|
- Et københavnsk og
nationalt erindringssted gennem 350 år
Af
Poul Ulrich Jensen
”Det
var en Stormnat, fyldt af Gru og Blod, - Hos Danske gaar
dens Saga sent af Minde.” Sådan lyder de første
linier i en højstemt prolog ved Det Kongelige Teaters
opførelse af Elverhøj
den 11. februar 1909 til minde om svenskernes storm på
København 250 år tidligere. Og prologens forfatter,
Ernst v. der Recke, fik ret i sin forudsigelse, for så
sent som i 2009 var den dramatiske begivenhed langt fra
glemt, men blev markeret på forskellig vis og levede således
stadig som et nationalt og i særlig grad københavnsk
erindringssted.
Begrebet erindringssted
skyldes den franske historiker Pierre Nora, der
lancerede det i 1984 som et sted i konkret eller overført
betydning, hvor erindring og historie mødes i et spændingsfyldt
samspil om følelser, identitet og politik. Stormen på
København 1659 opfylder alle disse kriterier – den er
med sit dramatiske forløb, mange forskellige aktører
og de store indenrigspolitiske omvæltninger, der fulgte
i kølvandet, faktisk et født erindringssted, åbent
for forskellige fortolkninger for ikke at sige
manipulationer ved senere jubilæumsfestligheder. Dem
har der da også været en del af, og det er denne 350
år lange historie om et dansk erindringssted og dets
skiftende betydning, lektor ved Saxo-Instituttet,
Sebastian Olden-Jørgensen, har undersøgt.
Stormen på København,
hvor Karl X Gustav natten til den 11. februar 1659 efter
en langvarig belejring forsøgte at erobre den danske
hovedstad, fandt sted under svenskekrigene 1657 - 60. De
svenske tropper blev imidlertid efter en modig og målbevidst
indsats fra de københavnske forsvarere slået tilbage
med store tab, og kendsgerningerne om den spektakulære
dansk sejr blev efterfølgende udvidet med adskillige
myter, der stillede både borgerskab og konge i et
fordelagtigt lys. En mere nøgtern eftertid kunne da også
nemt komme i tvivl om, hvorvidt kong Frederik III og
dronning Sophie Amalie red rundt på de københavnske
volde under det svenske stormløb, og havde kongen
virkelig forud udtalt de siden så berømte ord ”Jeg
vil dø i min rede”?
Sebastian Olden-Jørgensens
grundige research i kildematerialet sandsynliggør, at
begge dele faktisk er sandt. Lidt mere tvivlsomt står
det til med beretningerne om de københavnske borgeres
aktive deltagelse i kamphandlingerne – det er og
bliver en myte. Men både konkrete begivenheder og myter
kan sagtens få et langt liv i bedste velgående, når
der bliver tale om et erindringssted, og det spring blev
foretaget allerede ved de mange taksigelsesfester på ét-årsdagen
for stormen på København. Helt frem til 1766 blev
mindedagen hvert år markeret i kirkeligt regi, og
Thomas Kingo skrev i 1689 salmen Dig
store Gud og Zebaoth, hvor det vellykkede forsvar
blev beskrevet som resultat af Guds indgriben i skøn
samdrægtighed med kongens og befolkningens fælles
heltemodige indsats.
Men erindringssteder har
det med ind imellem at gå i dvale. De er i høj grad
konjunkturbestemte, og i 1766 passede mindedagen den 11.
februar med sit uundgåelige svenskfjendtlige præg dårligt
med tidens store royale begivenhed - Christian VII’s søster
Sophie Magdalenes ægteskab med en svensk kronprins.
Desuden stod antallet af helligdage overfor en kraftig
reduktion, så befolkningen i stedet kunne anvende tiden
til ”arbejde og
nyttig gerning”. Til gengæld blev alle sejl sat
til ved fejringen af 200-års jubilæet, der strakte sig
over dagene 10. og 11. februar 1859. Da havde man Enevælden
bag sig og truslen om en temmelig håbløs krig foran
sig, og den sociale, kulturelle og politiske elite var
talstærkt repræsenteret i den planlægningskomité,
der skulle skabe rammerne om en slags nationalliberalt
totalteater, hvor det var nødvendigt at spille på
andre temaer end 200 år tidligere. Meget havde ændret
sig, og som en af festtalerne udtrykte det, stod man ved
begyndelsen af en ny tid, hvor de enevældige konger
havde løst deres opgave, og det nu var op til det
frigjorte folk at løse sin. Det var også på tide, at
lægge enhver modvilje mod de tidligere fjender,
svenskerne, bag sig. Det skandinaviske sammenhold var i
en tid, hvor faren for et nyt opgør om Slesvig var
overhængende, den eneste vej frem. Det lykkedes arrangørerne,
trods noget haltende historiske paralleller, at knytte
mindet om stormen på København sammen med de
nationalliberale mærkesager – Junigrundloven og
Skandinavismen, selv om det holdt hårdt. Som Pierre
Nora havde påpeget, er et erindringssted sårbart
overfor alle slags brug og manipulation og kan præges
af en temmelig hårdhændet omgang med historien.
Så var det nemmere at
holde sig nogenlunde til de faktiske historiske
begivenheder ved 250-års jubilæet i 1909, hvor de
nationalkonservative forsvarsvenner, hvis mærkesag var
Københavns befæstning, stod for arrangementet. Men
selv om der var en indlysende symbolsk sammenhæng med
forsvaret af hovedstaden i 1659, blev der ikke tale om
nogen samlet national manifestation - dertil var den
politiske uenighed for stor, og hele venstrefløjen
holdt sig på afstand af festlighederne. Stormen på København
fik dog efterfølgende et synligt offentligt mindesmærke,
da der i 1918 blev opsat en mindetavle, der dog ikke fik
nogen fremtrædende placering i det københavnske
bybillede. Den blev diskret anbragt i Kongeporten på
Christiansborg, men om ikke andet havde man nu også et
erindringssted i fysisk forstand. Stormen på København
havde med Pierre Noras terminologi slået rødder i det
konkrete, i rummet.
Var fejringen i 1909 en
lidt lunken affære, så var 300-års jubilæet i 1959
endnu mere afdæmpet. Fokus var flyttet fra det
nationale til det mere lokalt københavnske. Heller ikke
den beskedne plade, Københavns Kommune ved denne
lejlighed satte op, havde noget højstemt budskab. Den
blev afsløret til minde om svenske og hollandske
soldater og søfolk, der faldt under Københavns
belejring. Det kunne således se ud, som om livet var
ved at ebbe ud af stormen på København som nationalt
erindringssted, men helt så galt stod det ikke til. Der
var kun tale om endnu en dvaletilstand efterfulgt af en
pludselig opvågnen i 2009, hvor to medlemmer fra
Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation
stillede forslag om en officiel markering af 350-årsdagen.
Ved at bøje de historiske kendsgerninger med hensyn til
borgernes, borgmestrenes og byens råds aktive indsats
under stormen, kunne festlighederne tjene til fejring af
såvel københavnernes forsvarsvilje, det demokratiske
bystyres grundlæggelse og det nuværende gode forhold
til Sverige. Arrangementet blev gennemført, men ikke af
en enig Borgerrepræsentation og i reduceret udgave,
hvor Rådhuspladsen var skiftet ud med Frue Plads. Det
var dog ikke den eneste markering af jubilæumsdagen.
Ved mindesmærket i Kongeporten på Christiansborg, hvor
Akademisk Skytteforening hvert år den 11. februar ophængte
en krans, holdt oberst Lasse Harkjær en tale, der kædede
kampen på Københavns volde sammen med de danske
styrkers indsats i Afghanistan. Et ægte erindringssted
var med de to markeringer genopstået med alt hvad der hører
til af følelser, identifikation og aktualitet.
Det er en original og
frugtbar idé at bruge senere tiders fejringer af
stormen på København i 1659 til at lægge et snit
gennem 350 års dansk kulturhistorie og
erindringspolitik. Og som Sebastian Olden-Jørgensens
omhyggelige research afslører, må kendsgerningerne her
ofte vige pladsen for diverse fortolkninger og
kunstgreb, og kreativiteten i omgangen med historien er
næsten grænseløs. Der skabes hele tiden nye
aktualiseringsmuligheder – så for et erindringssted
er det aldrig for sent. Bogen er både fornøjelig og
tankevækkende læsning og rummer tillige mange gode
illustrationer.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Sebastian Olden-Jørgensen:
Stormen på København
1659 - Et københavnsk og nationalt erindringssted
gennem 350 år
Museum Tusculanums
Forlag
172 sider, ill., 200
kr.
Museum
Tusculanums Forlag >
|
|
|
|
|
|