BogFeature
Stormen på København 1659

- Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år

Af Poul Ulrich Jensen

”Det var en Stormnat, fyldt af Gru og Blod, - Hos Danske gaar dens Saga sent af Minde.” Sådan lyder de første linier i en højstemt prolog ved Det Kongelige Teaters opførelse af Elverhøj den 11. februar 1909 til minde om svenskernes storm på København 250 år tidligere. Og prologens forfatter, Ernst v. der Recke, fik ret i sin forudsigelse, for så sent som i 2009 var den dramatiske begivenhed langt fra glemt, men blev markeret på forskellig vis og levede således stadig som et nationalt og i særlig grad københavnsk erindringssted.

Begrebet erindringssted skyldes den franske historiker Pierre Nora, der lancerede det i 1984 som et sted i konkret eller overført betydning, hvor erindring og historie mødes i et spændingsfyldt samspil om følelser, identitet og politik. Stormen på København 1659 opfylder alle disse kriterier – den er med sit dramatiske forløb, mange forskellige aktører og de store indenrigspolitiske omvæltninger, der fulgte i kølvandet, faktisk et født erindringssted, åbent for forskellige fortolkninger for ikke at sige manipulationer ved senere jubilæumsfestligheder. Dem har der da også været en del af, og det er denne 350 år lange historie om et dansk erindringssted og dets skiftende betydning, lektor ved Saxo-Instituttet, Sebastian Olden-Jørgensen, har undersøgt.    

Stormen på København, hvor Karl X Gustav natten til den 11. februar 1659 efter en langvarig belejring forsøgte at erobre den danske hovedstad, fandt sted under svenskekrigene 1657 - 60. De svenske tropper blev imidlertid efter en modig og målbevidst indsats fra de københavnske forsvarere slået tilbage med store tab, og kendsgerningerne om den spektakulære dansk sejr blev efterfølgende udvidet med adskillige myter, der stillede både borgerskab og konge i et fordelagtigt lys. En mere nøgtern eftertid kunne da også nemt komme i tvivl om, hvorvidt kong Frederik III og dronning Sophie Amalie red rundt på de københavnske volde under det svenske stormløb, og havde kongen virkelig forud udtalt de siden så berømte ord ”Jeg vil dø i min rede”?

Sebastian Olden-Jørgensens grundige research i kildematerialet sandsynliggør, at begge dele faktisk er sandt. Lidt mere tvivlsomt står det til med beretningerne om de københavnske borgeres aktive deltagelse i kamphandlingerne – det er og bliver en myte. Men både konkrete begivenheder og myter kan sagtens få et langt liv i bedste velgående, når der bliver tale om et erindringssted, og det spring blev foretaget allerede ved de mange taksigelsesfester på ét-årsdagen for stormen på København. Helt frem til 1766 blev mindedagen hvert år markeret i kirkeligt regi, og Thomas Kingo skrev i 1689 salmen Dig store Gud og Zebaoth, hvor det vellykkede forsvar blev beskrevet som resultat af Guds indgriben i skøn samdrægtighed med kongens og befolkningens fælles heltemodige indsats.

Men erindringssteder har det med ind imellem at gå i dvale. De er i høj grad konjunkturbestemte, og i 1766 passede mindedagen den 11. februar med sit uundgåelige svenskfjendtlige præg dårligt med tidens store royale begivenhed - Christian VII’s søster Sophie Magdalenes ægteskab med en svensk kronprins. Desuden stod antallet af helligdage overfor en kraftig reduktion, så befolkningen i stedet kunne anvende tiden til ”arbejde og nyttig gerning”. Til gengæld blev alle sejl sat til ved fejringen af 200-års jubilæet, der strakte sig over dagene 10. og 11. februar 1859. Da havde man Enevælden bag sig og truslen om en temmelig håbløs krig foran sig, og den sociale, kulturelle og politiske elite var talstærkt repræsenteret i den planlægningskomité, der skulle skabe rammerne om en slags nationalliberalt totalteater, hvor det var nødvendigt at spille på andre temaer end 200 år tidligere. Meget havde ændret sig, og som en af festtalerne udtrykte det, stod man ved begyndelsen af en ny tid, hvor de enevældige konger havde løst deres opgave, og det nu var op til det frigjorte folk at løse sin. Det var også på tide, at lægge enhver modvilje mod de tidligere fjender, svenskerne, bag sig. Det skandinaviske sammenhold var i en tid, hvor faren for et nyt opgør om Slesvig var overhængende, den eneste vej frem. Det lykkedes arrangørerne, trods noget haltende historiske paralleller, at knytte mindet om stormen på København sammen med de nationalliberale mærkesager – Junigrundloven og Skandinavismen, selv om det holdt hårdt. Som Pierre Nora havde påpeget, er et erindringssted sårbart overfor alle slags brug og manipulation og kan præges af en temmelig hårdhændet omgang med historien.            

Så var det nemmere at holde sig nogenlunde til de faktiske historiske begivenheder ved 250-års jubilæet i 1909, hvor de nationalkonservative forsvarsvenner, hvis mærkesag var Københavns befæstning, stod for arrangementet. Men selv om der var en indlysende symbolsk sammenhæng med forsvaret af hovedstaden i 1659, blev der ikke tale om nogen samlet national manifestation - dertil var den politiske uenighed for stor, og hele venstrefløjen holdt sig på afstand af festlighederne. Stormen på København fik dog efterfølgende et synligt offentligt mindesmærke, da der i 1918 blev opsat en mindetavle, der dog ikke fik nogen fremtrædende placering i det københavnske bybillede. Den blev diskret anbragt i Kongeporten på Christiansborg, men om ikke andet havde man nu også et erindringssted i fysisk forstand. Stormen på København havde med Pierre Noras terminologi slået rødder i det konkrete, i rummet.

Var fejringen i 1909 en lidt lunken affære, så var 300-års jubilæet i 1959 endnu mere afdæmpet. Fokus var flyttet fra det nationale til det mere lokalt københavnske. Heller ikke den beskedne plade, Københavns Kommune ved denne lejlighed satte op, havde noget højstemt budskab. Den blev afsløret til minde om svenske og hollandske soldater og søfolk, der faldt under Københavns belejring. Det kunne således se ud, som om livet var ved at ebbe ud af stormen på København som nationalt erindringssted, men helt så galt stod det ikke til. Der var kun tale om endnu en dvaletilstand efterfulgt af en pludselig opvågnen i 2009, hvor to medlemmer fra Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation stillede forslag om en officiel markering af 350-årsdagen. Ved at bøje de historiske kendsgerninger med hensyn til borgernes, borgmestrenes og byens råds aktive indsats under stormen, kunne festlighederne tjene til fejring af såvel københavnernes forsvarsvilje, det demokratiske bystyres grundlæggelse og det nuværende gode forhold til Sverige. Arrangementet blev gennemført, men ikke af en enig Borgerrepræsentation og i reduceret udgave, hvor Rådhuspladsen var skiftet ud med Frue Plads. Det var dog ikke den eneste markering af jubilæumsdagen. Ved mindesmærket i Kongeporten på Christiansborg, hvor Akademisk Skytteforening hvert år den 11. februar ophængte en krans, holdt oberst Lasse Harkjær en tale, der kædede kampen på Københavns volde sammen med de danske styrkers indsats i Afghanistan. Et ægte erindringssted var med de to markeringer genopstået med alt hvad der hører til af følelser, identifikation og aktualitet.

Det er en original og frugtbar idé at bruge senere tiders fejringer af stormen på København i 1659 til at lægge et snit gennem 350 års dansk kulturhistorie og erindringspolitik. Og som Sebastian Olden-Jørgensens omhyggelige research afslører, må kendsgerningerne her ofte vige pladsen for diverse fortolkninger og kunstgreb, og kreativiteten i omgangen med historien er næsten grænseløs. Der skabes hele tiden nye aktualiseringsmuligheder – så for et erindringssted er det aldrig for sent. Bogen er både fornøjelig og tankevækkende læsning og rummer tillige mange gode illustrationer.