BogFeature
Kaj Munk og Tyskland

– Teater og Politik

Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen

Besættelsestiden i Danmark er vel nok en af de mest behandlede og stadigt debatterede perioder af dansk historie. Og det lader til, at denne periode og dens kulturelle brydninger stadig har et publikum. I hvert fald er der gennem foråret udkommet to markante beretninger om fremtrædende profiler under besættelsen, der samtidig blev symboler på kampen for demokrati i eftertiden.  Historikeren Jes Fabricius Møller har forfattet en biografi om Hal Koch, der kronologisk følger manden fra vugge til grav. Samtidig udkom Kaj Munk og Tyskland - Teater og politik af Søren Daugbjerg.  Forskellene imellem Hal Koch og Kaj Munk er til at få øje på. De havde til tider voldsomme sammenstød med hinanden, først og fremmest på grund af deres holdninger til henholdsvis modstandsbevægelsen og den officielle danske politik under besættelsen (Det vel nok kendteste sammenstød fandt sted på Askov Højskole i 1942, hvor Kaj Munk var indbudt til at tale. Under de efterfølgende diskussioner i forstanderens private stue blev Kaj Munk så ophidset, at han ødelagde en stol, for derefter se sig nødsaget til at stjæle en cykel for at nå sit tog). Men i et historisk lys er det også klart, at de indgik i et fællesskab. De var begge født i årene omkring århundredskiftet og dermed gamle nok til at huske Første Verdenskrig. Dertil kom, at de begge var teologer. Hal Koch gjorde akademisk karriere, mens Kaj Munk blev sognepræst. Kaj Munk og Hal Koch bevarede imidlertid gensidig respekt, selv om de gik hver sin vej, men kun én af dem overlevede krigen.

Kaj Munks tidlige forhold til og forherligelse af stærke mænd i Italien og Tyskland frem til manifestationen af præstens martyrium i januar 1944 forårsaget af eksponenter for selvsamme totalitarisme, er velkendt.  Munks paradoksale forhold til nazismen har udløst flere biografier, ligesom omstædighederne omkring selve mordet tidligere er blevet indgående beskrevet i f. eks. Bjarne Nielsen Brovsts bog Kaj Munk, Krigen og mordet fra 1993. Så der skulle umiddelbart ikke være grobund for endnu en bog om den omfangsrigt beskrevne danske præst.

Men det er der. Søren Daugbjerg dykker ned i en niche af digterpræstens liv og levned. Omdrejningspunktet for nærværende bog er en årelang brevudveksling mellem Kaj Munk og oversætteren (og jøden) Erwin Magnus i 1930’erne.  En brevudveksling, der er blevet stillet til rådighed af Munk-familien. Munks berømmelse i begyndelsen af trediverne gjorde, at flere oversættere kappedes om at få lov til at oversætte hans skuespil. Denne korrespondance mellem Magnus og Munk har ikke tidligere været publiceret og muliggør således en ny vinkel i Munks op- og nedture, primært i tiden op til anden verdenskrig.

Bogen beretter om den unge Kaj Munks betagelse af Tyskland og tysk teater og kultur – fra hans rejser til den kaotiske og inflationsplagede Weimarrepublik til nazitiden og besættelsen af Danmark.  Den fortæller blandt andet om en ungdomsforelskelse i en pige fra Thüringen og om hans beundring for Europas stærke mænd, der slog om i det modsatte, da han efter 1933 mente, at Hitler havde svigtet sine egne principper. I stedet begyndte Munk i artikler, taler og teaterstykker at udfordre fascismen, og det vedblev han med under den tyske besættelse af Danmark, hvor han gjorde sig til eksponent for en aktivistisk linje over for tyskerne.

Inden det kom så vidt, forsøgte Kaj Munk at få sine stykker op på tyske teatre og få dem udgivet på det tyske bogmarked. Erwin Magnus oversatte flere af Munks værker til tysk, men specielt efter 1933 gjorde det faktum, at han var jøde, at det var svært at få dem afsat på det tyske marked.

Daugbjerg formår gennem brevudvekslingen at give læseren et interessant indblik i Kaj Munks ønsker og længsler, samt i de følelsesmæssige op- og nedture samtiden medførte.  Særligt rosværdigt er det, at forfatteren også behandler Munks fascination af Hitler og Mussolini. Dermed former bogen sig hverken som et forsvarsskrift for Munks kontroversielle holdninger eller som et heltekvad om digterpræsten, men bidrager derimod til en seriøs og nøgtern fremstilling.  Ligeså rosværdigt og imponerende er Daugbjergs research og kulegravning af de værker, der på tysk frem til 1944 blev opført på tyske scener, ligesom han bogen igennem demonstrerer et solidt overblik over sit materiale.

Søren Daugbjerg har på alle måder begået et interessant, indlevende og hidtil ukendt indblik i en periode og et forhold i Kaj Munks liv. Daugbjerg er klar i sin analyse og karakteristik af Kaj Munk, og selvom den med sit nicheprægede emne nok henvender sig mest til de mere hardcore ’Munksianere’, er den på alle måder anbefalelsesværdig.