BogFeature
Republikken Danmark

– Oplæg til en ny værdipolitisk debat 

Af Preben Etwil

De der nærmest har lyst til at spænde hanen på deres revolver, når de hører ordet kultur- eller værdipolitik, skal lige tøve en kende, og give sig tid til at læse Michael Böss’ nyeste bog om demokrati og værdipolitik. Når de har gjort det, vil de helt sikkert stikke skyderen i bæltet og vende skråen i munden endnu en gang. Bogen demonstrerer nemlig til fulde, at det faktisk er muligt at behandle begrebet værdipolitik på en måde, der både giver indsigt og især eftertanke.

Man kan vist ikke forlange meget mere af en såkaldt debatbog!  

Böss befinder sig holdningsmæssigt på et borgerligt kulturradikalt værdi-grundlag. Selv kalder han sig for socialliberal republikanist. Det er derfor ikke overraskende, at der deles drøje hug ud til både højre og venstre - men det gøres både sobert, intelligent og begrundet. De højrenationale i form af især Dansk Folkeparti bliver karakteriseret som både intolerante, skingre, bagudskuende og fremmedfjendske. De venstreorienterede, der ikke nærmere præsenteres, beskyldes for total blindhed over for de integrations­problemer, som kommer til udtryk i de fremmedes manglende tilknyt­ning til arbejds­markedet, parallelsamfund, indvandrerbander, antisemitisme, reli­giøs radikalisering af unge muslimer og tosprogede børns manglende sproglige uddan­­nelses­­mæssige færdigheder.

Böss er ikke en person, der bygger sin kritik på løs avislæsning. Der ligger en solid faglig dybde bag alle hans udsagn. Man må til trods for uenighed med forfatteren hist og her imponeres over mandens viden og belæsthed. Der er vist ikke den bog eller rapport - dansk eller udenlandsk - der behandler den problemstilling som Böss beskriver, der ikke er inddraget i hans omfattende noteapparat. 

Der er behov for en stemme på midten, og Böss efterlyser derfor en slags ny besindelse i den offentlige samtale, der i modsætning til den nuværende politiske situation, kan komme frem til en form for fælles demokratisk forståelse af, hvilke historier og værdier der i virkeligheden binder Danmark sammen som folk og nation. I dag får man nærmest indtrykket af, at de politiske modsætninger i værdidebatten konfronterer hinanden med fælles uforsonlighed og uvidenhed. Som der står på bogomslaget: ”De to politiske fløjes stærke fokus på udlændinge har ikke alene ført til politisk polarisering og et splittet Danmark, men også bidraget til at forarme et politisk klima, som i forvejen lider under mangel på visioner”.

Böss rammer imidlertid en stor hvid pæl igennem den fejlagtige opfattelse, at identitets-, værdi- og indvandrerdebattens til tider perfide og ondskabsfulde tone alene foregår herhjemme. Rigtig er det, at man naturligvis kun i Danmark diskuterer ”danske værdier”, men det er ingenlunde tilfældet, at diskussionen om ”nationale værdier” ikke bevæger sig oppe på de høje nagler i den række af lande, som vi ofte sammenligner os med. Böss har i sin bog et ganske fremragende kapitel om nationale værdier i et internationalt perspektiv, hvor han på let og oversigtlig måde ser på, hvordan multikulturalismen har udfordret forestillingen om det natio­nale i bred forstand, dvs. forestillingen om fælles identitet og fælles værdier i lande som Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Canada og Australien.  

Böss afviser selv tanken om, at national identitet alene drejer sig om juridisk-politiske fællesskaber. I hans optik skal der noget mere kvalitativt end juridiske paragraffer og institutionelle spilleregler på banen for at kunne skabe en samlende national fællesskabsfølelse. Det er fint nok for Böss, at der er en gennemskuelig og juridisk funderet rettighedskultur, men det kan ikke stå alene. Der er noget mere end kold jura, der binder mennesker sammen i indlevelse, forståelse og solidaritet med hinanden. Der er lige præcis her, at Böss bringer sit republikanistiske demo­kratibegreb på banen. Et begreb der hverken leder til afskaffelse af monarkiet eller indførelse af konservativ republikansk politik a la det, som kendes fra USA. Et republikanistisk funderet demokrati ser det ideelle samfund som et fællesskab af samarbejdende og ligeværdige borgere, hvis frihed, liv, lykke og ejendom bliver garanteret af en stat, som de selv har skabt og styrer på grundlag af vedtagne love, og som gennem sine politiske og institutionelle rammer beskytter dem mod indre såvel som ydre kræfters vilkårlige magtudøvelse. Begreber som loyalitet, pligt­følelse, patriotisme, flid, frihed, frisind, lighed, selvmobilisering, solidaritet, social tillid og folkelig selvbevidsthed, er nogle af grundelementerne i et republikanistisk medborgerskab. Et demokratisk set up, der har mange lighedspunkter med Hal Kochs forestilling om, at dialogen og samtalen er selve substansen i en demokratisk livsform. Derfor kan man i Böss’ univers udmærket være republi­kanistisk uden at være republikaner. Heraf følger også, at der ikke er en principiel mod­sætning mellem bogens titel, og det forhold at Danmark både har et aktivt monarki og en tæt tilknytning til EU.

Den danske værdipolitik er uløseligt forbundet med indvandrerpolitikken. De sidste ti års parlamentariske situation har med stor tydelighed demonstreret dette. Böss mener ligefrem, at man svigter indvandrerne ved ikke at stille krav til dem. Ja, ret beset mener han, at vi har en moralsk forpligtelse til at assimilere dem i det danske samfund og den danske demokratiske tradition. De skal knyttes til nationen og dens historie, da det er en vigtig forudsætning for borgernes aktive engagement i de demokratiske processer og den sociale sammenhængskraft. Uden en national afgrænsning er det umuligt at forestille sig, at nogle medborgere vil foretage per­sonlige ofre af hensyn til samfundshelheden og det fælles vel: ”Heri ligger hovedargumentet for, at dannelse af medborgerskab nødvendigvis må have en dimension, som rækker ud over rent abstrakte demokratiske normer og principper og gør det til noget mere jordnært og praktisk funktionelt” (p 136). Derfor er det et ufravigeligt krav, at en rummelig, pluralistisk nation af medborgere skal hvile på fælles vær­dier, en fælles offentlig­hedskultur, og en bevidsthed om at være en del af en histo­risk territorialstat: ”Den nation har også indvandrerne brug for. Indvandrere og flygt­ninge er mennesker, der har givet slip på eller mistet deres oprindelige hjem­land og derfor har brug for både en ny stat og et nyt hjemland, hvor de kan forankre sig selv og deres familie. Det er derfor for sølle blot at tilbyde dem juridisk og økonomisk integration. Ja, det ville ligefrem være uetisk” (p. 137).

I bogens midterafsnit er der en række meget indsigtsfulde kapitler om stat og folkestyre. Disse kapitler i bogen burde være obligatorisk pligtlæsning for enhver, der kvalificeret ønsker at udtale sig om velfærdsstat, demokrati og magtudøvelse. Böss mener ikke overraskende, at vi med rette kan være stolte over, at den danske velfærdsstat er en af de mest udbyggede i verden, at vores demokratiske instituti­oner i al væsentlighed fungerer udmærket, og at vi heldigvis kender meget lidt til egentlig politisk magtmisbrug og magtfordrejning. Alligevel er der på en række af disse områder sneget en uhensigtsmæssig og uheldig udvikling ind, som kalder på både forbedringer og et udtalt behov for fornyelse og politiske reformer. Böss er rigtig god til at sætte fingeren på de virkelig ømme punkter i vores samfunds­udvikling. Her er han skarp som en ragekniv. Til gengæld kniber det gevaldigt, når det kommer til konkrete politikanbefalinger.  Her er han slatten som en klud.

På den ene side mener han, at der er behov for en reduktion af de offentlige udgifter for at give mere magt til borgerne. På den anden side ser han også en fare i en alt for svag offentlig sektor, der svækker det marked, som ikke kan undvære velfungerende og regulerende stater. Den politiske dimension af en velfungerende national velfærdsstat skal absolut heller ikke underkendes: ”Det er i kraft af deres fastholdelse af nationale prioriteringer og traditioner, at de fleste borgerlige regeringer i Europa ikke er blevet truet alvorligt af deres venstrefløjsopposition i forbindelse med den økonomiske krise. En anden grund er, at de ikke har lyttet til nyliberalisternes anbefalinger om at slippe markedet løs. I stedet har de trukket på den form for konservatisme, som har gjort Europa meget anderledes end USA, nemlig en konservatisme med en klar socialliberal dimension” (p. 152).

Den skandinaviske velfærdsmodel blev i al væsentlighed videreført under den tidsligere statsminister Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Han drejede bevidst partiet Venstre fra det politiske højre ind mod midten, klart inspireret af den engelske premiereminister Tony Blair, der i årene tidligere havde bevæget partiet New Labour fra det politiske venstre ind mod midten. Begge partier kom fra hver deres politiske ståsteder, og samlede sig ideologisk omkring en socialliberal værdipolitisk midte.

Et samfunds sociale sammenhængskraft hænger i høj grad sammen med tilliden mellem borgerne indbyrdes på den ene side og mellem staten og borgeren på den anden side. Böss henter i den forbindelse ammunition til sin analyse fra den såkaldte danske magtudredning, hvor: ”Danmark hidtil har været præget af værdier som samfundsansvar, retssikkerhed, uaf­hængig­hed, lighed osv. – værdier, som bl.a. er med til at forklare, hvorfor der ikke findes korruption i Danmark” (p. 178). Tillid mellem borgerne og statsapparatet er helt afgørende for om en gruppe eller organisation kan arbejde effektivt sammen. Det stiller krav til både borgeren og den enkelte embedsmand, for hvis borgerne levede mere eller mindre isoleret fra hinanden, vil de ikke kunne udvikle sociale dyder såsom indbyrdes solidaritet og loyalitet. Dette gælder også for folk, der lever isoleret i etniske og religiøse parallel­samfund.

Böss er på demokratiets vegne en smule bekymret over, at vi i højere og højere grad bevæger os hen mod, at alle væsentlige beslutninger i det offentlige rum bliver taget af den uddannelsesmæssige elite, da de har en tendens til fuldstændigt at overse de indre sociale skævheder, der i disse år med stigende styrke skabes. De har fx ikke blik for, at den globalisering, som de ønsker at fremme, kan have katastrofale følger for en fabriks­arbejder, der må se sin fabrik lukket. Det er heller ikke den uddannede elite, der bor i de samme boligkvarterer, som er over­repræsenteret af indvandrere. Rejser ikke-eliten en kritik af de herskende forhold, får de bare at vide: ”at de blot er nostalgikere og historiens tabere, der klamrer sig til fortiden og ikke er omstillings­parate” (p. 198).   

Böss er faktisk lidt skeptisk overfor den tanke, at internettet kan bidrage til den demokratiske fornyelse. Det kan måske virke mærkeligt, al den stund at dette medie kan være med til at sprede informationer lynhurtigt og til mange mennesker. Men med internettet er der forbundet en række demokrati-etiske problemstillinger. Ikke alle borgere anvender dette medie – især er de ældre medborgere endnu ikke på omdrejningshøjde med de unge og de veluddannede. Internettet har også det indbyggede problem, at nyheder – især falske – ukon­trolleret kan sprede sig med lynet hast. Det kan være med til at rejse en folkestemning på et fuldstændigt fejlagtigt grundlag, da det ikke altid er muligt at verificere den hændelse, der spredes på nettet. Den mere professionelle nyheds­for­midling bliver også underlagt et kolossalt nyhedspres, der gør, at infor­ma­tionerne ikke altid fagligt set er behandlet korrekt. En halv vind kan dermed lynhurtigt blive til en mediestorm. For borgernes vedkom­mende er der med inter­nettet derud­over en forstærket tendens til, at man kun søger de informationer, som man selv er inte­resseret i. Man taler i denne forbindelse om filtrering af informationerne. Dermed undgår man totalt at blive konfronteret med synspunkter, som man ikke deler. Denne udvikling styrker ekspertvælde og flertalstalsstyre. Dette er dybest set et stort problem for et demo­kratisk samfund, hvor beslutninger ideelt set skal tages på grundlag den folkelige samtale, og hvor det bedste argument principielt skal have forrang: ”Derfor har vi ikke brug for fokusgrupper og flere meningsmålinger, men for at skabe samtalerum i form af borgerforsamlinger, høringsfora og rådgivende råd, hvor vi som med­borgere kan indgå i dialoger og samtaler med hinanden om løsningen af praktiske problemer og opstilling af langsigtede mål, og hvor vi kan stille kritiske spørgsmål til de folkevalgte” (p. 228).  

Det er vigtigt for Böss at understrege, at et godt samfund skal bygge på tolerance, respekt og anerkendelse. Folk skal gensidigt anerkende hinandens værdighed, frihed og suverænitet. Han taler ligefrem om borgernes fredelige sameksistens. Men han mener også, at man ikke skal gå for langt i at sikre folk mod alle hånde religiøse og politiske krænkelser. Med tanke på Jyllandspostens Muhammed-tegninger advarer han stærkt imod, at lovgivningsmagten bevæger sig ind på at lave forbud mod ytringer, der sårer og gør ondt: ”I et pluralistisk samfund kan der derfor ikke sættes juridiske grænser for moralske krænkelser uden at indføre censur og afskaffe ytringsfriheden og dermed underminere demokratiet” (p. 233). Han går så langt som til at mene, at et forbud mod ”ubekvemme sandheder” er lige så ekstremistisk, som Dansk Folkepartis forslag om at forbyde modtagelse af visse arabiske tv-kanaler. Ingen af delene fremmer integrationen.

Böss slår et slag for det, som han kalder den positive nationalisme. Uden en nationalstat intet demokrati. For Böss er det nemlig vigtigt at fastholde, at der ikke består nogen modsætning mellem det at være dansker og at være europæer: ”Erfaringen viser nu, hvor vi nærmer os 40-årsjubilæet for Danmarks indtræden i EF, at den regeringsbeslutning, der blev konfirmeret med folkeafstemningen i 1972, har gjort den danske stat bedre i stand til at varetage nationale interesser i en hastigt forandret verden, end den ville have været i stand til, hvis vi var forblevet uden for EU” (p. 294).  Folk føler sig helt naturligt trygge ved det nære og det nationale, så den politiske kamp består derfor ikke i at være for eller imod nationalismen, men at tilkæmpe sig fortolkningsretten til at bestemme, hvori de danske værdier består: ”Menneskelig realisme indebærer en erkendelse af, at menneskelivet er indlejret i det nære og konkrete liv, og at bevidstheden om det lokale sted, og det lokale samfund derfor må danne forudsætning for et globalt engagement. Verden begynder ikke på den anden side af horisonten, men ligger materielt foran os i form af et konkret økosystem og mennesker, vi deler liv og samfund med” (p. 325).

Michael Böss er i sin bog vidt omkring, og det er kropumuligt at referere eller kommentere alle udsagn og analyser. Trods tvivl og lyst til modsigelse visse steder, er man i rigtig godt selskab med ”Republikken Danmark”. Der er absolut ikke tale om en let læst bog, men den er alligevel let at læse, hvilket skyldes, at forfatteren har gjort sig store og vellykkede anstrengelser for at forklare selv komplicerede samfundsmæssige og demokratiske forhold på en måde, så lægfolk kan følge argumentationen fra start til slut. Det er en debatbog som fortjener at blive læst – og diskuteret - af folk og fæ.