|
– Komintern og det Hemmelige Apparat
Af Peter Mouritsen
En rigtig god bog til dig,
der bare vil vide mere. Men du skal altså have lidt
vilje med for at komme igennem, da bogen er ret lang og
glimtvis bliver lidt ensformig.
Niels Erik Rosenfeldt har
været på arkiv i Moskva og gravet i den Kommunistiske
Internationale – Kominterns historie. Og det er ikke
for meget at sige, at det er en spraglet historie, som
kommer vidt omkring.
Komintern
Komintern var et kommunistisk verdensparti ledet
fra Moskva som skulle gennemføre Verdensrevolutionen.
Spidserne i Komintern omtalte sig selv som
Verdensrevolutionens Generalstab – og der er ingen
tvivl om, at det med at bruge krigsmetaforer for deres
virke ikke var grebet ud af den blå luft. Det er meget
tydeligt, at de konstant håbede på, at den rette krig
skulle bryde ud eller det gunstige oprør i et andet
europæisk land (helst Tyskland) skulle blusse op så de
kunne komme videre med deres revolution. De gjorde selv,
hvad de kunne, for at fremme dette mål, hvor de
overhovedet havde midler til det. Uden smålig skelen
til hvilke andre konsekvenser end revolution, deres
handlinger kunne have. Det er skræmmende, hvor
handlingsparate disse ledere var, og hvor lidt
jordforbindelse de havde. Og endnu mere skræmmende er
det, hvad de kunne få folk til at gøre for et
tvivlsomt håb om en revolutionær udvikling.
I bogen følger vi
Kominterns udvikling fra sin dannelse i 1919 til sin
nedlæggelse. Historien er fortalt med udgangspunkt i
magtcentrummet i Moskva, og langt det meste af historien
udspiller sig her. Men da det er en international
organisation, kommer vi også ud i verden.
Komintern begynder med at
være en vild og blodig organisation, som forsøger at
fremme Verdensrevolutionen mest muligt. Det gøres med
stort hemmelighedskræmmeri som på både morsom og
fascinerende vis beskrives i bogen. Hvad de arme
kommunistiske fodfolk ikke har måttet gå i gennem for
at sende breve rundt og fordele penge. Efter endt læsning
er det stadig lidt en gåde, hvordan de fik folk til
det. Men de mennesker vidste jo heller ikke, hvordan det
endte med at gå.
Senere bliver
organisationen Stalins budbringere i verden og hans øjne
og øre. Her hører vi også hvordan Komintern udrenses
og alle de frygtelig historier, som knyttes til det. Og
den del af bogen er ikke for sarte sjæle – de skal jo
i det hele taget holde sig fra Sovjetunionens historie.
Komintern som jo i sin
grundsubstans er skabt for at undergrave og vælte de
kapitalistiske stater nedlægges på skrømt under 2.
Verdenskrig af Stalin for ikke at virke alt for
provokerende på Sovjetunionens allierede i krigen. Men
en af Rosenfeldts pointer er, at apparatet i høj grad
lever videre.
Hemmeligheder
Noget af det fascinerende ved denne historie er
det hemmelige apparat, Komintern driver. Det er enormt.
Rosenfeldt udfolder i bogen apparatet i mange detaljer.
Det er både en styrke og en svaghed ved bogen. Bogen
vrimler med navne, dæknavne og numre og dækadresser og
konspirative lejligheder, og det er for den generelt
interesserede læser måske nok lidt svært at hitte
rede i. På den anden side så står man tilbage uden en
klar fornemmelse af, hvor effektivt systemet egentlig
var. Det primært fordi bogen og kildearbejdet tager
udgangspunkt i Moskvas arkiver. Alt hvad man ved er, at
Kominterns ledere konstant strammer sikkerheden og
hemmelighedskræmmeriet. Det tyder naturligvis på, at
det ikke rigtig hjalp. Historien fortælles fra et
overordnet niveau og vi kommer ikke rigtig ned til den
lille Kominternmedarbejders hverdag. Når det er sagt,
skal det lige præciseres, at der er ret meget om de
danske kommunister, og det er også vældig interessant.
Billeder
Billedvalget vil jeg kalde traditionelt, men
effektivt. Bogen er som enhver anden moderne historiebog
garneret med et rigt udvalgt af gamle billeder. Man
kunne måske god efterlyse en mere aktiv brug af
billederne i forhold til teksten. Men de er med til at
bryde den komplekse tekst lidt op.
Det er dog lykkedes
anmelderen at finde et enkelt billede som er
fejldateret, nemlig på side 124. Billedet er angivelig
fra 1924, men plakaterne omtaler Industialiseringens Dag
tirsdag den 6. august og en sådan er der ikke i 1924,
men først i 1929. Fejlen er dog sket hos
billedbureauet, så Rosenfeldt kan vel dårligt klandres
for andet end sin manglende årvågenhed. (Denne
anmelder har dog ikke tjekket alle billedernes
rigtighed, men kom på sporet på grund af en anden
plakat på billedet med et kapitalist-skjorteærme med
et hagekors som manchetknap og det forekom at være
temmelig tidligt i 1924 - hvilket det i det givne tilfælde
også var.)
Enkelte
rap til kæphestene
Verdensrevolutionens Generalstab er som allerede
beskrevet baseret på Rosenfeldts egen undersøgelse i
arkiverne og meget er af samme grund nyt stof. Den er
fuld af detaljer og begivenheder, og flere gange gør
han op med eksisterende opfattelser af udviklingen i
Sovjetunionen. Eller har kommentarer til forskellige
skoler. Men man fornemmer også forfatterens medfølelse
med de mange tragiske menneskeskæbner, som befolker den
sovjetiske historie. For eksempel fremhæver han det
tankevækkende i, at de spaniensfrivillige tog ned og
risikerede liv og lemmer for ideer om demokrati og
frihed, men endte som brikker i et stort
stalin-kontrolleret komplot.
Rosenfeldt har
tilsyneladende også nogle opgør, han skal have gjort
op. I hvert fald fornemmer man, at forfatteren trækker
en kæphest af stalden for at give den et rap, da emnet
sidst i bogen kommer ind på Koldkrigsrapporten fra
Dansk Institut for Internationale Studier, som
Rosenfeldt klandrer for at skrive om Stalin, at han
efter Anden Verdenskrig havde en ””klog”,
”realistisk”, ”pragmatisk”, ”forsigtig”,
”varsom”” udenrigspolitisk kurs i forhold til
Vesten. Det samtidig med, at forfatteren viser, at
Stalin med stor sandsynlighed var ved at forberede 3.
Verdenskrig for ligesom at få renset luften før nogen
andre fik ideen. Rosenfeldts kritik at DIIS-rapporten
virker ret skarp og det kunne være interessant at høre
hvad de 'anklagede' har at sige til deres forsvar. Men
det kommer måske i en senere bog.
Læs
den
Niels Erik Rosenfeldts bog om Komintern fortæller
en virkelig spændende historie som indeholder en bred
palet af menneskelige dramaer, spionage, hemmeligheder
og komplot og ikke mindst nogle spændende sider af
verdenshistorie. Forfatteren argumenterer godt og
detaljeret. Det kan sine steder godt tage overhånd, da
fremstillingen bliver meget kompleks, og man får visse
steder en fornemmelse af, at Kominterns historie kører
i ring. Men der er ingen tvivl om, at man som læser får
et grundigt og virkelighedsnært kig ind i en verden af
konspiration, fanatisme, drømme, idealisme og utrolig
kynisme – samt ikke mindst verdenskommunismen. Er man
interesseret i den slags, er det en god bog.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Niels Erik
Rosenfeldt:
Verdensrevolutionens
Generalstab – Komintern og det Hemmelige Apparat
Udg. af Gads Forlag
408 sider, 349 kr.
Gads
Forlag >
|
|
|
|
|
|