forskellige former for
sygesikringsmekanismer. Der findes både private
forsikringer, offentlige sikring (implicit forsikring),
familiedækning og obligatoriske (typisk
arbejdsgiverfinansierede) forsikringer. Som bekendt har
alle sikringstyperne både stærke og svage sider, og
som man næsten kunne forvente, blev den danske
sygesikringslovgivning en blandingsform, hvor man ikke
lagde det hele i en kurv. Udgangspunktet for
problematikken var liberalismens og næringsfrihedens
indtog, der medførte en lovmæssig tvangsopløsning
af lavsvæsenet fra begyndelsen af 1860’erne. Dette
medførte også en fjernelse af de obligatoriske og
gensidige sociale og økonomiske sikringsordninger,
der ofte lå i lavsvæsenets statutter. Derfor var
problemkataloget stort: ”Der skulle m.a.o. tages
stilling til, hvordan et indkomstbortfald på grund af
sygdom skulle håndteres gennem en mulig
sygedagpengeordning, hvordan man skulle forholde sig til
udgifter til lægehjælp, medicinindkøb osv., og
hvordan udgifter til kur og pleje i
behandlingsinstitutioner (hospitaler) skulle
finansieres. Det gjaldt ikke blot dem, der havde været
omfattet af lavsordninger – et mindretal, men også
de mange indkomstmæssigt dårligere stillet, hvis
eneste mulighed ved sygdom havde været fattigvæsenet”
(p. 395). Jørn Henrik Petersen understreger dog, at det
ikke så meget var de teoretiske overvejelser, der
dominerede debatten, som det var datidens moralske
pligt, der havde den politiske vægt. Dog var de
parlamentariske forhold i Danmark mudrede om end dele af
Venstre og dele af Højre var ved at finde sammen i en fælles
forståelse af det såkaldte ”arbejderproblem”, der
bl.a. omfattede en offentligt støttet
sygeforsikringsordning uden fattigdomslovgivningen negative
retsvirkninger. Løsningen blev socialhjælperstaten,
hvor man hverken valgte den rene selvhjælp eller den
rene statshjælp. Løsningen blev, at man fik statshjælp
til individuel selvhjælp. Det sygekasseprincip der til
sidst sejrede, kan sammenfattes i fire nøglebegreber:
individuel frivillighed, offentlig anerkendelse,
offentlige tilsyn og offentlige tilskud. Alligevel
skulle der gå flere år med mange politiske
forhandlinger og nedsættelse af flere kommissioner
inden at loven med indgåelse af mange politiske
kompromisser endeligt kunne blive enstemmigt vedtaget i
april 1892. Jørn Henrik Petersen havde vel nærmest tårer
i øjnene, da han skrev: ”Hermed havde socialhjælpsstaten
fået to ben. Et skattefinansieret forsørgelsessystem
for langtidsydelserne og et frivilligt forsikringssystem
med medlemsbidrag og offentlige tilskud. Denne struktur,
der skulle få en lang levetid, blev i samtiden anprist,
fordi man hæftede sig ved, at Danmark – dette lille
land – havde valgt at bryde med sin egen bane frem for
at efterligne udlandet” (p. 483). Jørn Henrik fortsætter
senere landesammenligningerne: ”Mens Danmark var det
andet land i verden, der gennemførte en alderdomsforsørgelse
(1891), var Tyskland (1883), Italien (1886), Østrig
(1888) og Sverige (1891) forud for den danske gennemførelse
af en sygeforsikring (1892)” (p. 484). Der er i
kapitlet også en lille interessant sidehistorie om
sygehusenes udvikling fra at være en simpel og tarvelig
opbevaringsanstalt for fattiglemmer, til at blive
videnskabeligt funderede institutioner for sygepleje og
helbredelse. Den historie er nu også værd at læse.
Lars Schädler Andersen slutter dette første velfærdshistoriske
bind af med en relativ grundig gennemgang af det lidt
oversete tredje ben i 1890’ernes socialreformer -
nemlig ulykkeforsikringslovens tilblivelse i 1898.
Baggrunden for loven er, at den stærkt stigende
industrialisering har medført en nærmest eksplosiv vækst
i arbejdsbetingede ulykker. Forskellige
fabrikslovgivninger i samtiden skal sikre, at
arbejdsulykker enten minimeres eller slet ikke sker.
Disse love tog dog ikke højde for hvad der skete –
eller ikke skete - når ulykken alligevel indtraf.
Midlertidig eller permanent indkomsttab ved
arbejdsulykker var derfor et stigende personligt og
samfundsmæssigt problem. Dette kunne man naturligvis
forsikre sig mod. Problemet var i imidlertid at
hovedparten af dem der havde den største risiko –
sandsynlighed - for at pådrage sig en arbejdsulykke
ikke selv havde det økonomiske grundlag, der gjorde
det muligt at forsikre sig mod hændelsen. I kapitlet om
ulykkesforsikringen gennemgås tematisk forskellen på
det liberale forsikringsprincip, som man kendte fra
England, og det sociale princip, som var det dominerende
træk ved i den tyske lovgivning. I Danmark blev der
efter ret tidskrævende faglige diskussioner og
udredninger samt politiske forhandlinger valgt en
forsikringsmodel der lå tættest på det engelske
liberale princip, dog med visse elementer af det tyske
og mere sociale princip. Danmark valgte – man kunne måske
sige vanen tro - ud fra konkrete økonomiske, historiske
og politiske forhold sin helt egen vej. Kapitlet viser
med stor tydelighed, at sociale love involverer mange
politiske og erhvervsmæssige særinteresser, der løber
på kryds og på tværs af traditionelle skillelinjer,
hvilket gør lovgivningsarbejdet til nogle yderst komplicerede
og langstrakte affærer. Meget i den dagsaktuelle
socialpolitiske debat vidner om, at der ikke er ændret
meget på dette forhold siden dengang.
Bogen
– og især hele værket – er et mammutværk, der
ikke kan blive genstand for en fyldestgørende
anmeldelse. Derfor er der også kun lavet nogle nedslag
her og der, men det generelle indtryk er, at bogen har
et højt fagligt niveau, fortalt i et forståeligt
sprog. Velegnet til undervisning på højeste niveau.
Den giver et nuanceret billede af det institutionelle og
politiske system i Danmark i tiden op til år 1900. Den
fremdrager også på mange måder datidens
socialpolitiske eksperters viden, teorier og holdninger.
Der er faktisk meget socialpolitisk og teoretisk gods at
hente i denne bog. Mange kvalificerede iagttagelser og
tanker er gjort i fordum tid. Nogle teorier holder
faktisk endnu, mens andre er blevet kørt på historiens
mødding. Med disse ord skal bogen varmt anbefales. Nu
venter man bare på fortsættelsen………..
Efterskrift: Det er altid en fornøjelse, når fagbøger er
illustreret med billeder. Denne bog er ingen undtagelse.
Men nu hvor man har haft råd til at få billeder med i
udgivelsen, bør man nok kæle lidt mere for denne side
af sagen. Det virker mildest talt lidt fantasiløst, at
bogen hovedsagelig er spækket med gamle og alvorsfulde
mandeportrætter. Ja, enkelte gange bliver det samme
billede brugt to gange. Hvor ville det have været
befriende hvis billederedaktøren havde fundet nogle
flere situationsbestemte billeder frem. Dem der er i
bogen, er faktisk fremragende. Det må da være muligt
– i de kommende bind – at fremfinde gode og
illustrative billeder, der mere belyser temaet end
forskellige ret stereotype og triste mandeportrætter af
mænd der i ny og næ har tænkt en ny tanke.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Jørn
Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn
Christiansen (red.):
Dansk
Velfærdshistorie - Frem mod socialhjælperstaten
- Perioden 1536-1898
Udg.
af Syddansk Universitetsforlag 2010.
615
sider, 498 kr.
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|