BogFeature
Vi tog skraldet

- Renholdning i København 1898-2011

Af Thomas Mathiasen

Historikeren Søren Federspiel har for nylig fået udgivet bogen ”Vi tog skraldet - Renholdning i København 1898-2011” på Informations Forlag. Udgivelsen må betegnes som et storværk, og det endda på op til flere måder. Dels er det en stor og tung bog på næsten 300 sider og i et stort format, men også indholdsmæssigt, er det en udgivelse med gods i.

Bogen handler om den 113-årige historie, som selskabet Kjøbenhavns Grundejeres Renholdningsselskab (KGR) eller R98, som selskabet hedder siden 1972, har gennemløbet. Og det er både særdeles spændende, men også underholdende og farverig læsning.

Som i historien om Titanic, så ved man fra start, hvordan bogen ender, i og med, at selskabet d. 1. maj 2011 blev udliciteret og privatiseret. Dermed ophørte en offentligt selskab, som gennem årene havde opbygget en helt særegen virksomhedskultur.

Beslutningen om at privatisere selskabet blev taget af politikerne i København og Frederiksberg tilbage i 2006, og som forfatteren skriver i forordet, så kan det synes som historiens ironi, at implementeringen af udliciteringsprocessen fandt sted under en finanskrise, der for alvor satte ind i efteråret 2008. Denne krise satte i høj grad spørgsmålstegn ved visdommen i den fortsatte udliciteringsproces, og Søren Federspiel citerer i den forbindelse professor ved CBS, Carsten Greve med denne udtalelse fra 2009: Finanskrisen har ikke kun stukket en kæp i hjulet på regeringens privatiseringsplaner… Krisen får i stigende grad også politikere og eksperter til at stille spørgsmålstegn ved, om en fortsat privatisering af alt fra jernbaner til postselskaber nu også er en god ide.

Finanskrisen har da også betydet, at privatiseringsbølgen er ved at blive rullet tilbage, fordi det ikke kan betale sig for staten i den aktuelle økonomiske konjunktur, men samtidig må staten pumpe penge i finanssektoren, og bliver dermed medejer af en række banker for at undgå et kollaps i den finansielle sektor.

Der er ikke noget at sige til, at nationaløkonomerne kan have svært ved at følge med. De må næsten dagligt udvikle og revidere de økonomiske teorier, som de er blevet undervist efter på de højere læreanstalter.

Efter at forfatteren således har gjort rede for sin politiske og ideologiske tilgang til emnet, så bliver den store, brede og kulørte historie om R98 oprullet gennem ti kapitler – der er organiseret i tre hovedafsnit – og som man, trods bogens omfang og tyngde, nærmest bare sluger som læser.

Vi hører om, hvordan man håndterede affaldshentning og lokumstømning i årene frem til 1898, hvor selskabet begyndte sin virksomhed. Ganske vist blev wc-teknologien og kloaksystemet introduceret omkring år 1900 – men der gik mange år, før den var helt udbredt, og i mellemtiden måtte natmændene tømme latrinerne og bortskaffe indholdet, som senere blev omlæsset til store beholdere og kørt på det såkaldte Latrintog til oplagspladser på Sjælland. Under både 1. og 2. verdenskrig, hvor importen af kunstgødning blev stoppet, blev salget af naturlig gødning en betydelig indtægtskilde for KGR.

Efter 2. verdenskrig fik selskabet også til opgave at indsamle dagrenovation i en række distrikter i København og siden i hele kommunen. Samtidig begyndte hovedparten af husholdningsaffaldet at skifte fra at være aske og slagger fra byens kakkelovne, til at bestå af mere papir og pap, samt ikke mindst det nye materiale plastik. Den megen emballage vejede ganske vist ikke så meget, men fyldte til gengæld meget mere, hvilket stillede nye krav til KGR.

På den måde bliver bogen også en fortrinlig beskrivelse af udviklingen af forbrugersamfundet og dets bagside op gennem det tyvende århundrede, hvor også håndteringen af affald fik mere og mere industriel og højteknologisk karakter.

De to oliekriser i 1970erne og den stigende bevidsthed om, at man ikke bare kunne blive ved med at producere mere og mere affald betød, at der blev igangsat forskellige former for genbrugsindsamling af særligt papir og glas, og igen var det en opgave som R98 måtte tage sig af. Også kravene om et ordentligt arbejdsmiljø for medarbejderne steg gennem årene, og medførte hele tiden ny udvikling i teknologien til håndtering af affaldet.

Således slutter den historiske gennemgang, som præger første hovedafsnit. Det andet hovedafsnit handler om den langvarige politiske proces, der til sidst førte til selskabets ophør, mens det tredje hovedafsnit fortrinsvis handler om virksomheden som arbejdsplads for hundredvis af mennesker. Og selvom det selvfølgelig i særlig grad er spændende at læse om det hårde knokkelarbejde, som de almindelige skraldemænd udførte med at slæbe de tunge affaldsbeholdere, så er det nu lige så spændende at læse beretninger om mange af de administrative medarbejdere og andre medarbejdergrupper i firmaet.

Et lille afsnit, som også er en afspejling af den almindelige samfundsudvikling, handler om drukkulturen i virksomheden. En medarbejder beretter bramfrit til forfatteren, at det ikke var ualmindeligt, at en skraldemand drak 40 bajere om dagen i 1970erne. Det massive indtag af alkohol havde selvfølgelig stor betydning på arbejdsklimaet og særligt den måde, som man håndterede arbejdskonflikter på. Drikkeriet havde rødder langt tilbage i tiden, og blev paradoksalt nok opmuntret af velmenende borgere, der satte et par øl ud til skraldemanden ved særlige lejligheder – hvis der en dag var lidt ekstra affald at tage med, eller i anledning af højtiderne. Da virksomheden lukkede, var der selvfølgelig indført alkoholforbud, ligesom virksomheden tilbød sine medarbejdere fitnesstræning, squash, sauna og andre sunde personalegoder.

Bogen afsluttes med en kort sammenfatning, som også opridser seks kontrafaktiske scenarier for en anden afslutning på virksomhedens historie end en udlicitering. Hvis nu det var sket enten tidligere eller senere, så havde forudsætningerne været anderledes, ligesom det politiske pres fra stat og EU kunne have været forskellige i karakter afhængig af den politiske hovedstrøm. Selskabet kunne også have fastholdt, at de ville bestå som en selvejende virksomhed, hvilket ville have medført så langvarige og omfattende retssager, at det ville være destabiliserende for virksomheden.

Til allersidst er der en litteratur- og kildefortegnelse, ligesom hvert kapitel afsluttes med en noteliste, hvilket egentlig er en nemmere måde at holde styr på noterne, end hvis de er samlet i et stort afsnit bagerst i bogen. Til gengæld mangler der en indeksfortegnelse, hvilket måske kan skyldes, at forfatteren har besluttet, at denne bog ikke skal have håndbogskarakter, men i stedet for være den store og altfavnende beskrivelse af KGR og siden R98.

Hvis det har været intentionen, så må man sige, at opgaven er udført til topkarakter. Illustrationsmaterialet er et kapitel for sig selv. Bogen er fyldt med fantastiske billeder, der beskriver det umenneskeligt hårde slid og slæb, som lagde mange skraldemænd i graven før tid. Et af de mest sigende billeder findes på side 73, hvor man ser en skraldemand nærmest kravle på knæ gennem en lavloftet kældergang med skraldebøtten på nakken. Billedet er i farver og er formodentligt taget i 1970erne.

Jeg kan kun sige, at uanset om man interesserer sig for industri-, social-, samtids-, arbejder- eller lokalhistorie, så er denne bog ikke til at komme udenom, og til glæde for de læsere med særlig interesse for lokalhistorie anfører forfatteren, at et omfattende arkivmateriale fra R98 i år vil blive overdraget til Københavns Stadsarkiv, ligesom Københavns Museum forbereder en udstilling i efteråret 2011 om skraldindsamling i København, med udgangspunkt i den 113-årige historie om R98.