BogFeature
Straffelejren

- Fårhus, landssvigerne og retsopgøret

Af Erik Ingemann Sørensen

Den 9. april 1940 marcherede de slagne danske soldater gennem Haderslev. Hjemmetyskerne hujede af dem og spyttede på dem. Den 5. maj 1945 blev så hjemmetyskerne og værnemagerne kørt gennem byen under stor jubel. Nu skulle regnskabet for 5 års ”fejltagelser” gøres op. De historisk forankrede spændingsforhold mellem dansk og tysk i Sønderjylland gjorde her retsopgøret til noget ganske specielt. Mange hjemmetyskere betragter det stadig som dybt uretfærdigt og kræver en undskyldning.

Strafafsoningen fandt sted i den tidligere Frøslevlejr, der nu blev omdøbt til Fårhuslejren. Med Henrik Skov Kristensens storværk, ”Straffelejren”, har denne langt om længe fået sin dramatiske og omdiskuterede historie fortalt. Godt 650 sider er det blevet til.  Og hvilken historie.

I sin indledning skriver cand.mag. og ph.d. Henrik Skov Kristensen – til daglig leder af Frøslevlejrens Museum – følgende: ”Fårhuslejren er et kontroversielt og omdiskuteret emne, som der er knyttet mange følelser til. Det kontroversielle består ikke mindst deri, at lejrområdet har dobbelt symbolværdi: For den danske befolkning i almindelighed er Frøslevlejren et stærkt symbol på tysk besættelse og dansk modstand, medens Fårhuslejren for ”taberne” efter den 2. verdenskrig er et tilsvarende stærkt symbol på et uretfærdigt retsopgør.”

”Straffelejren”, der omhandler perioden 5. maj 1945 til oktober 1949, er opdelt i 3 dele:

1: Interneringslejren Fårhus

2: Straffelejren i Fårhus

3: Fårhus som symbol og begreb i ”tabernes kollektiverindring.”

At det netop er interneringslejren, der er stedets første funktion, hænger sammen med de helt specielle forhold, der gjorde sig gældende ved befrielsen. Frihedsrådet havde i februar 1945 udsendt retningslinjer for, hvem der skulle interneres. Ved at anvende præcis denne formulering slap man uden om grundlovens arrestationsbestemmelser (de 24 timer). Under mit arbejde med retsopgøret i Kerteminde var der flere eksempler på folk, der sad interneret i månedsvis, inden de kom for en dommer. Men baggrunden er logisk og rimelig nok. Med det voldsomme antal internerede – tyskerpigerne kom under beskyttelse – var det ganske enkelt umuligt at overholde grundloven. Og selv om politiet vendte officielt tilbage til arbejdet den 13. maj, kom der ikke umiddelbart nogen ændring. Dertil var opgaverne alt for store og alt for mange. Om det hele så var retfærdigt, når regnskabet nu skal gøres op, er et af værkets spændende temaer. Det vender jeg tilbage til senere.

Del I: ”Interneringslejren” – 5. maj – 3. august 1945

Her får vi en redegørelse for, hvem det egentlig var, der blev interneret i den ”nyoprettede” fangelejr. Henrik Skov Kristensens undersøgelser viser, at det først og fremmest var mænd fra det tyske mindretal i Sønderjylland (Nordslesvig) – primært personer der havde gjort uniformeret tjeneste ude og hjemme. ”Mere end 2.150 personer fra mindretallet gjorde tysk fronttjeneste under den anden verdenskrig, omkring 1.500-1.600 i Waffen-SS og 5-600 i Wehrmacht”. Det er over 30 % af de danskere, der i denne sammenhæng meldte sig under de tyske faner!

Det er vel nok den generelle opfattelse herhjemme, at ”Frikorps Danmark” var et almindeligt kampregiment, bestående af danske frivillige, der ønskede at kæmpe mod bolsjevismen. Men med især Dennis Larsens fremragende bog: ”Fortrængt grusomhed” er der kommet materiale frem, der afslører, at danske SS-folk intet lod tilbage at ønske vedrørende grusomhed set i forhold til det rent tyske SS. Intet. (Anmeldelsen af bogen kan læses på: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/gyldendal_grusomhed.htm). Handlinger som drabene på Lüneburger Heide og børnemordene på Bullenhuser Damm er gruopvækkende eksempler.

Også den slags typer var blandt de internerede og senere straffede, hvor alderen lå mellem 17 og 60 år. Bogen igennem bringer Henrik Skov Kristensen talrige eksempler fra Fårhuslejrens ”Fangekartotek”. Det, at de er spredt gennem hele bogen, er en stor styrke. Det gør den mere læsevenlig, for der er naturligvis også noget tung, men nødvendig tekst. Og fint disse eksempler er sat med fed skrift.

Bag pigtråden finder vi en hel del medlemmer af ”Zeitfreiwilligendienst” – en slags hjemmeværn, der havde godt 1600 medlemmer. Og fra ”Selbstschutz” – et korps der skulle beskytte mindretalsvirksomheder, der arbejdede for tyskerne. Her var der omkring 450 medlemmer. Men det var slet ikke alle, der var blevet interneret. Også en del medlemmer fra den tyske grænsebevogtning, der talte omkring 90 personer, var havnet bag pigtråden. Ud over disse var der medlemmer af ”Organisation Todt”, marinevægtere med mere. Samt alle de ”civile”: værnemagere, medlemmer af DNSAP (der ikke var et ulovligt parti – hvad det heller ikke er den dag i dag), personer, man mente, havde gjort noget, tyskerpiger (hvilket heller ikke var ulovligt) – samt al ”det løse”, der yderligere var røget med i svinget den 5. maj, da lærken lettede og tusind straks fulgte.

Hvorfor det danske ”helligsted”, Frøslevlejren, der i april 45 havde op mod 5.500 danske fanger bag pigtråden, stort set fra den ene dag til den næste blev til Fårhuslejren, har forfatteren, i det materiale, han har gennemgået, ikke fundet et entydigt svar på. Og det er et gigantisk materiale. Henrik Skov Kristensen i det hele taget har været igennem. Han konkluderer derfor – ganske prosaisk – at det vel bare lå lige for. Og at der hurtigt var plads, efter at de omkring 2.000 danske fanger i løbet af formiddagen den 5. maj ganske enkelt gik hjem.

Værket myldrer hele vejen igennem med et ypperligt billedmateriale. Også det er fremragende arbejde. Et af de særligt dramatiske billeder viser et udsnit af en af ”De hvide Busser”, der i de sidste måneder af krigen bragte omkring 15.000 danske og norske kz-fanger til Sverige. Men nu har befrielsesklokkerne lydt, så de er ude i et ganske andet ærinde. På siden er med store bogstaver skrevet: ”STIKKERE TIL FRØSLEV”. Nedenunder står med ubehjælpsomme bogstaver ”Politiet”.  Den mere end tydelige ”varedeklaration” på siden har givet været medvirkende til, at følelserne efter de 5 års besættelse har fået frit løb. Hvad adskillige af de internerede har givet tydeligt udtryk for.

Hjemmetyskerne fik hurtigt sat gang i rygterne om den forfærdelige behandling, de blev udsat for. ”Fårhusfanger har vedvarende hævdet, at de blev udsat for vold, brutalitet, udhungring, ja endog drab.” Medgivet bliver det dog, at grundlovens bestemmelser om de 24 timer var sat ud af kraft i flere måneder. Men det var ikke specielt for disse fanger. Det var de herskende tilstande i hele landet. Hvordan skulle man ellers have klaret opgaverne, fristes man til at spørge. Men. Der hersker ikke tvivl om, at forholdene for de internerede var barske. Det fremgår blandt andet af ”Instruks for behandling af de internerede”, som forfatteren gengiver i sin helhed.: ”- de internerede behandles køligt, men korrekt… ”- Alle uregelmæssigheder indberettes til lejrkommandanten, der som disciplinære straffe kan anvende: mørkearrest med eller uden kostindskrænkning…” Flugtforsøg blev straffet med op til 10 dages mørkearrest på vand og brød. Dog blev der ”… givet almindelig lejrkost to gange under afsoningen…” Glemte man sin hilsepligt, ja så faldt hammeren.

Det kan være svært at definere ”overgreb”. Ét eksempel viser, hvor bredspektret det kan være. Mon ikke de fleste kender billedet af føreren Frits Clausen med trillebøren. Et indblik bag pigtråden. Billedet blev bragt bl.a. i ”Nationaltidende” den 19. maj 1945. (det var blevet sendt til alle redaktioner!) Ingen har kunnet vide, at Frits Clausen ene og alene til ære for fotografen, blev tvunget til at køre med trillebøren, ”… for at latterliggøre og ydmyge Frits Clausen over for offentligheden…”, skriver Henrik Skov Kristensen i billedteksten. Clausen kørte overhovedet ikke trillebør, og i øvrigt var han på daværende tidspunkt ikke interneret, men sad som allieret krigsfange.

I perioden 5. maj til 3. august var det modstandsbevægelsen, der stod for bevogtningen. Nogle af frihedskæmperne har givet haft ar på sjælen og har derfor ført sig frem.

En række hjemmetyskere har udgivet deres erindringer om tiden i Fårhuslejren. I flere af disse ”får den ikke for lidt”. Men det er nok værd at erindre sig, at ”… de i mindst lige så høj grad (er) kilder til fangernes selvforståelse, og derfor skal de anvendes med forsigtighed,” skriver Henrik Skov Kristensen, der vedrørende de generelle forhold i lejren konkluderer: ”Det kan altså være nok så vanskeligt at fremgrave et pålideligt kildemateriale, der egentlig dokumenterer mishandlinger af de internerede i Fårhuslejren. Noget tyder faktisk på, at behandlingen i lejren generelt var bedre end i de mindre, lokale internater…”.

Ud over alt dette skriver Henrik Skov Kristensen levende om ledelsesproblemerne og om overgangen til den nye status som fangelejr. Selv om politiet atter var trådt i funktion den 13. maj, så skulle der yderligere lovgrundlag til – lovene med tilbagevirkende kraft – for at man kunne komme i gang med det egentlige retsopgør. Undervejs slap man adskillige af de internerede ud i friheden. Der var en vis frygt for, at befolkningen skulle rette sin vrede mod domstole og politi, hvis folk bare kom for retten og derefter slap uden videre tiltale. Den 9. oktober 1945 vedtog man ”Lov om oprejsning til uforskyldt internerede” – ikke som forfatteren skriver i september. Få fik oprejsning – en enkelt uheldig udtalelse kunne være nok til, at erstatningskravet blev afvist. 1. juli kom det såkaldte ”straffelovstillæg” – lov nr. 259 – og i oktober den såkaldte ”Værnemagerlov”. Nu var der helt klare linjer for rettens arbejde, så man endelig kunne komme videre. I den sammenhæng er det vigtigt at fremhæve Henrik Skov Kristensens konklusion: ”Afgørende for retsopgørets forløb i Nordslesvig var, at det tyske mindretal blev dømt efter den nøjagtig samme lovgivning som andre danske statsborgere, og som udgangspunkt blev mindretalsmedlemmer behandlet nøjagtig som deres medborgere.” I sin disputats: ”Retsopgørelsen efter besættelsen”, 1984, bringer Ditlev Tamm de omhandlede love som bilag. Det er desværre ikke gældende for denne fremstilling – en stor mangel. Men de findes alle hurtigt på nettet under denne adresse danmarkshistorien.dk

Det er lidt ærgerligt med disse manglende bilag. Men det er dog intet mod den katastrofale mangel på et emneregister. Et fornemt noteapparat samt en ditto litteraturliste findes. Men det er umuliggjort at læse værket på kryds. Det er rigtig skidt!

Del II: ”Statslig straffelejr august 1945-1949”.

Det giver sig selv, at denne del af værket er det mest omfattende. Godt 400 sider drejer det sig om. Det er da også her, vi for alvor kommer i dybden både inden for pigtråden og udenfor. Henrik Skov Kristensen stiller 5 spørgsmål: ”Hvilken udvikling gennemløb straffelejren frem til nedlæggelsen i 1949?” – ”Adskilte Fårhuslejren sig fra de øvrige statslige straffeanstalter?” – ”Hvem var de indsatte?” – ”Hvordan oplevede de lejren?” og sidst: ”Hvordan var fængselsledelsens embedsførelse?” I sandhed ikke så lidt. Men man i dyb respekt bøje hovedet og notere, at vi på fornemste vis får besvaret dem alle. Og læseren får i den grad stiftet bekendtskab med de indsatte: deres forhistorie, deres dom og deres adfærd bag pigtråden.

At man næsten får åndenød undervejs, skyldes et fornemt pædagogisk træk af forfatteren. Han veksler ganske enkelt hele vejen igennem mellem et fagligt kapitel og så et, hvor de indsatte hentes frem via ”fangekartoteket”. Det er bragende godt set, og gør det både nærværende og særdeles spændende.

Der var efterhånden kommet styr på de juridiske forhold i landet, domstolene fungerede. Det samme gjorde Fårhus, der derfor nu fik status af fangelejr. Herefter måtte det fremover være fængselsvæsenet, der stod for lejren. Den 3. august blev det Cuno Gjerstrup (36), der indtog lederstillingen. Henrik Skov Kristensen omtaler hans kantede og usmidige facon, som vi får adskillige eksempler på. Ud fra disse er det ikke svært at forstå, at fangerne omtalte ham som ”den stormægtige”. Nu ”herskede” han over 4.500 afsonere. Og de udgjorde en noget broget skare. ”De kvindelige indsatte var et mareridt for den meget regelbundne Gjerstrup. Hertil kom at denne gruppe bestod af kvindelige internerede, kvindelige varetægtsfanger og kvindelige allierede krigsfanger. Alle i samme blok. Under mandligt opsyn. Så Gjerstrup ville have dem væk så hurtigt som muligt. Først 6. september 1945 kunne han ånde lettet op.

Inden da måtte han igennem nogle gevaldige sammenstød med politiet, der var af den opfattelse, at han stort set kun beskæftigede sig med en ting: at genere politiet mest muligt. Forholdet mellem politiet og militæret, der stod for den ydre bevogtning, var heller ikke godt. Det tjener Henrik Skov Kristensen til stor ære, at han også belyser denne side af de interne forhold. Samler man lidt sammen, så er det tilsyneladende kun på overfladen, vi har alle de glade mennesker, der løber gennem gaderne den 4. maj om aftenen. ”Det juridiske galehus”, ”Den lille generalstab”, ”Den interne ballade i lejrene” og ”De gamle politikere” – mudderkastningen. (Hvor meget længere er vi egentlig nået i dag?)

Det må have været et enormt arbejde at gennemgå de godt 4.500 afsoneres datakort i fangekartoteket. Der er her god baggrund for at få at vide, hvem de egentlig var. Men som Henrik Skov Kristensen skriver: ”Sigtet med de følgende fangeportrætter er ikke at drage statistiske slutninger af hverken kvalitativ eller kvantitativ art, det være sig sociologisk, politisk eller juridisk, men udelukkende at formidle spændvidden af de indsatte og deres forbrydelser.” Om kriteriet for udvælgelsen skriver Henrik Skov Kristensen: ”Fangerne er altså udvalgt dels ud fra et prosaisk kriterium om, hvor interessante de forekommer at være, dels ud fra et kriterium om repræsentativitet…” Herved kommer vi stort set hele raden rundt med kendte og ”ukendte” (efter arkivlovens bestemmelser), der med beskrivelsen af deres handlinger, domme og adfærd i Fårhuslejren ofte – det skal ikke glemmes, at der også sad højtbegavede og idealistiske personer - efterlader læseren med en hovedrysten. Blandingen af dumhed og hovmod – ofte i selvsamme person – forekommer rystende. Holdningen til dem kommer tydeligt frem i bemærkningerne til straffelovstillægget: ”det opdragende over for forbryderne må derimod i almindelighed træde tilbage”. Sådan var opfattelsen i sommeren 45. 2 år senere – 10. maj 1947 – skriver kongen under på en ny anordning, hvor ”… det resocialiserende og opdragende sigte med strafafsoningen (blev) fastslået. Nu hed det: ”Fangerne skal behandles med fasthed og alvor og således, at man søger at fremme deres mulighed for tilpasning i samfundet.”

Historien har underlige sammentræf. Den 9. maj (altså dagen før)inden morgengry henrettede man på det nuværende Christiania 7 medlemmer af ”Peter-gruppen”).

Prøveløsladelser begyndte efterhånden at komme på tale. I bemærkningerne fra Gjerstrup og funktionærmødet gås der ikke med listesko: ”God opførsel, måske for krybende. Indrømmer sin usselhed ved sit væsen, og mødet skal ikke modsætte sig prøveløsladelse, selv om han har været en ivrig og utiltalende nazist.” I øvrigt skortede det ikke på negative formuleringer, når personalet skrev i kartoteket: ”Fangen er en dum, doven, fræk, løgnagtig og holdningsløs person…”

Undervejs i Del II kommer Henrik Skov Kristensen rundt i alle fangelejrens kroge – dagligdagen, solidariteten blandt fangerne, det kulturelle liv, de ekstra straffe og meget, meget mere. Næsten umuligt at remse op. Det forekommer, at der ganske enkelt ikke kan være en uberørt krog tilbage. Og hele vejen igennem aldeles fascinerende læsning.

Langsomt tyndede det ud i antallet af fanger. I maj 1949 er der kun 416 landssvigerafsonere og 73 almindelige kriminelle tilbage i lejren. Og det tyndede stort set hele tiden ud i antallet. Så i efteråret 1949 kunne man så at sige dreje nøglen om til det, der nu blev til Padborglejren. Langsomt gled Fårhuslejren over i glemslen. Men ikke blandt hjemmetyskerne. Her vedblev/vedbliver den at være et åbent sår.

Del III kalder Henrik Skov Kristensen ”Fårhus som symbol og begreb”. Her får vi en form for historisk/aktuel status over retsopgøret, som det formede sig i Sønderjylland – samt en redegørelse for de sår, der endnu ikke synes helede. Trods talrige forsøg herpå.

Denne konfrontation mellem vindere og ”tabere” er genstand for forfatterens sidste, store analysearbejde og konklusion. I ”tabernes kollektiverindring”… har Fårhus været, og er, selve symbolet på et uretfærdigt retsopgør…” noteres det. Efterkrigstiden bragte naturligvis adskillige opgør på print fra hjemmetysk side. ”Man mente ikke, at den danske stat i tilstrækkelig grad tog hensyn til den loyalitetskonflikt mellem herbergstat, dvs. Danmark, og Mutterland Tyskland, som mindretallet befandt sig i. Alene formuleringen er et tydeligt eksempel på, at mange hjemmetyskere rent faktisk stillede krav om særbehandling. At dette ikke skete – at der blev dømt efter handlinger og ikke holdninger – var midt i opgørets time trods alt en sejr for retsstaten.

Der er så mange synspunkter, så mange citater, så mange redegørelser, at det stort set er umuligt at beskrive dette afsnit. Det overlades derfor til læserne at dykke ned i denne spændende, utrolige og til tider ganske forbavsende verden, som Henrik Skov Kristensen gennem sit enorme arbejde her blotlægger.

Der er i de senere år udkommet adskillige markante bøger om Sønderjyllands fascinerende, spændende og omtumlede historie. Blandt andet ”Sønderjyllands historie” i 2 store bind. Og så naturligvis Tom Buk-Swientys helt enestående ”Slagtebænk Dybbøl” og efterfølgeren ”Dommedag Als”. Nu er der rejst endnu et formidabelt fyrtårn. Med Henrik Skov Kristensens storværk ”Straffelejren” får vi endnu en dimension – ja flere – der er med til at dybdeperspektivere landsdelens pulserende historie.

Som anmelder kan man kun have ét eneste skud i bøssen. Men det er uden tøven jeg trykker på aftrækkeren. ”Straffelejren. Landssvigerne og retsopgøret” må være den foreløbigt mest oplagte kandidat til hædersprisen: ”Årets historiske bog”.