|
- Dansk Ligestillingshistorie 1840-1915, bd. 1
Af Ida Munk
Værket er ambitiøst lagt
an: Det er dansk ligestillings historie gennem 150 år,
der her skal skildres i et 2-bindsværk. Og ikke nok med
det: Bogens kolofon annoncerer, at ”.., at bogen
stiller den moderne historie om kønnenes ligeret i et
nyt lys: Hidtil har kvindebevægelsens egen version stået
alene – en insiderhistorie om, hvordan kvinderne fra
1871 tilkæmpede sig ligeret trods modstand fra de
magthavende mænd.”
Det er spændende at få
fingre i et værk, der vil omskrive historien på to
felter – dels tilbagedatere begyndelsen af kampen for
ligeret i dansk historie med godt 20 år dels ændre på
den fortolkning af magtkampene op til kvindernes
valgret, som vi hidtil har taget for gode varer; at
kvinderne fik ligeret på trods.
Spørgsmålet er, hvorfor
dét hidtil har været den generelle opfattelse. Svaret
skal iflg. Jytte Larsen findes i det faktum, at
fremstillingen af dette problemfelt i denne historiske
periode har hvilet på ganske få kilder dvs
fortolkninger af de primære kilder, som på trods af
forskelligt udgangspunkt har haft det samme synspunkt og
den samme interesse i at fremstille det således. Værket
kan således også læses med en historiografisk
tilgang.
Går man derimod som Jytte
Larsen direkte til det store primære kildemateriale,
kan det påvises, hvorledes en lang række mænd i
Rigsdagen og i forskellige skrifter har argumenteret
overbevisende og engageret for kvindernes ligestilling
allerede fra 1840erne, og at de vedblev med at
argumentere og stille forslag, indtil de vedtog
kvindernes valgret i 1915.
Jytte Larsen har gennem
sit arbejde med det meget store materiale således påvist,
at kampen for kvindernes ligestilling begyndte længe før
Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871 og at mændene
bidrog kraftigt, ja at de endog opfordrede kvinderne til
selv at ytre sig om deres krav til brug for de (mændenes)
politiske forhandlinger i Rigsdagen.
I indledningen til bogen gøres
rede for, hvorledes Jytte Larsen gennem sit tidligere
arbejde med henholdsvis Dansk Kvindebiografisk Leksikon,
som hun var projektleder for, samt www,kvindekilder.dk
blev opmærksom på, hvorledes især 3 kilder har været
afgørende for det generelle syn på den tidlige
ligeretshistorie, vi hidtil har accepteret som korrekt.
Nemlig Dansk biografisk Leksikon, 1887 og Dansk
Kvindesamfunds Arbejde gennem 40 år, 1912
samt Johs. Steenstrups Den danske Kvindes
Historie fra Holbergs Tid til vor. 1917.
Bogen samler det
omfattende kildemateriale til behandling i 4 kapitler:
1.1848’erne
2. Danmarks Riges Grundlov
af 5. juni 1849
3. Ikkegifte kvinder på
vej mod medborgerskab
4. Gifte kvinder på vej
mod medborgerskab.
Der er desuden 5 sider
noter, omfattende litteraturliste og et nyttigt
navneregister.
Bogen er bygget op med to
kapitler om grundloven, dens nationale og internationale
forudsætninger, dens samtid. Herefter følger to
kapitler med konsekvenserne heraf på lovgivningsområdet
for henholdsvis ikkegifte og gifte kvinders vej mod
medborgerskab.
Denne opbygning betyder,
at der forekommer en del gengangere og referencer til de
samme politiske begivenheder og forhold - især da
bogens to kapitler om Grundloven og dens forudsætninger
strækker sig fra 1700-tallet til 1860’erne.
De to afsnit om ikkegifte
og gifte kvinders vej til medborgerskab hænger
ligeledes nødvendigvis sammen og komplimenterer
hinanden.
Bogens kapitel 1
’1848’erne’ kommer vidt omkring – til Amerika
helt tilbage til 1600-årene og revolutionen i Frankrig
i 1789. Her illustreres kampen for kvinderettigheder med
enkeltpersoners teoriudvikling, kamp og historie, f.eks.
Olympe de Gouges, Charles Fourier, Flora Tristan, Marx
og Engels, Elizabeth Stanton, Lucretia Mott, Harriet
Taylor og John Stuart Mill. Deres tankegods gennemgås
her noget kalejdoskopisk og meget herom tages op senere,
men man læser sig til et bredt grundlag for forståelsen
af de samtidige danske forudsætninger.
I den danske del af
kapitlet er vi ligeledes tilbage til 1700-årene med
Ludvig Holberg og præsenteres derefter for Orla
Lehmann, der var en ivrig fortaler for fuld ligestilling
allerede omkring 1840 og for DG Monrad, redaktør af Fædrelandet,
som med sine forslag på skoleområdet var en
foregangsmand for kvinders ret til uddannelse og
arbejde. Persongalleriet Mathilde Fibiger, Pauline Worm
og Frederik Drejer bliver præsenteret med deres
baggrund, livsvilkår og tankesæt og giver dermed et
fint indblik i de vilkår, hvorunder de danske
kvinderettigheder blev formet i denne tidlige fase.
Dette kapitels afsnit,
’1848’erne privat og politisk’, opsummerer, at der
for feministerne i denne periode måtte arbejdes i
forhold til en tredeling i samfundet mellem ”det
offentlige, det private og det intime, hvor de to første
er arenaer for lige og frie mænd, den tredje er en førmoderne
arena med seksuelle og reproduktive rettigheder for mænd
på bekostning af kvinder, afkoblet det demokratiske
emancipationsprojekt.” Denne tredje kategori viser sig
at være særdeles central for den efterfølgende
diskussion af kvinders rettigheder. Afsnittet her vender
tilbage til det omtalte persongalleri med en yderligere
omtale af enkeltpersoner og deres livsforløb.
Kapitlet dokumenterer,
hvorledes kvindebevægelsen og arbejderbevægelsen hver
for sig i deres historieskrivning har bidraget til
eftertidens fejlagtige opfattelse af, at kampen om
kvinderettigheder alene var en kvindekamp og at den blev
indledt i 1870erne og ikke i 1840erne.
Kapitel 2 ’Danmarks
Riges Grundlov af 5. Juni
1849’
analyserer detaljeret valgretten til den grundlovgivende
og den senere lovgivende forsamling. Her fremlægges
argumentation for, hvorledes begrænsningen af den
almindelige valgret for mænd opstod og dermed
udelukkelsen af kvinderne. Det blev nemlig eksplicit
foreslået, at ”Quindekjønnet skulde være
udelukket”, hvormed det jo faktisk må siges at have været
under overvejelse at inkludere dem; som Jytte Larsen
skriver: ”Kvindevalgret var tænkelig for grundlovsfædrene,
men ikke ønskelig.” Hermed tilbagevises senere påstande
om, at udelukkelsen ikke var udtryk for nogen bevidst
antifeminisme eller at kvindevalgret var utænkelig. I
diskussionerne om, hvilke klasser, der skulle have
valgret, blev menneskeret identisk med mandsret.
I dette kapitel findes også
et afsnit om civile og sociale rettigheder samt et
afsnit kaldet ’Fra skrivepult til talerstol’, hvor
naturligvis også kvindernes rettigheder omtales. Hermed
foregribes de to følgende kapitler, hvor man
introduceres til de samme problemstillinger.
Kapitlet behandler i en
slags opsummering Johs. Steenstrups defensorat af
kvindernes udelukkelse fra valgretten – en
problemstilling der blev taget hul på i bogens
indledning.
Kapitlet ’Ikkegifte
kvinder på vej mod medborgerskab’ gennemgår
tilblivelsen af de love, der var bestemmende for
kvindernes rettigheder bl.a. vedrørende myndigheds- og
erhvervslovgivning og arv. Arbejdet med lovgivningen op
til vedtagelsen i 1857 er spændende læsning ikke
mindst arbejdet med næringsfrihed til kvinder. Det
ville være interessant at se den endelige udformning af
de forslag, som omtales i teksten evt. som bilag.
Tilbage står, at Jytte Larsen her dokumenterer, at
1857- reformerne skal betragtes som en milepæl i
ligestillingshistorien. Den internationale påvirkning i
perioden omtales; igen John Stuart Mills mulige
indflydelse på de personer – her Orla Lehmann – der
var bestemmende i forhold til lovforslagenes udformning
og vedtagelse. Jytte Larsen diskuterer med nutidige
forskere, hvor moderne Orla Lehmann var og fremlægger
her den debat, som Lehmann førte an i og vandt over
justitsministeren Carl Simony. Afprøvelsen af Lehmanns
progressivitet sker bl.a. i behandlingen af spørgsmålet
om kvinders kirkelige valgret og om lærerindeuddannelse,
hvor han ikke forekommer at være den direkte talsmand
for disse friheder.
Dette kapitel om ikkegifte
kvinder kan naturligvis ikke behandles uden at omtale de
gifte kvinders rettigheder, hvorved der sker en
sammenblanding i behandlingen af de to emner, således i
afsnittet om frihed, lighed og kærlighed i 1850’eres
kønskontrakt, hvor ægteskabskontrakten behandles. Det
er på sin vis naturligt, idet civile rettigheder til de
ugifte kvinder ville være en glidebane frem mod de
politiske rettigheder, og at disse rettigheder ville føre
til krav om tilsvarende rettigheder for de gifte
kvinder. Grænsen for frihederne gik ved ægteskabet -
også for mange af de mænd, der arbejdede intenst for
kvindernes ligeret.
I opsummeringen af dette
kapitel gør Jytte Larsen opmærksom på, at Emil
Elberling gennem sin afhandling (1885) og gennemgang af
forhandlingerne på Rigsdagen (1897) klart har pointeret
den konsensus, som prægede Rigsdagen. Jytte Larsen påviser,
at disse informationer forsvinder i senere tiders
behandling af emnet, hvor det er ganske andre
synspunkter, der vælges ud til citat. Også Orla
Lehmanns motiver bliver i nyere historieskrivning
karakteriseret som først og fremmest økonomiske og
materielle frem for etiske. Det er ligeledes interessant
at konstatere, hvorledes den tids emancipatoriske
personer som Natalie Zahles virke senere er omtalt: –
knap nok i Dansk Kvindesamfunds Fyrretyveårshistorie
(1912), og af den anden feministiske fløj med anklager
om ’borgerligt bagstræb og antifeministisk
kvindesyn’, mens Dansk Biografisk Leksikon(1887) har
et fyldigt portræt af hende.
Det sidste kapitel
’Gifte kvinder på vej mod medborgerskab’ må nødvendigvis
relatere sig til
de samme begivenheder og personer som forholdt sig til
Grundloven og problemstillinger vedr. ikkegifte kvinder.
Kapitlet tager interessant nok det, der kaldes
feministiske ægteskaber op med den parallel, der kan
ses mellem John Stuart Taylor og Harriet Mill’s og
Matilde og Frederik Bajers ægteskaber samt til ægteparret
Marie og Armand Goegg og påpeger deres væsentlige
betydning for ligeretskampen.
Her får vi den udvidede
historie (historien fortælles delvist i tidligere
kapitler) om hvorledes den københavnske ’Comité
local de l’association internationale des femmes’
blev stiftet, efter ide fra Alexis Petersen, Geneve,
viderebragt til Frederik Bajer, med Matilde Bajer som
formand. Efter kun 9 måneder trak et ”
socialistforskrækket flertal” sig ud og dannede det
moderate og nationale Dansk Kvindesamfund. I 1885
dannedes Kvindelig Fremskridtsforening under Matilde
Bajers ledelse, men såvel hun som Frederik Bajer
forblev medlem af moderforeningen. Dette internationale
udgangspunkt for Dansk Kvindesamfund forties i
foreningens festskrift fra 1912.
Gifte kvinder viser sig at
få indflydelse ikke mindst gennem deres mænd på
udviklingen af gifte kvinders rettigheder, således
bestyrelsesmedlem Severine Casse gift med den tidl.
justitsminister, hvis netværk blev udnyttet i forhold
til forslag om formuerådighed. Det er spændende læsning
at blive ført ind i de krumspring for at fremme og
modvirke forslag, der kan sikre gifte kvinder i alle
indkomstlag. Det er også interessant at konstatere,
hvorledes kvinderne opfordres af de involverede mænd
til selv at stille krav om retten. Men ikke mindst,
hvorledes de mænd, der ønskede valgret og valgbarhed
til kvinderne tog nogle lange, seje træk for så at måtte
erkende, at flertallet ikke kom i hus i Landstinget i
1987/88 og heller ikke i de mange efterfølgende år,
hvor forslag blev stillet. Først i 1899 fik de gifte
kvinder endelig den myndighed i forhold til formue, som
deres ugifte søstre havde besiddet i over 40 år. Også
vejen til den kvindelige valgret til kommunalbestyrelser
i 1908 og valgretten til Rigsdagen i 1915 bliver
grundigt behandlet. I dette kapitel behandles desuden spørgsmålet
om oprettelsen af kvindelige fagforeninger og ligeløn.
Det forekommer således at
være et opsamlingskapitel, hvor også emner, der ikke
er specifikke for de gifte kvinder behandles, således kønsdiskriminationen
i uddannelsessektoren og embedsansættelse. Kapitlet
slutter med kronologiske ture frem og tilbage i tid,
snart 1973 EU love snart omtalen af ’Hvad vi vil’
fra 1888, ligesom vi vender tilbage til John Stuart
Mills betydning og den internationale socialistiske
kvindebevægelse omtales ved Clara Zetkin. Endelig redegøres
for en lang række forskeres indlæg og perspektiver på
kvindevalgret og rettigheder – ligestillingsprojektet.
Den sproglige formidling
af det store materiale er lidt svingende, idet
sprogstilen skifter mellem skrift- og talesprog. Det
undrer, at der anvendes en del engelske udtryk, hvor der
vel udmærket kunne anvendes danske, især da citater
fra engelske tekster alle bringes oversat. Endvidere
kunne en bedre korrektur måske sikres i en 2. udgave.
Dette første bind af den
nye danske ligestillings historie er vigtig og
interessant forskning, der bryder med og omskriver den
historiske fremstilling, vi hidtil har troet var
gedigen. Jytte Larsen fremdrager nye kilder og sætter
kendte kilder i nyt lys. Værket må derfor siges at være
en rosværdig banebrydende indsats for ligestillingens
forskning.
Ikke mindst på den
baggrund skal det blive interessant at læse bind 2 !
|
