BogFeature
LTI - Lingua Tertii Imperii

– Det Tredje Riges sprog - En filologs noter

Af Henning Lyngsbo

Forfatteren Victor Klemperer blev født d. 9. oktober 1881 i Landsberg an der Warthe i Polen som rabbineren Wilhelm Klemperers ottende barn. Victor Klemperer døde i 1960 i det kommunistiske DDR. Hans levetid kom således til at omfatte tiden under kejser Wilhelm I, der i 1888 efterfulgtes af kejser Wilhelm II. Denne kejser blev tvunget til at gå af d. 8. november 1918, hvorefter Tyskland bønfaldt England og Frankrig om våbenhvile, hvilken som bekendt blev indgået 1. november kl.11. Victor Klemperer deltog som frivillig i artilleriet i 1915. Blev såret og hjemsendt, dekoreret med fortjenstmedalje. Herefter fulgte tiden under Weimar Republikkens kaos frem til 1933, hvor Hitler overtog magten. Som et paternosterbånds kvælende greb om halsen, skulle Klemperer nu opleve et nazistisk regime – Det Tredje Rige – der gennem 12 år mere og mere forpestede tilværelsen for ham. Et regime der ville ham til livs. Hans jødiske herkomst gjorde ham til et fremmedelement, en ikke-tysker. Ildeset i Hitlers germanske rige.

Der blev ikke taget hensyn til, at Klemperer allerede i 1912 konverterede til Protestantismen. Eller at hans far kaldte sig præst og ikke rabbiner. Eller at hans søskende havde konverteret til protestantismen længe før nazismens fremkomst. Klemperer hævdede, at hans konvertering også havde til formål at fremme hans højeste ønske - at blive tysker. Om konverteringen sagde han sidenhen – med direkte hen- og afvisning af nazisternes raceteorier at det, der havde betydning, var ånden - ikke kødet og blodet. Han fremhævede, at hans tyske (og protestantiske, anm. bem.) identitet betød alt for ham. Jødedommen betød intet.

Nogle forskere har gjort gældende, at det slet ikke var troen, der var Klemperers motiv, men derimod karrieren. Det gjaldt også søskendeflokken. Man kunne f.eks. ikke blive officer eller professor på et tysk universitet, hvis man var jøde, selv om man var tysk. 

Han giftede sig i 1906 med en ikke-jøde, Ewa Schlemmer. Dette ægteskab skulle sidenhen blive hans vel nok bedste værn – om end ikke det sikreste  - mod at ende i et gaskammer, således som det skete for millioner af  jøder.

Men jødestjernen undgik han ikke. Og derved forblev han jøde. Noget han aldrig havde ønsket sig. Klemperer spørger sig selv i bogens kapitel XXV om Stjernen: ” Hvilken dag var den værste i de 12 helvedesår?”  Og svarer: ”Aldrig fra mig selv eller andre, har jeg fået andet svar end den 19. september 1941. Fra dette tidspunkt skulle vi bære jødestjernen, den sekstakkede davidsstjerne, tøjstykket med den gule farve, som den dag i dag betyder pest og karantæne, og som i middelalderen var jødernes kendingsmærke, farven for misundelse og galde, der var gået over i blodet, farven for det onde, man skulle vige uden om.”

Fra den dag blev Klemperer et fremmedelement i det tyske samfund. En ikke-tysker, der ikke kunne gemme eller anonymisere sig i samfundets mange fora. Mange er klart en overdrivelse. For de fleste steder var det nemlig forbudt at komme for en jøde. Men i offentlige transportmidler, på gader, veje og offentlige pladser var det blevet til et helvede at færdes. Klemperer giver utallige forfærdende, selvoplevede eksempler herpå. Jøden var fredløs.  

Indtil 19-september 1941 havde tingenes tilstand været utålelige, men dog til at leve med. Klemperer havde studeret filosofi, romanistik og germanistik i München, Genf, Paris og Berlin og fik i 1919 et professorat i München. Derefter fik han en lærestol i romansk filologi ved den Tekniske Højskole i Dresden, men måtte forlade den i 1935 grundet sin jødiske herkomst. Han måtte endog ikke vise sig på læreanstalten, herunder besøge og opholde sig på læsesalen. Han måtte heller ikke abonnere på aviser eller tidsskrifter.

I 1940 fik han frataget hus, personlige ejendele, bøger o.m.a.. Ægteparret blev tvangsforflyttet til et af myndighederne anvist Jødehus i Dresden. En bygning hvortil andre jødiske familier også blev tvangsforflyttet og sidenhen tvangsfjernet med henblik på anbringelse i kz-lejr for senere at blive myrdet, for de flestes vedkommende i gaskamre. Gestapos terrorisering af ham og Eva i dette Jødehus beskrives intenst. Halsgrebet blev således yderligere strammet om Victor Klemperer. 

Men natten mellem den 13. og 14. februar 1945 blev Dresden – som ellers havde været fri for større luftangreb – udsat for et allieret tæppebombardement, der kostede godt 35.000 mennesker livet, men ægteparret Klemperer gik fri. Gestapos papirer blev ødelagte eller ubrugelige. Ægteparret flygtede derfor under den almindelige forvirring.

Få måneder efter var krigen slut. Klemperer søgte tilbage til Dresden, fik sit gamle hus samt sit professorat tilbage.

Under hele naziregimet, fra 1933 til 1945, havde Victor Klemperer hver dag gjort sig notater om regimets sprogbrug. Han førte tillige dagbog. Han gjorde det meget omfattende. Nu hvor alle hans intellektuelle gøremål via professoratet var frataget ham tilligemed alle nødvendige hjælpemidler, sågar hans skrivemaskine, havde hans masser af tid til rådighed. Han havde vist, at han var en særdeles arbejdsom skribent. Denne energi blev nu omsat til optegnelser fra de daglige oplevelser og indtryk, tilsat personlige kommentarer. I 1947 blev LTI, Lingua Tertii Imperii, Det Tredje Riges sprog udgivet. Det blev til 400.000 eksemplarer og dermed ret så udbredt. Formentlig primært i Østtyskland.

Hensigten med udgivelsen var at forfølge både et pædagogisk og et videnskabeligt formål. Sidstnævnte går på den store samling af eksempler på nazismens sprog og dets udvikling under regimet. Et studiemateriale der hviler på et velfunderet empirisk grundlag, som filologer kan anvende i deres forskning, hvad enten den er romansk eller germansk.

Det pædagogiske formål skyldtes Klemperers overbevisning om, at mange af Det Tredje Riges sprogs udtryk og ord stadig er bestanddele af det tyske sprog. Han giver mange eksempler herpå. En hurtig indsigt heri får man i bogens indføjede Ord- og begrebsregister. Klemperer påpeger – og påviser – at nazismen gjorde sproget til tjener for sit rædselsregime. Ved at ændre ordenes værdi og anvendelseshyppighed, kunne regimet ændre såvel hidtidig tysk eller udenlandsk ordbrugs betydning. Det nazistiske Parti gør til almengods, hvad der tidligere gjaldt for en enkeltperson eller en lille gruppe. Partiet beslaglægger, hvad der tidligere var almengods. Partiet gennemsyrer overalt ord, ordklasser og sætningsformer med sin gift, hvorved sproget bliver regimets mest anvendte og bedst virkende reklamemiddel. Klemperer: ”Man burde lægge mange af den nazistiske sprogbrugs ord i massegraven i meget lang tid, nogle for altid.”

Henning Vangsgaard, der er bogens oversætter, har tillige udarbejdet et tillæg, som indeholder et noteapparat, et Ord- og begrebsregister for LTI samt et Efterskrift. Især noteapparatet vil jeg fremhæve som overordentligt nyttigt og lærerigt. Henning Vangsgaard har tidligere oversat et af Victor Klemperers værker: ”Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste.” Udgivet af forlaget Gyldendal 2000 om Klemperers føromtalte dagbøger 1933-45. Da LTI og dagbøgerne har tidssammenfald, bør begge bøger læses for et optimalt udbytte.

LTI´s forlag omtaler Klemperer som en letlæst essayist. Denne karakteristik skal nok tages med et vist forbehold. Især hvis man vil transformere til hjemlige forhold.

Klemperer kan i øvrigt ikke sige sig helt fri for at fremvise et vist åndshovmod. Formentlig i overensstemmelse med tiden før Hitler, men absolut ikke under nazismen.  Men det var jo så en måde at distancere sig fra regimet på.

Dette intellektuelle niveau passede fint i tråd med den relativt store gruppe af venstreorienterede akademikere over hele Europa, der i 30´erne og 40`erne faldt for kommunismen. Mange var fødte opportunister. Ser man på Klemperers livsforløb har opportunisten også fulgt ham til det sidste. Ved straks i 1945 at melde sig ind i kommunistpartiet, der i den af Sovjetunionen dengang besatte zone optrådte under dække af at være et enhedsparti under SED, Socialistische Einheitsparti Deutschlands, opnåede han at få sit professorat i Dresden tilbage i november 45. Ved sit medlemskab bifaldt han oprettelsen af DDR i 1949. Blev medlem af DDR´s Volkskammer i 1950. Tildeltes derudover store repræsentative kontorer samt bil med chauffør.

Med den viden vi har i dag om forholdene i DDR, er Klemperers valg ganske uforståeligt - bortset fra dets opportunistiske formål. Men Klemperer havde i 1945 – som så mange andre partifæller – næppe tilstrækkelig viden om kommunismens mål og midler. Han skrev yderligere dagbøger for tiden 1945-59, der meget betegnende fik titlen: ”So sitze ich denn zwischen allen stühlen.” Han døde i 1960. Utvivlsomt med et splittet sind. Han havde fra barnsben ønsket at være tysker. Han havde nu oplevet 2 forskellige tyske systemer, begge fascistiske i deres struktur, men hver på sin måde. Man kunne godt have undt ham at opleve Berlinmurens fald og tiden derefter. Og som læser af LTI og krigsdagbøgerne fra 1933-45 er det vel på sin plads at opfordre oversætteren Henning Vangsgaard til at oversætte dagbøgerne 1945-59. De skulle være udgivet i 1999 på Aufbau-Verlag Gmbh, Berlin. Ellers sidder vi måske tilbage med et skævt billede af Victor Klemperer?