BogFeature
Tyrk kan tæmmes

- Osmannere på den danske scene 1596-1896

Af Tommy P. Christensen 

”Svigte vi, da vil Halvmaanen 
Plantes snart, hvor Korset straaler.”
H. C. Andersen: Maurerpigen (1840).

Man kan diskutere om fremmedfrygten er en del af danskheden og i givet fald, hvor længe fremmedfrygten har huseret - og på hvilken baggrund?

Med den foreliggende bog hentes ny viden fra områder af dansk teater- og kulturliv. Med valget af bogens tema: ”Tyrken” som en gennemgående figur i det offentlige liv, har forfatteren simpelthen begået et scoop. Med afsæt i Ludvig Holbergs univers præsenteres tyrken som pittoresk rolle på teatret i kulørte historier om sultaner, pirater og haremsdamer. Endvidere inddrages hidtidigt overset stof ved behandlingen af Chr. 4.s anvendelse af tyrken i sin selviscenesættelse ved kroningsfestlighederne i 1596, ved hans indtog i Hamburg 1603 og ved Det Store Bilager 1634. På baggrund af forfatterens grundige og omfattende behandling af såvel det teaterhistoriske som det generelt historiske materiale bliver det tydeligt af vor tids billeddannelser af motivet ”Tyrken” med en konstant sammenblanding af myter og fakta måske ikke er så speciel endda.

Vore dages Tyrkiet er en ung stat (grundlagt i 1923), hvor den verdslige og vestliggjorte republik blev skabt. Trods Tyrkiets enorme udstrækning og en befolkningsstørrelse, der i dag er på mere end 70 mill. indbyggere, er det kun en krympet udgave af det store Osmannerrige. Et imperium, der havde sin storhedstid i 1500- og 1600-tallet, hvor det strakte sig fra Spanien, over de nordafrikanske stater, den arabiske halvø, store dele af Mellemøsten, Grækenland til de tyrkiske områder samt hele Balkan. 1683 stod tyrken atter ved Wiens byporte, men byen, der var det habsburgske imperiums hovedcenter, blev aldrig sultanens, og forestillingen om, at Konstantinopel kunne skabe en heling af bruddet mellem det Øst- og Vestromerske Rige, måtte opgives.

Traditionelt behandler Danmarkshistorien sjældent forholdet til tyrken, men Bent Holm påviser, at osmannere jævnligt har spillet en rolle i det offentlige liv, hvor figuren har skabt skræk og fascination såvel i fantasien og på scenen, som i krigen og på søen. På Rigsarkivet i København finder man de algierske søpasprotokoller som et vidnesbyrd om den danske håndtering af de nordafrikanske babaresk-staters sørøveri, og under Chr. 4 blev der berettet om bortførelsen af kystbefolkning fra steder så højt mod nord som Island og Irland. Således udgav præsten Oluf Eigilsen: En kort beretning om de Tyrkiske Søe-Røveres onde Medfart og Omgang, da de kom til Island i Aaret 1627, og der borttoge over 300 Mennesker, ihielsloge mange, og paa tyrannisk Maade ilde medhandlede dem.

Forfatteren dokumenterer i sin bog ikke mindre end tre bølger af ”tyrkerier” i den behandlede periode (1596-1896): Omkring år 1600, i midten af 1700-årene og op gennem 1800-tallet. Med afsæt i det teaterhistoriske – en afgrænsning, der også nydefineres og gøres langt mere rummelig, end man tidligere har set det – færdes forfatteren hjemmevant i billeddannelser og iscenesættelser af forskellig karakter, idéhistorisk, folkloristisk, og som et ideologisk/demagogisk værktøj.

Sammenfattende (s.322) – og ret suverænt håndteret – anføres: ”Billedet af Tyrken afspejler og farves af forskellige virkelighedsforståelser. I den historiske proces går fokuseringen først på hedenskaben, dernæst på sensualitet og grusomhed, gestaltet i sultanen, odalisken, janitsharen og korsaren, og efterhånden i tiltagende grad i retning af eskapistisk fascination. Forskydningen går fra en aggressiv, kropslig farlighed, over en moralistisk refleksion til en vegeterende sensualisme.”

Lektor i teatervidenskab Bent Holms forskning, der danner grundlaget for denne bog, har for nærværende anmelder demonstreret, hvilken erkendelse der kan vindes ved originalitet i emnevalget. Som læser får man tilbudt en ballast, der i sin bredde og kulturhistoriske mangfoldighed ligger langt over gennemsnittet i årets boghøst. Trods brug af karakteriserende overskrifter i bogens efterord som: Syntese og dementi – Samspil  og åbenhed – Symbol og stereotyp – Profeti og polyfoni, der vist skal ledes frem til (teater-)titlen: Tyrk kan tæmmes, så skal der ikke være tvivl om, at vi her at gøre med en forsker fra humaniora, der formår at komme ud over rampen både med sit materiale og med sine tankevækkende iagttagelser...