BogFeature
Arven efter Hitler

- Tysklands opgør med naziregimet

Af Erik Ingemann Sørensen

I oktober åbnede Deutsches Historisches Museum i Berlin udstillingen ”Hitler und die Deutschen Volksgemeindschaft und Verbrechen”. Efter de første 6 dage havde omkring 20.000 besøgt udstillingen, der forsøger at give forklaringer på, hvordan et folk i den grad kunne lade sig vildføre. Debatten om udstillingen har været ganske intens – og udstillerne har da også flere steder måttet gå på listesko. Således er ingen af Hitlers uniformer udstillet. Begrundelsen er, at man vil undgå at give næring til en mulig kult. Udstillingen afslører to væsentlige elementer i dagens Tyskland: der er fortsat en vis form for berøringsangst over for perioden, men også en stor interesse for manden og det sorteste kapitel i tysk historie. Også herhjemme hersker interessen. Det understreges blandt andet af DR2’s talrige udsendelser om nazismen. Oftest sendt i primetime.

Det tyske forhold til perioden er særdeles problematisk - svingende mellem ønsket om at glemme og om at få alt lagt frem. Mellem fortrængt erindring og gradbøjning af historien. Det er denne problematik, den norske forfatter (med en ph.d. i germanistik) Anette H. Storeide, tager fat på i ”Arven efter Hitler”. Hun understreger i sin indledning, at bogen ud over at belyse de centrale personer og begivenheder også vil ”belyse den ”almindelige tyskers” historie.” Kort og godt: det virker som om hun vil have det hele med. Det er imidlertid så stor en mundfuld, at det undervejs bliver til en af bogens store svagheder. Hertil kommer, at Storeide yderligere vælger at undersøge opgøret i det tidligere Vesttyskland, i det hedengangne DDR og i det nye, samlede Tyskland. Skal et sådant projekt lykkes må det tage udgangspunkt i et utroligt overblik og en dyb forståelse for den historiske udvikling/ de historiske begivenheder og deres forudsætninger. Kvalifikationer som Anette Storeide desværre ikke umiddelbart forekommer at være i besiddelse af. Flere steder undervejs bliver det decideret pinligt, når hun udstiller sin manglende viden.

 Hvor slemt er det så? En række eksempler viser dette. I forbindelse med de såkaldte Waldheim-retssager i 1950 (navngivet efter byen i det daværende DDR) konstaterer Storeide, at der faldt flere relativt lange fængselsstraffe. Ikke et ord om, at 22 af de anklagede blev dømt til døden for deres krigsforbrydelser og henrettet med en giftsprøjte. I forbindelse med jagten på Eichmann undlader hun at fortælle, at CIA vidste, hvor han opholdt sig. Men tav af frygt for, at der kunne komme noget kompromitterende frem om Adenauers sikkerhedsrådgiver Hans Globke. Willy Brandt omtales som regerende borgmester i Berlin den skæbnesvangre 13. august 1961. Han var rent faktisk overborgmester, om Markus Wolf, spionchefen i DDR, hedder det: ”Han var udstyret med forførende blå øjne…” Ud over at være ligegyldigt for konteksten, så havde Wolf nu engang mørke øjne. Medlem af CDU, Philipp Jenninger, omtales som Forbundspræsident. Det har han godt nok aldrig været. Derimod præsident for Forbundsdagen, hvilket er noget helt andet. Storeide anfører, at Holocaustmindesmærket i Østberlin er resultatet af en konkurrence i anledning af Berlins byjubilæum i 1987. Anledningen var rent faktisk, at man på denne måde ville markere, at det var 50 år siden, Krystalnatten havde fundet sted. Hun fortæller, at retssagen mod Honecker blev indstillet af helbredsmæssige årsager. Jo, men han blev rent faktisk løsladt med udgangspunkt i tysk lovgivning (artikel 206a). Om mindesmærket for de homoseksuelle ofre for nazismens forfølgelser hedder det, at der kom ændringer, fordi de lesbiske følte sig forbigået. Diskussionen var for en stor dels vedkommende baseret på, at der ikke havde været tale om egentlig forfølgelse af lesbiske. Men deres tidsskrift blev forbudt. Der er citater uden kildeangivelse. Det bliver flere steder ganske problematisk, som da hun skriver: ”Mange refererer til opråbet om at knække de tyske kvinders ”hovmod” ved ”at tage dem som retsmæssigt bytte”, selv om det stadig er uklart, om det var et rygte eller en virkelig opfordring” (nævner her Stalin som en mulighed). I den kilde, hun henviser omhyggeligt til, understreges det klart, at der ikke findes nogen befaling om at begå massevoldtægt. Citatet er rent faktisk hentet hos den russiske journalist Ilja Ehrenburg, der skrev således i en af sine propagandapamfletter. Men vi skal helt tilbage til 1942. Siden undlod han. Og historieforskningen har i dag afsløret, at det var den tyske propagandamaskine, der påstod, at Stalin skulle have opfordret til at tage de tyske kvinder ”som retsmæssigt bytte”. Det er ikke helt heldigt, at en historiker med denne periode som speciale ikke har det på det rene. Oversætteren, Lars Christiansen, er heller ikke heldig hele vejen igennem. Eksempelvis svinger han mellem at omtale Günter Grass’ ”Krebsegang” som en roman og som en novelle. Hvor Storeide skriver ”Königsberg i Øst-Preussen (i dag russiske Kaliningrad)…”, skriver oversætteren ”Gothenhafen (Gdynia) i Østpreussen…”, som ligger et andet sted.  Der er talrige andre eksempler. Men de her anførte må tale for sig selv.

Det er klart, at de mange mærkværdigheder/utroværdigheder/faglige fejl undervejs gør læseren betænkelig ved fremstillingen. Hertil kommer, at der er en tydelig tendens til at fremstille DDR i et ensidigt, dårligt lys. Storeide har en vis forståelse for, at Vesttyskland forsøgte at begrave traumerne. Faktisk drejede man historien i retning af, at der var tale om et vildført folk, der fulgte Hitler. I DDR drejede man historien i en anden retning. Med fokus på den kommunistiske modstandskamp og Den røde Hærs befrielse af Tyskland. Her forholder hun sig næsten fordømmende og er absolut særdeles subjektiv. Eksempelvis skriver hun om den berømte pressetalsmand, medlem af politbureauet Günther Schabowski,: ”en vantro og forvirret partipamper…” Filmklip fra det berømte pressemøde den 9. november 1989 viser tydeligt, at han er noget forvirret – men vantro – det er han absolut ikke. Partipamper? Han spillede faktisk en ganske aktiv rolle, da man besluttede sig for at tvinge Erich Honecker fra magten. Storeide kommer generelt let rundt om markante DDR-skikkelser. Om Wilhelm Zaisser, en af de tidligere ledere af Stasi, skriver hun, at han efter arbejderoprøret 17. juni 1953 ”blev sparket ud af SEDs centralkomité, og året efter blev han til og med smidt ud af partiet…” Ikke et ord om, at han var engageret i at styrte Walter Ulbricht for at sikre arbejderne bedre forhold. Denne tendentiøse tilgang til stoffet er ikke en historisk fremstilling værdig. At det kan knibe med en dybere indsigt i historiens væsen fremgår af følgende formulering, som hun vender tilbage til flere gange i bogen: ”De historiefortællinger, der udtrykkes i skolebøger og ved officielle mindehøjtideligheder, er statsligt autoriserede versioner af historien.” Hun gør dette til en slags sandhedsudsagn. Ja. I diktaturstater og i Finland under den kolde krig forholdt det sig sådan. Men sandelig ikke i et postmoderne, pluralistisk samfund. Det er ganske enkelt et horribelt udsagn!

Bør man så ikke bare lægge bogen væk – erklære, at den er unødvendig? Svaret er måske lidt overraskende et tøvende nej. På trods af ovennævnte indvendinger. Men læser man den med forbehold – så får man faktisk en rimelig gennemgang af det uhyre problematiske opgør med tyskernes og Tysklands tunge arv. Et opgør der absolut ikke er afsluttet, hvad den omtalte udstilling og debatten om den tydeligt understreger.

Storeide citerer i forordet den tyske socialpsykolog Harald Welzers konklusion, efter han sammen med en arbejdsgruppe havde gennemført en lang række interviews med 3 tyske generationer i begyndelsen af 2000. Fælles for de interviewede var opfattelsen, at der naturligvis havde fundet forfærdelige forbrydelser sted under nazismen. Men ingen fra egen familie havde deltaget i den slags. Det bliver til følgende konklusion: ”Opa war kein Nazi”. Det er den kollektive erindring i Tyskland i dag, som den kommer til udtryk blandt dem, ”som nu forvalter fremtidens historiefortælling”. Det er en konklusion, der er ganske tankevækkende – og bekymrende. Har den helt almindelige tysker overhovedet ikke reflekteret over den store erkendelsesproces, der blev iværksat umiddelbart efter Nazi-tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945?

Storeide beretter, at Stunde Null også var ensbetydende med, at man forholdsvis hurtigt fik 2 forskellige ”historiesyn”. I vestzonen påbegyndte man kort tid efter krigsafslutningen et justitsopgør med det germanske tusindårsrige. Mest markant i Nürnberg, men lignende fandt sted mange andre steder i vest. Man satte ind med en generel afnazificering og gjorde en markant indsats for at oplære folk i demokrati. Et lignende opgør fandt også sted i øst med både fængsels- og dødsstraffe. Men det varede ikke længe, før de 2 zoner gik hver deres vej grundet Churchills berømte jerntæppe. ”Den kolde krigs fremvækst satte en stopper for afnazificeringsprocesserne og gjorde, at Holocaust gik i glemmebogen i ordskiftet mellem det kommunistiske øst og det antikommunistiske vest”. Hertil kommer, skriver Storeide, at erfaringerne fra eftervirkningerne af Versaillesfreden ganske enkelt manede grundigt til eftertanke. Storeide får både gennem konkrete gennemgange og talrige citater belyst denne markant forskellige udvikling.  

”Selv om naziregimet var slået og verdenskrigen slut i Europa, skete der ingen revolution hverken i politisk, social eller kulturel forstand i det tidligere Nazityskland”, konkluderer hun og tilføjer: ”Naziregimets forbrydelser blev fortiet og gemt bort”. Efter de store retssager i Nürnberg og retssagerne mod de værste krigsforbrydere både i øst og i vest var overstået, længtes de fleste tyskere efter en ganske almindelig dagligdag. Storeide tolker udviklingen således: ”Den kolde krigs fremvækst satte en stopper for afnazificeringsprocesserne og gjorde, at Holocaust gik i glemmebogen i ordskiftet mellem det kommunistiske øst og det antikommunistiske vest”. I vest blev det hurtigt den generelle (og behagelige) opfattelse, at tyskerne havde været ofre for Hitlers diktatur – så de var i realiteten uskyldige. I det, der i 1949 blev til DDR, var det Sovjetunionens lidelses- og krigshistorie, der sammen med ”den antifascistiske modstandskamp” blev den ”grundlæggelsesfortælling”, der dannede basis for den kollektive erfaring. Jødeudryddelserne spillede ingen eller kun en meget lille rolle i DDR’s fortælling.

Anette Storeide når langt omkring i sin redegørelse for udviklingen – til tider noget overfladisk (primært for DDR’s vedkommende) – men læseren får dog et overblik. Hun redegør også for den nye synsvinkel i tysk historie: tyskerne som ofre for krigens brutalitet. Den første, der tog seriøst fat på dette følsomme emne, var Jörg Friedrich med bogen ”Der Brand” (2004). Det er en spændende og meget omdiskuteret problemstilling. De allierede ville med deres intense bombardementer knække tyskernes opbakning bag nazistyret. Nyere forskning viser imidlertid, at det absolut ikke lykkedes. End ikke rædslerne i Dresden og Hamburg gjorde et udslag.

I sidste del af bogen tager Storeide blandt andet fat på de mange film, der beskæftiger sig med perioden. Således skabte ”Der Untergang” fra 2004 en voldsom debat i Tyskland. ”Kan man vise gerningsmænd som mennesker med svagheder og styrker? Er menneskeliggørelsen farlig?” Uanset hvad må man jo nok erkende, at Hitler også var et menneske. Forfatteren behandler ligeledes det, hun kalder ”dokumentariske underholdningsfilm”. Her spiller især historikeren og journalisten Guido Knopp en central rolle. Denne form for det såkaldte edutainment kan naturligvis diskuteres. Men man kommer ikke uden om, at en stor del af de yngre generationer har fået vakt en historisk interesse gennem disse film, hvoraf ”Operation Valkyrie” fra 2008 er den seneste i rækken. Det er en ganske interessant gennemgang af problematikken, der gives. Men desværre lidt for overfladisk – for fragmentarisk. Centrale film som ”Kirmes”, 1960, og ”Die Brücke”, 1959, er ikke nævnt. Og når hun nu beskæftiger sig med ”Die Gustloff” fra 2008 om den frygtelige skibskatastrofe i januar 1945, undrer man sig såre over, at hun ikke kommer ind på ”Nacht fiel über Gothenhafen” fra 1960. Det er jo ganske interessant, at man 48 år tidligere havde beskæftiget sig med denne katastrofe. Og så undrer man sig over, at man i den danske udgave undlader henvisningen til ”Death Mill” fra 1945.

Det er synd med de forholdsvis mange sjuskefejl. Noget der derimod absolut ikke er sjusket, er forfatterens noteapparat. Det er ganske enkelt aldeles fremragende. Og som den moderne forsker, Storeide nu engang er, så har hun særdeles grundige henvisninger til de elektroniske kilder. Det kan mange danske historikere lære meget af.

Som det fremgår, er ”Arven efter Hitler” ikke nogen helt uproblematisk bog. Faglige fejl og tendentiøse udlægninger skæmmer ganske meget. Men læst med vagtsomme øjne kan man erhverve sig et rimeligt overblik over det endnu ikke afsluttede tunge opgør med nazisternes regime.