BogFeature
Ribe Bys Historie 2 - 1520-1850

Af Erik Ingemann Sørensen

”Much have I seen and known; cities of men and manners, climates, councils, governments”, konstaterer den engelske digter Alfred Tennyson I 1842. (Ulysses). Vel i realiteten den samme konklusion historikere når frem til efter indsamlingen af erfaringerne. Den egentlige udfordring ligger så i at få det hele formidlet på en sådan måde, at andre sidder tilbage med fornemmelsen af at have været der. Der er stof, der næsten formidler sig selv. Til gengæld kan det synes en både uoverskuelig og uoverkommelig opgave, at få mursten, gader og stræder, voldgrave og galgebakker til at tale. I mange byhistoriske værker bliver Morfeus en trofast følgesvend. Men sådan er det ikke her. De 330 år, som bind 2 af Ribes byhistorie omhandler, står levende. Byen har virkelig fået stemmer og ansigter. Man har været der.

Bind 2 omhandler de mest dramatiske perioder i byens historie. Vi møder et Ribe, der ligger helt i toppen takket være både studehandel og de kongelige privilegier. Men sandelig også en by med dens ”forrustede elendighed”, som det hedder om Kerteminde i en tilsvarende periode. Politiske fejltrin som Kejserkrigen, naturens rasen som stormflod og pest – alle havde de indflydelse på byen, der måtte opleve en voldsom deroute i 1600-tallet. I det indledende afsnit – ”Byens udvikling fra 1520 – 1850” - giver Søren Bitsch Christensen, Dansk Center for Byhistorie”, et glimrende rids over bogens tidsspand og de begivenheder, der prægede udviklingen. Som i det foregående bind har man valgt den tematiske opdeling med de samme temaer. Det virker oplagt at gå frem på denne måde – selv om de komparative spring i tid af og til kan forekomme noget problematiske. Sognepræst i Ribe Domsogn, Torben Bramming, leverer anden del af indledningen med ”Reformationen i Danmark og Ribe”. En omvæltning, der ikke kom på en dag, men ”drypvist”. For Ribe var en konservativ katolsk by, hvorfor det da heller ikke gik helt stille for sig.

5 forfattere tager sig af ”Landskabet og byrummet”. Mette Guldberg, museumsinspektør ved Søfarts- og Fiskerimuseet giver et fint indblik i Ribes naturmæssigt problematiske beliggenhed. Rigdommen kom via søvejen, hvor Ribe faktisk havde den mest betydningsfulde havn i den danske del af vadehavet. Fra Mandø til Sild kunne man ligge trygt i læ, mens der blev losset og lastet, og prammene kunne sejle frem og tilbage. Men når naturen rasede – som ved stormfloderne i 1634 og 1720 - var der ikke meget at stille op. Så var byen totalt i elementernes vold. Et lille smut i regelsættet for byens rum er med til at give siderne liv. Som bemærkningen om, at gadebasser ”som løbe ad gaden og huje, skrige og råbe” skulle sættes i finkeburet. I ”Hundemordet i Vimmelskaftet” satte Ulrik Langen og Peter Henningsen en helt ny standard for beskrivelsen af byens rum. De højder når Mette Guldberg ikke, men hun lader i afsnittet ”Husdyr og renlighed” læseren få en lille fornemmelse af, hvordan det har været at leve i en by fyldt med husdyr og skarn. Ebbe Nyborg, redaktør ved ”Danmarks kirker”, giver et godt overblik over især reformationens betydning for kirkebygningerne i Ribe, hvor man greb nedrivningen af katolicismens spor ”resolut an”. Hvilket i øvrigt også resulterede i en enorm personalereduktion – noget man ofte er gået uden om. Men her løber bogen ind i en af de problemstillinger, der følger med, når man vælger den brede tematiske fremstilling. Med lukning af klostrene blev det ekstra strenge tider for fattige og syge. Hvad skete der så lige med disse grupper? Hvem tog sig af dem? Hvor og hvordan? Jagten efter et svar bliver hurtigt til en lidt febrilsk bladren rundt. Var der ikke lige noget på den eller den side? Her kommer et emneregister i den grad til sin ret. Det er et sådant, der gør en bog operationel. Men. Det mangler. Desværre. Et fremragende noteapparatur og en ditto litteraturliste suppleret med et omhyggeligt register over sted- og personnavne retter ikke op på denne mangel. Det er en stor synd og en slem indsnævring af bogens anvendelsesmuligheder.

Steffen M. Søndergaard yder en meget fin gennemgang af Ribes huse særdeles fint suppleret af både fotografier, tegninger og rekonstruktioner. Et aldeles gedigent kapitel dækkende hele den omhandlede periode. Vivian Etting, museumsinspektør ved Nationalmuseet og en af vores store kendere af middelalderens borganlæg, beretter meget spændende om Riberhus blandt andet med afsæt i en synsforretning fra 1639. Men også om de udgravninger, der stadig kan give materiale til belysning af stedets historie.

Dr.phil. Ole Degn er eneforfatter til afsnittet ”Folk i Ribe”. Hans doktordisputats fra 1981 – ”Rig og fattig i Ribe 1560- 1660” er en guldgrube, hvis man vil dykke ned i byhistorien for at få noget mere at vide om periodens levevilkår. Netop Ribe har et righoldigt kildemateriale, bl.a. skattelisterne fra 1545 og frem. De giver en reel baggrund for mødet med alle byens klasser. Både datidens matadorer, borgerskabet og byens bærme, de fattige, de forældreløse. Det er virkelig en gedigen, veldokumenteret og nærværende vandring, Degn tager læserne med på. Blandt andet fordi vi møder nogle helt konkrete skæbner fra de forskellige epoker. Som købmanden Jens Rasmussen Rahr med sin husstand på 19 personer. Dog overgået af Forstander for Riiber Hospital, Tobaksfabriqus, Entrepreneur og Negotient Theodosius Ussing, hos hvem husstanden bestod af 26 personer. Han var endda kun 46 år mod Rahrs 77. (Første overlevende barn avlet i en alder af 63 – seneste som 71-årig. Konen var 33 år yngre.) Vi møder Ussing igen i Jørgen Mikkelsens afsnit om perioden 1660-1850. Men det er 130 sider senere. Der er ingen krydshenvisning. Det er absolut en svaghed ved bogen, at disse henvisninger stort set mangler. I Mikkelsens afsnit får vi endda ægteparrets portrætter. Hvis man kan tale om, at en bog har en akilleshæl, så må det her være det manglende emneregister og ditto krydshenvisninger. Som nu kirkesølvet i domkirken. På side 116 erfarer vi, at guldsmed Anders Jensen Klyne bliver revet bort af pesten 1659. Det var ikke let for enken og de syv små børn at klare sig uden forsørger. De måtte ganske enkelt have fattighjælp. Hedder det på side 116. Hvor det også berettes, at Anders Jensen Klyne i 1654 havde leveret ”fornemt endnu bevaret altersølv til domkirken.” Dette altersølv er gengivet 100 sider senere. Men ingen krydshenvisning. Og så kan vi tage et par andre med i denne sammenhæng. Bogen er fremragende illustreret hele vejen igennem. Og samspillet mellem tekst og billeder er særdeles givende. Det er Karen Margrethe Melbye og Anders V. Knudsen, begge Ribe Byhistoriske Arkiv, der har haft ansvaret for billedredigeringen. Og Torben Meyer der har nyfotograferet. Det er fornemt, er det. Ideen med at bruge den brede sidemargen til illustrationer er glimrende. Såfremt der er et rimeligt forhold mellem billedstørrelse og plads. Det går næsten godt bogen igennem. Til gengæld undrer det lidt, at man ikke har beskåret flere af de affotograferede kildematerialer. Detaljen er ofte bedre end helheden. Det er jo lidt sjovt – og en lille udfordring – når man kan sidde og læse med. Penneføringen giver jo også en lille historisk oplevelse. Og så havde det ikke skæmmet bogen, om der havde været en håndsrækning til læserne, når nu der flere steder undervejs dukker mærkelige ord op: prinsessestyr, eksekutionsryttere, skuller og lignende. ODS kan ikke hjælpe alle steder. Ej heller Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk.

Ole Degn når vidt omkring i sin gennemgang, der strækker sig over godt 300 år. Vi kigger inden for hos byens velbjergede borgerskab, møder de forskellige erhverv, de fattige – og erfarer om børnedødeligheden. Undervejs får læseren hele tiden fornem støtte af de mange statistiske tabeller og nytegnede tematiske kort. Begge i sig selv et ypperligt materiale for den nysgerrige læser. At det hele så er skrevet med en både fin og oplagt pen, gør det til en fornøjelse at møde denne periode set gennem Ole Degns briller.

Afsnittet ”Konge, by og kirke – magt og styre” er delt mellem 5 forfattere. Jeppe Bückert Netterstrøm giver en glimrende oversigt over det samlede forløb fra reformationen til enevældens ophør. Særlig interessant er hans afsnit om retten i Ribe. Anekdoten om kællingens søn i Varde galge har givet cementeret opfattelsen hos mange. Rigtigt er det, at byen havde en streng ret. Men Netterstrøm gør meget ud af at påvise, at der var længere mellem domsafsigelse og handling end hidtil troet. I perioden 1591-1594 blev der kørt 776 sager ved retten. Men kun i 13 % af disse faldt der en egentlig dom. I stedet optrådte retten ofte som en form for forligsinstitution. Til gengæld var det ikke for sarte sjæle, når mestermanden udførte sit arbejde. Som nu ved henrettelsen af Harder Jepsen i 1593 – dømt for at have stukket 2 af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker og fik hovedet sat på en stage, så alle og enhver kunne blive erindret om, hvad der ville ske, hvis man forgreb sig på myndighederne. I omtalte periode blev 2 kvinder dødsdømt og henrettet for tyveri. En forseelse der sendte mandlige forbrydere i galgen. Kvinder blev i stedet levende begravet og fik en balje sat over hovedet. Der er en forklaring på denne forskelsbehandling: hængte man en kvinde i galgen, ville nysgerrige blikke let kunne søge op under særken. Og det skulle man bestemt ikke have noget af. Der var trods alt grænser.

Tidens brutalitet var markant. Netterstrøm sætter den til at være 50 gange højere end i dag. Det kunne ingen leve med, så der blev fra centralt hold – kongemagten – sat hårdt ind over for voldskriminaliteten. Og datidens ”lømmelpakke” havde tilsyneladende en positiv effekt. Men først den 26. januar 1844 kunne bødlen for sidste gang rense sit sværd for blod og fugt.

Søren Bitsch Christensen leverer en spændende – og lidt humoristisk – redegørelse for borgerbevæbningen i Ribe. Som en af landets største byer havde Ribe også en af de største styrker med opgaver både i fredstid, og når krigen stod for døren. Mest dramatisk nok i 1848 ved indgangen til borgerkrigen. I løbet af få dage nåede man op på en styrke på 300 mand (oplandet talte med). Og så af sted til Tønder, hvor frikorpset rykkede ind den 4. april. Oprørsregeringen i Rendsborg havde sendt 170 geværer til byen. Dem tog man siden med hjem som trofæ, da frygten for, at oprørshæren skulle angribe, blev for stor.

Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet, fortæller om byens fattigvæsen. Et grundigt og velskrevet kapitel, der flere steder er ved at tage pusten fra læseren, når man erfarer om den afgrundsdybe forskel mellem byens socialgrupper. Forfatteren får ført læseren fint igennem perioden, og noterer, at Ribe havde udviklet sit fattigvæsen på en sådan måde, at det rent faktisk blev et forbillede for den fattiglov, der blev indført for hele landet i 1803. Ribe havde i den sammenhæng været ude allerede i 1790’erne.

Ole Degn skriver også om Ribes storhedstid, der lå i perioden 1520-1620. En storhedstid der var stærkt knyttet til månederne marts og april, når de kolossale oksemarkeder fandt sted. Byen genlød af fremmede tungemål, gaderne var fyldte med store flokke af tunge okser, og ved kysten lå op til 100 skibe, hvor man lastede okserne til eksport – enten til Holland eller det store oksemarked i Wedel (Hamborg-regionen). I gode tider eksporteredes der årligt omkring 10.000 okser. Gennemsnitslasten var på godt 60 okser, så det har krævet et ganske stort logistikarbejde. Byens købmænd fik så en stor del af deres varesortiment suppleret, når skibene vendte tilbage – primært med varer fra Hamborg, men Amsterdam og Østersøbyerne (Danzig og Königsberg) var også repræsenteret. Købmand og borgmester Hans Friis’ to store regnskabsbøger dækkende perioden 1627-1650 danner baggrund for en særdeles fin beskrivelse af livet, som det formede sig. Men hvorfor portrætterne af købmanden og hans hustru ikke er anbragt i forbindelse med den store beskrivelse af Friis’ forretning undrer.

Og så rammer katastroferne Ribe dækkende perioden 1660 og helt frem til 1850. ”Et af de mest markante vendepunkter i dansk byhistorie”, skriver Jørgen Mikkelsen i afsnittet ”Den lange krise”. En handelsby som Ribe er naturligvis stærkt præget af svingende konjunkturer. Og Ribe bliver hårdt ramt, da kriserne sætter ind. Den særdeles grundige beskrivelse af perioden tager læseren med rundt i stort set alle byens hjørner. Det er et ypperligt afsnit – fint suppleret med Mette Guldbergs afsnit om fiskeriet.

Museumsinspektør Mikkel Leth Jespersen, Museum Sønderjylland, får i det helt overstadige afsnit ”Befolkningsgrupper og bykultur” gjort periodens mennesker lyslevende. I et oversigtsværk – som en byhistorie nu engang er – forsvinder de let – eller når aldrig op til overfladen. Men det gør de sandelig her. Det er fornem historieformidling, hvor vi kommer rundt til både høj og lav. Til stille eftertænksomhed og voldsomt drama. På denne måde bliver et par portrætter på 2 kakler pludseligt levende. Man kan næsten høre personerne. Ribe har gennem tiderne været hjemby for markante personligheder, der rækker langt ud over deres egen tid: Hans Tavsen, Søren Andersen Vedel, Brorson og Ambrosius Stub, der alle får en fin beskrivelse af Torben Bramming og Karsten Eskildsen, sidstnævnte lokalhistoriker, der meget træffende kalder Ribe for salmernes by. Det er jo lidt af et sammentræf, at vi både møder pietismen med Brorson og så svirebroderen Ambrosius Stub. Hinandens absolutte modsætninger. ”Pietisterne er at sammenligne med bier; de komme med honning i munden og brod i rumpen”, konstaterer den samtidige stiftprovst Morten Reenberg i København. Det kan jo diskuteres, om Stub er det danske svar på svenskernes Bellman. Men hvor deres skæbner dog ligner hinanden. Den ene blev 55 år den anden 53, inden spiritussen gjorde en ende på deres trængsler. Så hvad vindes egentlig på verdens vidtløftige hav? Desværre dukker der i denne forbindelse endnu en akilleshæl frem. Der eksisterer et Ambrosius Stub selskab i Danmark. Med egen hjemmeside: www.ambrosiusstubselskabet.dk. Hertil havde man gerne set et link, men man har – desværre uhyre konsekvent – undladt enhver form for links. Det er godt nok uforståeligt, når man ved, at medudgiveren, Center For Dansk Byhistorie, har et fremragende site, hvor man på sikker videnskabelig grund og med pædagogisk professionalisme kan følge de forskellige byer og deres udvikling. Kig engang selv: www.byhistorie.dk. Adskillige steder undervejs i dette fremragende bind om Ribe er der oplagte muligheder for at ”linke”. Kanske er det her malplaceret, men alligevel: vi lever i en digitaliseret verden med uanede muligheder for at optimere formidlingen. Derfor er det både synd og skam, at så mange ”misser” denne oplagte mulighed for formidling. Det er så grumme irriterende at opleve, at fremragende skribenter i et fornemt værk ganske enkelt ”glemmer” dette.

Louise Nyholm Kallestrup, Syddansk Universitet, skriver om et af de sorteste kapitler i byens historie: troldomsprocesserne i perioden 1572-1652. En barsk omgang var det, for i denne periode var der alene i Ribe 22 processer – det største antal i landet. 18 blev konfronteret med en anklage, og af disse endte de 11 deres dage på bålet. Bedst kendt er Maren Splids – givet fordi hun havde et solidt fundament i Ribes borgerskab. De såkaldte ”pinlige forhør” førte ofte nye anklager med sig. Som en dødsdømt troldkone udlagde det: ”skulle hun lide, da skulle andre svide…” Tilværelsens absurditet sættes i et grelt perspektiv, da Ingeborg Harchis efter hele 3 gange at være blevet anklaget dømmes til bålet. Som noget af det sidste anklager hun sin egen datter for samme forseelse. Også hun havner på bålet. Det er et fint kapitel, Louise Nyholm Kallestrup har leveret.

Det er et på næsten alle områder særdeles fint bind, vi her har fået. Redaktøren, Søren Bitsch Christensen, har haft stor succes med at sammensætte en skrivegruppe, så vi har fået noget nær den optimale fortælling om Ribe i årene 1520 til 1850. Stor ros for det.