|
Af
Karsten Merrald Sørensen, ph.d.-studerende
Edbryder
er Martin Jensens andet bind i serien om tegneren
Winston og hans personlige krigerfølgesvend, stormandssønnen
Halfdan. I det første bind, Kongens
hunde blev Winston og Halfdan af kong Knud den Store
sat til at opklare mordet på en saksisk stormand i
Oxford. I denne bog befinder vi os fortsat i år 1018,
hvor Knud den Stores magt og kongerige synes sikret -
kongen føler sig dog bestemt ikke selv sikker. Knud er
i tvivl, om han kan stole på sine jarler, hvor især
jarl Leofwine i Mercia er under mistænke af kongen for
at have skumle planer.
Tegneren
Winston har et godt ry på grund af sine evner som
illuminator, og klostret i Peterburgh ønsker derfor
hans arbejde til en bog. Winston siger dog nej for at
blive hos sin kæreste Alfilda, men Knud siger ja!
Resultatet bliver at Winston og Halfdan sendes med
munkene til Murcia, hvor de skal være kongens øjne og
øre. Inden de kommer til Peterburgh gøres der dog
holdt i klostret i Brixworth, som måske (måske ikke)
er underordnet Peterburgh-klostret - diskussionerne
mellem munkene går højt, og inden følget skal drage
videre findes en munk fra Brixworth myrdet foran altret
med højre hånd hugget af – nidingshånden! Winston
og Halfdan sættes til at opklare mordet, og gåden
viser sig at stikke dybere end som så, da det snart
viser sig, at den myrdede munk havde en fortid, som han
forsøgte at skjule. Samtidig foregår der noget lusket
i og omkring klostret, så Halfdan og Winston får brug
for deres evner som kreative detektiver. Oven i dette
kommer der en behagelig overraskelse til Winston, som får
stor betydning for gådens opklaring.
Martin
Jensen er en sand mester til at skabe en krimi i et
middelalderligt miljø. Jeg har nydt alle bindene i hans
Eske Litle-serie, og har en forhåbning om Winston,
Halfdan og Alfilda kan følges sammen i flere bind
endnu. Jeg må dog sige en af årsagerne til, at Eske
Litle blev så stor en succes var byen Assens! Martin
Jensen er i stand til at skabe kulisserne, så de står
lyslevende for os, og hvor små detaljer ofte giver løsningen
på de forskellige mordgåder. Det første bind om
tegneren og stormandssønnen foregik i Oxford, hvor
Martin Jensen kunne lede os gennem byen på behændig
vis. I Edbryder
går der desværre lang tid inden den egentlige handling
påbegyndes i klostret Blixworth, og jeg må indrømme
bogen ikke helt er på højde med hverken Kongens
hunde eller Eske Litle-serien. Det er måske ikke
helt fair at være lidt skuffet på grund af
forfatterens tidligere bedrifter, men således er verden
nu en gang ofte skruet sammen.
Heldigvis
tager bogen i den sidste del en bedre drejning!
Halfdan-karakteren udvikler sig, og spændingsmomentet
tager til. Herudover forstår forfatteren at skrive en
historisk roman, så tidsperioden fremstår troværdig.
Det er noget af en bedrift, når nu handlingen udspiller
sig i en periode, som vi rent faktisk ikke ved alt for
meget om.
Hvorom
alting er, kan jeg dog kun sige, at jeg glæder mig til
at læse den næste bog fra Martin Jensens hånd, da
hans evner som krimiforfatter i en historisk scene er
store.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Martin
Jensen:
Edbryder
(roman)
Udgivet
af Forlaget Klim
282
sider, 299 kr.
Klims
Forlag >
|
|
|
|
|
|