|
Af
Thomas Oldrup, cand.mag. i historie og redaktør for Alt
om Historie
Jeg har en lille diller
mellem mine ben. Det placerer mig i den gruppe af
mennesker, der i årtusinder har undertrykt en anden
gruppe af mennesker. På vegne af min gruppe (mænd) vil
jeg gerne én gang for alle sige undskyld til den anden
gruppe, altså den, der ikke har en lille diller
(kvinder). UNDSKYLD!
Som historiker er jeg
pinligt bevidst om at vi mænd har siddet på flæsket i
årevis. Vi har haft magten og mulighederne og nok også
merparten af morskaben temmelig længe, faktisk de
sidste… ja, temmelig mange tusind år. Og
heksejagterne, for eksempel, dem vil jeg også gerne
benytte lejligheden til at undskylde for. Det var sgu
ikke for smart af os.
Jeg vil også gerne - på
vegne af alle hvide, vestlige mænd fra middelklassen -
bringe en undskyldning for at vi i temmelig mange årtusinder
har omtalt kvinders køn upræcist og dermed gjort det
til ”det usynlige køn”.
Jeg vil særligt gerne
rette denne undskyldning til Mithu M. Sanyal, som for
nyligt har gjort mig opmærksom på dette sproglige
overgreb, efter at jeg har læst hendes lyserøde bog
”Vulva – Det usynlige køn”, der netop er udkommet
på dansk på det progressive lille forlag Tiderne
Skifter.
Sanyals projekt er
respektindgydende. Bogen er kort fortalt kussens
kulturhistorie - historien om fremstillingen af kvindens
køn i folklore, i mytologi, i litteratur, i kunst og
lidt medicin. Sanyal er en tysk-polsk kulturhistoriker
årgang 1971, som vil undersøge den symbolske plads som
kvindekønnet har haft og fået i vores kultur og hendes
genre er det akademiske essay. Hun skriver udmærket,
lidt skingert og højtravende, men det er tydeligt at
hun har meget på hjerte, er højt begavet og rasende
belæst. Nogle gange mister hun i hvert fald mindre
begavede læsere (såsom denne) i sine ræsonnementer og
emnemæssige udskred.
Hun beskriver, hvordan
kvindekønnet engang var et samfunds redning – man
kunne angiveligt i de fleste mytologier simpelthen redde
menneskeheden og besejre djævelen ved rituelt at stille
sin vulva til skue. Det blottede køn kunne endda afværge
ulykker længe før de indtraf. Hun fortæller også, at
”helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede”
var det helt almindeligt at kvinder – hun nævner desværre
ikke hvor – blottede deres underliv for deres mark,
for at hørblomsterne skulle vokse op i samme højde som
bondekonens vulva. Frem til sen middelalder var der
opstillet statuer af nøgne kvinder med spredte ben
foran klostre, kirker og byporte. Hun har også fundet
flere romanske kirker fra 1100-tallet, der er udsmykket
med nøgne kvinder der blotter og åbner deres
overdimensionerede kønsdele.
Fra denne helende funktion
blev kvindekønnet senere til ”porten til helvede,
kilde til al verdens kiv og splid og årsag til mandens
undergang.” Og på dansk bruger vi sgu stadig ærgerlige
udtryk som skamlæber, skamhår og skamben.
Bogen deler sig i tre
dele, hvoraf den første tredjedel efter min mening er
klart den mest interessante. Hun har fundet frem til en
hel række groteske eksempler fra oldtidens og
middelalderens videnskabsmænd, der fremstiller kvindens
mangel på ydre, håndgribelige kønsdele som en fejl,
som et misfoster. Ifølge Aristoteles, fx, var kvinden
simpelthen ikke i besiddelse af energi nok til at
udvikle fuldstændige kønsdele. En Arnobius taler om de
”svinske og uanstændige legemsdele”. Og i
middelalderens Heksehammer nævnes der tre ting, der er
umættelige: helvede, graven og kvindens vulva.
Dette spændende skred fra
at gudindens spredte ben var porten til paradiset til at
de svinske og ufærdige kønsorganer blev nægtet adgang
til himmelen, det er naturligvis noget, som
kristendommen har fundet på. Og det ville være rasende
interessant at vide, hvornår dette betydningsskred
omtrent fandt sted, men om dette er Sanyal desværre
tavs.
Sanyal benævner
konsekvent kvindens ydre kønsorganer som vulva, et
ordvalg, der måske klinger lidt højtideligt eller vulgært
på dansk, og som jeg i hvert fald aldrig har brugt i
mit aktive ordforråd (min stavekontrol kender i øvrigt
heller ikke ordet, ser jeg lige) – og som hun da også
indrømmer bringer associationer til et svensk bilmærke.
Sanyal har helt tydeligt
et horn i siden på Freud, og med god ret. Det klinger
dog lidt hult, når hun alligevel selv bliver
old-school-freudiansk ved at kunne se – ikke
fallosser, men vulvaer alle vegne. Selv pavens hat (!)
kan hun få til at ligne en vulva. Det er mistænkeligt,
at alle Sanyals kilder peger så nydeligt frem mod
hendes egen pointe. Sanyal inddrager alskens materiale
som kilder, hvoraf nogle nok er temmelig problematiske
at anvende, og hun skriver stort set uden en
gennemskuelig struktur, men med en herlig entusiasme.
Bogens anden del er en 50
sider lang digression, der handler om striptease,
Weimarrepublikkens dekandente barfodsdanserinder,
burlesken, vævning og tekst, og det er alt sammen vældig
interessant. Hun inddrager igen myter, eventyr,
litteraturanalyse og svagt dokumenteret psykologiseren.
Man har en mistanke om, at denne del af bogen måske har
været trykt andetsteds i en anden sammenhæng, den
passer i hvert fald dårligt ind her. Det virker lidt
irriterende, når man lige var i gang med at læse et spændende
essay om kussens kulturhistorie.
Den sidste tredjedel
handler om en stribe modige, væsentlige og progressive
kvindelige billedkunstnere, forfattere og musikere fra
1960’erne og frem, der gennem deres kunst og modkunst
har smidt skammen bort og sat kønnet på dagsordenen,
bl.a. som feministisk body-art. I en lille digression i
dette kapitel nævner hun, at de ældste fundne
skulpturer forestillende mænd er ca. 7 000 år gamle,
mens Venus fra Willemdorf og hendes mindre kendte, men
ældre søster, Venus af Galgenberg, er ca. 30 000 år
gamle.
Det er denne vinkel, den
tydeligt historiske eller kulturhistoriske, som jeg
satte mig for at læse, og som bogen reklamerer med at være
- og derfor blev jeg skuffet. Men det der var om kussens
kulturhistorie – især den første tredjedel – var
om end flyvsk, så overordentlig interessant. Jeg har
siden hørt fra pålidelig kilde, at hvis det er dét,
man er ude efter, skal man ikke gribe Sanyals bog, men måske
i stedet Catherine Blackledges ”The Story of V” fra
2003, som man ved samme lejlighed kunne ønske sig
oversat.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Mithu M. Sanyal:
Vulva – Det
usynlige køn
Udgivet af Tiderne
Skifter
238 sider, 279 kr.
Tiderne
Skifter >
|
|
|
|
|
|