BogFeature
20 begivenheder der skabte Danmark

Af Johnny Laursen. Institut for Historie & Områdestudie, Aarhus Universitet

Dette er en længe ventet bog. Efter kulturkampens megen suk og klage over den kulturradikale dominans i den danske historieskrivning kommer der nu et borgerligt og liberalt bud på en alternativ Danmarkshistorie. Nu skal det frem, hvad det er for nationale hemmeligheder, der er suget ind i glemslens mørke i Bermudatrekanten mellem Danmarks Radio, Gyldendal og Politikens hjørnekontor. Der hedder således, at man med værket har ønsket at ’…sætte lys på hjørner af historien, der er blevet glemt, samt gøre op med myter, der gennem historieskrivningen har fået lov til at blive stående uimodsagt.’ (s. 8).

Allerede titlens lån fra det franske forlag Gallimards serie 30 journées qui ont fait la France, viser at det er begivenhedshistorien og nationens springvise udvikling, der er i centrum. Det er også naturligt al den stund, at værket er inspireret af arbejdet med en historiekanon. Men kan Frankrigs erfaring med de store evennements, hvor store centrale liberaldemokratiske principper stod på spil – revolutionen, terroren, bonapartismen, Dreyfussaffæren o.s.v. - umiddelbart overføres til Danmarks mere adstadigt og sagtmodigt henskridende historiske udvikling? Hertil kommer, at den danske borgerlige version af historien modsat den franske opfatter sig som værende i opposition til den fremherskende tolkning af disse begivenheder. Værket opfatter sig som den undertrykte version af Danmarkshistorien, og da det jo er svært at undertrykke kendskabet til store begivenheder, må hovedvægten i sagens natur primært ligge på alternative tolkninger af sådanne begivenheder eller personligheder. Med udgangspunkt i kanondiskussionen hedder det således:

”Den interessante kanon er derfor berettiget i et lille land som Danmark, hvor der kun har været plads til én opfattelse af historien, og hvor mange historiebøger er præget af tabuer, fortielser og myter.” (s. 9).

Det er stærke ord. Men hvordan historieforskningen og –formidlingen skal have ladet sig anvende til at undertrykke sandheden om den nationale historie, får læseren ikke megen hjælp til at forstå. En kritisk historiografisk analyse af historieskrivningen af udvalgte begivenheder kunne måske have hjulpet. Men man må nok se i øjnene, at det kan være svært at sandsynliggøre så stærke ord som tabuer, fortielser og myter. Det bliver ved postulatet om fortielserne.

Der er jo tale om et værdibaseret arbejde. Det fremgår allerede af, at CEPOS har støttet udgivelsen. Men hvilken positiv helhedstolkning af Danmarkshistorien værket i bred forstand repræsenterer forbliver dunkelt. Forbindelsen til CEPOS rejser forventning om et liberalt værdi- og tolkningsgrundlag. Men samtidig giver redaktørernes bekendelse til A.D. Jørgensens nationalkonservative Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie en antydning af, at det idépolitiske ærinde ikke kun er liberalt, men også i nok så høj grad nationalkonservativt. Desværre går der hverken røde eller blå tråde gennem værket. Det overlades til hvert enkelt bidrag at gøre et statement.

Trods de stærke ord er der meget dansk mådehold over bidragene. Faktisk i en sådan grad, at man må holde sig på tæerne for at nemme det idépolitiske budskab. De fleste bidrag er velskrevne – mange endda særdeles velskrevne – og rummer interessante perspektiver; således for eksempel David Gress’ sympatiske refleksioner over den kulturarv, som gik tabt med reformationen. Men man skal ærligt og redeligt have luppen frem for at få øje på aspekter af den nationale historie, som er blevet undertrykt af kulturradikale og socialdemokratiske historikere. Faktisk ligger mange af tolkningerne såmænd snublende tæt på den moderate, nuancerede hovedstrømning i dansk historieskrivning med hensyn til f. eks. revurderingen af reformationen eller den positive vurdering af den sene enevælde. De liberale forbilleder maser sig til gengæld ikke på. Således bliver det i Bent Blüdnikovs bidrag om ideerne fra den franske revolution klart, at det var fanatikere og unge brushoveder, der stod bag friheds- og revolutionsideerne, mens det var Edmund Burke, der havde de rigtig gode idéer, som man i Danmark burde lade sig inspirere af. Her kunne en forhærdet liberal måske have dvælet ved den mulige inspiration fra menneskerettighedserklæringen, et par af de lyse ideer fra den amerikanske revolution eller nogle af de liberaldemokratiske strømninger, som kom til udtryk i senere fransk forfatningsudvikling. I så henseende er bidragene skuffende pragmatiske og ligegyldige i forhold til den liberale idéarv. Hvis der er tale om et idépolitisk ærinde, er det for bidragene om tiden frem til det 20.århundrede nærmere en betoning af traditionelle nationale og konservative værdier. Men alt sammen med måde.

En af undtagelserne er David Gress’ behandling af nederlaget i 1864, hvor den militære fortid får en forfriskende åben og positiv behandling. Det kunne nytte, ifølge Gress. Og så kunne det alligevel ikke, for vi havde jo så slette liberale politikere. Gress vil i øvrigt gerne benytte historien om 1864 til at karakterisere en særlig dansk defaitisme i udenrigspolitikken og trække paralleller til 9. april 1940 og til 1980rnes fodnotepolitik. Så langt bærer 1864-erfaringen dog næppe, hvis man ser på det danske eksempel i sammenligning med andre europæiske staters svar på Tysklands og Preussens opstigen som stormagt. I 1860rnes europæiske storpolitik var Danmark en såre almindelig magt. Som mange af bidragene indledes David Gress’ bidrag med et politisk udfald mod den fremherskende historiografiske tradition. Men hvilken tradition det er, forbliver egentlig uklart, ligesom læseren forbliver i tvivl om, hvorvidt Gress kritiserer samtidens politiske strømninger eller nutidens historikeres tolkning af begivenhederne for defaitisme.

En enkelt liberal helte- og skæbnefortælling finder man dog i Henrik Gade Jensens fortælling om erhvervsmanden Andreas Peschke Køedt, som bød 1. verdenskrigs reguleringslovgivning trods. Her får erhvervsfrihedens og de konjunkturbestemte profitters flamme lov at brænde frit. Men man kan vel tvivle på, om man gør den liberale sag nogen tjeneste ved at hægte den op på kampen for at høste fortjenesten af dyrtiden under krigens varemangel, men det er ikke desto mindre et af de bidrag, som klarest og mest kompromisløst følger værkets formentlig liberale program.

Et lignende anslag findes i Christopher Arzrounis bidrag om Kanslergadeforliget og om myten om velfærdsstatens oprindelse. Her får man at vide, at nazismen og kommunismen aldrig var en reel trussel mod demokratiet i Danmark (251), og der gøres en del ud af at forklare, at det er en myte, at der var ekstremt høj arbejdsløshed (259). Som myter betragtet har de den ulempe, at der sådan set er meget, der tyder på, at Danmark i 1933 var ramt af en ødelæggende arbejdsløshed og var under angreb af antidemokratiske kræfter, som stod i forbindelse med aggressive totalitære magter. Man fornemmer, at der er blevet gjort for meget ud af den antidemokratiske trussel i mellemkrigstiden i historiografien, for eftersom nazismen og kommunismen (som i øvrigt så langt fra var den eneste trussel mod demokratiet) ifølge forfatteren ikke udgjorde nogen reel trussel mod demokratiet, så står det tydeligt, at det jo må være den reguleringsglade socialdemokratisk-radikale regeringsaliance, der var frihedstankens reelle fjende. Også den steinckeske socialreforms karakter som en socialdemokratisk reform udfordres som en myte (268-269). I stedet hævdes det, at den socialdemokratiske velfærdsstat først fik sit afgørende gennembrud i 1950rne og begyndelsen af 1960rne. Det har forfatteren sikkert ret i al den stund, at den altovervejende del af forskningen i velfærdsstatens historie ikke alene er enig i synspunktet, men også har forfægtet det gennem lang tid.

Mådeholdet springer stærkere i øjnene i Ditlev Tamms lærde belysning af de retspolitiske, moralske og politiske dilemmaer omkring retsopgøret. Det vil ikke forundre nogen, at professoren har et skarpt blik for de retspolitiske principper, der var på spil; ej heller at han er i stand til at placere dem i den politiske og historiske kontekst efter 1945. Men netop heri skurrer bidraget mod værkets program. Tamms pointe er, at retsopgøret var præget af et kompromis mellem politisk pragmatiske og retspolitiske principper. Men det er jo netop hovedtolkningen af denne episode i Danmarkshistorien, som Ditlev Tamm i øvrigt selv med sit indflydelsesrige hovedværk om retsopgøret har været med til at sætte præg på. Det kan på den baggrund være vanskeligt at tro på, at Ditlev Tamms synspunkter på dette felt – ligeså lidt som indholdet i hans tre andre bidrag om middelalderens retskilder, den danske enevoldsforfatning og lensafløsningen – skulle være den brede offentlighed ukendt for ikke at tale om tabuiserede eller genstand for fortielser. Billedet af en Ditlev Tamm kuet og bundet på hånd og mund af en kulturradikal historiepolitisk mafia synes ikke rigtig at ville fæste sig for læserens indre øje. Her er der jo som hovedbidragyder med fire bidrag tale om en af de mest indflydelsesrige kommentatorer i såvel værdi- som historiedebatten i de eneste år. Redaktørernes postulat om at repræsentere en modhistorie forekommer på den baggrund lidet overbevisende.

Man falder ikke ligefrem over liberale lederskikkelser. Det er jo ellers ikke fordi, der er mangel på borgerlige lederskikkelser i Danmarkshistorien. En I.C. Christensen, Thorkil Kristensen, Erik Eriksen, Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen falder umiddelbart i tankerne. Udvalget bliver større endnu, hvis radikale blev tilladt adgang, men det fornemmer man, at de ikke gør. Manglen på borgerlige forbilleder formodes imidlertid at være så stor, at Lars Hovbakke Sørensen i sit bidrag om trekantsregeringen forsøger at rane H.C. Hansen som en slags liberaler i svøb. Der sker med henvisning til H.C. Hansens formentlige sympati for Retsforbundet, og ved at opstille ham i modsætning til venstrefløjssocialdemokrater som f. eks. Jens Otto Krag, som i højere grad end H.C. Hansen – ifølge forfatteren - skulle lægge vægt på ligheden frem for friheden. Det er imidlertid en tese, som ikke finder megen støtte i det samtidige kildemateriale. Allerede i Tage Kaarsteds klassiske undersøgelse af Trekantsregeringens tilblivelse er det klart, at H.C. Hansen nærmest fnysende måtte trækkes ind i samarbejdet med Retsforbundet. Krags dagbøger rummer flere iagttagelser af statsministerens foragt for Retsforbundets ledere og åbenbare længsel efter et rent SR-samarbejde. Det var derimod Jens Otto Krag, som fremfor nogen stræbte efter et tværpolitisk samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre som grundpille under tidens store reformer, og det var i øvrigt Jens Otto Krag, som sammen med Kampmann lagde grunden til trekantsregeringens af forfatteren berømmede økonomiske politik. Det nævnes blot i parentes, at VK i samtiden havde svært ved at se trekantsregeringens borgerlige dyder og i øvrigt efter evne blokerede for samarbejde med trekantsregeringen om den økonomiske politik. Her er det, man må spørge: hvor er de gode borgerlige og liberale ledebilleder, og hvad havde det liberale Danmarks leder gennem 15 år, Erik Eriksen, gjort, siden man fremfor ham foretrækker at gøre stads af en tvangskonverteret socialdemokratisk statsminister, som – hvis han kunne forsvare sig – næppe ville have opgivet sin socialdemokratiske førstefødselsret uden kamp.

Mens nogle af de valgte vinkler kan forekomme søgte, er der andre fravalg, som må give anledning til undren set i forhold til det liberale referencepunkt, som CEPOS og mange af forfatterne har. Den såkaldte danske model, hvorved staten og folkestyret har bortdelegeret hele reguleringen af løn og arbejdsmarkedsområdet til arbejdsmarkedets hovedorgansationer måtte ellers have været et oplagt emne for en liberal kritik. Det samme gælder Danmarks omfavnelse af grundprincipperne i EU's fælles landbrugspolitik og Finansministeriets mangeårige centralistiske disciplinering af kommuner og amters økonomi. End ikke den danske skattefinansierede, universelle sikringsmodel får et eneste hårdt ord med på vejen.

Det bliver altså så som så med at få oplyst, hvilke fortielser, myter og tabuer, der skjuler sig bag den fremherskende historieskrivning. Det er derfor begrænset, hvilke hemmeligheder der indtil nu er undsluppet Bermudatrekanten som følge af initiativet. Men initiativet skal have pris alligevel, og man kan håbe, at flere forsøg vil følge. For det er ikke nogen ringe fortjeneste at bidrage til en værdibaseret og politisk reflekteret debat om historieskrivningen og historieundervisningen.