|
- Danske erhvervsledere
1870-2010
Af Brian Wiborg
”Trangen til vækst.
Danske erhvervsledere 1870-2010” er et festskrift til
professor Per Boje i anledningen af dennes 65 års fødselsdag.
Bidragsyderne er de fremmeste af danske
erhvervshistorikere, og det afføder jo visse
forventninger om bogens kvalitet på forhånd.
Lad det være sagt med det
samme: Forventningerne bliver indfriet til fulde. Det er
en glimrende bog med en perlerække af vellykkede fortællinger.
Så drop sommerkrimien og put denne bog i kufferten i
stedet.
Bogens titel indkapsler
meget fint, hvad det hele handler om: Trang til vækst.
I samtlige beretninger fornemmer man lige præcis trangen,
det fix erhvervsledere drives frem af. En anden fællesnævner,
som gør enhver historie god, er disse mænds vej fra
beskedne forhold til først storhed og så til sidst
fald. Og dertil kommer, at det ikke er fiktion. Vi har
at gøre med den skinbarlige virkelighed, dog fortolket
af historikere, men alligevel.
20 danske erhvervsledere
portrætteres i bogen. Alle mænd, ingen kvinder.
Forfatterne har selv valgt deres ofre. En af de mest
interessante er Anders Nielsen. Han var andelsbevægelsens
førstemand gennem flere årtier før og efter 1900 og
tilskrives en stor del af andelsbevægelsens succes. Som
gårdmand blev han i en alder af 26 i 1885 formand for
den lokale landboforening i Skanderborg. Herfra blev han
dog væltet fire år senere pga. hans egenrådige stil,
men det satte ikke en stopper for karrieren. Anders
Nielsen viste sig som en entreprenør udi
organisationsudvikling, og fra 1898 og ca. to årtier
frem drev han andelsbevægelsen i Danmark frem som dens
samlende punkt. Han tog initiativ til Andelsudvalget,
etablerede Andelsbladet, Danske Mejeriers smørmærkefoening,
Landbrugsrådet m.fl., og på den måde skabtes via hans
hånd et netværk af andelsorganisationer, som bar bevægelsen
frem og var med til at gøre dansk landbrug til en
eksportsucces. På toppen redigerede han Andelsbladet og
var formand for Andelsforeningen. Han var bevægelsens
ukronede konge. Men hans udemokratiske stil gav ham også
mange modstandere i bevægelsen, og dette, sammen med
hans finansielle tiltag, Andelsbanken, blev årsagen til
hans fald fra tinderne i 1920’erne. Da Andelsbanken
krakkede i 1925, blev presset på Anders Nielsen for
stort, og han måtte gå og blev gået fra både banken
og de organisationer, han havde sat i søen gennem årene
og stået i spidsen for. Denne bratte slutning skal dog
ikke skygge for hans bedrifter, som kom dansk landbrug
til gode gennem to årtier, og som berettiger til en
plads i denne bog om danske erhvervsledere.
Historien om Anders
Nielsen er på mange måder parallel med de øvrige
beretninger i bogen om danske erhvervsledere. Emil Glückstadt
var landets bankmand nummer et i spidsen for
Landmandsbanken, som tordnede frem under de gode tider i
1910’erne. Men storbanken måtte reddes af staten i
1922, og både personen Glückstadt og det banksystem,
han havde tegnet i en årrække faldt med et brag.
Thomas Madsen-Mygdal havde som Anders Nielsen sin base i
landbrugets organisationer, men drev det også til en
politisk karriere som liberal venstremand, og på toppen
var han statsminister fra 1926 til 1929. Men også han døde
som en slagen mand, da hans liberale projekt led
skibbrud under Staunings knap så liberale tilgang til
tingene. Direktør for Aarhus Oliefabrik, Frederik
Lausen, opbyggede virksomheden fra 1892 med den ambition
at sikre kontrol med alle led i forsyningskæden. Han
gik ind i transportsektoren, købte plantager eksotiske
steder og nedsatte handelskontorer rundt i verden.
Frederik Lausen blev en verdensmand. Men konjunkturene
vendte i begyndelsen af 1920’erne, og oliefabrikken
kom under hårdt pres. Internt i virksomhedens ledelse
blev der uro, og Lausen måtte gå i 1926, men forblev
dog i bestyrelsen. Ikke så mange år senere besluttede
en ung Tage Vanggaard at tage skridtet til at blive
selvstændig kjolefabrikant. Han gik meget bevidst efter
den del af markedet, som bestod af kvinder uden alt for
mange midler til at købe tøj for. Vanggaard
producerede dygtigt og billigt uden at tænke alt for
meget på modetendenser. Det gav kraftig vækst i
virksomheden indtil slutningen af 1960’erne. Kvinderne
blev da mere købedygtige og ville ikke længere nøjes
med Vanggaards damekjoler. Og da han ikke formåede at
omstille virksomheden til den nye virkelighed og
samtidig var belastet af en vrangvillighed til at
gennemføre en mere tidssvarende ledelelsesstil, så
endte det hele med en lukning af fabrikken kort efter
hans død i 1986.
På den måde tegner bogen
en række spændende portrætter af lederne og deres
virksomheder, og selvom de få sider hver forfatter har
til rådighed ikke yder deres objekter fuld retfærdighed,
så skaber den fortættede historie en fortællestil,
som fastholder spændingen og lysten til at læse videre
i en grad, som normalt tilskrives genrer indenfor
fiktion.
Bogens
eneste svage punkt er dens afsluttende kapitler, hvor
flere nuværende danske erhvervsledere kommer til orde i
egne beretninger eller ved interview. Det er en lidt
pudsig afslutning, når man lige har læst en række
historikeres dom over fortidens kæmper. På den måde
bliver de sidste kapitler påklistrede, og gør bogen
uhomogen. Men i det store billede er det en lille ting.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Per H. Hansen og
Kurt Jacobsen (red.):
Trangen til vækst -
Danske erhvervsledere 1870-2010
Udg. af Syddansk
Universitetsforlag
351 sider, 298 kr.
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|