|
Af
Anne Grethe Sværke,
kunsthistoriker, ph.d. og mag.art.
Jeg
blev meget forundret, da jeg i sidste uge læste Kirsten
Lindbergs anmeldelse af min bog, Nybygt
af gammel Art (udkommet på forlaget Skippershoved i
2010). Jeg blev umiddelbart målløs over anmeldelsens
meget negative kritiske tone, og jeg var skuffet over,
at Lindberg slet ikke forholder sig til formålet med
mit projekt.
Først
en kommentar til det sidste: Lindberg kritiserer mig
bl.a. for ikke at have foretaget en ”dybdegående
undersøgelse” af Tranekærs historie. Det har jeg
ganske rigtigt ikke gjort, for det var ikke hensigten
hverken med mit ph.d.-projekt eller den efterfølgende
bog. Mit formål var at skildre den nygotiske herregårdsarkitekturs
manifestationer og de forestillinger og drømme, der
knyttede sig til byggerierne. Min undersøgelsesperiode
var årene 1830-1900, (hvorfor jeg ikke gik i dybden med
f.eks. ”Generalens” historie). Lindberg kalder dette
for ”symptomatisk for bogen – og for
kunsthistorikeren, som snævert fokuserer på det, der
indeholder mest stilhistorisk stof. Men det er unægtelig
en skævvridning i forhold til den historie, som den
gamle middelalderborg har været underkastet gennem århundreder”.
Beklager – det er i en anden bog, man skal læse den
historie. Lindberg skriver: ”Og ikke med ét ord nævnes,
at selvsamme General var den, der i praksis fik ombygget
den lille kirkeby til slotsbyen Tranekær”. Jo, det nævner
jeg faktisk. Jeg skriver, at Tranekær By på Generalens
idé og initiativ blev ombygget til en slotsby efter
midteuropæisk forbillede (side 93). Endvidere
harcellerer anmelderen over, at jeg gør
”Excellencen” til Tranekærs mest betydende
godsejer. Det gør jeg ikke: jeg udnævner ham til den væsentligste
i ”denne sammenhæng” – dvs. for bogen og for min
undersøgelse (fordi han var bygherren i min undersøgelsesperiode).
Disse eksempler er meget symptomatiske for Lindbergs
anmeldelse. Hun har plukket nogle afsnit ud – og
indimellem blot en sætning – som hun så dissekerer løsrevet
fra sammenhængen. Herved fremkommer adskillige aldeles
fejlagtige påstande om min tekst. Så mange, at
det vil føre alt for vidt at kommentere dem her. Det gør
mig vred, og jeg har derfor følt mig nødsaget til her
at tage til genmæle.
Lindberg
har tydeligvis ikke læst min bog. Tranekær, som hun
ofrer så mange ord på, udgør kun ét afsnit og ét
eksempel. Mine analyser af hovedeksempler som Steensgård
og Erholm forbigås fuldstændigt ligesom i det hele
taget de generelle afsnit om periodens
middelalderfascination. Lindberg kritiserer desuden min
liste over periodens byggerier som ”mildt sagt
misvisende, idet det stort set udelukkende er
ombygninger, der er angivet”. Ja, men det fremgår
klart og tydeligt af mit indledende kapitel indeholdende
definitioner. Her skriver jeg: ”[…] 1800-tallets
ombygninger eller restaureringer,
som de også kaldtes, [var] i mange tilfælde så
omfattende, at bygningerne totalt ændrede udseende –
og ikke mindst udtryk. Når betegnelsen ’byggerier’
optræder i det følgende, dækker det således både
nyopførte og ombyggede/restaurerede gårde” (side
20).
Det
er også på sin plads at korrigere en misforståelse.
Lindberg skriver: ”Forlagsredaktionen bestod af Britta
Andersen og Jesper Munk Andersen fra henholdsvis Gammel
Estrup og Centret, altså de samme, som har hjulpet
forfatteren undervejs i udarbejdelsen af
ph.d.-afhandlingen”. Nej! Britta Andersen og Jesper
Munk Andersen har intet haft at gøre med udarbejdelsen
af ph.d.-afhandlingen. Det fremgår tydeligt af bogens
forord, hvem der her har været involveret.
Endelig
vil jeg til slut kommentere anmeldelsens tone. Den er
vredladen, nærmest sur. Og indimellem så groft fornærmende,
at det virker som en form for personligt hævntogt fra
Lindbergs side. Anmelderen og jeg har nu aldrig mødt
hinanden, så jeg vælger ikke at tage det personligt. Måske
har hun noget imod Gammel Estrup – et personligt udestående
fra fortiden, hvad ved jeg? Eller måske kan hun bare
ikke lide kunsthistorikere?
|
|
|
