BogFeature
Fra skældsord til slagord

- Demokratibegrebet i dansk historie

Af Preben Etwil

Demokrati er i dagens Danmark på alles læber. Alle bruger det, og alle påberåber sig det rette demokratiske sindelag: ”Demokrati er formentlig det mest fundamen­tale begreb i nutidens politiske debat. Det er i hvert fald det eneste man som poli­tiker ikke må være imod” (p. 9). Ved flittig, men nok også overfladisk avis­læsning, får man nærmest den fornemmelse, at vi som danskere alle dage har været bærer af den sande demokratiforståelse. Ingen over, og ingen ved siden af egen selv­opfattelse. Mere demokratisk kan det næsten ikke blive. Til gengæld må man også erkende, at manglende klarhed er fællesmængden. Man skal dog ikke ret længe have beskæftiget sig med selve demokratibegrebet, før end man i realiteten har åbnet op for en slags Pandoras æske. Ja, der er nærmest tale om en begrebs­­mæssig rodebutik af modgående forståelser. Den indholds­mæssige mang­foldighed er nemlig enorm. Demokratibegrebet har tilsyneladende uendelig mange betydninger. Jeppe Nevers henviser faktisk sidst i sin bog til nogle politologiske forskere, der havde sat sig for at tælle forskellige demokratidefinitioner, og de stoppede først ved 550 (p. 201). Det kan vist ikke udtrykkes meget tydeligere, og som Einstein engang skulle have sagt, så er det ikke alt, der kan tælles, der tæller, og ikke alt, der tæller, der kan tælles.

Klogelig falder Jeppe Nevers heller ikke i den fælde. Han har derimod i sin bog, der er en omskrevet phd-afhandling, valgt at behandle hvordan demokratibegrebet rent faktisk er blevet forstået og anvendt af forskellige betydningsfulde politiske og samfundsmæssige aktører igennem den nyere danske historie: ”Metodisk består denne bogs ”greb” således i, at en historisk person kun har et demokratibegreb, hvis vedkommende har brugt ordet demokrati eller en bøjning heraf. På dette grundlag kan man tale om demokratibegrebets historie helt overordnet, idet ordet går tilbage til antikken og over tid har båret mange forskellige betydninger, og man kan mere specifikt tale om for eksempel Grundtvigs demokratibegreb, idet han brugte ordet og gav det en bestemt betydning. Her er det imidlertid en vigtig pointe, at selv om Grundtvigs bestemmelse af demokratibegrebet er unikt og uløseligt knyttet til hans univers, så vil man kunne iagttage nogle mønstre, som er tidstypiske, og som kun langsomt forandrer sig i takt med, at historiske for­andringer så at sige erfares i begrebet” (p. 15). Et begrebs faktuelle indhold kan aldrig være løsrevet fra den historiske og konkrete virkelighed det indgår i.  

Sigtepunktet i Jeppe Nevers bog har helt tydeligt været demokratibegrebets udvik­ling fra før grundloven i 1849 og frem til den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. Man får i høj grad nuanceret sin opfattelse af, hvordan demokrati og parlamen­tarisme i virkeligheden blev opfattet og foregik i samtiden. Bogen titel fortæller i virkeligheden det hele. Nej, demokrati var ikke ligefrem noget, der var blevet dyrket i grundlovsgivernes haver. Det kræver naturligvis en forklaring – og den giver Jeppe Nevers med stor faglighed og over­bevisning. Det informerede danske borgerskab, der havde indsigt i oplysningstidens frigørende tankesæt, var helt enige i, at enevælden havde udspillet både sin politiske og historiske rolle. Kongens magt skulle deles med folket. Men folket i deres forståelse, var milevidt fra det tankesæt, at det drejede sig om, at hele folket skulle have indflydelse og med­bestemmelse på Rigets anliggende. Folkeviljen - eller om man ville folkesjælen – kunne alene udtrykkes af de oplyste, de dannede, de formu­ende og de lærde. Dette kunne af Grundlovens fædre under ingen omstændigheder varetages af den uoplyste almue, og stalddørslugt fra bondemasserne var absolut ikke ønsket på Christiansborg. For flertallet af Grundlovsfædrene blev selve demokratibegrebet forbundet med den franske revolution, der var karakteriseret af politisk ustabilitet, mord, brand og total kaos. Derfor blev den danske grundlov i 1849 skruet sådan sammen, at den faktisk blev et værn mod for meget demokrati. I Grundloven er der ikke et ord om demokrati, partier eller folkestyre. Til gengæld er der udtalt uklarhed, dobbelttænkning og et utal fler­fortolknings­­muligheder, hvor sammenkoblingen af det gamle kongestyre og den ny tids regering og Rigsdag bliver indhyllet i et tåget symbolsprog. Folkestyret – ikke at forveksle med demokrati - blev her forbeholdt voksne mænd med selvstændig husstand og med en vis indkomstformåen. Udelukket var de såkaldte syv f-er fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, fremmede og fjolser (hentet fra Tim Knudsen).

Jeppe Nevers bruger meget pædagogisk N.F.S. Grundtvig, som endte med hverken at stemme for eller imod Grundloven, som en arketype på datidens dominerende demokratiopfattelse: ”Grundtvig opfattelse af udviklingen er tidstypisk, idet han kontinuerligt sondrede skarpt mellem folkets ret til at herske og så den i hans øjne vulgære tanke, at folkets interesser var lig med flertallets interesser […] demokrati for Grundtvig var det samme som en altødelæggende lighedstrang; det vidner også om, at demokratibegrebet endnu på dette tidspunkt blev knyttet til den franske revolution” (p. 87). Dette leder naturligt nok Jeppe Nevers frem til følgende konklusion: ”Det var folkebegrebet og ikke demokratibegrebet, som var tyngde­punktet i dansk politisk diskurs i midten af det 19. århundrede […] Historisk betragtet var det nationalstater, som blev til demokratier, ikke omvendt. I en dansk sammenhæng er det i hvert fald slående, at dyrkelsen af nationen og Folket klart gik forud for en bredere dyrkelse af demokrati og Folkestyre” (p. 119).

Med bondestandens gradvise større selvbevidsthed og arbejderklassen synlige fremkomst – især fra og med 1890’erne – bliver kravet om at sætte folketings­parlamen­tarismen på dagsordnen større og større. Det gamle Højre – og Kongen - havde dog ikke til sinds uden kamp at afgive magten til bønderne og arbejderne. For dem var og blev flertalstyranni en vederstyggelighed. Begrundelsen mod flertalsstyre, var at det ville kunne virke destabiliserende for samfundsudviklingen, da det ville opdele befolkningens medlemmer efter anskuelser og særinteresser, og de ville derfor organisere sig i partier, og bekæmpe hinanden. Ja, der blev brugt mange flotte ord for at holde folket væk fra fadet – og den reelle politiske indflydelse. Oppositionen bed dog ikke på dette politiske spin og blændværk, og fik da også til sidst – gennem den såkaldte visnepolitik - fravristet Højre magten og indført de facto parlamentarisme ved systemskiftet i 1901. Demokrati i moderne forstand var der dog langt fra tale om – fx fik kvinderne først stemmeret med grundlovs­revisionen i 1915, og det parlamentariske princip – og etkammersystemet – blev først indskrevet i Grund­loven af 1953. 

I Nevers bog bliver det tydeligt klargjort, hvordan arbejdet frem mod grund­lovsrevisionen i 1915 og de deraf følgende politiske begivenheder dannede grund­laget for, hvordan selve demokratibegrebet og dets praktiske anvendelse blev mellemkrigstidens alt­dominerende omdrejningspunkt i den hjemlige ideologisk politiske kamp. Kampen om sjælene blev herefter en kamp om holdningerne til demokrati og parlamentarisme. 

Socialdemokratiets stærke fremvækst betød, at de sammen med Venstre indgik i en alliance for indførelsen af parlamentarisme og almindelig valgret til begge af Rigsdagens to kamre. Socialdemokratiets vej til politisk magt skulle efter egen opfattelse udelukkende ske via stemmesedlen, og ikke som hos kommunisterne gennem en proletarisk magtovertagelse af statsapparatet. Demokratiske reformer skulle efter Socialdemokratisk teori gradvis fravriste kapitalen deres positioner. Så tidligt som i 1876 gik Socialdemokratiet ind for lige og direkte og hemmelige valg til et etkammersystem, for både mænd og for kvinder, og de ønskede en valgretsalder på kun 22 år. Noget der var let at få vedtaget, men som det tog rigtig mange år at få gennemført. Socialdemokratiet så helt klart, at den demokratiske metode var det værktøj, der kunne omforme de sociale – og senere økonomiske – forhold i samfundet til gavn for den store brede arbejderbefolkning. Dette synspunkt bliver klart udtrykt af bl.a. Stauning i 1923: ”Parlamentarismen er imidlertid den Form for Folkestyre, der virkelig giver Folket indflydelse og Adgang til at bestemme Styrelsens politiske Farve” (p. 176).

Mellemkrigstiden var på alle måder en politisk brydningstid, hvor demokratiet rundt om i Europa blev udsat for slemme tilbageslag med fremvæksten af kommunisme og fascisme. Danmark holdt sig i det store og hele ude af det værste ideologiske slagsmål, men den brede og konsensussøgende demokratiopfattelse blev i allerhøjeste grad udfordret af arbejderklassens venstrefløj i form af kommunistiske ideer, og borgerskabets højrefløj havde en udtalt hang til at orientere sig mod fascistiske orienterede synspunkter.

Kritikken fra venstrefløjen – udtrykt gennem Kommunisterne: ”talte om det borgerlige samfunds ”humbugdemokrati”, og i marts 1933 bekendtgjorde Aksel Larsen fra Folketingets talerstol, at det var partiets ”absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund”, og Arne Munch-Petersen proklamerede samme år, at partiet hverken var bundet af Meyers fremmedordbog eller af den danske grundlov” (p. 183). I kommunisternes egne øjne var demokratiet døende, fordi at dets økonomiske system var brudt sammen, og derfor var den proletariske revolutions udbrud og sejr uundgåelig. Kommunisterne så sig derfor som de eneste sande demokrater, der: ”Forsvarer Befolkningen demokratiske Ret og Frihed mod alle nazistiske Angreb og mod alle Indsnævringer og Overgreb, der forsøges fra Kapitalismens Statsapparat” (p. 185). 

Demokratikritikken fra højrefløjen finder man efter Nevers opfattelse mest udtalt hos ledelsen af Dansk Samling, der vendte sig mod demokrati og flertalsstyre, med den begrundelse, at der ikke var tale om et folkestyre. Her faldt synspunkterne sammen med det lille danske naziparti: ”Netop dette udgangspunkt – at Demokrati ikke nødvendigvis var lig med politikere og parlamenter, men derimod med folkets og folkets vilje – åbnede for en udbredt parlamentarismekritik, en kritik på tværs af mildest talt forskellige synspunkter handlede om, at folkeviljen ikke havde fundet sin rette repræsentation med de parlamentariske institutioner” (p. 188). Holdningen var, at de folkevalgte ikke gjorde det, som folket ville, men hvad de troede, de ville.

I dette mudrede politiske billede, blev der helt tilbage i 1915 dannet en stærk demokratisk alliance mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet om statens rolle i samfundet: ”En alliance kræver som bekendt en modstander, og her er det vigtigt at Venstre og Det konservative Folkeparti netop i denne formative fase fandt sammen om et mere kritisk syn på statslig regulering af samfundet” (p. 191). Men hvorom alting er, så blev demokratiet i Danmark grundlæggende befæstet i mellemkrigsperioden, og skiftede status fra at være et skældsord til at blive et slagord, hvorom man kunne skille fårene fra bukkene.

Bogen slutter desværre med indgangen til Anden Verdenskrig. Dette er rigtig ærgerligt, set i lyset af, at der lige efter krigen udspandt sig en yderst interessant – og til tider uforsonlig - dansk demokratistrid om tidligere nazisters og samtidens kommunisters ret og adgang til at kunne deltage i det offentlige rum. En debat der kun lige kort hentydes til i bogens epilog. Ligeledes kunne det også have været yderst oplysende at følge debatten om revisionen af grundloven i 1953, hvor både national suverænitets­afgivelse, mulighed for folkeafstemning, etkammersystem og folketings­parlamentarismen blev knæsat. Nå, det må givetvis vente til en anden god gang.

Bogen bør indgå som pligtlæsning for alle de personer, der ønsker at vide mere om dansk demokratis udvikling i nyere historie. Det har af og til været et langt og sejt træk, og det har ikke altid kun været en dans på roser.