|
– Gads Leksikon
Af
Simon Kratholm Ankjærgaard, redaktør og
cand.scient.soc.
Når alt kommer til alt er al
historieformidling historiefortolkning. Alt hvad der
formidles af historie er bundet op på et særligt
historiesyn, på både bevidste og ubevidste
beslutninger undervejs i processen, på et valg af afgræsninger,
på brugen af sproget. Blandt mange andre ting. Og det
er i det lys, at alle historiske værker bør læses,
hvilket også gælder for leksikonet ’Den Kolde Krig
og Danmark’ udgivet af Gads Forlag og redigeret af
John T. Lauridsen, Rasmus Mariager, Thorsten Borring
Olesen og Poul Villaume.
Jeg skriver dette i lyset af den
historiepolitiske kamp, der har raset i medierne om
netop dette værk. Perioden er stadig så tæt på og
har stadig så mange fangarme ind i nutiden, at det er
umuligt – og altid vil være umuligt – at lave et værk,
der vil stå som et eviggyldigt monument over
koldkrigs-forskningen.
I det lys er ’Den Kolde Krig og
Danmark’ bestemt farvet og historiefortolkning, men
det er samtidig både sagligt og veldokumenteret. Redaktørerne
er fra start bevidste og eksplicitte om de beslutninger,
de har truffet, og derfor holder dette værk standard
– og kritikken om at det skulle være skrevet ud fra
et rødt historiesyn virker ærlig talt noget påtaget
og skinger, blandt andet set i lyset af det indledende
afsnit om Den Kolde Krigs forløb, som ville have haft
godt af en skarpere profil, der ikke var taget fra bøtten
af ’vi-træder-ingen-over-tæerne’-leverpostejen.
Grundlæggende er bogens udstyr –
tekst, billeder, indholdsfortegnelse med mere –
varieret og nuanceret og giver en god navigation og et
godt overblik. Det samme gælder for de valg, der er
truffet.
Ét af dem er det åbenlyse, at der
skal være et dansk perspektiv på alle opslagene. Det
lykkes og skaber samtidig rum for både meget lange og
meget person-orienterede opslag. Det er kvaliteter i sig
selv, at jeg som læser kan få lov til at komme pænt i
dybden med de enkelte opslag, og at jeg undervejs får
mulighed for at møde personer, der tydeligvis har
spillet en stor rolle, men som ikke har optrådt på den
oplyste storpolitiske scene. Dét nuancerer og udvider
min forståelse af en periode, der strakte sig over næsten
seks årtier.
Samtidig virker det dog som der er
blevet afgrænset for voldsomt hist og her. Ambitionen
om at hvert opslag skal have et dansk perspektiv burde i
min optik ikke have forhindret særskilte opslag om
eksempelvis Verdensbanken, IMF og Monroe-doktrinen. Her
er blot tale om tre eksempler, men alle tre har haft
indflydelse på den danske koldkrigs-politik, hvilket
burde have været afspejlet i værket. Verdensbanken og
IMF var internationale fora, som blandt andet fungerer
som kamppladser under Den Kolde Krig og hvor Danmark
agerede og udøvede politik. Monroe-doktrinen var et
kort, som amerikanerne kunne spille overfor Danmark i
forbindelse med Grønland.
Men måske jeg har det til gode i et
genoptryk eller i et andet kommende bud på et leksikon
over Den Kolde Krig set i et dansk perspektiv. Og
kritikken må under alle omstændigheder ikke sløre
billedet af et værk, som spænder vidt, som det er
forholdsvis nemt at orientere sig i og som sprogligt
holder en fin linje, der måske ikke er for folkeskolen,
men i hvert fald bør kunne læses fra gymnasiet og op.
Og som af dem, der kaster sig ud i det, bør forstås
som redaktørernes bud på et leksikon. Og der er tale
om et rigtigt godt bud.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Rasmus Mariager, Torsten Borring
Olsen, John T. Lauridsen og Poul Villaume (red.):
Den Kolde Krig og Danmark – Gads
Leksikon
Udg. af Gads Forlag
800 sider, 399 kr.
Gads
Forlag >
|
|
|
|
|
|