BogFeature
Hit House - Da Frederiksberg var rockens centrum

- En scrapbog 1964-1968

Af Poul Porskær Poulsen , arkivar, Vejle Stadsarkiv

Thomas Gjurup kalder sig rockarkæolog, men mere præcist burde det jo nok være pigtrådsarkæologi, for her har vi at gøre med et udgravningsarbejde i et ganske bestemt tidsrum, 1964-1968, pigtrådsperioden. Og udgravningsstedet er Hit House, det legendariske spillested på Frederiksberg – tænk engang, alkoholfri! I perioden 1964 til 1968 var Hit House det vigtigste omdrejningspunkt for rock- eller beat- eller pigtrådsmusik, kort sagt den nye ungdomskultur, der væltede alt og alle (næsten) omkuld.

Det kunne være nærliggende at kigge på bogen som en af de mange (kæmpestore og ofte usædvanligt flotte) udgravningsrapporter, der kommer fra arkæologernes side i disse år. Men helt rimeligt ville det jo nok ikke være, eftersom arkæologernes videnskabelige arbejder netop er videnskabelige og først og fremmest beregnet på fagfæller – og så får de tydeligvis også en del fondspenge til udgivelserne. Denne bog derimod giver sig ikke ud for at være et videnskabeligt arbejde, og bogens udseende er mere højtråbende end egentlig elegant! Ikke desto mindre ligger der et voldsomt stort arbejde bag bogen om Hit House. Thomas Gjurup har gravet alle mulige (og en del umulige) oplysninger frem om alt mellem pigtrådshimmel og jord, så man bliver helt stakåndet af at læse det.

Faktisk må man vel sige, at bogen – hvis man altså ikke er totalt nørdet pigtrådsfanatiker -  ind imellem kan være lidt anstrengende at læse på grund af den ganske voldsomme opremsning af navne på gruppemedlemmer, der nogle gange holder op, fordi de skal giftes eller ind at springe soldat, nogle gange skifter til andre grupper – og kommer tilbage igen, grupperne skifter navn og spillestil osv. Et lille eksempel kunne være nogle linjer fra omtalen af gruppen the Caravans, der ikke har efterladt sig den store pigtrådsarv, men som ikke desto mindre var væsentlig på et bestemt tidspunkt i Hit House’s historie:

”Caravans dukkede først op i Hit House den 22. maj 1965 og var da et ret ubeskrevet blad på den danske beatscene. De havde ganske vist huseret på Dyrehavsbakken, men havde ikke rigtigt fået mediernes bevågenhed. Orkestret havde rødder tilbage til starten af tresserne og danseorkestret Tage Kørnings Kvartet. Caravans ændrede sig fra rock’n’roll til beat og rythm&blues i 1964. Da var ikke et eneste medlem fra den oprindelige gruppe tilbage, der bl.a. havde rummet Teddy Edelmann og John Friis. Caravans anno 1965 brillerede ved at have en af Danmarks bedste rythm & blues sangere Per Nøhr, der havde en fortid i The Weedons, hvor også trommeslageren Erik Lindgård kom fra. Gruppens bassist Flemming Preisler havde været med til at starte Les Rivals, og guitaristen Per Christensen havde en fortid i the Christies. Det var således rockgarvede gutter, der sammen med organisten Niels Ulrik Meyer-Petersen udgjorde det Caravans, som Hit House mødte. (…) I november 67 forlod Nøhr gruppen grundet værnepligt, og Caravans etablerede et usuccesfuldt samarbejde med forsangeren fra engelsk-jamaicanske Del Davies fra Ebonies, som ophørte brat i julen 1967, da han tog tilbage til England. Hans Larsen kom med som sanger i januar 1968, og denne besætning fortsatte til Caravans opløsning i efteråret 1969.”

Og sådan er der mange af mange forskellige gruppers udvikling og afvikling, og det skal bemærkes, at disse linjer ikke er de mest detaljerede!

Dette er dog ikke skrevet for at kritisere, for det er jo tilfældet for mange nørde-bøger, at man kan køre fast, hvis man forsøger at læse hele teksten på én gang. Derimod er der jo alle muligheder for at bruge bogen som opslagsværk. Der er et lille register over grupper og en total oversigt over alle koncerter på Hit House, så man kan sagtens finde rundt i bogen.

Det må være på sin plads at komme med et lille ord om bogens grafiske udseende. Det kaldes jo en scrapbog, og det ser sandelig også sådan ud. Siderne er fyldt totalt ud med programmer, gruppefotos, udklip fra aviserne, billetter osv. – og ind imellem denne myriade af arkæologiske opgravninger snor teksten sig så. Specielt kønt er det ikke, og typestørrelsen er måske heller ikke helt rimelig over for den generation, der faktisk kan huske tresserne. Frem med læsebrillerne!

Som sagt gennemgås alle de danske bands, der spillede på Hit House – og også de udenlandske (bl.a. the Who!), som kom fra alle mulige lande: Sverige, Norge, England, Tyskland Frankrig, Japan osv. Der er et specielt afsnit om de piger, der optrådte på Hit House, om residerende orkestre, om danmarksmesterskaber i pigtråd og så videre. Som allerede nævnt kan man vist ikke forestille sig noget som helst omkring Hit House, som ikke er med i denne bog, og det er sandt for dyden imponerende. For skønt bogen er sat op som et ’portræt’ af spillestedet Hit House, så er det jo i virkeligheden en historie om ungdommens musik i perioden – hvordan den udviklede sig, hvordan moden i både musik, tøj- og hårstil ændrede sig og i nogen grad også den undrende omverdens syn herpå. Man må overgive sig og stille bogen ind på hylden, så den kan hives ned, når man som undertegnede beskæftiger sig med kultur og forlystelse i provinsbyen og derfor skal undersøge noget om de grupper, der kom ud og spillede i ens egen by. Det er sådan set genuin kulturhistorie, det her, så tak for det.