|
- Historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede
Af Thomas Petersen
Generelt har jeg som
faghistoriker altid haft det lidt svært med historiske
romaner. Har, måske lidt hovmodigt, foretrukket den ægte
vare – historieskrivningen, baseret på forskning
udfra kilderne. I min studietid i 1960´erne var
fremragende historieskrivere og – fortællere som
svenske Carl Grimberg (1875-1941) og danske Palle
Lauring (1909-96) nærmest latterlige på bjerget. De
var personer, der kunne blive og blev udsat for spot og
spe. Til gengæld blev de læst i store oplag. Men med
årene er jeg kommet mere i tvivl med hensyn til den
gode historie – både som historieskrivning og som
historisk roman. Grænsen mellem romanen og den gedigne
historieskrivning er blevet mere flydende. Og jeg mindes
i den forbindelse min gamle lærer og specialevejleder,
professor C. O. Bøggild-Andersen (1898-1967) og hans
understregning af, at der i al god historieskrivning
altid vil være et element af skønlitteratur. Fortælleglæden
og evnen til indlevelse har de to genrer i hvert fald
til fælles. Og det er glædeligvis mit indtryk, at den
gode og fagligt forsvarlige historieskrivning atter er
in blandt yngre historikere. Og at den historiske roman
lever videre.
Oven i købet i bedste
velgående. Her dokumenteret ved Linda Lassens roman om
Gertrud Rask og Hans Egede (bemærk rækkefølgen, og
jfr. senere). Fortælleglæden og indlevelsen har
forfatteren til overflod. Dertil har hun foretaget
grundig research i kilder og litteratur. I øvrigt en
indlysende nødvendighed, når en forfatter anvender
historiske figurer. Og hvor tid og rammer derfor er
givne. Det ville være lidt underligt at se en Hans
Egede udøve mission på f.eks. De vestindiske Øer.
Først lidt ”rigtig”
historie som baggrund. Hans Egede (1686-1758) var en
dansk-norsk præst, missionær og kolonisator. Han blev
teologisk kandidat i 1704 og gift med den 13 år ældre
Gertrud Rask (1673-1735) i 1707. Samme år
fik Egede sit første præstekald i Vågan på Lofoten i
det nordligste Norge. De følgende år blev præget af
konflikt med nabopræster. Samtidig vågnede hos Egede
en brændende lyst til at missionere på Grønland.
Efter afslutningen på Den store nordiske Krig i 1721
drog han med kongens tilladelse med kone, fire mindreårige
børn samt hjælpere og mandskab på skibet Håbet til
det sydvestlige Grønland, hvor han grundlagde en
boplads og 1728 etablerede kolonien Godthåb. Tre år
senere beordrede den nye konge, Christian 6.,
kolonisationen standset. Men Egede blev sammen med sin
familie i landet, men nu på egen risiko. En
koppeepidemi bortrev 1733-34 størstedelen af
befolkningen omkring Godthåb, og Egedes missionsvirke lå
i ruiner. Også Gertrud Rask døde 1735, hvorefter Hans
Egede forlod Grønland for stedse.
Det er dette historiske
skelet, som Linda Lassen puster liv i med sin roman –
og hun gør det overbevisende godt. Man tror på
historien og personerne. Men først og sidst tegner
forfatteren et smukt billede af Hans Egedes kone. I
litteraturen har Gertrud stået i skyggen af sin mand.
Men Lassen giver hende oprejsning. Her er det Gertrud,
der har bukserne på, og som giver romanen
menneskelighed og varme.
I bogens første del følger
vi lensmandsdatteren Gertrud Rasks opvækst sammen med
to brødre og en søster i det nordligste Norge, hendes
møde med og inderlige kærlighed til den 13 år yngre søn
af en sorenskriver, Hans Egede. Deres ægteskab og
mandens første præstekald i det fjerne Lofoten. Vi møder
her de første eksempler på Egedes lidt kantede sind og
trang til konfrontation. Men stærkest i første del står
pigen Gertruds møde og bekendtskab med den frie og
selvstændige kvinde Frida. Fødselshjælper,
naturelsker, eneboer og en kvinde med sine egne
meninger.
Alt sammen egenskaber, der
i en given sammenhæng kunne være den cocktail, der
gjorde indehaveren til heks og dermed selvskreven til bålet
i det strengt Luther-ortodokse dansk-norske
dobbeltmonarki. Frida bliver Gertruds store forbillede.
Hendes stue var fuld af spændende bøger, som Gertrud
arver nogle af. Da Frida forsvinder for at komme bålet
i forkøbet, savner Gertrud ”hendes hænder, der var
skorpede som læder, men alligevel bløde som mos”.
Men først og fremmest husker hun Fridas markante
udtalelser som f.eks. ”En pige kan alt – med
undtagelse af at tisse op i luften” og ”Renlighed er
den bedste læge. Husk det. Men litteraturen gør dig
til et bedre menneske”. Da Hans frier til Gertrud, er
det derfor ikke tilfældigt, at hun giver sit ja med påmindelsen:
”Men husk, du har lovet, jeg må læse alle dine bøger”.
I bogens anden del skifter
fortællevinklen. Nu er det familiens yngste datter
Petronella, der på 60 års afstand og med tidens
mildning fortæller om familiens barske liv på Grønland,
suppleret med uddrag af moderens breve hjem til Norge i
1720´erne. Hans Egede var kommet til Grønland i håb
om at finde efterkommere af de nordboere, man i århundreder
ikke havde hørt noget fra. Og for i det mindste at få
dem ud af katolicismens vildfarelser og ind i
protestantismens velsignelser. Men Egede finder ingen
nordboere – kun rester af deres boliger og gudshuse.
Til gengæld finder han en
missionsmark i de grønlændere, der flokkes om de nye
mennesker fra det ukendte. Hans Egede fremstilles som
den kantede og ikke særlig diplomatiske missionær, der
med bål og brand, evangeliet og omvendelsen vil gøre
de indfødte til gode Guds børn og til kongetro nordmænd.
Gertrud er den menneskekloge, menneskekærlige og blide
centralskikkelse, der knytter alle og ikke mindst børnene
til sig. Han konfliktskabende, hun kompromissøgende.
Mens den dybe og ægte kærlighed mellem Hans og Gertrud
neutraliserer ikke blot konflikterne med de indfødte,
men også mellem ægtefællerne indbyrdes.
De perler og andet
tingeltangel, som grønlænderne smykkede sig med, var i
Egedes enkle og bogstavtro lutheranisme en hedensk
vederstyggelighed. Han bliver f.eks. ude af sig selv af
raseri, da han opdager, at den yngste af døtrene, fortælleren
Petronella, har byttet perler med en grønlandsk
veninde. Samme Petronella fortæller videre - på 60 års
afstand: ”Jeg holder ubetinget med min mor i de
konflikter, mine forældre nu har løbende. Det er som
altid min far og hans hårdhændethed, der er årsagen.
Han har taget en amulet fra en gammel kvinde, og grønlænderne
er vrede på ham”. Og Petronella gengiver en
karakteristisk ordveksel mellem forældrene:
”Du havde ikke behøvet
slå drengen, der vel bare ville beskytte sin mor”.
”Han havde en amulet –
et rævegebis, som han stak lige op i fjæset på mig.
Skulle jeg bare finde mig i det”?
”I kunne vel have talt
om det”.
”Man kan ikke gradbøje
Guds lære og formaninger. Der er intet, der hjælper på
den gudsbespottelse end prygl og straf”.
Men Gertrud vedbliver hårdnakket
at tage grønlænderne og deres livsform i forsvar. Hun
var næppe uenig i målet – omvendelse og dåb. Men
midlerne stiller hun til stadighed spørgsmålstegn ved.
Som f.eks. i dette brev hjem til familien i Norge:
”Det, der har gjort mest
indtryk på mig i de år, vi har været her, er den måde,
de voksne behandler deres børn på. Jeg har endnu ikke
set eller hørt nogen tale hårdt til deres børn
endsige slå dem. Hans er overbevist om, at der må en
vis tugt til for, at de kan tro på Guds almægtighed og
kongens ret til at råde kan bundfælde sig. Jeg er ikke
så sikker. Grønlændernes børn opfører sig bedre end
de fleste af de norske og danske børn, jeg husker at
have set. De er venlige og hjælpsomme. De lyver ikke af
angst for straf – faktisk har jeg ikke hørt om nogen,
der lyver. Heller ikke blandt de voksne”.
Det er en dejlig bog,
Linda Lassen har skrevet. Og et smukt portræt af en
livskraftig og stærk kvinde i en tid og et miljø, der
bestemt ikke ligestillede kønnene. Bogen er også barsk
læsning, ikke blot pga. de umenneskelige livsvilkår,
men også fordi et ædelt formål ofte forsvandt i
misforstået kristendom, uforstand og uvidenhed. Dertil
kom, at en koppeepidemi i 1733 udryddede en meget stor
del af befolkningen, mens Gertrud og Hans plejede de
syge og døende døgnet rundt. Også Gertrud bukkede
under i 1735. Og uden hendes kærlighed og faste støtte
kunne Hans ikke fortsætte. Han rejste hjem – uden at
vende tilbage.
Hvordan var det – set i
det store perspektiv - gået med at omvende glade
naturmennesker til en livsfjern lutheranisme? Rigtig
skidt. Epidemier gjorde deres til at reducere den indfødte
befolkning. Men Hans Egedes metoder med i bogstaveligste
forstand at tæve kristendommen ind i grønlænderne
lagde grunden til et stykke kolonihistorie, som vi i dag
næppe kan være særlig stolte af. Men set i et
realpolitisk perspektiv: Uden Hans´ og Gertruds
kolonisatoriske indsats i begyndelsen af 1700-tallet
havde Danmark næppe vundet sagen om overhøjheden over
Grønland ved Den internationale Domstol i Haag i 1933.
Men først og fremmest har
Linda Lassen med sin mursten af en roman tegnet et smukt
portræt af en kvindeskikkelse, der på trods af en
kvindefjendsk tid og gennem en gengældt kærlighed til
sin mand demonstrerer, at de grundlæggende livsvilkår
egentlig er ret så konstante gennem tiderne.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Linda Lassen:
Håbets år -
Historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede
Udgivet af Forlaget
Hovedland
477 sider, 269 kr.
Forlaget
Hovedland >
|
|
|
|
|
|