|
- Den dansk-østrigsk-preussiske krig i 1864 og dens
betydning i dag.
Af Erik Ingemann Sørensen
I 2009 var det 145 år
siden ”sårfeberen fra Dybbøl” brød ud. En feber
der endnu ikke synes at være fundet helbredelse for.
Begivenheden gav anledning til en konference over 2 dage
på Københavns Universitet. Hertil havde man indkaldt
en række forelæsere, så emnet/temaet kunne beskrives
fra adskillige indfaldsvinkler. Nu – mere end 1½ år
efter – er de fleste af disse indlæg udkommet under
redaktion af Carsten Jahnke og Jes Fabricius.
Generelt er det vanskeligt
med publikationer fra konferencer med ét tema. Med
mindre der er en meget stram redigering, bliver det ofte
til idelige gentagelser. Det må nok siges at gøre sig
gældende i dette tilfælde. Hér havde en hård hånd
gjort underværker. Nu irriteres man over igen og igen
at læse det samme. At redaktionen synes at have set
stort på korrekturen gør ikke situationen bedre. Tværtom.
Første dag blev der holdt
5 indlæg, der imidlertid ikke alle er medtaget i bogen.
At man har droppet både Siegfried Matlok (Chefredaktør
for ”Der Nordschleswieger”) og Tom Buk-Swienty
forekommer mærkværdigt. Til gengæld er stort set
samtlige bidrag fra 2. dagen. 19 i alt fordelt over 4
undertemaer: ”1864 og politikken i dag”,
”Erindringspolitik”, ”1864 som traume” og sidst
”De glemte 1864” – der vist er mere korrekt i den
tyske version: ”Das vergessene Jahr 1864”.
Professor Uffe Østergård
behandler i vanlig oplagt og velskreven stil nederlaget
i dansk og tysk historie. Han noterer blandt andet, at
”..følgerne af det selvpåførte nederlag ikke (er)
overvundet”. Hvorefter han ridser baggrunden og følgerne
af den krig, han karakteriserer som uundgåelig, op. Men
det var netop den krig, der udgjorde rammerne for det
moderne Danmark. Per Øhrgaard, professor, CBS, skriver
om det 20. århundrede og noterer spidsfindigt, at
Danmark i realiteten var ”finlandiseret”, hvilket er
med til at danne baggrund for hans positive vurdering af
Stauning-Munch-regeringen.
Museumsinspektør Inge
Adriansen behandler naturligvis 1864 i
erindringskulturen. På ypperlig vis. Og vi når stort
set hele vejen rundt. Om hun helt fornemmer dybden i
Herman Bangs roman ”Tine” er ikke sikkert. Og det
undrer da, at hun ikke nævner F.C.Rist: ”En rekrut
fra 1864”. Men fint og indlevende følger hun
erindringskulturen helt op til vore dage. Ét sted må
man imidlertid erklære sig aldeles uenig: ”… vil
nederlaget fortsat fremstå som en halv sejr i
bevidstheden hos mange danske. Måske vil Tom
Buk-Swientys bøger om 1864, Slagtebænk Dybbøl (2008)
og Dommedag Als (2010) justere lidt på dette
indtryk”. Det er uden for enhver tvivl, at danske læsere
med disse bøger ikke alene fik (får) øjnene op for,
hvor håbløse politikerne var, men sandelig også at vi
led et noget så eftertrykkeligt nederlag!
Professor Bernd
Henningsen, Københavns Universitet, tager det lange
ridt fra Kalmarunionen op til vore dage. Og noterer:
”Seit 1989 ist 1864 definitiv Geschichte geworden”.
Måske – men for hvem? Og så lader Henningsen en sand
bombe springe: vi mistede også Ærø i 1864. Det er da
nyt!
Perlen i bogen står
museumsinspektør Henrik Skov Kristensen for:
”Vergangenheitsbewältigung og Fårshusmentalitet”
med undertitlen ”Det tyske mindretal og retsopgøret.”
Forfatteren påpeger, at med det store antal internerede
og senere dømte hjemmetyskere måtte stort set alle
hjemmetyske familier være blevet berørt af retsopgøret,
der netop i Sønderjylland havde ”en speciel og massiv
karakter”. Det er dog Henrik Skov Kristensens
opfattelse, at Danmark kunne være retsopgøret bekendt.
Et opgør, hvor det var handlingerne og ikke
holdningerne, der dannede baggrund for dommene. Det
tyske mindretal var – en del er stadig – af den
opfattelse, at det var uretfærdigt. Og i efterkrigsårene
anerkendte mindretallet det ganske enkelt ikke.
Historien om det danske ”helligsted” Frøslevlejren,
der blev til Fårhuslejren, og alt det, der skete her,
er så spændende, at det er med den største
forventning, at man imødeser forfatterens snarlige
udgivelse herom.
”1864 som traume”
indeholder en fornem artikel af Karl Kristian Lammers,
hvori han beretter om 100-års festlighederne i 1964.
(Hele Fredericia gymnasium blev samlet i aulaen, mens
rektor, historikeren Erik Lund gik på talerstolen med
ordene: ”I disse timer for 100 år siden”.
Efterfulgt af et foredrag jeg aldrig glemmer.
Anmelderen). Over 40.000 mennesker var mødt op
”zu einem wahren Volksfest” (Flensborg Avis – hvor
det naturligvis stod på dansk). Statsminister Jens Otto
Krag var hovedtaleren. Han koncentrerede sig om det nye
Tyskland og om den fredelige sameksistens. Og så skete
det: helt uden for programmet og uden manuskript tog
Frederik IX ordet og talte varmt både om nederlaget, de
56 år under fremmed herredømme og om danskerne syd for
grænsen. (I øvrigt er det ganske mærkværdigt,
at hverken Bo Lidegaard i sin Kragh-biografi eller Poul
Hammerich i sin Danmarkskrønike nævner begivenheden
med ét eneste ord. Typisk kulturradikalt)
I det sidste tema: ”De
glemte 1864”, der må være ”Det glemte 1864”,
skriver Frank Lubowitz, Deutsche Volksgruppe, Apenrade,
spændende om ”die Oversee-Tradition”, hvor tyskerne
mindes træfningen den 6. februar 1864. Her stod østrigerne
og danskerne overfor hinanden. Helt uproblematisk har
denne mindehøjtidelig heller ikke været. Den blev i øvrigt
forbudt af englænderne efter krigen.
Gerd Stolz, militærhistoriker
fra Kiel, skriver om Donaumonarkiet, så man får det østrig-ungarske
perspektiv med. Temaet afrundes med en artikel om Det
unge Grænseværn og dets funktion under nazitiden.
Som tidligere nævnt er
det vanskeligt at udgive indlæg fra konferencer og
seminarer – med mindre der er en streng redaktionel hånd
evt. med rewriting. Det er der ikke tale om i denne
bogudgivelse, hvorved bogen bliver flagrende. Det er
synd for så spændende og vedkommende et emne, som 1864
er blevet. Desværre har man heller ikke været
omhyggelig med korrekturlæsningen, hvorved der bogen
igennem optræder dumme fejl, faglige kiks og underlige
sætninger samt forkerte henvisninger.
Man har valgt at bringe en
række illustrationer, der jo oftest er kilder i sig
selv. Det er glimrende. Men af de i alt 16 bruges de 10
i én artikel. Det er ganske enkelt for dårligt.
Nu må vi vente til
”jubelåret” 2014, hvor 18. april og 17. maj må
resultere i nye og spændende publikationer. Forhåbentlig
mere sammenhængende og bedre end denne.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Carsten Jahnke og
Jes Fabricius Møller (red.):
1864 – og
historiens lange skygger - 1864 und der lange
Schatten der Geschichte - Den dansk-østrigsk-preussiske
krig i 1864 og dens betydning i dag.
Udg. af Ihleo Verlag
360 sider, ill.,
23.32€
Ihleo
Verlag >
|
|
|
|
|
|