[sitemap]

< BogFeature

Anmelderens svar til forfatteren 
Nybygt af gammel Art
 

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

Forundringen er ganske gensidig. Det gør mig ondt, at forfatteren er blevet stødt over min anmeldelse,  for det har bestemt ikke været meningen. At kalde min anmeldelse ”vredladen, nærmest sur” og insinuere, at min kritik er et personligt hævntogt fra min side, har jeg ikke andet end et skuldertræk til overs for. Jeg har aldrig hørt om forfatteren før, så hvorledes skulle jeg have noget imod hende? Og antydningen af, at jeg skulle have noget mod Gammel Estrup virker nærmest latterlig, for hvorfor skulle jeg dog blande et museum ind i en anmeldelse? Faktisk har jeg et særdeles godt indtryk af nævnte museum, hvor jeg selv for nogle år siden havde en udstilling og et strålende samarbejde med de ansatte.

Det virker som en noget overilet reaktion, som jeg vil tilskrive forfatterens naturlige sårbarhed ved at blive mødt med kritiske bemærkninger i forbindelse med en af de – eller måske den – første bogudgivelse.

Jeg har læst bogen grundigt og fastholder min kritik, som indeholder både positive og negative tilkendegivelser.

Det er korrekt, at jeg har fokuseret mest på Tranekær Slots historie. Det har jeg gjort, fordi jeg dér har et mere dybtgående kendskab til historien end til de øvrige herregårdes; altså kan jeg dér bedre vurdere forfatterens udsagn, og det har givet anledning til de kritiske bemærkninger. Det er øjensynlig forbigået forfatterens opmærksomhed, at jeg udtrykkeligt har skrevet, at det ikke har været så skelsættende en bedrift at skildre historien for de 11 udvalgte herregård, HVIS det har  været gjort så overfladisk som for Tranekærs vedkommende. Dermed har jeg faktisk ikke kommenteret de 10 andre herregårdshistorier. Men det er et faktum, at det er et meget overfladisk arbejde, der er præsteret i forbindelse med Tranekær.

At jeg har misforstået, at forlagsredaktionen Britta Andersen og Jesper Munk Andersen skulle have hjulpet forfatteren medvejs i ph.d.-afhandlingen, skal jeg gerne beklage. Misforståelsen er opstået ved læsning af forordet, hvor forfatteren udtrykkeligt takker de to for henholdsvis at have stillet arbejdsplads to dage om ugen til rådighed og for at have søgt fonde og lagt budget. Jeg forstår, at det ikke har haft noget med ph.d.-afhandlingen at gøre, uanset at takken i forordet rettes til alle de i afhandlingen involverede parter – og de to nævnte personer samtidig takkes.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

Anne Grethe Sværke:

Nybygt af gammel art - Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900

Udg. af Dansk Center for Herregårdsforskning og Forlaget Skippershoved

225 sider, 290 kr. + porto og eksp. gebyr hos Gammel Estrup, Herregårdsmuseets butik  

Læs anmeldelsen >

Læs forfatterens kommentar til anmeldelsen >

Dansk Center for Herregårdsforskning >