BogFeature
Jazz i Danmark 1950-2010

Af Poul Porskær Poulsen, Arkivar, Vejle Stadsarkiv

Jeg tror nok, at det for mig begyndte med Weather Report – altså den fantastiske fusionsgruppe med Joe Zawinul, Wayne Shorter m.fl., der med en række stærkt rytmiske og spændende LP’er som Black Market, Heavy Weather osv. satte en væsentlig bølge i gang. Der blev undertegnedes interesse for jazz for alvor vakt. Nogle vil måske mene, at det ikke var rigtig jazz, men når man kom fra rock og beat (som det hed dengang), så var det den perfekte måde at komme videre på (som når musicalfans opdager opera, sikkert). Der var også Return to Forever, Mahavishnu Orchestra, Al di Meola og på den hjemlige scene Bukiyamaz, Natdamperen, Mikkelborg, Knudsen og NHØP osv. Og efterhånden kom så også interessen for at se tilbage i tiden – høre Miles Davis, Charlie Parker, Dizzy Gillespie – og se fremad med Hans Ulrik, Thomas Clausen, Mike Stern, Brecker-brødrene, Doki-brødrene osv. Undertegnede lærte at sætte pris på den improvisatoriske, rytmiske musik i mange forskellige afskygninger. Og med interessen i at søge tilbage til bop- og cool-perioden for at høre de store navne, så er det naturligvis også spændende at læse en samlet fremstilling af jazzens kulturhistorie i Danmark de sidste godt 50 år.

Der er mange navne at huske tilbage på, og mange navne at holde styr på, når man læser i dette nyudgivne værk om dansk jazz – eller rettere jazz i Danmark i perioden 1950-2010. For det drejer sig om jazzen i det hele taget, og altså også de udenlandske gæstespil, der inspirerede og satte gang i ting og sager på den danske jazzscene i perioden. I den første periode betød de amerikanske gæstespil meget – swing eller bebop eller dixiland. Og danske musikere begyndte at spille moderne jazz på et seriøst plan – for at det kunne lade sig gøre, måtte de som regel have job ved siden af.

Vigtige personer i den første periode var fx Ib Glindemann, Max Brüel og ikke mindst Erik Moseholm (+ en del andre). Moseholm er faktisk gennem hele den periode, bogen dækker, en umådelig vigtig person som igangsætter, udøver, organisator. Det er ret imponerende, hvad den mand har været med til. Og han findes jo heldigvis stadigvæk!

Forfatterne beretter detaljeret om jazzen i tiårs-afsnit, og det giver faktisk god mening, skønt der naturligvis er gentagelser.

Spillestederne er naturligvis også portrætteret. Montmartre på dets forskellige adresser og forklædninger ikke mindst. For her spillede de jo stort set alle sammen – alle de kendte.

Og der berettes indgående om jazzkritikken, jazz i radio og TV (Radioens Big Band spiller en stor rolle), osv. Vi kommer langt omkring – og, synes jeg, får præsenteret alle aspekter af jazzscenen i Danmark – både de fremragende solister og orkestre, der besøgte landet i korte eller længere perioder (Dexter Gordon, Ben Webster, Kenny Drew, Stan Getz m.fl.), og de mange rigtig gode danske jazzmusikere, der også fra tid til anden slog igennem internationalt og altså også spillede udenlands: Niels Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel, Allan Botchinsky, Marilyn Mazur osv.

Gennem hele perioden har der været en skillelinje i jazz. Mellem den traditionelle jazz, der fik et europæisk opsving efter 2. verdenskrig, og hvor anerkendte danske repræsentanter naturligvis er Papa Bue’s Viking Jazz Band – og hvor der mange steder i landet opstod lokale trad. jazz-orkestre, der var gode til at levere musik til havnefester mm. (I den forbindelse må jeg lige bemærke, at med lokalkendskab ved man naturligvis, at Bourbon Street Jazzband er fra Silkeborg og ikke fra Herning, som det påstås side 47). På den anden side cool- og bebopjazzen, der talte mere til hjernen end til fødderne, men som også har været rigt repræsenteret på den danske jazzscene. Men sidstnævnte har alle dage været lidt finere! Det er godt at begge dele findes, synes jeg, og det er godt, at 70’ernes og 80’ernes fusionsjazz og funkjazz åbnede publikums øjne for, at der kunne findes andre former – i øvrigt også afrikanske og latinamerikanske former for musik, som blev heftigt og virkningsfuldt taget i anvendelse.

Det meste af jazzscenen er jo i København – i bogen her og vel også i virkeligheden. Men der har jo været et frodigt jazzliv uden for hovedstaden – jazzklubberne i hver en købstad er et ganske stort kapitel i jazzens historie, synes man, men det er forholdsvis begrænset, hvor meget det trænger igennem i teksten. Det må være en god opgave rundt i historiske årbøger og byhistorier at sørge for, at jazzklubberne ikke bliver glemt, men beskrevet som det vigtige sted, de var. Jeg har hørt megen god jazz i Stalden i Silkeborg og i Jive i Vejle. Jeg nåede ikke til Aarhus i Tagskæggets storhedstid, men her er i hvert fald en god historie, som Jens Jørn Gjedsted får fortalt i sit afsnit om 1970’erne. I den forbindelse et hjertesuk: Bogen er flot illustreret ikke mindst med mange udtryksfulde billeder af Jan Persson (utroligt hvad den mand har overværet og foreviget!). Men lige præcis afsnittet på 16 sider om Aarhus-scenen glimrer ved ikke at være illustreret. Bevares, to billeder af Holger Laumann, der da bestemt også var en væsentlig figur, men ingen billeder fra Tagskægget, Bent J. m.fl. Det er mystisk, for billederne findes garanteret!

Som det kan se af ovenstående, så geråder man ud i en del namedropping, når man skriver om jazzen. Det gør bogen her i allerhøjeste grad også – og det gør den lidt mindre let at læse sine steder. For der nævnes godt nok mange navne! Man jeg kan godt se, at det jo ikke er til at undgå. For jazzen spilles af musikere, og det kan ikke hjælpe noget at undlade at fortælle, hvem der var i en bestemt kvartet eller gruppe på et bestemt tidspunkt, for det havde jo indflydelse på, hvad der kom ud over rampen. Så det er nok et uløseligt problem, og betyder formentlig, at det vil være svært for de fleste at læse bogen igennem fra ende til anden. Men som opslagsbog har den jo også sin store berettigelse – heldigvis er der et godt register.

”Jazz i Danmark 1950-2010” fortjener dog at blive læst igennem, hvis man interesserer sig for musikken – der er mange pointer at hente – og egentlig også hvis man interesserer sig for dansk kultur i anden halvdel af det tyvende århundrede. Som så mange andre former for kulturelle udtryk, så beskriver eller udtrykker  jazzen og jazzscenen også samfundsforhold på forskellige tidspunkter. Og diskussioner og skænderier om kulturelle udtryk er altid gode indikatorer for, hvad der sker i samfundet. Måske er det sigende, at der ikke er så mange jazzdiskussioner i 2011, og at fx TV er næsten støvsuget for jazz-udsendelser, undtagen på DK4 eller også sommetider på DR, hvis man holder sig vågen til midnat! Jazzen er nok ikke så vigtig, som den har været – men Miles Davis’ Kind of Blue holder fortsat…