|
-
Arkæologi rundt om Skagerrak og Kattegat
Af. Arkæolog cand.mag. Benny Staal
Bogen, der ser ud til at
blive den første i en række udgivelser fra Holbo
Herreds Kulturhistoriske Centre Gilleleje Museum, består
af et forord og 12 artikler af varierende indhold og længde,
og med relevant litteraturliste til hver. Den er tillige
en symposieberetning for det andet symposium – af
planlagte tre stykker - om kontakter mellem Skagerrak-
og Kattegatlandene. Bogen er på i alt 168 sider.
Den første artikel om den
grubekeramiske kontakt, er den eneste
”stenalderartikel” i bogen. Det kan undre, idet
stenalderen stadigvæk er, og i et godt stykke tid
fremover vil være den længste kulturperiode i
menneskets virke på vore breddegrader. Der er, eller
burde have været mulighed, for at trække andre
stenalderforskere ind til at holde foredrag om
mesolitiske forbindelser over Kattegat, for sådanne har
der også været. Manglen på stenalderartikler fik
anmelder til at rekvirere indholdsfortegnelsen fra det første
symposium, afholdt i Mölndal ved Göteborg, idet man i
forordet kan læse, at ”stenalderen dominerede
foredragene” der. Det kan kort konkluderes, at dette
kun er delvist korrekt, for mesolitikum synes også i Mölndal
at være stærkt underrepræsenteret foredragsmæssigt.
Stor undren. For de mesolitiske kontakter er naturligvis
også de første, der har fundet sted mellem mennesker
over Kattegat og Skagerrak. Men der kan jo rådes bod på
dette ved det tredje symposium, som er planlagt til at
foregå i Norge.
En anden anke skal nævnes
med det samme. Symposiet blev afholdt i 2006, og så kan
det undre en, at bogen først udkommer i 2011. Selvfølgelig
kendes svaret… venten på de sidste artikler og det
evige økonomiske aspekt. Måske skulle arrangører af
symposier, colloquia og seminarer for fremtiden sørge
for at økonomien til udgivelser er i orden, inden
afholdelser finder sted. Det må kunne lade sig gøre.
Den aktuelle
artikelsamling præsenterer mange aspekter om samhandel
og overlevelse langs kysterne rundt Kattegat. I min
anmeldelse her, vil jeg lægge vægt på de store
linjer, idet man som forsker og interesseret læser
naturligvis selv rekvirerer bogen til nærmere studier.
Rune Iversens artikel
handler om den grubekeramiske kultur. Her er ikke meget
nyt, men artiklen er alligevel opløftende og tankevækkende,
da her fremkommer tanker om kultiske aspekter ved at
fremhæve samtidige kendte agrar-elementer som for
eksempel megalitterne og Sarupanlæg som social
konsolidering overfor en radikalisering i form af
erhvervsskifte til jagt og fiskeri. Det kan være lige
sandsynligt, som blot en anden måde at ernære sig på
for visse gruppers vedkommende. Anmelder opfatter den
neolitiske tidsperiode som en tid, hvor
”specialisering” er nøgleordet – og det gælder i
alle samfundets områder eller lag – kort skal nævnes
megalitbyggeriet, øksefremstilling, dyrkning af marker,
og i forlængelse heraf, efterhånden også fiskeriet.
Erhverv ændrer folk og redskabstyper, og dermed
levevis. Men samhandel (byttehandel) mellem
grubekeramikerne og agrarerne bliver så forklaringen på
fund i fremmed kontekst. Runes artikel er velskrevet og
informativ.
I Einar Østmos artikel
gennemgås hele oldtidens samkvem (via båd
fremstilling) over vand på syv sider. Sådanne korte
opsummeringer kan være gode, men som oftest ganske
overfladiske, som det præcist er tilfældet her. Hertil
skal nævnes, at kortmaterialet, der rettelig burde
underbygge teksten, i stedet for forvirrer læseren.
Eksempel: På kortet side 21 er der flere signaturer
(”Fig. 1. Funn av saker fra dansk Enkeltgravskultur i
Norge. Etter Hinsch 1956:32,fig
18”
). Her ses cirkler, fyldte og tomme eller halvt fyldte
samt krydser og trekanter. Men hvad betyder de? Fund fra
dansk enkeltgravskultur er lidt for bredt formuleret, når
man ikke kan se hvilke, der er tale om. Forskelligheden
burde være forklaret her. Hertil kommer den store
diskussion om klokkebægerkulturen i virkeligheden er
repræsenteret som ”kultur” i Norden? Østmo antager
kritikløst, at den er det, hvilket anmelder absolut
ikke mener, er endegyldigt bevist – endnu da. Endelig
bør enhver arkæolog med respekt for sig selv være
overordentlig på vagt hver gang ”Polynesia” nævnes
i en fagtekst omhandlende europæisk forhistorie. For
uanset på hvilket på niveau en sammenligning nævnes i
denne sammenhæng, så skal det understreges, at der
IKKE var nogen forbindelse mellem vort område og
jordens sydlige halvkugle. Men der er mange eksempler på,
at mennesket ”opfinder” samme genstandstyper og
teknikker på forskellige steder af kloden – både
samtidigt og på forskellige tidspunkter. Det er
sandsynligvis i den boldgade, man skal forstå Østmos
udsagn omhandlende metaløkser brugt i Polynesien, men
det virker noget løsrevet og søgt. Det er dog
positivt, at der fokuseres på hvilket materiale
redskaber var lavet af for at bygge havgående skibe,
men selv her synes det noget overvurderet, idet man
naturligvis allerede i mesolitisk tid formåede at
krydse havene også – i al fald Skagerrak, Kattegat og
Østersøen, hvis størrelser ikke var uoverskuelige.
Det viser fundene.
Søren Skriver
Tillisch’s artikel falder noget udenfor symposiets
emne i snæver forstand, for romerne beskrev ikke nøjagtigt
nok vore breddegrader, hvilket også fremgår af
teksten. Men ikke desto mindre er artiklen en af de mest
interessante og informative samt bedst underbyggede
artikler i artikelsamlingen. Anmelder læste denne den
med stor glæde, og der er ikke draget forhastede
slutninger på noget tidspunkt. Tværtimod har Tillisch
formået at inddrage forskellige vinkler på
problematikken via skriftlige kilder vs. arkæologisk
vidnesbyrd. Der er tillige lagt op til en fortsat
diskussion af problemerne vedr. samhandel mellem Norden
og det romerske imperium. I Tillisch’s artikel side 35
i første afsnit i afsnittet ”Sinus Codanus og det arkæologiske
materiale”, hvor de vist er sneget sig et ”f. Kr.”
ind i stedet for ”e” Kr.”, og det kan betyde stor
forskel tidsmæssigt. Men det er også den eneste
indvending til dette fine arbejde.
Guldbådene fra Nors skal
omdateres. Det er i alle fald anmelders opfattelse,
efter læsning af Morten Ravns artikel. Det lyder
rimeligt ifølge den sammenstilling og sammenligning,
der er fremlagt. Artiklen er kort og præcis og alle
aspekter af problematikken synes medtaget på god
forskningsmæssig måde. Fremlæggelsen af fundet giver
stof til eftertanke, for hvor ofte mon der er draget
forhastede slutninger og dateringer i det arkæologiske
kildemateriale ellers – hvis det da er tilfældet?
Anne Pedersens artikel om
vikingetidens kontakter er spændende læsning. Pedersen
fremhæver udvalgte og gode eksempler fra såvel vore
sparsomme skriftlige kilde (sagaer) som det arkæologiske
kildemateriale, her især råstoffer og smykker, men også
”skik og brug” ved gravriter, er indicier, der viser
både forskelle og ligheder mellem de nordiske områder
indbyrdes. Lidt selvmodsigende er dog, at Pedersen på
den ene side fortæller om kopiering af smykker (side 58
anden spalte) og på den anden side at visse ”fund
giver et vist fingerpeg om håndværkerens geografiske rækkevidde”,
og fortsætter med eksemplet at ”Urnesfibler af såkaldt
Clausholmtype tyder på, at håndværkeren arbejdede
inden for et landområde på omkring 60-
80 km
i radius (fig.4)” (side 60 anden spalte) Nuvel, det
kan da godt være, at ingen i vikingetiden kopierede
netop den type af fibel … At artiklen er velskrevet er
næsten overflødigt at komme ind på – for det er
den.
Artiklen ”Gamla Köpstad
och Köpstaden i Halland – lokalisering av två
vikingtida handelsplatser på rutten Kaupang-Hedeby”
af Anna-Lena Gerdin og Henrik Zedig, omhandler et par
interessante lokaliteter. Foruden præsentation af
pladserne (havn og handel), inddrages hypoteser om,
hvordan handel (byttehandel) kan være foregået i
vikingetiden. Sekundære betragtninger som hvor dybtgående
skibene var, spiller her en rolle for pladsernes
placering i landskabet og var tillige bestemmende for,
hvor lang tid en plads var aktiv; når der skete
forandringer i skibenes teknologi, kunne det betyde en
handelsplads ophør og flytning. Sådanne betragtninger
er vigtige for forståelsen af fortidens ageren inden
for et lokalområde. Som Anne Pedersen omtalte i sin
artikel, er også enkeltvarer som for eksempel hvæssesten
trukket frem som eksempel i Gerdins og Zedigs artikel.
Artiklen indeholder et nærstudie af halvøen Onsala.
Undersøgelsen er veldokumenteret og mange aspekter
inddrages til belysning af datidens bosættelser i området.
Afslutningsvis omtales stednavne på Onsala og de forsøges
sat ind i relevante sammenhænge.
Pål Nymoen holdt foredrag
om hvæssesten og eksporten fra Norge af disse i
jernalderen. Det er en god og oplysende artikel, der for
mange arkæologer må blive et must at være orienteret
om, idet bryner, som er et blandt flere nordiske
betegnelser for hvæssesten, er en vigtig kilde til
erkendelse af samhandelen i jernalder og vikingetid hhv.
middelalderen. Nymoen omtaler også et skibsfund, ”Bøleskibet”,
der er et af efterhånden mange skibsfund fra den
tidlige middelalder, her dokumenteret som fragtskib –
af netop hvæssesten. Afslutningsvis omtales hvæssestens
betydning i forhold til sociale relationer og kontakter
via alliancer, som værende et vigtigt incitament mellem
herskere, der udvekslede handelsvarer. Der er selvfølgelig
flere varegrupper, der kunne trækkes frem, men hvæssesten
synes at være særdeles velegnede, idet deres
oprindelsessted kan udpeges meget nøjagtigt.
Artiklen om
”Rejsehastighed over Kattegat og Skagerrak i
vikingetiden” af Anton Englert, er nok den artikel,
som anmelder studsede mest over. Dels er den visse
steder meget teknisk betonet (måske mest for
”fagfolk” på området), dels forekommer det
anmelder noget usikkert at udtale sig om (dermed ikke
sagt, at det ikke skal forsøges!), idet vejrlig forhold
spiller en så stor betydning i både negativ (lang
rejsetid) som i positiv (kort rejsetid) retning.
Fartanalyserne omhandlende Ottars- og Havhingstens
rejser i hhv. 2003 og 5 og 2006 og 7 sammenholdt med
facts om kvasefart mellem Svendborg og Oslo forekommer på
en og samme tid søgte og interessante. For der vil
sandsynligvis kunne dannes andre analyseresultater ved
yderligere forsøg, alt afhængig af… ja, vind og
vejr. Det,
som anmelder synes mangler lidt i artiklen, er
betragtninger om hvad man transporterede og om det var nødvendigt at transportere
disse varer hurtigt frem til bestemmelsesstedet. For
eksempel er det vanskeligt at forestille sig, at det har
den store betydning om hvæssesten kommer frem på 3-4
dage eller et par uger, hvorimod dette forhold spiller
ind ved transport af let fordærvelige varer,
eksempelvis fisk og kød. Det er naturligvis svært at
drage konklusioner på dette område, men alligevel hører
arten af last med i et helhedsbillede.
Viktor Svedberg holdt
foredrag om ”Hallands Väderö – en bas för ett
medeltida säsonfiske i Södra Kattegat”. Artiklen er
kort, og der er nærmest tale om en præsentation af
lokaliteter i tid og rum (dog mest 13-1400 årene), som
i forskningsmæssig sammenhænge først skal undergå en
nærmere gennemgang, inden sikre resultater kan præsenteres.
Det er nu også meget godt at blive gjort opmærksom på
dette. En bemærkning falder i øjnene på side 120
anden spalte, hvor Svedberg informerer om, at ”Vid en
genomgång av flera arkeologiska fyndmaterial från
olika stadsundersökningar i Halmstad så har vi kunnat
konstatera att olika redskap med anknytning till fiske
är vanligt förekommande i de älsta lagren från
1300-talet och 1400-talet” Man får den mistanke, at
det er kommet bag på forskerne, at fiskeriet også har
haft stor betydning på den tid på netop den kyst eller
kyststrækning. Mon ikke nærmere det er manglen på
fund og erkendelse af erhvervet, der har manglet evidens
på? At fiskeriet har haft stor betydning langs hele
kysten – til alle tider – må være udgangspunktet
for enhver forskning på området. Det ville have været
mere interessant om man var kommet frem til et resultat
der eliminerer alle påstande om fiskeri i et kyst-
eller kystnært område. Her må fisketraditioner og
-metoder være udgangspunktet i forskningsmæssig
sammenhæng. Svedberg råder lidt bod på dette i sit
afslutningsafsnit om ”Forskningsperspektiv”, men det
virker en smule patetisk at skulle henvise til
parallelmateriale i for eksempel nuværende Danmark (ja,
det har absolut ingen betydning, at de nævnte områder
tidligere var ”en del af Danmark” – det er stadigvæk
helt samme kultur og kulturkreds vi bevæger os i!), mon
ikke det bare er om at komme i gang med undersøgelser på
den svenske vestkyst – resultaterne skal nok dukke op
der også. Kortstudierne, som nævnes til allersidst
synes at være et rigtigt godt udgangspunkt at begynde
med.
””Med ryggen mod
fjeldet” – dendrokronologisk grundkurve for sydnorsk
egetræ” af Claudia Baittinger, Niels Bonde og
Frans-Arne Stylegar indeholder interessante og nye
oplysninger i forskningsmæssig sammenhæng (altså lige
bortset fra de 5 års forsinkelse af selve
bogudgivelsen…). Men ikke desto mindre vigtige
forskningsresultater, der fremlægges her. Den meget præcise
datering ved hjælp af årringe bliver for arkæologer
mere og mere vigtig til fastsættelse af begivenheder,
især hvad angår den sene del af jernalderen, hvor de
noget usikre skriftlige kilder kan be- eller afkræftes.
I artiklen var det ny viden for anmelder, der selv
delvist er vokset op i Sydnorge blandt nåletræer, at
egetræer faktisk har været en decideret eksportvare
fra dette område. Artiklen er velskrevet og
veldokumenteret, og det er altid dejligt at få de præcise
informationer serveret på en ordentlig måde.
Bo Ejstrud og Mette Busch
holdt foredrag om ”Middelalderens kystlandskab – en
GIS model af bebyggelserne”.
Det er den eneste i artikelsamlingen, hvor slåfejl
ødelægger læsefornøjelsen: der er for mange af dem (
side 134 spalte et ’vser’ og ’fides’, spalte to
nederst ’abejder’ og side 135 spalte 1
’alternatver’. Her kunne en ekstra korrekturlæsning
have reddet noget, da en artikel indledt med fejl
naturligt flytter fokus til disse fejl. Men indholdsmæssigt
er det et godt stykke håndværk, her er forskellige
variabler oplistet og gennemgået og hele artiklen er
illustreret med godt kortmateriale og tabeller. Der
er tale om et godt eksempel på, hvad vi kan bruge GIS
til, når landskaber skal analyseres og forhåbentligt
forstås. Nu er bebyggelsesarkæologi ikke noget nyt fænomen,
men det er grangiveligt blevet noget nemmere at håndtere
facts og dermed også opnå bedre og mere præcise
resultater.
Bogens sidste artikel er
”Fra sæson- til helårsfisker på Sjællands
nordkyst” af Liv Appel og Søren Frandsen.
Artiklen virker til tider meget ulogisk; blot
indledningen, hvor der står: ”Selv om fiskeriet lige
siden oldtiden har spillet en rolle i erhvervskulturen
langs de danske kyster, var det først relativt sent at
den historiske videnskab og siden etnologien begyndte at
interessere sig for emnet”.
Heri ligger en ukorrekthed, idet fiskeriet gennem
hele forskningshistorien har nydt stor bevågenhed og er
blevet erkendt som værende af stor betydning af arkæologer
– ikke blot de mesolitiske fangerkulturers ruser og
fiskegærder, men også neolitiske fiskegærder (og som
i denne bog omtalt hele den grubekeramiske kultur), i de
senere perioder delvist påvist ved for eksempel
fiskeknogler fremdraget fra gruber og heldige fund af
fiskekroge fra jernalderen. I den nyere arkæologiske
litteratur er der også eksempler på det modsatte, blot
kan nævnes ”Nørre Hedegård” af Mads Runge,
anmeldt af undertegnede her på historie online. På Nørre
Hedegård er der påvist fiskeri, og knoglematerialet
herfra er analyseret af Inge Bødker Enghoff. Specielt
oldtidens fiskeri burde være oplagt forskningsemne i
netop Gilleleje og omegn, tæt ved Kattegat og Øresund.
Men ok –
artiklens omdrejningspunkt er middelalderens
sildefiskeri og fiskeriet i de senere historiske
perioder og omlægningen fra sæson- til helårsfiskeriet…
og i det lys har forfatterne dog ret. Om Nakkehoved
kunne man godt have ulejliget sig og skrevet hvilken
periode, der er tale om (øverst side 150), da det er et
nyt afsnit her – og man ikke burde gå tilbage til
foregående indledningsafsnit. Men værre er sproget
lidt længere nede, hvor der står om manglende fund af
fiskekroge der kan indikere krogfiskeri efter torsk…!
Hvad skulle sådanne ellers indikere? Lidt senere bliver
det oplyst, at man i 1985 ikke ”foretog systematisk
vandsoldning af kulturlagene eller gemte
knoglemateriale.” Det gør man heller ikke ret mange
steder i dag – altså vandsolder kulturlagene, og her
vil jeg gerne benytte anledningen til en lille
opfordring til kollegaer landet over til ændret
praksis. For vandsoldning af kulturlag, jord fra gruber
og stolpehuller ER vejen frem til ny viden om fortids
samfund – oldtid eller historiske perioder er
underordnet her. At det ikke sker, skyldes til dels en
forkert opfattelse af de faktiske forhold fra den mere
officielle side af faget, dels ren dovenskab. For
resultater af soldning viser sig gang på gang at
indeholde overraskelser i form af knoglefund og mindre
genstande. I 1985 kendtes vandsoldningsmetoden så udmærket,
så den ”undskyldning” burde ikke fremføres her.
Hvis man ikke gemte knoglematerialet i 1985 var det en
fejl og forhåbentligt følger man ikke den metode ikke
længere. Artiklen beskriver herefter på fornem vis en
udvikling fra sæson- til helårsfiskeri, både den rent
fysiske tilstedeværelse af fiskerlejerne som de mere
overordnede skattemæssige sider. Der fremlægges en del
lokaliteter, som Gilleleje Museum har undersøgt arkæologisk,
efterfulgt af fiskerlejernes placering i landskabet i
1500-tallet. Til sidst omtales ulovligt fiskeri og
importvarer tilhørende fiskere, som efter sigende var
fattige og derfor ikke burde have erhvervet sig sådant.
Som helhed giver bogen
”Ressourcer og Kulturkontakter” et godt indblik i
kystkulturen omkring Skagerrak og Kattegat. Meget er
bekræftet og mere er helt ny viden, som man fremover er
nødt til at tage i betragtning i forskningen – ikke
blot vedrørende kystforskningen i snæver forstand, men
elementer har naturligt betydning for analyser og forståelse
af hele samfundet på et givet tidspunkt. Her yder bogen
et væsentligt bidrag, som forskere af kystkulturer vil
have gavn af, uanset hvilke kyster man forsker i. Det er
med andre ord et godt komparativt materiale.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Liv
Appel og Kjartan Langsted (red.):
Ressourcer
og Kulturkontakter - Arkæologi rundt om Skagerrak
og Kattegat
Kulturhistoriske
skrifter fra Nordsjælland 1
Udg. af Holbo
Herreds Kulturhistoriske Centre
180 kr. + porto
Bestilling: museum@hhkc.dk
Holbo
Herreds Kulturhistoriske Centre >
|
|
|
|
|
|