BogFeature
Nørre Hedegård

- En nordjysk byhøj fra ældre jernalder

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal

Bogen, der beskriver ca. 10 gårdsenheder gennem 700 år fra yngre bronzealders slutning til midt i ældre romersk jernalder, udkom i november måned 2009. Bogens hovedforfatter er Mads Runge, Odense Bys Museer, der har samlet et stort og besværligt tilgængeligt materiale, så det kan bruges i udforskningen af bebyggelsesstrukturer i de ældre dele af jernalderen. Man skal huske på, at blot udgravning af et så komplekst objekt, hvor der hele tiden skal tages stilling til horisontale eller vertikale undersøgelsesmetoder, giver naturligt både positive og negative resultater. Heldigvis er et ”landsbymateriale” så tilpas stort, at begge undersøgelsesformer lader sig gøre.

Fra side 5 til side 9 findes oversigten ”Indhold”, hvor de forskellige forfattere godt kunne være nævnt ud for respektive afsnit. Bogen indledes af ”1. Forord” af Jens N. Nielsen (side 11 – 13) efterfulgt af ”2. Indledning” (side 15 – 16) af Mads Runge, som i øvrigt også er den, der forestod ledelsen af det arkæologiske feltarbejde i 1998. Mads Runge har således også skrevet afsnit ”3. Introduktion” (side 17 – 22), afsnit ”4. Kronologi” (side 23 – 56) samt afsnit ”5. Huse” (side 57 – 105) og afsnit ”6. Øvrige anlæg” (side 107 – 126). Niels Haue fremlægger genstandsinventaret fra undersøgelsen i afsnit ”7. Genstande af metal, sten, ben og ler på bopladsen” (side 127 – 154). Bebyggelsesstrukturen beskrives af Mads Runge i afsnit ”8. Bebyggelsesstruktur” (side 155 – 182) hvorefter Jørgen Lund supplerer dette afsnit med ”8.5. Byhøje og andre stedbundne bebyggelser” (side 183 – 196). De naturvidenskabelige undersøgelser er beskrevet i hvert sit afsnit med individuel litteraturliste, hvilket gør disse meget anvendelige som selvstændige enheder. Kristian Dalsgaard beskriver i afsnit ”9. Landskabet, bopladslag og marksystem” (side 197 – 208), Adam Hesel (tidligere Franciere) fremlægger knoglematerialet fra dyr i afsnit ”10. Husdyr og vildt fra Nr. Hedegård” (side 209 – 240) og Inge Bødker Enghoff skriver om fiskeri i afsnit ”11. Fiskeri fra Nr. Hedegård” (side 241 – 246). Afsnit ”12. De arkæobotaniske analyser af materialet fra Nr. Hedegård” er skrevet af Peter Steen Henriksen, Jan Andreas Harild og Peter Mose Jensen (side 247 – 252), mens afsnit ”13. Sammenfatning – erhverv og landskab” er forfattet af Mads Runge (side 253 – 256). Herefter følger en litteraturliste for hoveddelen (side 257 – 264) og endelig afsnit ”15. Noter” (side 265 – 268).

I indledningen redegøres kort, måske alt for kort, for bogens indhold. I allerførste linie omtales begrebet ”byhøj” og Nørre Hedegård betragtes som værende den ældst kendte af slagsen i Sydskandinavien, men at den også karakteriseres som den første udenfor Thy, giver i min optik kun ringe mening. Straks tænkte jeg, hvorfor mon de to meget kendte, noget yngre lokaliteter, Sorte Muld udenfor Svaneke på Bornholm og Uppåkra udenfor Lund i Sydsverige, ikke betragtes som værende byhøje – for det er de jo. Man skal faktisk helt hen på side 183 i afsnit ”8.5. Byhøje og andre stedbundne bebyggelser” af Jørgen Lund, for at få en forklaring på dette. Jørgen Lunds afsnit, som på glimrende vis beskriver og sammenfatter problematikken omkring disse bebyggelser, kunne med fordel have indledt bogværket, så havde man fået sat begreberne på plads med det samme.

Det skal også nævnes, at der i indledningen på side 15 omtales et ”tekstbind” og lidt senere står: ”Foruden tekstbindet udgøres publikationen af et katalogbind over husene”. Der er kun et bind, en bog, med to hovedafsnit. At der er omtalt et tekstbind og et katalogbind kan bero på en oprindelig planlægning af værket, der senere er ændret. Skulle det være tilfældet, ville det ikke have været en stor ulejlighed, at rette i teksten i indledningen så det stod klart, at der ikke mangler et bind. Yderligere synes den korte omtale af bogens afsnit at være for kort og ustruktureret. Meget ville have været vundet, hvis forfatteren havde omtalt de forskellige afsnits indhold i 3-5 linier; så ville læseren med det samme vide præcist, hvad der er i vente, og man ville kunne bruge det til at finde hurtigere rundt i bogen. Her omtales dog de naturvidenskabelige afsnit med hver sin forfatter, ved navns nævnelse, som selvstændige enheder, hvilket jeg også gerne ville have set i bogens ”Indhold”.

Introduktionsafsnittet omhandlende topografi og udgravningsmetodik er på sin plads og i orden. Her skal jeg ikke blande mig i selve udgravningsmetoderne eller de fravalg, der er foretaget i den forbindelse, men det tyder dog på, at de endelige resultater kunne have været mere entydige, havde man ikke foretaget fravalg. Her vil jeg ikke klandre udgravningslederen, der tydeligvis har forsøgt at leve op til de standarter, som er påkrævet for arkæologiske udgravninger, men når det bliver økonomien alene, der bestemmer (sådan opfatter jeg problematikken), så bliver resultaterne også derefter. Jeg mener, at man fra det øjeblik, det gik op for fagkredsen, Aalborg Museums arkæologer og Kulturarvsstyrelsens personale, hvad fundet egentligt er, burde have ”sat alle sejl til” i stedet for at gå på kompromis og undlade visse arbejdsgange. Grunden til min kritik her bunder i, at det er yderst sjældent, vi får mulighed for et grundigt kig ned gennem de ældste jernalderperioders bebyggelsesstruktur; her ca. 10 enheder eller huse, stratigrafisk placeret som en landsbystruktur nogenlunde oveni hinanden. Først og fremmest vil jeg anfægte brugen af for stort millimeter sold og det faktum, at første udskillelse/frasortering af genstandsmaterialet blev foretaget i feltet – altså uden ordentlig vaskning (hvor der ellers kunne fremkomme detaljer, som nu er gået tabt). Man erkender, at der er meget kridt i jorden (blandt andet husvægge og husgulve) så selv ganske små knogler ville være bevaret i materialet. Det skete desværre ikke. Det bemærkes også, at knuse- og kværnsten i stor udstrækning er kasserede, hvilket må betegnes som en fejl i og med, at man lige så godt kunne have taget disse med, da man havde fat i dem. Mads Runge skal dog have ros for den ærlighed, hvorved han fremsætter de problematiske forhold, blandt andet det ”tidsmæssige pres” (side 22), som i bund og grund ikke burde have været et problem. Her kunne man have brugt museumslovens ord og derved givet udgravningen den tid, den krævede for ordentlig videnskabelig udførelse.

I afsnittet om kronologi er der ikke væsentlig kritik at fremføre. Der forefindes gode tegninger og kombinationsskemaer, der tilsammen anskueliggør problematikken, som også her er en besværlig størrelse at beskrive kort og præcist. Det er lykkes Mads Runge at fremstille sekvenserne på en overskuelig måde. Måske skulle de primære anlæg, de neolitiske anlæg og et par hustomter fra bronzealderen, for en god ordens skyld have været præsenteret mere detaljeret, end blot at være nævnt og vist i en profiltegning (side 25). Mads Runge er overbevisende argumenterende i sin gennemgang af ”Anvendte kronologisystemer” (side 33), når der ses bort fra Liversage’s bog ”Material and Interpretation” (1980), men det er nok mere af nød, idet der endnu ikke foreligger nogen god publikation om det sjællandske materiale. Om den før romerske jernalders kronologi (side 33-34), se endvidere afsnit om litteratur lidt længere nede. Omtalen og fremstillingen af keramikken er godt, forklarende og fint underbygget af den litteratur, der nu er benyttet. Der er fine afbildninger af keramikmaterialet i udvalg, både i streg og fotografisk, men det ville være godt med deciderede målestokke i stedet for størrelsesangivelser i form af brøker…

Mads Runge informerer om, at det ikke lykkedes at påvise konstruktionsmæssige forskelligheder i hustomtsmaterialet (side 53), hvilket må mane til eftertanke… For der burde netop via de særlige gode bevaringsforhold være muligheder herfor. Afsnittet burde have været betydeligt bedre underbygget for et så betydeligt negativt resultat. Igen må man spørge sig selv, om dette i virkeligheden afspejler den hurtige og stressede udgravningssituation, som arkæologerne befandt sig i under udgravningskampagnen. Men det er dog med undren, at der så ikke efterfølgende er foretaget opmålinger og vurderinger ud fra den hjembragte dokumentation, der kunne fremvise nye konstruktionsmæssige detaljer. På udgravningsoversigten er der masser af profiler, og mulighed for masser af fladepræparationer, der må have kunnet yde ny viden herom.

I det følgende afsnit om huse gennemgås hustomterne alligevel, og så detaljeret, at forskelle fremstår tydeligt. Der skelnes mellem langhuse og småhuse (kortere huse), hvoraf sidstnævnte kategori også tolkes til beboelser eller værksteder, idet der fandtes nemlig ildsted i nogle af dem. Med hensyn til langhusene er beskrivelser og mål i orden, men at placering af beboelsen ikke kunne lade sig påvise, nærer til undren. Ildsteder er gode indikationer på, hvor beboelsesdelen har været, og det er overraskende, at der er så stor del af husene (19 stk.), der har haft beboelsen i vest. Et udsnit af hustomterne ses på side 68, her uden nordpil, som burde have været med. Selvfølgelig kan nord fornemmes ved bladren til plantegninger over hele udgravningsfeltet… Deciderede staklader er defineret som stolpehuse uden væg, hvilket er en blandt flere tolkninger, der kan være sand, vi kender jo ikke husenes præcise udseende. Afsnittet er fulgt af kombinationsdiagrammer, der tydeliggør konstruktionsmæssige forskelle og ligheder fra fase til fase, hvilket er grundigt arbejde fra forfatterens side. Mangler er nordpil eller orientering på profiltegninger (dog ikke alle) på for eksempel side 70, 72, 74 og 77; der er mange flere, og på side 78 mangler såvel målestok på foto og profiltegning. Afsnittet er forfattet på en god måde, men det skal siges, at det tager tid at sætte sig ind i alle detaljer; der står rigtigt meget på meget lidt plads. Men ved at læse afsnittet flere gange lettes forståelsen og detaljer falder på plads efter hver gennemlæsning. På side 97 ff. gennemgås hustomter fra sammenlignelige lokaliteter, hvilket er fint og runder afsnittet af på en god måde.

I afsnittet om ”Øvrige anlæg” gennemgås kort, hvad der ellers fandtes, fra gruber af forskellig karakter til ardspor, humane skeletter og urne samt oldsager over løsfund af knoglesamlinger, der ikke helt misvisende kan tolkes til at være spillebrikker. Et kortfattet ”opsamlingshit”, kan man vel kalde det, for det er fund af betydning, men som ikke umiddelbart lader sig sætte i sammenhæng med bestemte hustomter eller vejforløb og lignende.

I genstandsafsnittet, afsnit 7, gennemgås og vises de væsentligste fund i beskrivelser og tegninger og fotos. Gennemgangen er i og for sig ok, men man undres lidt over, at der ”mangler” afbildninger af nogle genstande. Eksempelvis kan nævnes ”Mandelformet dolk- eller seglforarbejde (X3669) – Fig. 176 på side 138, når der lige er gjort opmærksom på, at der er syv oldsager i den kategori. Måske var stykke X3669 ikke værdigt til afbildning, måske var der blot ikke plads? Men under alle omstændigheder blev tid spildt med at lede efter det. Samme gør sig gældende i Fig. 183, hvor der er opgjort ”(12 stk.) (fig.183), men der er ”kun” afbildet 8 x-numre. En smule mere præcision ville have været på sin plads her.

Afsnittet om ”Bebyggelsesstruktur” yder et fint overblik over gårdsenhedens udvikling i før romersk jernalder i Danmark. Nørre Hedegård sættes på glimrende vis i perspektiv internt som boplads og som kronologiaske enheder. Der følger et afsnit indeholdende en nyvurdering af begrebet ”byhøj”, hvilket er interessant nok. Men kan man kalde en ”byhøj” for en ”anlægstype”? (side 161). Jeg synes det ikke. En ”anlægstype” er i arkæologisk forstand rester eller spor efter en given aktivitet, og når vi tales om ”byhøje” er der tale om mange aktivitetsspor (hustomter, gruber etc.), der sammenlagt fremviser kontinuitet, udvikling og eventuelt forskelligheder i erhverv og hermed også med hensyn til ernæringsgrundlaget. Men der kan ikke være tale om en egentlig ”anlægstype”. Ellers fremstår afsnittet som et seriøst bud med forklaringer på begrebet, hvoraf nogle dog forekommer rent logiske. For hvad andet end for eksempel tørvevægge i jernalderhuse vil yde så tilpas meget materiale, at der efter ca. 10 gentagne beboelsesfaser, vil kunne konstateres en sekvens, der kan betegnes som en ”byhøj”. Havde det været tale de mere almindeligt forekommende lerkliningsvægge, ja – så havde kulturlaget (”byhøjen”) naturligvis ikke fået den samme tykkelse. I resten af afsnittet diskuteres byhøjsbegrebet set fra forskellige synsvinkler og med forskellige elementer af ydre påvirkninger som årsager m.v. Her kan også påstås, at der er en vis form for logik i tingenes årsags/virkning tilstande. Hermed mener jeg, at man har måttet benytte de naturligt forekommende råstoffer og ernæringsgrundlag, der nu en gang var på et givent tidspunkt. I afsnittet ”Bebyggelsesstruktur” side 165 ff., gennemgås faserne med forsøg på tolkning af en social stratifikation begrundet i hustomternes længder. Her kan blot siges, at det lyder ganske tilforladeligt. Der er ligeledes tolkningsforsøg på vejforløb gennem bebyggelsen, hvilket naturligvis skal være tilladt forfatteren at fremkomme med. Bebyggelsens struktur sammenfattes fint med betragtninger om stratifikation, hvorefter områdets (Trandersbakkeøens) kendte jernalderbopladser gennemgås.

Afsnittet om byhøje (af Jørgen Lund) kunne med fordel, som nævnt i begyndelsen af denne anmeldelse, være bragt som noget af det første i bogen. Det ville have lettet forståelsen af flere af de problemer, som Mads Runge fremdrager i sit store arbejde. Når der ses bort fra dette, giver Lund en meget fin og grundig gennemgang af hele problematikken, både forskningshistorisk som ved korte omtaler af vigtige lokaliteter i Danmark og Nordvesttyskland hhv. Holland. For ”ikke arkæologer” er afsnittet derfor meget betydningsfuldt for hele forståelsen af begrebet ”byhøje”. Her gennemgås kronologiske forhold, dannelsesprocesser og bofasthedens årsager som de væsentligste elementer.

Kristian Dalsgaard (side 197 ff.) gennemgår de ”jordnære” problemer lokalt på Nørre Hedegård. Geologi, landskabsmæssige historiske oplysninger, arealbenyttelse og bonitet indgår i vurderingen. Her forsøges også flyvesandslagene forklaret, og afsnittet afsluttes med diskussion og vurdering, samt en selvstændig litteraturliste.

Adam Hesel (tidligere Franciere) (side 209 ff.) gennemgår knoglematerialet fra dyr. Heraf fremgår, at de vigtigste husdyr på Nørre Hedegård har været får/ged samt kvæg. Der forefindes andre arter, også vildt, som naturligt blev medtaget som fødeemner. Afsnittet er gennembearbejdet med analyser og komparativt materiale samt taphonomiske analyser og munder ud i betragtninger om båseskillerum, ernæringsindtag og arkæologiske udsagn (eksemplificeret ved omtale af indholdet i moseligs maver). Der er en selvstændig litteraturliste til afsnittet.

Inge Bødker Enghoff (side 241 ff.) behandler knogler fra fisk med blandt andet optegnelse af arter og deres antalsmæssige og procentvise andel. I diskussionen konkluderes, at fiskeriet har været nogenlunde jævnt, i al fald i bebyggelsens første og sidste faser. Afsnittet har selvstændig litteraturliste.

De arkæobotaniske analyser er foretaget af Peter Steen Henriksen, Jan Andreas Harild og Peter Mose Jensen. De gennemgår analyseresultater af prøver udtaget fra lag, lerkar og gruber… ikke stolpehuller, idet sådanne sandsynligvis er sammenblandede med andet materiale. Resultaterne fortæller om afgrøder og ukrudtsflora. Afsnittet har selvstændig litteraturliste.

På side 253 ff. afsluttes værkets skriftlige del med en sammenfatning af Mads Runge. Her er en opsummering af de naturvidenskabelige afsnit sammenholdt med bebyggelsesstrukturen. Diskussion om arealudnyttelse og om byggemåder (blandt andet vægkonstruktion). Ikke overraskende kommer Mads Runge frem til, at begrænsede arealer har betydet intensiv dyrkning, og får/kvæg har været dominerende husdyr sammen med 5% hest, svin og hund. Mads Runges konklusion på dette er, at der var tale om traditionelt landbrug suppleret med naturens ressourcer. Her oplyses til sidst, at 2/3 af byhøjen menes udgravet med resultatet 10 samtidige gårde.

Katalogdelen består af tegninger af samtlige hustomter på lokaliteten. Det er godt, og der er ikke noget væsentligt at kritisere. Dog… bagerst i bogen findes et lille hæfte, der indeholder en indledning og en forklaringsnøgle til katalogdelen samt et engelsk resumé og figurtekster. Jeg undrer mig over, at man har valgt at udgive disse væsentlige dele i et særskilt hæfte, i stedet for at lade ”Indledning og forklaringsnøgle” til kataloget stå som første del heraf? Resumeet kunne jo også godt have været sidste afsnit i tekstdelen. Den måde, der er valgt, betød for anmelder, at hæftet blev læst noget for sent i forhold til bogen i øvrigt. Man skal faktisk starte med at læse hæftet for at få fuldt udbytte med det samme. Et par eksempler: Forklaringsnøglens afsnit 2.2. Plantegninger. Først her finder man ud af, at nordpile på fladetegninger, som delvist mangler bogen igennem (!), i virkeligheden er de lodrette indramninger til tegningerne. Det ville ikke have været den store ulejlighed at sætte nordpil på hver enkelt tegning, så værket fremstod mere struktureret ensartet, end tilfældet er nu. Ved enkelte snittegninger er der dog angivet retning for snit, men desværre er det ikke altid. En anden væsentlig mangel er, at signaturforklaringer i hæftet ikke angiver selve farveskalaen, der er benyttet. Her er blot ved tekst forklaret, hvad de enkelte farver repræsenterer. Det ville nok ikke have været en stor ulejlighed heller at vise disse forklaringer på en mere brugervenlig måde. Så have det heller ikke været nødvendigt at undersøge specielt, hvad den gule farve i virkeligheden repræsenterer (forstyrrelser, og i Hustomt 77 endog forstyrrelser i form af jernaldergrave).

Det lille tynde hæfte, der har fået plads på indersiden af bagsideindbindingen, forekommer altså noget malplaceret og minimalistisk i forhold til bogens ellers gode udtryksform. Måske skulle man have valgt to bind, som jeg formoder, var den oprindelige plan. Så ville det naturligvis også have været betydeligt nemmere at følge med i tekst som planer samtidigt, i stedet for som nu, hvor der skal bladres frem og tilbage rigtigt meget.

En anden ting, som ses af bogens i øvrigt fine billedmateriale er, at man ikke har villet ulejlige sig til at bruge målerstokke på alle billeder. Her er en klar fejl, idet billedmaterialet kun kan anvendes vejledende uden målestok. At der på en del af billederne er en minimalistisk målestok i form af en enkeltgang udfoldet tommestok på anlægstavlen, vurderer jeg ikke tilstrækkeligt, i hvert fald ikke, når det er store flader/hustomter og profiler etc., der er dokumenteret. Her skal der være udlagt en landmålerstok eller to ved objektet. Billedmaterialet i øvrigt består af fine og skarpe billeder, der altid er en fornøjelse at kigge på. Teksten i bogen er endvidere fri for slå- og stavefejl, hvilket gør den til en god oplevelse at læse.

Litteraturlisten afspejler, at undersøgelsen er foretaget for godt 10 år siden, og de sidste publicerede arbejder, der er oplistet, er et par stykker fra 2005. Det kan desuden undre, at der ikke er medtaget centrale arbejder publiceret i for eksempel Prähistorische Zeitschrift og andre steder. Her kan umiddelbart nævnes arbejder af Claus Kjeld Jensen og Jes Martens. Fra sidste hånd for eksempel: ”Martens 1996: Die vorrömische Eisenzeit in Südskandinavien. Probleme und Perspektiven. Prähistorische Zeitschrift 71. Band 1996 heft 2, pp. 217-243” og “Martens 1998: Local Development or Foreign Influences. On the Late Pre-Roman Iron Age of North Jutland. J. Ilkjær & A. Kokowski (eds.): 20 lat archeologii w Maslomeczu tom II, Lublin 1998, pp. 157-193.”. Måske afspejler litteraturlistens åbenlyse mangler en arbejdsgang, der har været afbrudt af hovedforfatterens inspektørarbejde andetsteds, og som sådan kan jeg kun stærkt opfordre til, at man fra officiel side, det vil sige KUAS, arbejder på at få publikationsomkostninger (fundbearbejdelser, rentegninger, publicering, trykkeomkostninger m.v.) indarbejdet i udgravningsbudgetterne på en eller anden måde. Det vil givetvis også betyde en mere stringent og hurtig publicering af fund, samtidigt med, at der vil kunne spores kontinuitet i og til fremtidige arbejder af lignende karakter. Noteapparatet side 265-268 er hverken for lille eller for stort. Det indeholder relevante supplerende oplysninger, ganske som det skal.

Bogens helhedsindtryk er godt, når man først har fundet ud af de ”små spidsfindigheder”, der ligger i blandt andet det tilhørende hæfte bagerst, og når man lige vender sig til nordpile, som skal ”projekteres ned” på siden, i 28 tilfælde, i kataloget. Her er nemlig ”kun” nordpile som sidestreger i oversigtsplanerne øverst på siderne. I andre tilfælde, for eksempel side 276 og side 277 kunne der godt have været angivet retninger på selve tegningerne. Man kan sige, at det er bagateller, at nordpile etc. ikke er 100% i orden, men som arkæolog bemærker man straks dette.

Grundlæggende mener jeg, at bogen er et vigtigt dokument til belysning af den ældre jernalders historie hvad angår byggeskik og levevis i det nordjyske område. Sammenholdt med tidligere publikationer – og kommende – vil Nørre Hedegård indtage en betydningsfuld plads, idet arkæologiske undersøgelser af hele landsbymiljøer hører til sjældenhederne. Et af de vigtige elementer, der virkelig ”bærer” bogen som dokumentation, er også de sekundære forfatteres bidrag, som hver især på bedste vis beskriver de naturvidenskabelige sider. Sammenholdt med de arkæologiske resultater, gives et nuanceret billede af ét samfund i Nordjylland i ældre jernalder, hvilket Mads Runge skal have tusind tak for. Det skal blive spændende at følge andre arkæologiske undersøgelser af lignende karakter fremover. Det lægger bogen også op til, blandt andet Nr. Tranders, der er et lignende fund fra samme område, men indtil videre ikke endeligt publiceret.

Bogen om Nørre Hedegård skal indkøbes og være på arkæologiske institutioner, fordi den i bund og grund beskriver et meget vigtigt fund fra før romersk jernalder. For amatørarkæolger og andre interesserede end fagarkæologer, vil det være min henstilling til forfatteren, at der publiceres en mere populær fremstilling, idet bogens mange facetter kan være en smule trivielle og vanskelige at gå til. Det er et stof, der i sin nuværende udformning, tager tid at sætte sig ind i for at få fuldt udbytte. På trods af enkelte mangler, der til dels rådes bod på ved lidt leden rundt, er det et yderst interessant fund, der er med til at gøre landsbybegrebet klarere. For eksempel det faktum, at husenes placering næsten ikke flyttede fra ”hus til hus” gennem hele beboelsesperioden. Man kan næsten sige, at der er tale om parcelhusgrunde, hvis skel lå fast som de gør det i dag. Der mangler gode publikationer af især nyere feltarbejder på dette område; måske fordi vi efterhånden tror, at vi ved – om ikke alt, så det meste - om bebyggelse og bolig i Danmarks jernalder. Det synes ikke være tilfældet. Det er bogen også et godt bevis på. Her er stadigvæk ny viden at hente. Desuden er det en styrke i bogen, at der gives gode komparative analyser og omtaler af tilsvarende fund rundt omkring i Danmark og umiddelbart syd for - især Jørgens Lunds afsnit om byhøje.