BogFeature
Dansk fagbevægelses historie frem til 1950

– fra arbejdets perspektiv

Af Preben Etwil

Med denne mursten af en bog foreligger der nu en ganske fremragende fremstilling af dansk fagbevægelses historie fra omkring 1870 og frem til 1950. Udgangs­punktet er ikke selve arbejdsforholdene på datidens værksteder og fabrikker, men arbejdernes – og deres fagbossers - egne oplev­elser af deres arbejde og dets betydning. Bogens centrale omdrejningspunkt er forholdet mellem de organiserede arbejdere og deres faglige organisationer, med mange afstikkere til det lands- og parti­politiske samt det lovgivningsmæssige arbejde, der fandt sted gennem denne periode.

Arbejdslivet og organisationsarbejdet er det væsentligste i denne store fremstilling, der af forfatteren fornyeligt blev forsvaret som doktordisputats på Aalborg Universitet. Bogens omfang gør dog, at man skal give sig god tid for at komme igennem hele bogen, men denne indsats bliver også belønnet med stor indsigt i arbejderbevægelsens historie - i både hverdag, fest og ikke mindst i kamp. I første række i kamp for en højere løn, senere for bedre arbejdsforhold, men over det hele svæver kampen for egen faglig stolthed og samfundsmæssig anerkendelse.

Bogens kildemateriale er bare enormt. Typisk har forfatteren anvendt arbejdernes egne erindrings- og levnedsbeskrivelser fra hjem, værksteder og fabrikker, men i lige så høj grad har forfat­teren forsøgt at aflure og fastholde hændelser, synspunkter og stemninger fra det utal af jubilæumsskrifter som fagbevægelsen i gennem tiden – som led i agitation, propaganda og oplysning - selv har ladet udarbejde. Typisk var de tidlige fagforenings­beretninger ikke skrevet af fagprofessionelle historikere, men derimod af for­retnings­føreren (formanden) selv, eller vedkommendes nærmeste medarbejdere. Hermed kommer man som læser ind i datidens fagpolitiske maskinrum. Dette har med stor sandsynlighed medført historiske unøjagtigheder. Ja, til tider kan man godt have disse jubilæums­udgivelser mistænkt for at være direkte propagandastyret frem for faktabaseret. Det er jo ikke usandsynligt at forestille sig, at en formand, der skriver sin egen historie, både underlægger sig selvcensur og selvdisciplinering. Disse jubilæums­skrifter var givetvis mest til dels skrevet for at fremhæve det enkelte fag – læs formandens – store betydning for samfunds­udviklingen. Alligevel er disse samtidige beretninger som regel præget af en betydelig empirisk og troværdig tyngde, og giver helt givet det bedste billede af arbejderne på værksteder og fabrikker, fagbevægelsen og dets folk samt de faglige kampe, de udkæmpede. Både dem de tabte, og dem de vandt. Begge dele gav øget fagpolitisk bevidsthed. Dem de tabte blev ofte fulgt op af et massivt tab af medlemmer, mens dem, de vandt, gav en betydelig øget tilslutning til bevægelsen. Bogen er, uanset hvordan man end vender og drejer det, en arbejderhistorie fra neden ad: ”Udgangspunktet for min vurdering af materialet er, at det trods de kritiske bemærkninger er min opfattelse, at erindringerne kan mere end ”illustrere” og ”nuancere”; de kan også bidrage med ny viden og nye indsigter, netop når det gælder arbejdsliv og arbejdsforhold ” (p. 34), og : ”Organisations­materialet er i sagens natur langt mere omfattende, det omfatter både det utrykte, arkivalske materiale, og det trykte materiale, der udgik fra organisationerne, eksempelvis de trykte kongresprotokoller og faglige blade” (p. 36). I sandhed et kæmpe materiale.

Bogen er disponeret i en helt klassisk kronologisk rækkefølge. Først præsenteres de første fag- og arbejderforeninger, der dukkede op omkring 1870’erne, herefter beskrives opsvinget og det egentlige fagforeningsmæssige gennembrud i 1880’erne og 1890’erne. Fulgt op af den stærke konsolidering i perioden 1900-1914. Fag­bevæg­elsens indre såvel som ydre konflikter behandles indgående i perioden 1914 til 1940, hvorefter bogens tema så småt fader ud omkring 1950 – hvilket stort set er samtidig med, at de sidste der var med i kampen fra starten, takker af for livet.

Bogen er imponerende i dens næsten utallige beskrivelser af de mange fags samspil, modspil og udvikling. Det gælder for fag, der kom til at spille en væsentlig rolle for den danske fag­bevægelses struktur og opbygning, men også for fag der for manges vedkommende stort set er glemt i dag. Fag og fagforeninger der blev opslugt eller som helt eller delvist forsvandt i industrialismens og forbrugersamfundets malmstrøm. Men hvorom alting er, så er det et af bogens centrale hovedclue, at det var ”faget” som sådan, der både skabte bevidsthed, stolthed og sammenhold, men det var også ”faget”, der skabte konflikter, da kampen for lønarbejde i allerhøjeste grad var kampen om at kunne værne sit fag mod indtrængning fra andre, der ønskede at overtage det. Dette blev yderst tydeligt når arbejdsfunktioner smeltede sammen med andre faggrupperinger, eller at ufaglærte kunne overtage hele eller dele af de tidligere faglærtes arbejdsfunktioner.

Bogen er visse steder lige langstrakt nok. Selv den mindste faglige organisering i landets mest afsides liggende krog, bliver taget under grundig behandling. Bogens mange plusser og akademiske formål til trods, trækkes der hårdt på læserens tid og tålmodighed. Det må kunne gøres både kortere og mere præcist – i hvert tilfælde i en fremstilling, der er beregnet som bogudgivelse. Her ville det nok også have været på sin plads, at der ud over bogens udmærkede og grundige navneindeks, også havde været et fagregister til de nørder, der ville vende tilbage for at tage faget i nærmere øjesyn. 

Starten på dansk fagbevægelse var i allerhøjeste grad inspireret af tanker udefra, men det var langtfra alene de socialistiske ideer, der blev bevægelsens ideologiske grundlag. Omdrejningspunktet i organiseringen af arbejderne var og blev selve faget. Der blev opbygget en faglig identitet, og det var ikke mindst denne faglige selvbevidsthed, der blev den grundsten hvorpå dansk fagbevægelse blev bygget. Hvert fag havde deres egne særlige traditioner i måden at organisere arbejdet på, og dette gik igen, når der skulle samles til kamp for at hævde sine rettigheder – der i al væsentlighed gik ud på at få så rimelige lønforhold, så det blev muligt at forsørge sig og sine. Først senere kommer tanken om rimelige arbejdsforhold ind i billedet, som et muligt kampområde for fagforeningerne. I starten er organisationerne også så små og løst funderet, at de ofte brød sammen efter en fejlslagen faglig konflikt. En gang i mellem var det også intern uenighed, der fik foreningerne til at gå op i limningerne. Først fremme i 1890’erne kan man tale om en konsolidering af dansk fagbevægelse. På dette tidspunkt bliver det også åbenbart, at fagbevægelsen både består af et partipolitisk og fagligt ben. Socialdemokratiet bliver så at sige den politiske overbygning på dansk fagbevægelse. Det er også på dette tidspunkt, at det bliver synligt for enhver, at fagbevægelsen ikke bare er én samlet bevægelse, men at de står med en række indre modsætnings­forhold, der udspilles mellem mænd og kvinder, faglærte og ufaglærte, fabriks- og kontorarbejde samt mellem byarbejdere og landarbejdere. Gennemgangen af organiseringen af handels- og kontorarbejderne, de kommunale forsyningsarbejdere, jernbanearbejderne og lignende fag findes vist nok ikke mange steder i dansk faglitteratur. Her er der en lejlighed til at stifte bekendtskab med deres historie. Ikke dårligt.

Det er også i slutningen af 1890’erne den store og landsdækkende lockout udspiller sig, og danne det der i eftertiden er blevet kaldt Arbejdsmarkedets grundlov. Meget betegnende for dansk fagpolitik er ganske givet, at begge parter på arbejdsmarkedet – arbejdere og arbejdsgivere – udråbte det store forlig som en sejr lige netop for deres medlemmer.      

Med arbejdsmarkedets grundlov i hus blev det i høj grad fagbevægelsens målsætning at fremme den såkaldte ”værkstedsparlamentarisme” for gennem demokratiske midler at aftvinge markedsøkonomien indrømmelser til den voksende arbejderklasse. Dermed påkaldte fagbevægelsens top også en venstresocialistisk vrede. I første omgang i form af anarkisme, syndikalisme og direkte faglige aktioner, men senere – efter første verdenskrig - gennem systematisk og stærkt fagligt organiseret kommunistisk kritik. Sammenhæng til Socialdemokratiets parlamentariske arbejde blev gennem hele perioden gradvist udbygget. Så den danske arbejderbevægelse gik på to ben – en faglig og en politisk.

Bogen vinder i betydelig grad ved at anvende rigtig mange illustrative fotografier. Selvom mange af dem faktisk er arrangerede, giver de et ganske indlevende billede af arbejdsforholdene i fordums tid. Især skinner forskellen på mænd og kvinder igennem, men også forskellene mellem mester og arbejdere bliver synlige, og ikke mindst antyder billederne ofte de kummerlige forhold, som børn arbejdede under. Bogen tager tid at læse, men man bør ikke forsømme lejligheden til at gå på opdagelse i billederne. De fortæller ofte meget mere end ord om arbejdsforholdene, fabriks- og værkstedsindretninger, fabrikshaller, stilladser, og kælderkolde, sorte og farlige arbejdspladser.

Det er faktisk kropumuligt, at give en så omfangsrig – og god – doktorafhandling fuld retfærdighed i en lille boganmeldelse, der også ønskes læst. Så anbefalingen skal blot være: Sæt dig godt til rette. Hav masser af tid, og kast dig over denne indholdsrige morfar af en arbejderhistorie. Den er faktisk medlevende.