BogFeature
Ressourcer og Kulturkontakter

- Arkæologi rundt om Skagerrak og Kattegat

Af. Arkæolog cand.mag. Benny Staal

Bogen, der ser ud til at blive den første i en række udgivelser fra Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre Gilleleje Museum, består af et forord og 12 artikler af varierende indhold og længde, og med relevant litteraturliste til hver. Den er tillige en symposieberetning for det andet symposium – af planlagte tre stykker - om kontakter mellem Skagerrak- og Kattegatlandene. Bogen er på i alt 168 sider.

Den første artikel om den grubekeramiske kontakt, er den eneste ”stenalderartikel” i bogen. Det kan undre, idet stenalderen stadigvæk er, og i et godt stykke tid fremover vil være den længste kulturperiode i menneskets virke på vore breddegrader. Der er, eller burde have været mulighed, for at trække andre stenalderforskere ind til at holde foredrag om mesolitiske forbindelser over Kattegat, for sådanne har der også været. Manglen på stenalderartikler fik anmelder til at rekvirere indholdsfortegnelsen fra det første symposium, afholdt i Mölndal ved Göteborg, idet man i forordet kan læse, at ”stenalderen dominerede foredragene” der. Det kan kort konkluderes, at dette kun er delvist korrekt, for mesolitikum synes også i Mölndal at være stærkt underrepræsenteret foredragsmæssigt. Stor undren. For de mesolitiske kontakter er naturligvis også de første, der har fundet sted mellem mennesker over Kattegat og Skagerrak. Men der kan jo rådes bod på dette ved det tredje symposium, som er planlagt til at foregå i Norge.

En anden anke skal nævnes med det samme. Symposiet blev afholdt i 2006, og så kan det undre en, at bogen først udkommer i 2011. Selvfølgelig kendes svaret… venten på de sidste artikler og det evige økonomiske aspekt. Måske skulle arrangører af symposier, colloquia og seminarer for fremtiden sørge for at økonomien til udgivelser er i orden, inden afholdelser finder sted. Det må kunne lade sig gøre.

Den aktuelle artikelsamling præsenterer mange aspekter om samhandel og overlevelse langs kysterne rundt Kattegat. I min anmeldelse her, vil jeg lægge vægt på de store linjer, idet man som forsker og interesseret læser naturligvis selv rekvirerer bogen til nærmere studier.

Rune Iversens artikel handler om den grubekeramiske kultur. Her er ikke meget nyt, men artiklen er alligevel opløftende og tankevækkende, da her fremkommer tanker om kultiske aspekter ved at fremhæve samtidige kendte agrar-elementer som for eksempel megalitterne og Sarupanlæg som social konsolidering overfor en radikalisering i form af erhvervsskifte til jagt og fiskeri. Det kan være lige sandsynligt, som blot en anden måde at ernære sig på for visse gruppers vedkommende. Anmelder opfatter den neolitiske tidsperiode som en tid, hvor ”specialisering” er nøgleordet – og det gælder i alle samfundets områder eller lag – kort skal nævnes megalitbyggeriet, øksefremstilling, dyrkning af marker, og i forlængelse heraf, efterhånden også fiskeriet. Erhverv ændrer folk og redskabstyper, og dermed levevis. Men samhandel (byttehandel) mellem grubekeramikerne og agrarerne bliver så forklaringen på fund i fremmed kontekst. Runes artikel er velskrevet og informativ.

I Einar Østmos artikel gennemgås hele oldtidens samkvem (via båd fremstilling) over vand på syv sider. Sådanne korte opsummeringer kan være gode, men som oftest ganske overfladiske, som det præcist er tilfældet her. Hertil skal nævnes, at kortmaterialet, der rettelig burde underbygge teksten, i stedet for forvirrer læseren. Eksempel: På kortet side 21 er der flere signaturer (”Fig. 1. Funn av saker fra dansk Enkeltgravskultur i Norge. Etter Hinsch 1956:32,fig 18” ). Her ses cirkler, fyldte og tomme eller halvt fyldte samt krydser og trekanter. Men hvad betyder de? Fund fra dansk enkeltgravskultur er lidt for bredt formuleret, når man ikke kan se hvilke, der er tale om. Forskelligheden burde være forklaret her. Hertil kommer den store diskussion om klokkebægerkulturen i virkeligheden er repræsenteret som ”kultur” i Norden? Østmo antager kritikløst, at den er det, hvilket anmelder absolut ikke mener, er endegyldigt bevist – endnu da. Endelig bør enhver arkæolog med respekt for sig selv være overordentlig på vagt hver gang ”Polynesia” nævnes i en fagtekst omhandlende europæisk forhistorie. For uanset på hvilket på niveau en sammenligning nævnes i denne sammenhæng, så skal det understreges, at der IKKE var nogen forbindelse mellem vort område og jordens sydlige halvkugle. Men der er mange eksempler på, at mennesket ”opfinder” samme genstandstyper og teknikker på forskellige steder af kloden – både samtidigt og på forskellige tidspunkter. Det er sandsynligvis i den boldgade, man skal forstå Østmos udsagn omhandlende metaløkser brugt i Polynesien, men det virker noget løsrevet og søgt. Det er dog positivt, at der fokuseres på hvilket materiale redskaber var lavet af for at bygge havgående skibe, men selv her synes det noget overvurderet, idet man naturligvis allerede i mesolitisk tid formåede at krydse havene også – i al fald Skagerrak, Kattegat og Østersøen, hvis størrelser ikke var uoverskuelige. Det viser fundene.    

Søren Skriver Tillisch’s artikel falder noget udenfor symposiets emne i snæver forstand, for romerne beskrev ikke nøjagtigt nok vore breddegrader, hvilket også fremgår af teksten. Men ikke desto mindre er artiklen en af de mest interessante og informative samt bedst underbyggede artikler i artikelsamlingen. Anmelder læste denne den med stor glæde, og der er ikke draget forhastede slutninger på noget tidspunkt. Tværtimod har Tillisch formået at inddrage forskellige vinkler på problematikken via skriftlige kilder vs. arkæologisk vidnesbyrd. Der er tillige lagt op til en fortsat diskussion af problemerne vedr. samhandel mellem Norden og det romerske imperium. I Tillisch’s artikel side 35 i første afsnit i afsnittet ”Sinus Codanus og det arkæologiske materiale”, hvor de vist er sneget sig et ”f. Kr.” ind i stedet for ”e” Kr.”, og det kan betyde stor forskel tidsmæssigt. Men det er også den eneste indvending til dette fine arbejde.

Guldbådene fra Nors skal omdateres. Det er i alle fald anmelders opfattelse, efter læsning af Morten Ravns artikel. Det lyder rimeligt ifølge den sammenstilling og sammenligning, der er fremlagt. Artiklen er kort og præcis og alle aspekter af problematikken synes medtaget på god forskningsmæssig måde. Fremlæggelsen af fundet giver stof til eftertanke, for hvor ofte mon der er draget forhastede slutninger og dateringer i det arkæologiske kildemateriale ellers – hvis det da er tilfældet?

Anne Pedersens artikel om vikingetidens kontakter er spændende læsning. Pedersen fremhæver udvalgte og gode eksempler fra såvel vore sparsomme skriftlige kilde (sagaer) som det arkæologiske kildemateriale, her især råstoffer og smykker, men også ”skik og brug” ved gravriter, er indicier, der viser både forskelle og ligheder mellem de nordiske områder indbyrdes. Lidt selvmodsigende er dog, at Pedersen på den ene side fortæller om kopiering af smykker (side 58 anden spalte) og på den anden side at visse ”fund giver et vist fingerpeg om håndværkerens geografiske rækkevidde”, og fortsætter med eksemplet at ”Urnesfibler af såkaldt Clausholmtype tyder på, at håndværkeren arbejdede inden for et landområde på omkring 60- 80 km i radius (fig.4)” (side 60 anden spalte) Nuvel, det kan da godt være, at ingen i vikingetiden kopierede netop den type af fibel … At artiklen er velskrevet er næsten overflødigt at komme ind på – for det er den.

Artiklen ”Gamla Köpstad och Köpstaden i Halland – lokalisering av två vikingtida handelsplatser på rutten Kaupang-Hedeby” af Anna-Lena Gerdin og Henrik Zedig, omhandler et par interessante lokaliteter. Foruden præsentation af pladserne (havn og handel), inddrages hypoteser om, hvordan handel (byttehandel) kan være foregået i vikingetiden. Sekundære betragtninger som hvor dybtgående skibene var, spiller her en rolle for pladsernes placering i landskabet og var tillige bestemmende for, hvor lang tid en plads var aktiv; når der skete forandringer i skibenes teknologi, kunne det betyde en handelsplads ophør og flytning. Sådanne betragtninger er vigtige for forståelsen af fortidens ageren inden for et lokalområde. Som Anne Pedersen omtalte i sin artikel, er også enkeltvarer som for eksempel hvæssesten trukket frem som eksempel i Gerdins og Zedigs artikel. Artiklen indeholder et nærstudie af halvøen Onsala. Undersøgelsen er veldokumenteret og mange aspekter inddrages til belysning af datidens bosættelser i området. Afslutningsvis omtales stednavne på Onsala og de forsøges sat ind i relevante sammenhænge.

Pål Nymoen holdt foredrag om hvæssesten og eksporten fra Norge af disse i jernalderen. Det er en god og oplysende artikel, der for mange arkæologer må blive et must at være orienteret om, idet bryner, som er et blandt flere nordiske betegnelser for hvæssesten, er en vigtig kilde til erkendelse af samhandelen i jernalder og vikingetid hhv. middelalderen. Nymoen omtaler også et skibsfund, ”Bøleskibet”, der er et af efterhånden mange skibsfund fra den tidlige middelalder, her dokumenteret som fragtskib – af netop hvæssesten. Afslutningsvis omtales hvæssestens betydning i forhold til sociale relationer og kontakter via alliancer, som værende et vigtigt incitament mellem herskere, der udvekslede handelsvarer. Der er selvfølgelig flere varegrupper, der kunne trækkes frem, men hvæssesten synes at være særdeles velegnede, idet deres oprindelsessted kan udpeges meget nøjagtigt.

Artiklen om ”Rejsehastighed over Kattegat og Skagerrak i vikingetiden” af Anton Englert, er nok den artikel, som anmelder studsede mest over. Dels er den visse steder meget teknisk betonet (måske mest for ”fagfolk” på området), dels forekommer det anmelder noget usikkert at udtale sig om (dermed ikke sagt, at det ikke skal forsøges!), idet vejrlig forhold spiller en så stor betydning i både negativ (lang rejsetid) som i positiv (kort rejsetid) retning. Fartanalyserne omhandlende Ottars- og Havhingstens rejser i hhv. 2003 og 5 og 2006 og 7 sammenholdt med facts om kvasefart mellem Svendborg og Oslo forekommer på en og samme tid søgte og interessante. For der vil sandsynligvis kunne dannes andre analyseresultater ved yderligere forsøg, alt afhængig af… ja, vind og vejr.  Det, som anmelder synes mangler lidt i artiklen, er betragtninger om hvad man transporterede og om det var nødvendigt at transportere disse varer hurtigt frem til bestemmelsesstedet. For eksempel er det vanskeligt at forestille sig, at det har den store betydning om hvæssesten kommer frem på 3-4 dage eller et par uger, hvorimod dette forhold spiller ind ved transport af let fordærvelige varer, eksempelvis fisk og kød. Det er naturligvis svært at drage konklusioner på dette område, men alligevel hører arten af last med i et helhedsbillede.

Viktor Svedberg holdt foredrag om ”Hallands Väderö – en bas för ett medeltida säsonfiske i Södra Kattegat”. Artiklen er kort, og der er nærmest tale om en præsentation af lokaliteter i tid og rum (dog mest 13-1400 årene), som i forskningsmæssig sammenhænge først skal undergå en nærmere gennemgang, inden sikre resultater kan præsenteres. Det er nu også meget godt at blive gjort opmærksom på dette. En bemærkning falder i øjnene på side 120 anden spalte, hvor Svedberg informerer om, at ”Vid en genomgång av flera arkeologiska fyndmaterial från olika stadsundersökningar i Halmstad så har vi kunnat konstatera att olika redskap med anknytning till fiske är vanligt förekommande i de älsta lagren från 1300-talet och 1400-talet” Man får den mistanke, at det er kommet bag på forskerne, at fiskeriet også har haft stor betydning på den tid på netop den kyst eller kyststrækning. Mon ikke nærmere det er manglen på fund og erkendelse af erhvervet, der har manglet evidens på? At fiskeriet har haft stor betydning langs hele kysten – til alle tider – må være udgangspunktet for enhver forskning på området. Det ville have været mere interessant om man var kommet frem til et resultat der eliminerer alle påstande om fiskeri i et kyst- eller kystnært område. Her må fisketraditioner og -metoder være udgangspunktet i forskningsmæssig sammenhæng. Svedberg råder lidt bod på dette i sit afslutningsafsnit om ”Forskningsperspektiv”, men det virker en smule patetisk at skulle henvise til parallelmateriale i for eksempel nuværende Danmark (ja, det har absolut ingen betydning, at de nævnte områder tidligere var ”en del af Danmark” – det er stadigvæk helt samme kultur og kulturkreds vi bevæger os i!), mon ikke det bare er om at komme i gang med undersøgelser på den svenske vestkyst – resultaterne skal nok dukke op der også. Kortstudierne, som nævnes til allersidst synes at være et rigtigt godt udgangspunkt at begynde med.

””Med ryggen mod fjeldet” – dendrokronologisk grundkurve for sydnorsk egetræ” af Claudia Baittinger, Niels Bonde og Frans-Arne Stylegar indeholder interessante og nye oplysninger i forskningsmæssig sammenhæng (altså lige bortset fra de 5 års forsinkelse af selve bogudgivelsen…). Men ikke desto mindre vigtige forskningsresultater, der fremlægges her. Den meget præcise datering ved hjælp af årringe bliver for arkæologer mere og mere vigtig til fastsættelse af begivenheder, især hvad angår den sene del af jernalderen, hvor de noget usikre skriftlige kilder kan be- eller afkræftes. I artiklen var det ny viden for anmelder, der selv delvist er vokset op i Sydnorge blandt nåletræer, at egetræer faktisk har været en decideret eksportvare fra dette område. Artiklen er velskrevet og veldokumenteret, og det er altid dejligt at få de præcise informationer serveret på en ordentlig måde.

Bo Ejstrud og Mette Busch holdt foredrag om ”Middelalderens kystlandskab – en GIS model af bebyggelserne”.  Det er den eneste i artikelsamlingen, hvor slåfejl ødelægger læsefornøjelsen: der er for mange af dem ( side 134 spalte et ’vser’ og ’fides’, spalte to nederst ’abejder’ og side 135 spalte 1 ’alternatver’. Her kunne en ekstra korrekturlæsning have reddet noget, da en artikel indledt med fejl naturligt flytter fokus til disse fejl. Men indholdsmæssigt er det et godt stykke håndværk, her er forskellige variabler oplistet og gennemgået og hele artiklen er illustreret med godt kortmateriale og tabeller.  Der er tale om et godt eksempel på, hvad vi kan bruge GIS til, når landskaber skal analyseres og forhåbentligt forstås. Nu er bebyggelsesarkæologi ikke noget nyt fænomen, men det er grangiveligt blevet noget nemmere at håndtere facts og dermed også opnå bedre og mere præcise resultater.

Bogens sidste artikel er ”Fra sæson- til helårsfisker på Sjællands nordkyst” af Liv Appel og Søren Frandsen.  Artiklen virker til tider meget ulogisk; blot indledningen, hvor der står: ”Selv om fiskeriet lige siden oldtiden har spillet en rolle i erhvervskulturen langs de danske kyster, var det først relativt sent at den historiske videnskab og siden etnologien begyndte at interessere sig for emnet”.  Heri ligger en ukorrekthed, idet fiskeriet gennem hele forskningshistorien har nydt stor bevågenhed og er blevet erkendt som værende af stor betydning af arkæologer – ikke blot de mesolitiske fangerkulturers ruser og fiskegærder, men også neolitiske fiskegærder (og som i denne bog omtalt hele den grubekeramiske kultur), i de senere perioder delvist påvist ved for eksempel fiskeknogler fremdraget fra gruber og heldige fund af fiskekroge fra jernalderen. I den nyere arkæologiske litteratur er der også eksempler på det modsatte, blot kan nævnes ”Nørre Hedegård” af Mads Runge, anmeldt af undertegnede her på historie online. På Nørre Hedegård er der påvist fiskeri, og knoglematerialet herfra er analyseret af Inge Bødker Enghoff. Specielt oldtidens fiskeri burde være oplagt forskningsemne i netop Gilleleje og omegn, tæt ved Kattegat og Øresund.  Men ok – artiklens omdrejningspunkt er middelalderens sildefiskeri og fiskeriet i de senere historiske perioder og omlægningen fra sæson- til helårsfiskeriet… og i det lys har forfatterne dog ret. Om Nakkehoved kunne man godt have ulejliget sig og skrevet hvilken periode, der er tale om (øverst side 150), da det er et nyt afsnit her – og man ikke burde gå tilbage til foregående indledningsafsnit. Men værre er sproget lidt længere nede, hvor der står om manglende fund af fiskekroge der kan indikere krogfiskeri efter torsk…! Hvad skulle sådanne ellers indikere? Lidt senere bliver det oplyst, at man i 1985 ikke ”foretog systematisk vandsoldning af kulturlagene eller gemte knoglemateriale.” Det gør man heller ikke ret mange steder i dag – altså vandsolder kulturlagene, og her vil jeg gerne benytte anledningen til en lille opfordring til kollegaer landet over til ændret praksis. For vandsoldning af kulturlag, jord fra gruber og stolpehuller ER vejen frem til ny viden om fortids samfund – oldtid eller historiske perioder er underordnet her. At det ikke sker, skyldes til dels en forkert opfattelse af de faktiske forhold fra den mere officielle side af faget, dels ren dovenskab. For resultater af soldning viser sig gang på gang at indeholde overraskelser i form af knoglefund og mindre genstande. I 1985 kendtes vandsoldningsmetoden så udmærket, så den ”undskyldning” burde ikke fremføres her. Hvis man ikke gemte knoglematerialet i 1985 var det en fejl og forhåbentligt følger man ikke den metode ikke længere. Artiklen beskriver herefter på fornem vis en udvikling fra sæson- til helårsfiskeri, både den rent fysiske tilstedeværelse af fiskerlejerne som de mere overordnede skattemæssige sider. Der fremlægges en del lokaliteter, som Gilleleje Museum har undersøgt arkæologisk, efterfulgt af fiskerlejernes placering i landskabet i 1500-tallet. Til sidst omtales ulovligt fiskeri og importvarer tilhørende fiskere, som efter sigende var fattige og derfor ikke burde have erhvervet sig sådant.

Som helhed giver bogen ”Ressourcer og Kulturkontakter” et godt indblik i kystkulturen omkring Skagerrak og Kattegat. Meget er bekræftet og mere er helt ny viden, som man fremover er nødt til at tage i betragtning i forskningen – ikke blot vedrørende kystforskningen i snæver forstand, men elementer har naturligt betydning for analyser og forståelse af hele samfundet på et givet tidspunkt. Her yder bogen et væsentligt bidrag, som forskere af kystkulturer vil have gavn af, uanset hvilke kyster man forsker i. Det er med andre ord et godt komparativt materiale.