|
- Historien gennem
1000 år
Af
Lone Alstrup
Byen, der er vores
hovedstad, er samtidig en by med en lang historie. Byen,
der indtil 1856 var en fæstning omgivet af volde og
voldgrave.
Det kan i dag være svært
at forestille sig, hvordan byen så ud i gamle dage; det
kræver fantasi at tænke sig til, hvordan mennesker og
dyr engang gik rundt i gaderne. Hvad lavede den
almindelige borger i byen? Vi hører så ofte kun om de
kendte, som dog også er med i bogen, som biskop Absalon
og Leonora Christine. Med hvad med skibsbyggere,
bordelmuttere, ludere, tyve, guldmageren i Nygade osv?
Bogen følger i deres
fodspor gennem de mørke gyder, og vi oplever støjen og
lugten. Vi hører, hvad folk levede af, hvordan de
boede, og ikke mindst hvad der skete, hvis de ikke
fulgte byens lov.
De smalle gader er i dag
smarte butiksområder og kontorer, og borgerne i Magstræde
eller Hyskenstræde ville nok have leet højt, hvis de
havde set deres gade i dag; som en fin gade med dyre
lejligheder. Mag og hysken betyder nemlig offentlige
lokummer, og Magstræde rummede desuden helt op til
1900-tallet byens værste bordeller.
I et brev af 1186 nævnes
alle de byer, der var placeret rundt om København, fx
Vanløse, Gentofte, Rødovre og Nærum – de fleste af
disse byer eksisterer endnu, men er nu blevet forstæder
til København. Landsbyerne stammer både fra jernalder,
vikingetid og middelalder. Man kan datere en lokalitet
efter dens navn, fx er byer, der ender på –lev og
–løse, jernalderbyer, mens landsbyer, hvis navn ender
på –by, er fra vikingetiden.
1200-tallet var præget af
en voldsom udvidelse af de 2,4 hektar, byen fyldte i
1100-tallet. Absalons borg var blevet udbygget og forstærket
med tårne; der var fire kirker, et Gråbrødre kloster
og to hospitaler.
Bogen afdækker som sagt
aspekter af Københavns historie, som man ofte ikke hører
så meget om. Nogle ting er så beskrevet, at man synes,
at man ved det i forvejen. De mindre kendte ting, som fx
almindelige borgeres liv, er ikke altid så godt
beskrevet, men det råder denne bog bod på.
Det kræver fantasi at sætte
sig ind i tidligere tiders menneskers liv, men med bogen
som guide lykkes det meget godt med spændende små
afsnit, mange billeder og illustrationer. Bogen
henvender sig til elever fra 6. klasse og er et
supplement til systemet Ind i Historien fra Alinea, men
kan sagtens læses uafhængigt af dette system.
Afsnittene er bl.a. oldtidens København, Vikingetiden
og tidlige middelalder, Absalons København, den
blomstrende købstad, Valdemar Atterdags København,
kongens by, København under reformation og belejring,
fra bispeborg til kongeslot, krudt og kanoner og
Christianshavn og Strandgade.
En bog, der kan anbefales,
netop som supplement, fordi den har så mange gode
afsnit, der er korte og præcise, men dog med et strejf
af fantasiens vingesus, som vil give elever et bredere
og mere nuanceret billede af København, andet end bare
som vores hovedstad, hvor eliten bor.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Hanne Fabricius:
København – byen
bag voldene - Historien gennem 1000 år
Udg. af Alinea
72 sider, 148 kr.
Alinea >
|
|
|
|
|
|