BogFeature
2. verdenskrigs myter og legender

Af David Høyer

Det efterhånden fortærskede udtryk at ”sandheden er krigens første offer”, kommer i den grad til sin ret i James Haywards 2. Verdenskrigs Myter og Legender.

I april 1940 kunne man eksempelvis læse i det britiske Daily Mirror, at tyske flyverbesætninger brugte en stor del af deres løn på ansigtscreme, samt at:

To af de nedskudte piloter havde onduleret hår, rouge på kinderne, malede læber samt lakerede finger- og tånegle. I medicinens verden har man et navn for mænd af denne type. De klassificeres som moralsk afvigende, en gruppe med besynderlige tendenser blandt andet anfald af emotionel voldsudøvelse, noget der passer fint sammen med Luftwaffes hensynsløse taktik. 

Der er vel næppe nogen, der i dag kan tro, at selv den mest usandsynlige historie har et gran af sandhed, når ovenstående artikel fra Daily Mail forklarer det tyske luftvåbens effektivitet med brugen af ”seksuelle afvigere”. Historien om de feminine Luftwaffe piloter er en af mange myter, som James Hayward bringer for dagen. Nogle myter er mere fantastiske end andre. Det gælder eksempelvis historien om, at Göring lod sig landsætte i Londons ruiner for personligt at inspicere blitzens ødelæggelser. Andre myter er derimod mere kødfulde i forhold til sandheden. Det gælder eksempelvis myten om, at italienske soldater var elendige soldater. Men forklaringen her skal nok nærmere findes i deres dårlige træning, deres elendige udstyr, den dårlige ledelse, frem for at de ikke besad mod og kampvilje.

2. Verdenskrigs Myter og Legender er opdelt i 12 kapitler, der for hovedpartens vedkommende beskæftiger sig med myter omkring centrale begivenheder og personer. Ikke bare myter om blitzen, tilbagetrækningen fra Dunkirk, og hemmelige invasionsforsvar, der kunne antænde havet omkring Storbritannien, kommer i fokus, historier om Hitlers seksualitet og hans ene testikel, Rudolf Hess formodede dobbeltgænger, og Glen Millers død bringes også frem i lyset.

Der opstår mange usandheder, rygter, konspirationsteorier og myter som følge af voldsomme skelsættende begivenheder, der ryster beskuerne. Ser man på 11. september har vi allerede nu, få år efter angrebet, set utallige vilde historier og teorier om angrebet på World Trade Center. Nogle vil måske kunne huske, at man allerede få dage efter, at Osama Bin Laden var blevet udpeget som hovedarkitekt for angrebet, kunne høre meldingen om, at han var blevet set i en telefonboks i Jylland et sted.

I 2. Verdenskrigs Myter og Legender introduceres vi til to centrale mytetyper. Der er den spontane myte, som opstår når mennesker sættes under pres, og fantasien får frit spillerum. Dernæst er der den fabrikerede myte, der er sat i omløb med eksempelvis et propagandamæssigt formål. Historien om de seksuelt afvigende Luftwaffe piloter har næppe haft sin oprindelse i den britiske regering, men at den har tjent et formål i en tid, hvor de allierede ikke kunne stille meget op i kampen mod den effektive krigsmaskine, er der vist ingen tvivl om. Dæmonisering af fjenden har altid været en effektiv måde at indgyde kampvilje på og mest af alt gøre fredselskende mennesker i stand til at dræbe. Den britiske premierminister Winston Churchills sekretær kunne i sin dagbog berette, hvorledes Churchill netop erkendte, at de mange rygter om forestående tyske invasioner, hemmelige tyske faldskærmsspioner, femte kolonne virksomhed og bestialske tyske piloter, der florerede i Storbritannien under krigen, alle tjente et centralt formål og derfor ikke blev dementeret: ”at give os den bedste angrebshær vi nogensinde har haft, og den sikrer os, at alle mænd og kvinder holder sig i allerhøjeste alarmberedskab”.

Der er mange eksempler på fabrikerede myter i ”2. Verdenskrigs Myter og Legender”. En af de mere interessante fabrikerede myter er fortællingen om, hvorledes at mordet på næsten 200 britiske krigsfanger i juni 1940 i virkeligheden blot var hævn for det britiske Durham Light Infanteris nedslagtning af tyske soldater få dage forinden ved Arras. Ser man efter på etablerede sider på Internettet, så vil man jævnligt støde på forsøg på bortforklaringer af Waffen SS forbrydelser. Det tyske SS var en organisation, der både varetog vagttjeneste i koncentrationslejrene, opererede bag fronten i særlige dødspatruljer; de såkaldte Einsatzgruppen, samt mobiliserede adskillige kampenheder i den væbnede gren af SS - Waffen SS. SS blev ved Nürnberg dømt som en ulovlig organisation, og SS som helhed har i høj grad været betragtet som en forbryderisk organisation. De senere år er der dog vokset nærmest en kult op omkring særligt Waffen SS, der tilskrives store sejre, og hvis soldater beskrives som supersoldater. Den samme interesse, der til tider nærmer sig en tilbedelse, kan også spores i den opmærksomhed, som Frikorps Danmark har fået herhjemme de senere år, til trods for flere gode værker der netop afmonterer myten om SS. I et forsøg på at rehabilitere Waffen SS og organisationens kamphistorie har der også været lanceret en art kampagne for at underspille, bortforklare og forsvare Waffen SS mindre glorværdige handlinger.

Waffen SS enhederne Leibstandarte Adolf Hitler og Totenkopfs massakre på britiske soldater ved Le Paradis er ingen undtagelse. Men Richard Hayward formår effektivt at afmontere myten om en gengældelse for en massakre ved Arras ved at påvise, at historien om massakren på tyske soldater ved Arras bygger på vage andenhåndshistorier, som ikke har andet udgangspunkt end en sensationssøgende forfatter, som desværre efterfølgende har forlagt oplysningerne om, hvem der havde fremsat anklagen om en britisk massakre på tyske soldater ved Arras!

2. Verdenskrigs Myter og Legender er på mange måder en spændende fortælling om de mange mærkelige og utrolige historier, der opstår under en konflikt. Desværre har bogen dog også en lang række svage sider. Richard Hayward formår aldrig at trække de mange myter og legender ind i et større forklaringsperspektiv og bortset fra en lidt vag indledning, så savner man et eller andet forsøg på at forklare de dynamikker, der skaber disse myter, og hvordan myterne efterfølgende udvikler sig. De enkelte kapitler fremstår derfor ofte som værende en lang række cases, der blot efterlader læseren med det indtryk, at der godt nok er mange myter om 2. verdenskrig.

Desværre begrænser Hayward, ifølge ham selv, sin undersøgelse til kun at beskæftige sig med myter, der opstod under krigen. Dette er uden tvivl begrundet i, at Hayward gerne vil undgå at stikke sin hånd i hele Holocaust spørgsmålet, som de fleste godt ved bestemt ikke er en myte. Det ville da også være et større værk i sig selv, at skulle tilbagevise de mange påstande om, at Holocaust er en myte. Man kan derfor ikke fortænke Hayward i ikke at ville tage Holocaustspørgsmålet under behandling. Han formår dog ikke at holde denne skarpe adskillelse, i og med at han diskuterer myten om Massakren ved Arras, hvor han netop påviser, at den ikke opstod under 2. verdenskrig, men derimod mange år efter.

Det ville endvidere have været en lille smule mere interessant, hvis Hayward turde gå i kødet på de lidt tungere myter såsom historien om, at Stalin planlagde et angreb på Tyskland, der desværre blev forpurret af det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941. Denne vedholdende myte er netop en af hovedpunkterne i den såkaldte apologistiske litteratur, der ligesom i sagen om Massakren ved Arras forsøger at hvidvaske det tyske regime, og i dette tilfælde påstå at Operation Barbarossa blot var et præventivt angreb, og russerne i øvrigt planlagde det samme. Ligeledes kunne han også have fulgt op på Richard J. Evans berettigede og sønderlemmende kritik af David Irving og ikke mindst de opskruede forfalskede tabstal efter angrebet på Dresden 1945, som Irving har fremlagt.  Det er endvidere også ærgerligt, at Hayward i sin indledning giver James Bacques statistik et par anerkendende ord med på vejen. James Bacque udgav i 1989 bogen Other Losses, hvori han hævdede, at de vestallierede på Eisenhowers ordre bevidst lod hen ved en million tyske krigsfanger dø af sult og kulde i krigsfangenskab. James Bacque blev efterfølgende udsat for en sønderlemmende kritik for netop hans brug og manipulation af sin statistik, og blandt de fleste historikere fremstår hovedpunkterne i hans undersøgelse som utroværdige.

Militærhistorie kræver ofte, at oversætteren har sat sig lidt ind i emnet. Den danske oversættelse af 2. Verdenskrigs Myter og Legender er på mange måder vellykket og kendetegnet ved et godt sprog. Men det ville være rart, hvis vi snart kunne få slået fast, at en ”tank” faktisk hedder ”kampvogn” på dansk. Dernæst må man også gøre opmærksom på, at den danske titel på H.G. Wells War of the Worlds er Klodernes Kamp og ikke ”Klodernes Krig.” Sidst men ikke mindst så vil en navneforsker kunne påpege at Henkel, Henke, Heineke, Heinecke og Heinkel alle i teorien er variationer over det samme navn. Men den tyske flyproducent under 2. verdenskrig hed altså Heinkel og ikke Henkel!

Til trods for de mange kritikpunkter, så er 2. Verdenskrigs Myter og Legender en gang fornøjelig læsning, der tilbageviser en lang række påstande, som stadig i dag bliver fremsat som sandhed. Jeg har mødt folk, der hårdnakket har påstået, at den tyske ubådshelt Gûnther Prien ikke gik ned med sin båd, men omkom i en KZ lejr, fordi han satte sig op mod Hitler. Günther Prien blev en helt, da han trængte ind i den engelske flådebase Scapa Flow, og sank slagskibet Royal Oak. Da han døde på bunden af Atlanterhavet, nægtede mange at tro, at han faktisk var død, og dermed opstod historien om, at han var blevet set som fange i en KZ lejr. Men Osama Bin Laden er jo også blevet set i en telefonboks i Jylland….