|
– fra arbejdets perspektiv
Af
Preben Etwil
Med denne mursten af en bog foreligger
der nu en ganske fremragende fremstilling af dansk
fagbevægelses historie fra omkring 1870 og frem til
1950. Udgangspunktet er ikke selve arbejdsforholdene på
datidens værksteder og fabrikker, men arbejdernes –
og deres fagbossers - egne oplevelser af deres arbejde
og dets betydning. Bogens centrale omdrejningspunkt er
forholdet mellem de organiserede arbejdere og deres
faglige organisationer, med mange afstikkere til det
lands- og partipolitiske samt det lovgivningsmæssige
arbejde, der fandt sted gennem denne periode.
Arbejdslivet og organisationsarbejdet
er det væsentligste i denne store fremstilling, der af
forfatteren fornyeligt blev forsvaret som
doktordisputats på Aalborg Universitet. Bogens omfang gør
dog, at man skal give sig god tid for at komme igennem
hele bogen, men denne indsats bliver også belønnet med
stor indsigt i arbejderbevægelsens historie - i både
hverdag, fest og ikke mindst i kamp. I første række i
kamp for en højere løn, senere for bedre
arbejdsforhold, men over det hele svæver kampen for
egen faglig stolthed og samfundsmæssig anerkendelse.
Bogens kildemateriale er bare enormt.
Typisk har forfatteren anvendt arbejdernes egne
erindrings- og levnedsbeskrivelser fra hjem, værksteder
og fabrikker, men i lige så høj grad har forfatteren
forsøgt at aflure og fastholde hændelser, synspunkter
og stemninger fra det utal af jubilæumsskrifter som
fagbevægelsen i gennem tiden – som led i agitation,
propaganda og oplysning - selv har ladet udarbejde.
Typisk var de tidlige fagforeningsberetninger ikke
skrevet af fagprofessionelle historikere, men derimod af
forretningsføreren (formanden) selv, eller
vedkommendes nærmeste medarbejdere. Hermed kommer man
som læser ind i datidens fagpolitiske maskinrum. Dette
har med stor sandsynlighed medført historiske unøjagtigheder.
Ja, til tider kan man godt have disse jubilæumsudgivelser
mistænkt for at være direkte propagandastyret frem for
faktabaseret. Det er jo ikke usandsynligt at forestille
sig, at en formand, der skriver sin egen historie, både
underlægger sig selvcensur og selvdisciplinering. Disse
jubilæumsskrifter var givetvis mest til dels skrevet
for at fremhæve det enkelte fag – læs formandens –
store betydning for samfundsudviklingen. Alligevel er
disse samtidige beretninger som regel præget af en
betydelig empirisk og troværdig tyngde, og giver helt
givet det bedste billede af arbejderne på værksteder
og fabrikker, fagbevægelsen og dets folk samt de
faglige kampe, de udkæmpede. Både dem de tabte, og dem
de vandt. Begge dele gav øget fagpolitisk bevidsthed.
Dem de tabte blev ofte fulgt op af et massivt tab af
medlemmer, mens dem, de vandt, gav en betydelig øget
tilslutning til bevægelsen. Bogen er, uanset hvordan
man end vender og drejer det, en arbejderhistorie fra
neden ad: ”Udgangspunktet for min vurdering af
materialet er, at det trods de kritiske bemærkninger er
min opfattelse, at erindringerne kan mere end
”illustrere” og ”nuancere”; de kan også bidrage
med ny viden og nye indsigter, netop når det gælder
arbejdsliv og arbejdsforhold ” (p. 34), og :
”Organisationsmaterialet er i sagens natur langt
mere omfattende, det omfatter både det utrykte,
arkivalske materiale, og det trykte materiale, der udgik
fra organisationerne, eksempelvis de trykte
kongresprotokoller og faglige blade” (p. 36). I
sandhed et kæmpe materiale.
Bogen er disponeret i en helt klassisk
kronologisk rækkefølge. Først præsenteres de første
fag- og arbejderforeninger, der dukkede op omkring
1870’erne, herefter beskrives opsvinget og det
egentlige fagforeningsmæssige gennembrud i 1880’erne
og 1890’erne. Fulgt op af den stærke konsolidering i
perioden 1900-1914. Fagbevægelsens indre såvel som
ydre konflikter behandles indgående i perioden 1914 til
1940, hvorefter bogens tema så småt fader ud omkring
1950 – hvilket stort set er samtidig med, at de sidste
der var med i kampen fra starten, takker af for livet.
Bogen er imponerende i dens næsten
utallige beskrivelser af de mange fags samspil, modspil
og udvikling. Det gælder for fag, der kom til at spille
en væsentlig rolle for den danske fagbevægelses
struktur og opbygning, men også for fag der for manges
vedkommende stort set er glemt i dag. Fag og
fagforeninger der blev opslugt eller som helt eller
delvist forsvandt i industrialismens og
forbrugersamfundets malmstrøm. Men hvorom alting er, så
er det et af bogens centrale hovedclue, at det var
”faget” som sådan, der både skabte bevidsthed,
stolthed og sammenhold, men det var også ”faget”,
der skabte konflikter, da kampen for lønarbejde i
allerhøjeste grad var kampen om at kunne værne sit fag
mod indtrængning fra andre, der ønskede at overtage
det. Dette blev yderst tydeligt når arbejdsfunktioner
smeltede sammen med andre faggrupperinger, eller at
ufaglærte kunne overtage hele eller dele af de
tidligere faglærtes arbejdsfunktioner.
Bogen er visse steder lige langstrakt
nok. Selv den mindste faglige organisering i landets
mest afsides liggende krog, bliver taget under grundig
behandling. Bogens mange plusser og akademiske formål
til trods, trækkes der hårdt på læserens tid og tålmodighed.
Det må kunne gøres både kortere og mere præcist –
i hvert tilfælde i en fremstilling, der er beregnet som
bogudgivelse. Her ville det nok også have været på
sin plads, at der ud over bogens udmærkede og grundige
navneindeks, også havde været et fagregister til de nørder,
der ville vende tilbage for at tage faget i nærmere øjesyn.
Starten på dansk fagbevægelse var i
allerhøjeste grad inspireret af tanker udefra, men det
var langtfra alene de socialistiske ideer, der blev bevægelsens
ideologiske grundlag. Omdrejningspunktet i
organiseringen af arbejderne var og blev selve faget.
Der blev opbygget en faglig identitet, og det var ikke
mindst denne faglige selvbevidsthed, der blev den
grundsten hvorpå dansk fagbevægelse blev bygget. Hvert
fag havde deres egne særlige traditioner i måden at
organisere arbejdet på, og dette gik igen, når der
skulle samles til kamp for at hævde sine rettigheder
– der i al væsentlighed gik ud på at få så
rimelige lønforhold, så det blev muligt at forsørge
sig og sine. Først senere kommer tanken om rimelige
arbejdsforhold ind i billedet, som et muligt kampområde
for fagforeningerne. I starten er organisationerne også
så små og løst funderet, at de ofte brød sammen
efter en fejlslagen faglig konflikt. En gang i mellem
var det også intern uenighed, der fik foreningerne til
at gå op i limningerne. Først fremme i 1890’erne kan
man tale om en konsolidering af dansk fagbevægelse. På
dette tidspunkt bliver det også åbenbart, at fagbevægelsen
både består af et partipolitisk og fagligt ben.
Socialdemokratiet bliver så at sige den politiske
overbygning på dansk fagbevægelse. Det er også på
dette tidspunkt, at det bliver synligt for enhver, at
fagbevægelsen ikke bare er én samlet bevægelse, men
at de står med en række indre modsætningsforhold,
der udspilles mellem mænd og kvinder, faglærte og
ufaglærte, fabriks- og kontorarbejde samt mellem
byarbejdere og landarbejdere. Gennemgangen af
organiseringen af handels- og kontorarbejderne, de
kommunale forsyningsarbejdere, jernbanearbejderne og
lignende fag findes vist nok ikke mange steder i dansk
faglitteratur. Her er der en lejlighed til at stifte
bekendtskab med deres historie. Ikke dårligt.
Det er også i slutningen af
1890’erne den store og landsdækkende lockout
udspiller sig, og danne det der i eftertiden er blevet
kaldt Arbejdsmarkedets grundlov. Meget betegnende for
dansk fagpolitik er ganske givet, at begge parter på
arbejdsmarkedet – arbejdere og arbejdsgivere – udråbte
det store forlig som en sejr lige netop for deres
medlemmer.
Med arbejdsmarkedets grundlov i hus
blev det i høj grad fagbevægelsens målsætning at
fremme den såkaldte ”værkstedsparlamentarisme” for
gennem demokratiske midler at aftvinge markedsøkonomien
indrømmelser til den voksende arbejderklasse. Dermed påkaldte
fagbevægelsens top også en venstresocialistisk vrede.
I første omgang i form af anarkisme, syndikalisme og
direkte faglige aktioner, men senere – efter første
verdenskrig - gennem systematisk og stærkt fagligt
organiseret kommunistisk kritik. Sammenhæng til
Socialdemokratiets parlamentariske arbejde blev gennem
hele perioden gradvist udbygget. Så den danske
arbejderbevægelse gik på to ben – en faglig og en
politisk.
Bogen vinder i betydelig grad ved at
anvende rigtig mange illustrative fotografier. Selvom
mange af dem faktisk er arrangerede, giver de et ganske
indlevende billede af arbejdsforholdene i fordums tid.
Især skinner forskellen på mænd og kvinder igennem,
men også forskellene mellem mester og arbejdere bliver
synlige, og ikke mindst antyder billederne ofte de
kummerlige forhold, som børn arbejdede under. Bogen
tager tid at læse, men man bør ikke forsømme
lejligheden til at gå på opdagelse i billederne. De
fortæller ofte meget mere end ord om arbejdsforholdene,
fabriks- og værkstedsindretninger, fabrikshaller,
stilladser, og kælderkolde, sorte og farlige
arbejdspladser.
Det er faktisk kropumuligt, at give en
så omfangsrig – og god – doktorafhandling fuld retfærdighed
i en lille boganmeldelse, der også ønskes læst. Så
anbefalingen skal blot være: Sæt dig godt til rette.
Hav masser af tid, og kast dig over denne indholdsrige
morfar af en arbejderhistorie. Den er faktisk
medlevende.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Knud Knudsen:
Dansk fagbevægelses historie
frem til 1950 – fra arbejdets perspektiv
Udg. af Selskabet til Forskning i
Arbejderbevægelsens Historie - SFAH
736 sider, ill., 299 kr.
Medlemspris 239 kr.
SFAH >
|
|
|
|
|
|