|
- En antologi
Af Palle Andersen,
Historisk Samling fra Besættelsestiden
I foråret 2009 afholdt
Dansk Jødisk Museum et forskningsseminar om dansk jødisk
historie i 2. verdenskrigs epoke, og det er bidragene
til seminaret, der nu fremlægges i nærværende
antologi.
De i alt 12 bidrag
grupperer sig under tre hovedtemaer. Under det første
hovedtema: Jødisk liv og levevilkår i mellemkrigstid
og besættelsestid, - er der følgende bidrag: Hans
Bonde (:de danske jøder i besættelsens idræt), Martin
Schwarz Lausten (:holdninger i folkekirken til zionismen
og antisemitismen) og Brian Arly Jacobsen (:jøder på
den politiske dagsorden fra 1903-45). Sidstnævnte
artikel beskriver ikke mindst, hvordan jøder blev
omtalt fra rigsdagens talerstol. Jacobsen konkluderer,
at jøder i perioden blev omtalt som "en bestemt
race", som "afvigende", "som
forskellige fra den danske befolkning, fordi de var jøder"
(s. 84). Denne opfattelse af jøder var ikke uden
betydning for stramninger i den danske flygtninge- og
indvandringspolitik.
Hvis man som læser havde
forventet konkrete bud på jødisk liv og levevilkår,
skuffes man. Kun i Bondes bidrag sker der en
konkretisering, idet artiklen påviser en udgrænsning
af jødiske idrætsfolk som en konsekvens af det
dansk-tyske idrætssamarbejde under besættelsen. De
andre to bidrag, derimod, nøjes med at beskrive
"rammer og betingelser (...) for jødisk liv"
(s. 23).
Under det andet hovedtema:
Flugt, forfølgelse og deportation, - er der bl.a.
bidrag fra Lone Rünitz (:Liga-børnene og jødeaktionen),
Karin Kvist Geverts (:svensk flygtningepolitiks
janushoved) og Silvia G. T. Fracapane (jøder fra
Danmark i Theresienstadt). Geverts påviser, at svenske
myndigheder nok fremviste humanisme i forbindelse med
modtagelsen af de dansk-jødiske flygtninge i oktober
1943, men at denne humanisme samtidig var ledsaget af
racistiske forestillinger. I sin artikel om danske jøder
i Theresienstadt påpeger Fracapane, at meget af
litteraturen først og fremmest handler om
Theresienstadt set fra Danmark, herunder organiseringen
af fødevarepakker, Røde Kors-besøget i juni 1944 og
de Hvide busser. Overordnet mener Fracapane, at
"flugten til Sverige var så vellykket, at
Holocaust aldrig rigtigt er blevet betragtet som del af
dansk historie. Sagt på en anden måde:
Redningsaktionen var dansk - Holocaust, derimod, fandt
ikke sted i Danmark." (s. 151). Vender man vinkelen
om og ser Theresienstadt fra Theresienstadt, dvs. fra de
deporteredes synsvinkel (idet de deporteredes vidnesbyrd
anvendes som kildegruppe), fremstår et andet billede,
som indtil nu til dels er overset, et billede af sult og
død. I alt døde 51 voksne danske jøder i
Theresienstadt. 39 af disse døde indenfor de første
seks måneder, dvs. før modtagelsen af fødevarepakker
kunne nå at gøre en forskel.
Det tredje hovedtema bærer
overskriften: Erindringskultur, - med bidrag fra bl.a.
Elisabeth Rasmussen (:jødiske landvæsenselevers
erindringer om Danmark 1938-1945), Morten Thing (: at være
jøde: Religion eller etnicitet?) og Jacob Lund. I
artiklen: "Blomst fra vores have" - om
vidnesbyrdets æstetiske aspekt, - leverer Lund en
interessant og velargumenteret analyse om
Holocaust-erindringen, dvs. erindringens
"natur" og funktion. Udgangspunktet for
artiklen er spørgsmålet om, hvordan Holocaust skal
erindres eller repræsenteres i det tomrum som opstår,
når førstehåndsvidnerne forsvinder. For Lund handler
erindringen om Holocaust ikke i første omgang om viden
om det skete. Der er efterhånden ophobet så megen
videnskabelig-historisk viden om Holocaust, at fokus kan
flyttes herfra til spørgsmålet om, hvordan Holocaust
kan og skal erindres. Skal erindringen om Holocaust
aktualiseres, således at den berører os i dag, og således
at det ubegribelige kan gøres begribeligt, foreslår
Lund anvendelsen af det æstetiske, dvs. anvendelsen af
kunst og litteratur, men også anvendelsen af vidnesbyrd
med æstetiske kvaliteter, der går ud over den nøgterne
registrering af hændelser, og hvor erfaringer og følelser
i forbindelse med begivenhederne bedre kommunikeres.
En række af antologiens
bidrag formidler stof, som i forvejen foreligger i
publiceret form. Dette formindsker selvsagt bogens
nyhedsværdi. På den anden side er det velgørende, at
der med antologien er samlet en række nyere
forskningsbidrag i kortform. Antologien fremviser et
forskningsområde i vækst. Ikke kun i betydningen, at
der produceres ny viden, men også i den betydning, at
der gribes til nye metoder, herunder en voksende
anvendelse af mundtlige kilder. Med Oral History er det
muligt at tegne et nyt billede af bl.a. oktober 1943,
hvor der gøres op med det hidtidige billede af jøderne
som passive. Tværtimod fremstår jøderne som aktive og
handlende. Begivenhederne i oktober 1943, hvor det store
flertal af de danske jøder kom til Sverige, bør
derfor, som foreslået af Sofie Lene Bak, snarere
omtales som en flugt end som en redningsaktion.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Sofie Lene Bak, Pia
Andersen Høg, Bjarke Følner, Janne Laursen
(red.):
Dansk jødisk
historie i Anden Verdenskrigs epoke - En antologi
226 sider, ill., 95
kr.
Udg. af Dansk Jødisk Museum
Dansk
Jødisk Museum >
|
|
|
|
|
|