BogFeature
Fanget på Østfronten

– Tvunget i tysk uniform

Af Thomas Petersen

Det er en stout vestslesviger, der fortæller på denne bogs sider. Jeg kan ikke vide, hvordan forfatterens samarbejde med Ole Sønnichsen har udmøntet sig i praksis. Blot kan jeg konstatere, at den 90-årige sønderjydes ro og sindighed, parret med lune og underfundighed, springer frem fra bogsiderne. Omhandlende en 19-årig dansksindet knøs, der i februar 1941 tvinges i tysk uniform, og som med ungdommeligt vovemod og stort held redder sig nogenlunde helskindet gennem verdenskrigens rædsler på østfronten. Ved sin indkaldelse til den tyske værnemagt var unge Jens Albert landbrugsmedhjælper. Han var den femte af seks brødre, der deltog i krigen. To af dem overlevede ikke.

Forfatteren opfatter sine fem års krigsdeltagelse som en skæbne og et livsvilkår, han ikke kunne undslå sig. Han kunne uden besvær være emigreret til Danmark, hvor hele moderens familie boede. Men han tog sin skæbne og sin værnepligt på sig. Og blev i Sydslesvig. Af flere grunde. Som for eksempel hensynet til familien, og fordi forældrene altid havde understreget overfor børnene, at man skulle gøre sin pligt.

Jens Berg er født 1921 i landsbyen Agtrup (tysk: Achtrup) ti kilometer syd for den dansk-tyske grænse. I øvrigt samme sted som havemanden Søren Ryge Petersen blev født en god menneskealder senere. Forældrene havde ved tilfældets hjælp mødt hinanden i 1908 som tjenestefolk på en gård nord for Tønder. De blev gift to år senere og flyttede til Agtrup. Til små og nøjsomme kår og skiftende arbejde. Faderen var en omvandrende og ægte prøjser fra et sted langt øst for Berlin. Hans helt var – ikke kejser Wilhelm af det forenede Tyskland, men derimod kong Wilhelm af delstaten Prøjsen, hvis billede faderen havde hængende. Men han var i øvrigt ikke særlig nationalt bevidst. Moderen var en dansksindet gårdmandsdatter fra landsbyen Rurup sydvest for Toftlund. Ved Genforeningen i 1920 kom Agtrup til at ligge i Tyskland, og her blev Jens Albert som nævnt født året efter. Moderen blev aktivt medlem af det danske mindretal, mens faderen ikke gik op i sin nationalitet.

Hjemmet blev præget af moderens stille danskhed. Med påvirkning fra begge sider af grænsen brød Jens sig ikke om at skulle vælge mellem dansk og tysk – mellem sin mor og far. ”Og denne tilgang har altid givet mig en kritisk og afbalanceret tilgang til mange spørgsmål – også de politiske”. Han gennemlevede sin blandede dansk-tyske skoletid fra sidst i 1920´erne uden at tage endegyldig stilling til nogen af siderne. Men ”den nye tid”, som Berg stilfærdigt kalder det følgende årtis vanvid og totale nazificering af det tyske samfund, gjorde ham entydigt til en dansksindet, der som så mange andre i grænselandet bare ville have fred. Medlem af Hitlerjugend blev Jens dog. Kortvarigt og af snusfornuftige grunde. Som 15-årig ville han så gerne have kørekort til motorcykel, og det krævede medlemskab af den nazistiske ungdomsorganisation. Kort efter erhvervelsen af kortet meldte han sig ud – ”jeg følte ikke, jeg passede ind”.

Lad det være sagt med det samme. Er man som læser til meget blod, vældige slagscener og store heltegerninger, så skal man undgå denne bog. Men vil man vide noget om, hvad der foregik r inde i hovedet på en stor dreng eller på en meget ung mand, når han sendes ud i krigens myrderier og bliver konfronteret med fjenden - eller vil man vide noget om forholdet mellem en skræmt lokalbefolkning ude i de tusinder af små russiske landsbyer og en besættelsesmagt, der til dels levede af landet, ja, så er bogen her. Vor forfatter har tilsyneladende været forskånet for de rædsler og ugerninger, og for de afbrændte landsbyer og indebrændte eller nakkeskudte russere, som SS-særkommandoerne i hobetal efterlod i baglandet. Værnemagten havde vitterlig en anden og mindre vilkårlig krigsførelse end SS – men var forskellen så klar og entydig, som bogen lader ane? Krigspropagandaen om undermennesker og de racemæssigt mindreværdige russere taget i betragtning?

Uvilkårligt kommer man som læser til at tænke på en anden dansksindet sydslesviger, der også ved skæbnens hjælp blev hvirvlet ind i verdenskrigens malstrøm. Samme stilfærdige tone og underfundige lune som i nærværende bog finder man i den lidt ældre og senere mangeårige forstander på Jaruplunds Højskole Niels Bøgh Andersens (1908-91) bøger ”Feltdegn fra Harreslev” (1975) og ”Krigsdagbog” fra1981. Såvel Berg som Bøgh Andersen er i stand til som følge af deres manglende nationale og ideologiske engagement i krigen fortælle uhildet og nøgternt om, hvad de så og oplevede.

”Som almindelig soldat blev jeg ved med at høre til de mindste brikker i det store spil”. Sådan beskriver Berg sine fem krigsår. Han blev indkaldt i februar 1941. Og efter rekruttjeneste i Flensborg blev han sendt til det besatte Danmark, til ”flødeskumsfronten” – først til Odense og derpå til Strib ved Middelfart. En herlig sommer, mindes han, hvor anonyme badebukser og hans sønderjyske sprog skjulte for lokalbefolkningen, at han i virkeligheden var tysk soldat. Men det ændrede sig brat i august – flødeskumsfronten blev erstattet med den ukendte russiske virkelighed.

Tre gange blev Berg sendt østpå. Første gang som sagt i sommeren 1941 for at deltage i slaget om Moskva. Her fik han sin ilddåb, men blev såret og sendt på lazaret i Tyskland. Han havde fået et ”Heimatschuss” – et hjemstavnsskud, der ikke var livstruende, men som sikrede soldaten orlov i hjemmet. I sommeren 1942 blev han atter sendt af sted - denne gang for at deltage i kampene om Stalingrad. Kort før det skæbnesvangre og blodige slag, der pulveriserede den 6. Armé, som Berg i øvrigt også tilhørte, kørte han som ordonnans galt med sin motorcykel, slog hovedet alvorligt, lå bevidstløs i fire døgn og endte igen på lazaret. Men held i uheld. Ulykken reddede ham måske fra som så mange andre at forsvinde sporløst i Stalingrads ragnarok

I sommeren 1943 blev han brugt som vagt i en lejr for russiske krigsfanger i nærheden af Berlin. Tredje og sidste gang, Berg blev sendt til Rusland, var i vinteren 1944, hvor han var med i tyskernes tilbagetog gennem Ukraine – for til sidst at blive taget til fange af russerne. Vi lader ham selv fortælle: ”Ene mand blev jeg en tidlig aprilmåned overrasket af en deling russiske soldater. Jeg prøvede at flygte. Men det var håbløst. --- Jeg vendte mig om, løftede mine hænder og gik hen mod russerne. En officer kom mig i møde, hilste mig med et håndtryk og et ”godmorgen, kammerat” på tysk. Det var en oplevelse, der gjorde godt”. Han blev ført til fangelejren Usman langt mod øst -  i rummet mellem Moskva og Voronesj.

Krigsfangerne blev behandlet nogenlunde, men maden var knap og arbejdet hårdt. Mange bukkede under på grund af sult og sygdom. I sommeren 1945 var Berg selv skyld i, at han blev mistænkt for flugtforsøg. Medfangerne var kommet tilbage til lejren uden ham. Den unge mand havde tabt tid og sted ved at plukke pragtfulde vilde skovjordbær i den gavmilde russiske natur. Flugtforsøg var en alvorlig forseelse, og Berg blev udsat for en særdeles ublid behandling. Som følge af sine sår endte han atter på lazaret, men pludselig smilede lykken til ham. I oktober blev lazarettet tømt og patienterne sendt hjem.

Efter godt halvandet års ophold i fangelejren kunne den nu 24-årige unge mand vende hjem til sit hjem i Agtrup. Men hjemkomsten var ikke kun idyl. En ny tilværelse skulle skabes. En tilværelse med traumer fra fronten og fangenskab. Selv om han nød friheden, oplevede han i mange år i sine drømme den knugende fornemmelse af at være tæt på at blive taget til fange.

Lad mig slutte med et citat fra bogen, der på udmærket vis illustrerer den ”neutrale” Bergs oplevelse af den tyske værnemagts forhold til den russiske lokalbefolkning:

”Selvfølgelig var russerne primitive og gammeldags, hvis man tog de briller på. Deres bolig og levevis var meget anderledes end det, vi var vant til hjemmefra. Men jeg gjorde hurtigt den erfaring, at de var både venlige, hjælpsomme og normalt til at stole på. Selvfølgelig var de russere og elskede deres land, og selvfølgelig var vi ikke deres venner, når vi havde til opgave at kæmpe mod deres fædre, mænd og sønner. --- Naturligvis var der tale om et ulige forhold, fordi vi jo ikke spurgte om lov til at bruge deres huse, men bare tog det for givet, at vi kunne overnatte, når vi havde brug for det og spise med af deres mad, når vi var sultne”. I det lys var der naturligvis tale om tvang. --- En gang var jeg med til at stjæle en ged, --- men det er ikke noget, jeg er særlig stolt af at fortælle om --- den smagte i hvert fald ikke særlig godt, og vi opførte os ganske tankeløst overfor familien”.

Der er tale om et solidt stykke mentalitetshistorie, der smukt føjer sig ind i rækken af en i øvrigt overvældende og mangefacetteret krigslitteratur. Bestående af både hardcore faghistoriske værker og en imponerende erindringslitteratur. I netop erindringslitteraturen er Bergs bog enestående og værdifuld ved ikke blot at være endnu et partsindlæg i the never ending story om 2. Verdenskrig.

Efter hjemkomsten i november 1945 bosatte Jens Berg sig i Danmark, fik dansk statsborgerskab og en uddannelse som agronom fra Landbohøjskolen. Han bor i dag i Løgumkloster med sin kone Anna og er lige fyldt 90.