BogFeature
Nybygt af gammel art

- Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

I 2007 fik kunsthistoriker Anne Grethe Sværke en ph.d.-grad på en afhandling om nygotisk herregårdsarkitektur i 1800-tallet; ph.d.-stipendiatet var finansieret af Dansk Center for Herregårdsforskning, og man fandt afhandlingen så interessant, at Anne Grethe Sværke bearbejdede den, så den kunne udgives i centrets regi.

Undersøgelsen indgik i et tværfagligt projekt ”Herregårdenes og godsernes Indian Summer. Godsdrift og herregårdskultur i Danmark 1849-1919”, hvilket endnu ikke er helt afsluttet.

Bogen er udgivet af forlaget Skippershoved og trykt hos Narayana Press. Dette trykkeri leverer altid smukt arbejde, og dette er ingen undtagelse. Det kraftige papir er smukt tonet med tydelig typografi, og gengivelsen af især de ældre billeder er delikat arbejde. Bogen er uindbundet med et for øjet og hånden behageligt kartonomslag, der dog desværre skæmmes af en søgt gengivelse af en bygningstegning, omløbende på flabben; det kan man simpelt hen ikke være bekendt; der er nu heller ikke ofret et ord på omtale af, hvad tegningen forestiller.

Forlagsredaktionen bestod af Britta Andersen og Jesper Munk Andersen fra henholdsvis Gammel Estrup og Centret, altså de samme, som har hjulplet forfatteren undervejs i udarbejdelsen af ph.d.-afhandlingen. Det fremgår intetsteds, hvem der har forestået lay-out’et, så det må vel betyde, at det har været forlagsredaktionen.

Som nævnt er trykningen og billedgengivelsen upåklagelig, og der er mange gode og oplysende illustrationer, men opsætningen har man desværre ikke bekymret sig meget om. Som rapport ville den være nydelig, men som bog kunne der godt være gjort mere ud af opsætning og disponering. Det ligger tydeligvis et rapportmanuskript til grund, og det har man så udstyret med illustrationer på de relevante steder i teksten, men de er anbragt snart her, snart der og uden konsekvens; tilsvarende er brødteksten gengivet med de afsnit, som en typisk rapport arbejder med. Det er synd for bogen, og det undrer, for forlaget Skippershoved plejer at udgive mere gennemarbejdede bøger. Til gengæld er omslagets ovenfor kritiserede tegningsgengivelse let gennemskuelig som et ”skippershovedtræk”.

Bogen er naturligvis udstyret med noter, som det sig hør og bør i et videnskabeligt værk. Referencerne er i vid udstrækning at finde i den omfattende bibliografi, som tæller diverse velkendte værker fra de seneste hundrede år med enkelte ældre undtagelser. Det kan undre, at der ikke er angivet en egentlig arkivaliefortegnelse, blot en summarisk lille liste med seks overordnede grupper; men måske har der ikke været dykket så grundigt i arkivalierne som i litteraturen.

Det fremgår af forordet, at forfatteren har fået adgang til mange herregårde rundt omkring i landet, men desværre er det ikke angivet hvilke. Der er dog ingen tvivl om, at disse besøg har givet mange oplysninger – som det er vanskeligt at karakterisere som kilder, uagtet de naturligvis er det, idet en bygning i sig selv altid er primærkilden.

Bogen afsluttes med en alfabetisk oversigt over herregårdsbyggerier i den omhandlede periode med angivelse af byggeår, stilart, arkitekt, bygherre og hartkorn fordelt på hoved- og avlsgård. Denne liste er mildt sagt misvisende, idet det stort set udelukkende er ombygninger, der er angivet, men vel at mærke, som om det var nybygninger. Under rubrikken ”stilart” står adskillige gange ”Herregårdsstil”, hvilket må siges at være et særdeles inkompetent udtryk – uden relation til arkitektur- og stilhistoriebegreberne.

Udtrykket er angiveligt ”opfundet” af Hakon Lund og derefter refereret af Niels Peter Stilling. Det kunne en Hakon Lund slippe godt fra som den ”gamle rotte” i faget, han var, men det er ikke noget, der bør danne skole, og det burde slet ikke være sluppet upåtalt gennem redaktionens nåleøje. Side 26 angiver Sværke da også selv, at det er en ”brokkasse” for huse, der er vanskelige at kategorisere, og at de ofte var store og magtfuldt udseende med tårne, spir, kreneleringer og udsmykkede gavle. Tjah… det udsagn er intetsigende – eller lader sig bruge om alle herregårde.

Andre steder er blot angivet ”Andet” – og man spørger sig: andet end hvad…… Det viser sig (side 31), at det er de mindre herregårde, Sværke karakteriserer således: ”Det er små ”bondegårdslignende” bygninger, ét stokværk, der i mange tilfælde dog er præget af klassicismen i form af fronton over hoveddøren, og ligeledes er de hyppigt hvidkalkede.” Til illustration heraf er valgt to gårde med blankmur og udprægede stilhistoriske træk. Tjah… de kunne nu godt indpasses i de eksisterende stil- og arkitekturbegreber.

Det er udmærket at jonglere med stilhistoriske og arkitektoniske udtryk, men det er nok så rart virkelig at forstå essensen af dem, og det er anmelderen faktisk ikke helt sikker på, at forfatteren har. I hvert fald mangler der tydeligvis en forståelse for det bygningsmæssige aspekt – der er for meget ”stil” og personfiksering på bekostning af de bygningsmæssige forudsætninger, ombygningerne er foretaget på grundlag af.

Efter forordet følger selve indholdet i bogen inddelt i fem kapitler. Det første ”Herregårdsbyggeriets udvikling og tendenser” er nærmest at betragte som et udvidet forord, idet det er her, man finder redegørelsen for stilkategoriseringerne og de definitioner, som Sværke har stillet op og arbejdet ud fra. Mellemoverskrifterne er i flere tilfælde retoriske spørgsmål som ”Hvad er en herregård?” og ”Hvornår blev der bygget?”  Det er ikke her, man finder en kronologisk udvikling, som det antydes i overskriften, men snarere en forklaring på begrebernes anvendelse i de følgende kapitler.

Andet kapitel er kaldt ”Borgens genopståen” med underopdelingen ”Drømmen om middelalderen” (om Stensgaard), ”Borgen Basnæs”, ”Arkitekturtanker” og ”Tranekær – et eventyrslot”. Der er således udvalgt tre eksempler på herregårde, som ombyggedes med gotiske mindelser – i såkaldt nygotik, uagtet der var mange andre stiltræk repræsenteret i byggeriet.

For så vidt angår Tranekær Slot prætenderes at skildre borgens historie i hovedtrækkene. Der kan dog ikke antages at ligge en særlig dybdeborende undersøgelse bag, idet nogle af de karakteristiske bygninger, der hører til slotsanlægget – herskabsstalden og teaterbygningen – siges at være bygget af den navnkundige ”Generalen”, godsets indehaver i årtierne omkring 1800. Ved at inddrage et bredere kildemateriale, end det er gjort, ville det være åbenbaret, at disse bygninger var ældre, men at de blev ombygget for Generalen. Og ikke med ét ord nævnes, at selvsamme General var den, der i praksis fik ombygget den lille kirkeby til slotsbyen Tranekær. Dét er ellers nok en historie, som kunne understøtte Sværkes udsagn om, at lensgreverne på Tranekær Slot ”var en form for konger … Fornemmelsen af deres nærmest kongelige status forstærkes af de royale navne: Frederik og Christian er de to navne, der overvejende skiftes imellem – en rigtig kongerække.”

Der er en del af den slags kuriosa, som i vid udstrækning også kan læses i turistbrochurerne, men som i en seriøs afhandling burde vige for vægtigere udsagn. Opsigtsvækkende er imidlertid, at Sværke får gjort ”Excellencen”, som var den bygherre, der foranledigede slottet ombygget 1850-63, til Tranekærs mest betydende godsejer gennem tiden. Det udsagn ville vist nok få flere af hans forgængere til at vende sig i graven, om de hørte det.

Udsagnet er imidlertid ganske symptomatisk for bogen – og for kunsthistorikeren, som snævert fokuserer på det, der indeholder mest stilhistorisk stof. Men det er unægtelig en skævvridning i forhold til den historie, som den gamle middelalderborg har været underkastet gennem århundreder.

Når man nærlæser i noterne, opdages det, at der ikke er foretaget en ajourføring siden afhandlingen i 2007. Eksempelvis angives Slotsmuseet i Tranekær som værende i besiddelse af en kopi af en skitse i sin udstilling; men slotsmuseet eksisterer nu altså ikke længere!

Tredje kapitel hedder ”Andre borge”, og de - Dallund, Krabbesholm, Ussinggård og Højriis - omtales ”relativt kort”, sluttende med en ”Afrunding på borg-temaet”. Herefter følger fjerde kapitel ”Gotik på andre måder” med omtale af Erholm, Knabstrup, Halsted Kloster og Orupgård.

Endelig følger kapitlet ”Afslutning”, angivende at 200 byggerier fandt sted på herregårdene fra slutningen af 1830’erne og et lille sekel frem. Adskillige steder står, at 11 af disse ombyggede herregårde i bogen har fået deres historie beskrevet. Javist er de omtalt, og det lyder da bestemt også som en bedrift, men hvis historierne alle er lige så overfladiske som for Tranekærs vedkommende, er det nu ikke så skelsættende endda, men bevares: det er da meget underholdende læsning, og det er bestemt ikke usandsynligt, at omtalen kunne inspirere andre til mere dybgående studier af de enkelte herregårde – og det er vel i grunden ikke så galt.

Bogen er umiddelbart rar at få i hånden, og den har da bestemt sin mission, men der er nu ikke så meget nyt i den, som man tror i betragtning af, at det er en ph.d.-afhandling.