BogFeature
I pagt med djævelen

- Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter Reformationen

Af Agnete Birger Madsen

Så røg endnu en myte. Nemlig den, at de katolske trolddoms -og hekseforfølgelser var meget mere brutale end de danske. Det var ingenlunde tilfældet – tværtimod.

Det er en af de vigtige konklusioner i  Louise Nyholm Kallestrups bog, der bygger på undersøgelser af danske og italienske trolddomsprocesser i 1600 tallet.

Indledningsvis slår hun fast, at dansk forskning er betydeligt længere fremme end italiensk trolddomsforskning, der længe har været hæmmet af en magtfuld katolsk kirke, som har siddet tungt på dele af kildematerialet. Det er således først inden for de sidste år, at inkvisitionens arkiv i Vatikanet er blevet åbnet for forskere. Og det har forfatteren benyttet sig af. 

Det er grundforskning, det her. Louise Nyholm Kallestrup baserer den italienske del af sin forskning på ca. 2000 siders protokoller  fra Inkvisitionens Siena arkiv. Disse protokoller stammer fra inkvisitionssager fra den lille by Ortobello i den del sydlige del af Toscana, og dem sammenligner hun med de nørrejyske tidssvarende trolddomssager.

De italienske fylder mest. Det er forståeligt, for hvor de danske sager tidligere har været igennem flere historiske undersøgelser og analyser, så er disse Ortobello sager ganske nye og uberørte. 

I de indledende bemærkninger om det komparative lokalstudie slår forfatteren fast, at det netop har været hensigten at bringe de to meget forskellige typer af retskilder sammen – de italienske kirkelige og de danske verdslige - og undersøge hvilke afvigelser og ligheder der kunne dokumenteres i dommenes fortolkningsramme og i processernes praktiske forløb. – Velvidende at det ikke kunne blive en fifty-fifty analyse. Dertil er de to domstole alt for forskellige. Alene omfanget. Inkvisitionsprotokollerne indeholder mange flere informationer om de implicerede end de danske forhør.

”Forfølgerne” og ”De forfulgte” er titlerne på bogens to hovedafsnit. I det første redegøres for forestillinger om trolddom i henholdsvis den katolske kirke og i Danmark. Her beskrives og analyseres den teoretiske og historiske baggrund for kirkens og magthavernes kamp mod befolkningens anvendelse og tro på rituel magi.

Både den katolske og den protestantiske kirkes opfattelse af magi var, at det var noget, der kun kunne udføres med Djævelens og hans dæmoners hjælp. Ord og remser og mærkelige ritualer havde ingen kraft i sig selv, det var Djævelen der gjorde det magiske ritual virkningsfuldt. Og udøveren af ritualerne havde bevidst eller ubevidst indgået en pagt med djævelen for opnå resultater. Det var en alvorlig sag. Dels havde vedkommende solgt sin sjæl til evig fordømmelse i helvede, men det var også frafald fra den sande tro på Gud. Denne officielle trolddomsforståelse er beskrevet flere steder, blandt andet i Sixtus V’s bulle: Coeli et terrae fra 1586 og i Den danske Forordning om Troldfolk og deres Medvidere fra 1617. Der er tale om strenge bestemmelser med henblik på disciplinering af befolkningens adfærd og det var i princippet ligegyldigt hvilken magi, der var tale om.

Hele bogen igennem skelnes der mellem den såkaldte gavnende magi (den helbredende f. eks) og den skadevoldende magi (misvækst og sygdom f. eks).

I Italien havde inkvisitionen fået monopol på retsforfølgelsen af trolddom, mens de danske trolddomsprocesser alene kunne føres ved verdslige domstole. Det betød forskelle i procedurerne allerede ved anklagerne, idet det danske retsvæsen krævede en forurettet part. Det forklarer, hvorfor alle de danske sager handler om skadevoldende magi – hvem vil anklage en, der har forsøgt at hjælpe? - hvorimod inkvisitionen ikke skelnede. Magi var, uanset hvad, djævelens værk.

At det var mere end det, finder vi ud af i næste hovedafsnit, hvor synsvinklen er på de forfulgte. Det er her, vi hører de anklagede selv. Det viser sig, at de italienske sager er lidt af en guldgrube. Dels er der tale om meget grundige forhør, og dels er forhørene skrevet ned, mens de stod på. Det er altså ikke en skrivers referat, som det er tilfældet i de danske.

En af de ting, der virkelig springer i øjnene er, at samtlige af de dømte italienske kvinder indgik i seksuelle forhold uden for ægteskabet, og at de fleste anklager gik på kærlighedsmagi. De var anklagede for ved hjælp af bestemte ritualer og remser at få bestemte mænd til at elske sig selv eller en anden – eller få ham til at forlade sin kone. Med andre ord manipulere ham derhen hvor de selv eller kunden ønskede det - og det er farligt og ganske imod de katolske forskrifter.

Louise Nyholm Kallestrup beskriver flere sager fra anmeldelse til straf og i analysen trækkes forskellene klart op. F. eks. i sagen Virginia der var kendt for både at kunne helbrede og praktisere kærlighedsmagi – og som boede papirløst sammen med Carlo og ikke havde været til skrifte i to år. Efterhånden som forhøret skred frem, og især efter det sidste pinlige forhør (med tortur) kunne hun godt se det syndige at leve ugift sammen med Carlo men hun nægtede at have indgået en pagt med Djævelen. Hun blev i 1649 idømt pisk i Ortobellos gader til fanfare og derefter forvisning fra byen. Inden eksekveringen af straffen skulle hun afsværge sin kætterske levemåde og ideer. Derefter ville hun være at regne for genoptaget i den katolske kirke.

Heroverfor har vi Siede Christensdatter fra Hornum sogn. Hun var blevet anmeldt af Jep Andersen, der anklagede Siede for via magi at have forvoldt hans kos liv. Desuden havde hun lovet ondt, da hun og Jeps kone var oppe at skændes, hvorefter konen var blevet syg. Flere vidner fortalte lignende historier. Hun blev dømt til bålet ved landstinget i Viborg. 

De to historier er typiske for de mange sager, forfatteren refererer og analyserer. I alle tilfælde drejer det sig om sager mod kvinder fra samfundets lave lag, og i ingen af tilfældene bliver der sat spørgsmålstegn ved det virksomme i de magiske ritualer, de udførte. Opfattelsen var, at trolddom var et redskab, hvormed et akut problem i dagligdagen kunne afhjælpes, og udøverne var folk, der havde nogle specielle evner og kunne nogle ting, som andre ikke kunne, og for menigmand havde det intet med Djævelen at gøre.

Når dommene var så forskellige, så skyldes det først og fremmest, at inkvisitionen havde et opdragende mål med retssagerne, nemlig at få udøveren til at indse det syndige i sine handlinger. Det handlede mere om at afrette hendes kætterske livsførelse frem for frygt for diabolske konspirationer. Herefter tog kirken imod hende igen efter bodshandlingen. I protestantiske Danmark kunne tilgivelsen ikke gives på jorden. Her var straffen en sanktion udført på samfundets vegne for at vise Gud, at den verdslige øvrighed ikke tolererede overtrædere.

Louise Nyholm Kallestrup har udført et stort og flot stykke arbejde. Og hun skal have ros for at give os indblik i et italiensk kildemateriale, der kræver en historiker, der både kan og vil oversætte fra italiensk og latin.

Sproget er nogle steder for akademisk knudret, og der er mange gentagelser i bogen. Læseren bliver således taget lidt for meget i hånden i form af gentagne opsummeringer og fortolkninger baseret på små kildeuddrag. I stedet længes man efter meget længere uddrag af forhørene. Det er jo nogle fantastisk kilder, der sagtens kan stå selv – og som indbyder til at man går på opdagelse i dem.