BogFeature
Folkelige bevægelser i Danmark

- Selvmyndiggørelse og samfundsengagement 

Af Poul Ulrich Jensen

En novemberdag i 1856 mødtes en gruppe religiøst vakte borgere fra Hindsholm på Kerteminde Skole. Med gårdejer og folketingsmand Kristen Larsen fra Dalby som initiativtager stiftede forsamlingen ”Selskabet for den danske Almueskole”, der skulle fremme oprettelsen af friskoler som et alternativ til det offentlige skolevæsen. Kristen Larsen byggede sine ideer på det grundtvigske verdensbillede og virkede også for etableringen af Kerteminde-Dalby Valgmenighed. Han var således en central skikkelse i en af de mange folkelige bevægelser, der satte et markant præg på den danske samfundsudvikling.

Men hvad er en folkelig bevægelse? ”Den omfatter personer, der for at fremme en bestemt sag, frivilligt indgår i et fællesskab med henblik på at forandre en given samfundstilstand og fastholde resultaterne af sådanne forandringer. Dens funktion er ikke primært at indgå i et partipolitisk arbejde, men at forene personer med fælles interesser i et forsøg på at styrke den enkeltes selvmyndiggørelse og dermed give samfundsudviklingen et særligt præg.” Ud fra denne rummelige definition har redaktørerne Harry Haue og Michael Tolstrup i antologien Folkelige bevægelser i Danmark samlet 12 bidrag, fortrinsvis skrevet af unge historikere fra Aarhus Universitet. Det er således forskning af nyeste dato, der så at sige genbeskriver de folkelige bevægelser. For interessen lever i bedste velgående, selv om det efterhånden er 60 år siden, denne centrale del af den danske kulturarv kom i historikernes søgelys.

Lisbeth Aagaard Lykke redegør i et klart og informativt indledende kapitel for hovedlinierne i forskningen, der tog sin egentlige begyndelse med Roar Skovmands værk fra 1951: ”De folkelige bevægelser i Danmark”. Indtil 1970’erne var det især de enkelte bevægelsers egne folk, der beskrev de historiske forløb, medens den senere forskning har været mere nuanceret med inddragelse af nye emner, teorier og metoder. Det var ikke bare faggrænser men også landegrænser, der blev overskredet, efterhånden som komparative studier af de øvrige nordiske lande bidrog til beskrivelsen af især de religiøse folkelige bevægelser. Tværfagligheden og det overnationale fokus fortsatte i 1990’erne, men nye tendenser er kommet til i de seneste års forskning. Det overordnede nationale billede er afløst af de folkelige bevægelsers lokale manifestationer, og de teoretiske overvejelser bygger på solide empiriske undersøgelser.  

Det er da også den tilgangsvinkel, der præger antologiens bidrag, og som det bemærkes i forordet, er der desuden tale om en deskriptiv fremstilling, hvor det er op til læseren selv at forbinde fortællingerne om fortidens folkelige fællesskaber med nutidens udfordringer. Og der er masser af stof til eftertanke, for de 12 artikler kommer langt omkring i by og på land - fra de tidlige vækkelsers kamp for den evige salighed til bønder og arbejdsmænds bestræbelser på et bedre jordisk liv gennem andelsbevægelsen, fagforeningerne, afholdsforeningerne og sygekassen. Også mulighederne for livslang uddannelse og fysiske aktiviteter blev præget af de folkelige bevægelser gennem fritidsundervisning og sports- og gymnastikforeninger.

Jesper Bækgaard og Mikkel Strandbygaard Bencke beskriver de tidlige vækkelser i Rårup og Kerteminde i de første årtier af 1800-tallet. Vækkelsen i Rårup hører til de mere bemærkelsesværdige, fordi den ikke skyldtes udefra kommende påvirkninger fra en missionær eller præst men opstod blandt de lokale lægfolk med gårdejer Peder Laursen som den centrale skikkelse. Hans bevarede brevbog og salmedigtning giver et enestående indblik i de vaktes opfattelse af sig selv og den omgivende verden. Heller ikke Kertemindevækkelsen havde nogen fast organisering – opbyggelsesmøderne var det centrale, men også her aner man en lokal lederskikkelse, Christen Madsen, som myndighederne stillede til ansvar for Kertemindebevægelsens lovovertrædelser. Internt i bevægelsen blev han til gengæld opfattet som noget af en martyr – ”et middel til det kristelige livs vækkelse i en død og vantro tid”, som der kom til at stå på hans mindesten.   

En folkelig bevægelses lederskikkelse kan også være en tilrejsende person, der træder i karakter i mødet med lokalsamfundet, som Michael Tolstrup beskriver det i en artikel om digterpræsten Jens Christian Hostrups udvikling til nøglefigur i den grundtvigianske bevægelse. Det var et ophold fra 1856 til 1863 i den nyanlagte by Silkeborg, der forvandlede tvivl til tro og gjorde J.C. Hostrup til overbevist grundtvigianer. Han havde hermed valgt side i den polarisering, de religiøse vækkelser gennemgik i 1850’erne, hvor grundtvigianerne stod over for Indre Missions strengere bibelfortolkning og forsagelse af verdslige glæder. I det nordlige Jylland, som fx Thy, havde Indre Mission ofte etableret sig som den dominerende kirkeretning, men det betød ikke, at bevægelsen var immun over for ydre og indre modstand. Mathias Hede Madsen fokuserer i sin artikel om karismaens magt og begrænsning i Indre Mission på præsten N.P. Madsen, der mente, at også de troende skulle omvendes. Inspireret af den amerikanske vækkelsesbevægelse Revival and Holiness var han tæt på at splitte Indre Mission i to dele, ikke bare lokalt men på landsplan, men efter et par år gik bevægelsen i sig selv. N.P. Madsen var, trods sit fejlslagne forsøg, en typisk repræsentant for de karismatiske personer, der ofte er de folkelige bevægelsers brændstof.

Indre Mission blev ikke kun udfordret på de indre linier o. år 1900. Ungdomsarbejdet stod ved en korsvej, hvor de nydannede foreninger KFUM og K skulle hverve medlemmer i skarp konkurrence med andre organisationer. Martin Graversgaard og Lene Barner Nielsen har undersøgt, hvordan denne udvikling forløb i henholdsvis Gudum KFUM og Randers KFUK fra 1892 til 1968. Med hensyn til indførelse af nye aktiviteter var KFUM i det landlige Gudum, ledet af ældre mænd, næsten 30 år efter Randers KFUK, der ifølge sine vedtægter var en forening af unge ledet af unge. Her havde man desuden en ekstra trumf i ærmet – tilbuddet om lejraktiviteter, hvor bibeltimer og bøn blev suppleret med naturoplevelser. Artiklen viser, hvordan en bevægelses udvikling nødvendigvis må tilpasse sig den lokale virkeligheds præmisser.

Heller ikke andelsmejeribevægelsen var så homogen, som man kunne forvente, selv om det oftest var gårdmandseliten, der var initiativtagere, ud fra forventningen om en økonomisk gevinst. Marie Søe Halkjær og Lisbeth Aagaard Lykke har i deres artikel om andelsmejerierne fundet markante lokale forskelle i driften. I Brede Sogn, der i den undersøgte periode 1886-1920 lå i det tyske Nordslesvig, spillede konflikter mellem de tyske autoriteter og mejeriets dansksindede ledelse en ikke ubetydelig rolle, medens det i andelsmejeriet Godthaab i Nordjylland var Indre Missions moralsæt, der prægede den daglige drift.    

Der er desuden gode artikler om kampen for Skanderborg Andels-Svineslagteri, arbejderbevægelsen i Thisted, afholdssagen – med Aarhus Afholdsforening af 1880 som udgangspunkt, Sygekassen Aarhus, idrætsbevægelserne ikke-sportslige aktiviteter med Viby Idrætsforening og Arbejdernes Idrætsklub Aarhus som eksempler – et tema, der uddybes i antologiens sidste kapitel om gymnastikkens og sportens sammenvævning med det nationale i årene mellem 1. og 2. verdenskrig. N.F.S. Grundtvig, der satte sit markante præg på den kulturelle og religiøse udvikling både i byerne og på landet, spillede en stor rolle for mange af de folkelige bevægelser, og Kim Arne Pedersen runder bogen af med et appendiks om folkelighed og folkelige bevægelser i grundtvigsk optik.

Antologien præsenterer således læseren for et rigt panorama af folkelige bevægelser, som de er opstået og har udviklet sig på lokalt plan. Den mikrohistoriske tilgang synliggør omkostninger og gevinster for de enkelte mennesker på en måde, som mere generelle historiske fremstillinger ikke giver mulighed for. Det er godt, at en så væsentlig del af samfundsudviklingen stadig kan genfortælles og give inspiration til yderligere forskning, for folkelige bevægelser er jo ikke gået af mode eller blevet overflødige i dagens Danmark – snarere tværtimod.