BogFeature
Flytande gränser

- Dansk-svenska förbindelser efter 1658

Af Erik Ingemann Sørensen

I 1983 slog det – endnu engang – gnister mellem Danmark og Sverige. Danmark påbegyndte nogle prøveboringer ud for Hesselø i Kattegat, hvilket gjorde den svenske statsminister Palme rasende. Under henvisning til Roskildefreden, 1658, hævdede han, at øen faktisk var svensk. Statsminister Poul Schlüter tog det med lidt humoristisk sans og mente, at det nødigt skulle resultere i en ny krig. Dem har der været rigeligt af – sjældent til Danmarks fordel. Men tabet af landområderne mod øst har på mange måder ”kun” været et fysisk tab. Et kulturelt sværdhug er det aldrig rigtig blevet til.  Det er den gennemgående tanke i den nyeste publikation fra ”Centrum för Danmarksstudier” ved Lunds Universitet: ”Flytande gränser”.

Titlen er velvalgt, for hvor ligger grænselinjerne? De ses kanske mest tydeligt på et søkort over Øresund, men helt symbolsk ser man dem ikke under sejladsen. Temaet blev taget op på et seminar på Krapperups borg i Skåne i 2009, og det er de forskellige indlæg herfra, der nu er samlet i bogform. Som ofte for en antologis vedkommende opstår der let en vis form for usammenhæng – en til tider lidt underlig substans. Sådan er det desværre også gået lidt i dette tilfælde. Men bogen rummer flere særdeles spændende artikler, der går godt og grundigt i dybden med det enkelte område. Bredden er båret af den kulturtolkning, man har valgt som ledesnor: ”Vi valgte at tolke kultur meget bredt; det handler om både finkultur og hverdagskultur, og med det mener vi alt, som har med menneskers måde at forholde sig til verden på. Når man følger kultur, følger man levende mennesker, og spørgsmålet er, hvordan disse mennesker oplevede statsgrænsen – om den stoppede dem, motiverede dem eller ikke havde nogen betydning for dem.”

Leon Jespersen, arkivar og seniorforsker ved rigsarkivet i København, har en central indledningsartikel artikel: ”Grænser og grænseproblematikker”. Heri ridser han de forskellige opfattelser/ definitioner af begrebet op fra 1658 til moderne tid og viser, hvorledes grænsebegrebet har skiftet gennem tiderne – blandt andet fordi statsbegrebet har ændret sig. ”Datidens statsdannelse var et kludetæppe i mange henseender”, skriver den engelsk-tyske historiker Helmut Koenigsberger. Kulturelt, handelsmæssigt, ideologisk – ja i mange andre aspekter – har grænserne mellem Danmark og Sverige virkelig været og er stadig flydende. Det moderne begreb ”Öresundsregionen” har jo skabt en hel ny verden. Forfatteren illustrerer yderligere mangfoldigheden af problematikken med en gennemgang af Krapperup gods i det nordlige Skåne i perioden 1350-1660. Her residerede blandt andet de danske adelsslægter Podebusk og Rantzau, magtfulde mænd i riget, der fastholdt det danske overherredømme, indtil Roskildefreden, hvor Ide Skeel i slutningen af 1660 fastholder sin troskabsed til den danske konge og hermed afslutter Krapperups danske historie.

Cecilia Hildemann Sjölin, fil.dr. ved Lunds universitet, fortæller om ”Kyrkorum och bilde i Brunnby Kyrka”, tæt ved Krapperup gods. En utrolig spændende vandring i en kirke, hvor de flydende grænser er særdeles markante. Fra katolsk til lutheransk kirke, fra dansk til svensk. Kirken, der er viet til apostlen Andreas, er en skatkiste af kalkmalerier, der sammen med kirkerummet beskrives særdeles grundigt. Og fornemt illustreret. Bogen rummer ikke mulighed for at vise mylderet af kalkmalerier, men den interesserede kan finde mere på linket:  http://www.formonline.se/kyrkor/Brunnby/index.html (Som altid er det en stor gåde for denne anmelder, at forfattere alt for ofte undlader sådanne henvisninger, der i den grad kan supplere teksten.)

”At kalla dagens skånska dialekter för östdanska är väl inte direkt fel, men…närmast en ideologisk präglad beteckning”, skriver professor emeritus Ulf Teleman i sin tekst om ”Danska, skånska, svenska – före och efter 1658”. Grænsesprogstrid er velkendt i Danmark. Men mod syd. I Skåne varede det ikke længe efter Roskildefreden, før svensk blev skriftsproget. Skåningerne kunne forstå svensk, men ikke tale det, noterer forfatteren, der beretter, at talesproget kun langsomt fulgte med – dialektpræget – og faktisk blev mere skånsk end svensk. Der er trods alt – i modsætning til det sydlige Danmark – områder man her ikke kunne lovgive om. Gregor Andersson, professor i musikvidenskab ved Lunds universitet fortæller levende om ”Skånska musikanters privilegium exclusivum – ett arv från Danmark”.  Det drejer sig om de såkaldte ”Stadtmusikanten” og deres rettigheder til at spille i by og på land. Det ændrede 1658 ikke ved, og vi skal helt frem til det 18. århundrede, før der sker ændringer med den såkaldte svenske spillemandsmusik.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede også byerne i Skåne en voldsom ekspansion med deraf følgende travlhed inden for byggeriet. De fleste svenske arkitekter var engageret i nord, så der blev rige udfoldelsesmuligheder for danske kolleger i Skåne. F. Meldals indsats ved genopførelsen af Frederiksborg Slot (ikke Frederiksberg! s. 136) gjorde ham og andre, der var tilhængere af den såkaldte frie historicisme, til eftertragtede personer. Vi finder derfor både M.G. Bindesbølls, J.D. Herholdts og Peter Boisens mange spændende bygningsværker i Skåne den dag i dag – fint beskrevet af Anna-Maria Blennow, arkitekt og docent ved Lunds tekniske højskole.

Et af bogens bedste indlæg leveres af professor Lars Berggren, Lunds universitet: ”Fackliga rörelser över Sundet”. Han har valgt at se på perioden 1860-1920, en periode der omfattes af det, han kalder den glemte udvandring. 1860’ernes misvækst i Sverige tvang mange til at se sig om efter nye muligheder. Det var Danmark, der blev det primære mål, men også Norge og Tyskland var inde i billedet. Det økonomiske opsving i Danmark i 1870’erne og 80’erne bød på yderligere muligheder. Det var mændene, der dominerede blandt andet i stenbruddene på Bornholm og senere som jernbanebørster, mens kvinderne dominerede som roepiger især på Lolland-Falster. Men også den kolossale vækst inden for værftsindustrien (B&W, Helsingør, Bockum) trak. Meget tyder på, at Sveriges første fagforening var Korkskärarnas Fackförening i Malmø, der blev stiftet på dansk initiativ allerede i 1865. Det er her, man for første gang oplever strejkevåbnet som en del af bevægelsens ”grundlov”. Jern- og metalarbejdernes fagforbund spillede – som senere ”Handelsarbetareförbundet” – naturligvis en stor rolle. De er i tæt forbindelse på tværs af grænserne. Men også arbejdsgiverne havde deres tætte kontakter. 1900-tallet byder på mange forandringer – de nationale forbund vokser sig store, så selv om man fortsat holder den tætte kontakt, så tyder det på, at man trods alt søger forskellige veje. Lars Berggren har som de øvrige bidragsydere et fint noteapparat og en ditto oversigt over trykte kilder og litteratur. Men det undrer, at der ikke er en henvisning til to centrale skønlitterære bidrag til forståelse for perioden: Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” og Wilhelm Mobergs ”Utvandrarna”.

Her har vi et reelt stykke fagpolitisk samarbejde. Det er derfor underligt, at læseren skal vente 74 sider, før der kommer en naturlig fortsættelse af Lars Berggrens arbejde. Det sker i Lars Hovbakke Sørensens artikel: ”Nordisk kultursamarbejde – fra Foreningerne Norden til Nordisk Ministerråd”. En i øvrigt ikke helt dækkende overskrift, da vinklingerne ofte er bundet politisk op. Forfatteren, der er ekstern lektor ved Aarhus Universitet, har et særdeles indgående kendskab til det nordiske. Derfor undrer det, at han ikke går mere i dybden med den indsats, der i særdeleshed er blevet ydet i Nordisk Råd, som trods alt kom til allerede i 1952, mens ministerrådet først opstod i 1971. Forfatteren har en fin forståelse for de folkelige kræfters betydning for det nordiske samarbejde. Og for danskernes nordiske ”identitet”, der ofte skal ses i lyset af den store nabo i syd: Tyskland. Lars Hovbakke Sørensens konklusion: ”Det paradoksale er, at det fænomen, som hele tiden mere end noget andet er med til at styrke den nordiske fællesskabsfølelse: nemlig det nordiske kultursamarbejde, samtidig er det, man vælger at udbygge, hver gang man ønsker at udbygge det nordiske samarbejde, efter at et samarbejdsprojekt er forlist”, er befriende læsning. Samhørigheden er mere folkelig end politisk. Hvad der – pudsigt nok – er dens helt store styrke.

De to litteraturforskere, Gunilla Hermansson, Göteborgs Universitet, og Marie-Louise Svane, Københavns Universitet, bidrager med hver deres artikel om den danske og den svenske romantik. Der er spændende brud med den traditionelle opfattelse af dens fødsel. Det påvises, hvordan den i Danmark er individuel. Det sker med Oehlenschlaegers ”Digte 1803”, mens det i Sverige sker kollektivt med tidsskriftet ”Phosphoros” fra 1810, hvor især Atterbom markeres sig. Forskudt i tid og forskellig – det er spændende læsning. Og Orientens placering i den romantiske litteratur i Norden, ja her oplever vi også forskellene. I Danmark repræsenterer Østen ”fantasiens og eventyrets verden i modsætning til dagligdagens prosa, mens svenskerne kredser omkring en kulturel fremmedhed, der er fascinerende, men uigennemtrængelig”. Litterært supplerer lic.merc. Martine Cardel Gertsen fra CBS med en dybdeborende artikel om den danske digter Gustav Munch-Petersen. En indsigtsfuld artikel, der dog virker lidt søgt anbragt i denne sammenhæng. Men han havde altså en svensk mor.

Johan A. Lundin og Fredrik Nilsson, begge undervisere ved Malmö högskola, har skrevet en jubelartikel, der i realiteten beskæftiger sig med den moralske grænse, der gik gennem Øresund. I Danmark havde man et forholdsvis liberalt forhold til alkohol, mens man i Sverige frygtede denne sot. En af årsagerne til at man her havde den såkaldte ”motbok”, som man endda måtte ansøge om at få. Her kunne statsmagten følge med i den enkeltes forbrug af alkoholiske drikke. Det er et ualmindeligt spændende pilotprojekt, de to har søsat: ”Smugglarnas och statsmaktens nätverk”. Smugleri i regionen kendes langt tilbage i tiden. Men her har de sat fokus på, hvad der skete i 30’erne og i det dansk-svenske samarbejde mod disse grumme forbrydere, der bragte soten ind i Sverige. Og tog fortjenesten med tilbage til Danmark. Det bliver spændende at se, hvad dette pilotprojekt udvikler sig til.

Bogen afsluttes med to kapitler. Et om filmforbindelser og et om populærmusik. Det er en pauver omgang, der her kommer. Ikke at redegørelserne for den sags skyld er dårlige, men det er, som om man lader det helt oplagte ligge. Hvorfor i alverden har vi ikke TV-situationen, som den har udviklet sig, med? Og de store fællesproduktioner? Hvorfor blev Kim Larsen så populær i Sverige og Björn Afzelius i Danmark? Hvor er Michael Wiehe? Hvad med Taube? Vibrerende nerver i et grænseoverskridende fællesskab. Hvor man dog havde kunnet ønske sig, at det var det, der var blevet sat fokus på. Her havde anmelderen forventet et festfyrværkeri – ikke en fuser.

Men alt i alt er det endnu et spændende bidrag til fælleskulturen, som ”Centrum for Danmarksstudier” ved Lunds Universitet har udgivet. Sidste år var det Kari Haarder Ekman, der skrev om den kulturelle skandinavisme i 1800-tallet. Nu er det spændende at se, hvad det næste bliver.