BogFeature
1864 – og historiens lange skygger - 1864 und der lange Schatten der Geschichte 

- Den dansk-østrigsk-preussiske krig i 1864 og dens betydning i dag. 

Af Erik Ingemann Sørensen

I 2009 var det 145 år siden ”sårfeberen fra Dybbøl” brød ud. En feber der endnu ikke synes at være fundet helbredelse for. Begivenheden gav anledning til en konference over 2 dage på Københavns Universitet. Hertil havde man indkaldt en række forelæsere, så emnet/temaet kunne beskrives fra adskillige indfaldsvinkler. Nu – mere end 1½ år efter – er de fleste af disse indlæg udkommet under redaktion af Carsten Jahnke og Jes Fabricius.

Generelt er det vanskeligt med publikationer fra konferencer med ét tema. Med mindre der er en meget stram redigering, bliver det ofte til idelige gentagelser. Det må nok siges at gøre sig gældende i dette tilfælde. Hér havde en hård hånd gjort underværker. Nu irriteres man over igen og igen at læse det samme. At redaktionen synes at have set stort på korrekturen gør ikke situationen bedre. Tværtom.

Første dag blev der holdt 5 indlæg, der imidlertid ikke alle er medtaget i bogen. At man har droppet både Siegfried Matlok (Chefredaktør for ”Der Nordschleswieger”) og Tom Buk-Swienty forekommer mærkværdigt. Til gengæld er stort set samtlige bidrag fra 2. dagen. 19 i alt fordelt over 4 undertemaer: ”1864 og politikken i dag”, ”Erindringspolitik”, ”1864 som traume” og sidst ”De glemte 1864” – der vist er mere korrekt i den tyske version: ”Das vergessene Jahr 1864”.

Professor Uffe Østergård behandler i vanlig oplagt og velskreven stil nederlaget i dansk og tysk historie. Han noterer blandt andet, at ”..følgerne af det selvpåførte nederlag ikke (er) overvundet”. Hvorefter han ridser baggrunden og følgerne af den krig, han karakteriserer som uundgåelig, op. Men det var netop den krig, der udgjorde rammerne for det moderne Danmark. Per Øhrgaard, professor, CBS, skriver om det 20. århundrede og noterer spidsfindigt, at Danmark i realiteten var ”finlandiseret”, hvilket er med til at danne baggrund for hans positive vurdering af Stauning-Munch-regeringen.

Museumsinspektør Inge Adriansen behandler naturligvis 1864 i erindringskulturen. På ypperlig vis. Og vi når stort set hele vejen rundt. Om hun helt fornemmer dybden i Herman Bangs roman ”Tine” er ikke sikkert. Og det undrer da, at hun ikke nævner F.C.Rist: ”En rekrut fra 1864”. Men fint og indlevende følger hun erindringskulturen helt op til vore dage. Ét sted må man imidlertid erklære sig aldeles uenig: ”… vil nederlaget fortsat fremstå som en halv sejr i bevidstheden hos mange danske. Måske vil Tom Buk-Swientys bøger om 1864, Slagtebænk Dybbøl (2008) og Dommedag Als (2010) justere lidt på dette indtryk”. Det er uden for enhver tvivl, at danske læsere med disse bøger ikke alene fik (får) øjnene op for, hvor håbløse politikerne var, men sandelig også at vi led et noget så eftertrykkeligt nederlag!

Professor Bernd Henningsen, Københavns Universitet, tager det lange ridt fra Kalmarunionen op til vore dage. Og noterer: ”Seit 1989 ist 1864 definitiv Geschichte geworden”. Måske – men for hvem? Og så lader Henningsen en sand bombe springe: vi mistede også Ærø i 1864. Det er da nyt!

Perlen i bogen står museumsinspektør Henrik Skov Kristensen for: ”Vergangenheitsbewältigung og Fårshusmentalitet” med undertitlen ”Det tyske mindretal og retsopgøret.” Forfatteren påpeger, at med det store antal internerede og senere dømte hjemmetyskere måtte stort set alle hjemmetyske familier være blevet berørt af retsopgøret, der netop i Sønderjylland havde ”en speciel og massiv karakter”. Det er dog Henrik Skov Kristensens opfattelse, at Danmark kunne være retsopgøret bekendt. Et opgør, hvor det var handlingerne og ikke holdningerne, der dannede baggrund for dommene. Det tyske mindretal var – en del er stadig – af den opfattelse, at det var uretfærdigt. Og i efterkrigsårene anerkendte mindretallet det ganske enkelt ikke. Historien om det danske ”helligsted” Frøslevlejren, der blev til Fårhuslejren, og alt det, der skete her, er så spændende, at det er med den største forventning, at man imødeser forfatterens snarlige udgivelse herom.

”1864 som traume” indeholder en fornem artikel af Karl Kristian Lammers, hvori han beretter om 100-års festlighederne i 1964. (Hele Fredericia gymnasium blev samlet i aulaen, mens rektor, historikeren Erik Lund gik på talerstolen med ordene: ”I disse timer for 100 år siden”. Efterfulgt af et foredrag jeg aldrig glemmer. Anmelderen). Over 40.000 mennesker var mødt op  ”zu einem wahren Volksfest” (Flensborg Avis – hvor det naturligvis stod på dansk). Statsminister Jens Otto Krag var hovedtaleren. Han koncentrerede sig om det nye Tyskland og om den fredelige sameksistens. Og så skete det: helt uden for programmet og uden manuskript tog Frederik IX ordet og talte varmt både om nederlaget, de 56 år under fremmed herredømme og om danskerne syd for grænsen.  (I øvrigt er det ganske mærkværdigt, at hverken Bo Lidegaard i sin Kragh-biografi eller Poul Hammerich i sin Danmarkskrønike nævner begivenheden med ét eneste ord. Typisk kulturradikalt)

I det sidste tema: ”De glemte 1864”, der må være ”Det glemte 1864”, skriver Frank Lubowitz, Deutsche Volksgruppe, Apenrade, spændende om ”die Oversee-Tradition”, hvor tyskerne mindes træfningen den 6. februar 1864. Her stod østrigerne og danskerne overfor hinanden. Helt uproblematisk har denne mindehøjtidelig heller ikke været. Den blev i øvrigt forbudt af englænderne efter krigen.

Gerd Stolz, militærhistoriker fra Kiel, skriver om Donaumonarkiet, så man får det østrig-ungarske perspektiv med. Temaet afrundes med en artikel om Det unge Grænseværn og dets funktion under nazitiden.

Som tidligere nævnt er det vanskeligt at udgive indlæg fra konferencer og seminarer – med mindre der er en streng redaktionel hånd evt. med rewriting. Det er der ikke tale om i denne bogudgivelse, hvorved bogen bliver flagrende. Det er synd for så spændende og vedkommende et emne, som 1864 er blevet. Desværre har man heller ikke været omhyggelig med korrekturlæsningen, hvorved der bogen igennem optræder dumme fejl, faglige kiks og underlige sætninger samt forkerte henvisninger.

Man har valgt at bringe en række illustrationer, der jo oftest er kilder i sig selv. Det er glimrende. Men af de i alt 16 bruges de 10 i én artikel. Det er ganske enkelt for dårligt.

Nu må vi vente til ”jubelåret” 2014, hvor 18. april og 17. maj må resultere i nye og spændende publikationer. Forhåbentlig mere sammenhængende og bedre end denne.