Af
Steen Ivan Hansen
Nationalmuseet fejrer i år sit 200
års jubilæum. Oprettelsen skete 22. maj 1807,hvor
det ved kongelig resolution blev besluttet at nedsætte
Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring. Årbogen
Nationalmuseets Arbejdsmark har valgt at markere jubilæet
ved at tage det store overblik over 200 års
museumshistorie, og det er der kommet en både stor og
læseværdig bog ud af.
Dronningen har skrevet et forord, som
nok er kort, men med et personligt præg.
I 22 afsnit gennemgås ligeså mange
aspekter af nationalmuseets virke, skrevet dels af
medarbejdere, dels af bidragydere udefra. Man må rose
redaktørerne, Nationalmuseets direktør, Carsten U.
Larsen og Bente Gammeltoft, for, at de næsten helt
har undgået gentagelser i teksterne og for, at vi
kommer virkeligt vidt omkring både i historien og i
arbejdsmarken.
Carsten U. Larsen lægger for med det
egentlige historiske overblik. Det hele begyndte i
nogle få rum på Trinitatis Kirkes loft, og alene
historien om Nationalmuseets fysiske rammer, samt de
skiftende principper for udstillinger, udgravninger,
og undersøgelser er spændende læsning. Skiftende
tiders politiske holdninger har naturligvis givet
varierende pengemidler til museet, ligesom
holdningerne til Nationalmuseets opgaver har ændret
sig i årenes løb. Dette – samt talrige
organisatoriske og ledelsesmæssige ændringer har
givet en næsten lidt sik-sak-præget udvikling, som
Larsens artikel giver et udmærket indblik i.
Museumsdirektøren for Schloss
Gottorf, Claus von Carnap-Bornheim, ser på
Nationalmuseet udefra, og advarer om, at nutidens
tendens til egenfinansiering og måling i cost-benefit,
kan give en kortsigtet horisont, hvor forskningsgrene
afvikles, netop når de er på deres højeste.
Man kunne vel her nævne Brede Værk
som et eksempel på dette. En tid var Brede rammen om
store, velbesøgte særudstillinger, i andre perioder,
har det næsten været lagt ned – mulighederne
heroppe synes stadig ikke fuldt udnyttede.
I en glimrende artikel, skrevet af
Peter Dragsbo fra Sønderborg Slot, reflekterer denne
over Nationalmuseets funktion, som han i dag definerer
som et centralmuseum, mens udgangspunktet var at være
et symbol for nationalstaten og et nationsdækkende
museum i ordets mest konkrete forstand. Han viser også,
hvordan f.eks. bondegårdsundersøgelsernes mål har
ændret sig. I sin første fase skulle den vise den
danske byggeskik overfor det tyske, den var altså et
udslag af striden mellem dansk og tysk – den helt
store landsdækkende indsats blev netop gjort under
besættelsen. I dag har man indset, at dette nationale
synspunkt ikke holder, og at bondegårdsundersøgelserne
ikke blot kan fokusere på bygninger, men må inddrage
helheden – herunder haver og møddinger. Vægten lægges
nu på gården og husstandens udvikling over tid samt
på analyse af hjem og familie.
Frihedsmuseet er nok det klareste
eksempel på, hvordan formidling af et emne ændrer
sig i takt med tiden og forskningen. Det blev skabt
som et mindesmærke, ja næsten et sejrsmonument for
den danske frihedskamp. Denne heroiske kamp har
forskningen som bekendt efterhånden sat ret så store
spørgsmålstegn ved, og i to artikler af henholdsvis
dr. Phil Clemens Maier og overinspektøren på
Frihedsmuseet, Esben Kjeldbæk, reflekteres over de
store diskussioner, nyordningen af samlingen har
givet. De gamle veteraner forstår ikke de nyere
historikeres syn på besættelsen. At lave en
udstilling involverer altid en mængde kompromiser og
begrænsninger.
Kleenex og kransekage. Danskerne og
kronprinsebrylluppet den 14. maj 2004, hedder en
artikel af Lykke L. Pedersen, Tine Damsholt og
Charlotte S. H. Jensen, som alene i kraft af denne
titel fanger opmærksomheden. Som det hedder:” en
kreds og forsknings- og formidlingsinstitutioner med
Nationalmuseet i spidsen satte sig for at dokumentere
bryllupsdagen, som den forløb forskellige steder i
ridsfællesskabet fra Thule til Gedser.”
Det må vel så ses som et forsøg på
at være forkant med, hvad der formodes at røre sig i
befolkningen, og vi får en grundig beskrivelse af
alverdens venindegrupper og familier/enkeltpersoners måde
at fejre dagen på. Hvad jeg savner i denne artikel er
at komme et spadestik dybere, og et forskningsprojekt
kan vel ikke nøjes med at registrere og dokumentere?
Jeg mener såmænd begivenheden har været ret så
omtalt i forvejen. Hvad er det, der får mennesker til
at juble og græde, når de overværer en sådan
begivenhed? De færreste kender Kronprinsen og hans
brud personligt, dette bryllup har nok betydning for
kongehuset, men for den almindelige dansker er og
bliver det en pseudo-begivenhed. Hvorfor har vi
tilsyneladende et stigende behov for at opleve den
slags stedfortræder-begivenheder i vort liv? Er det
pressen, især tv og ugepresse, der bygger et sådant
behov op, eller ligger det endnu dybere – er vi så
skilsmisseplagede og ensomme, at vi ikke har nok i
vores eget længere, men må søge romantisk og dramamæssigt
kompensation i en slags drømmeverden?
At undersøgelsen har givet en stor
erfaring i at benytte hjemmeside og e-mail i
indsamling af materiale, og at der deri ligger store
muligheder i fremtiden, skal bestemt ikke betvivles, så
som en slags pilotprojekt for nye måder at indsamle
landsdækkende data på har projektet selvfølgelig
haft betydning og må derfor betragtes som værdifuldt.
Desværre vil det være udenfor en
anmeldelses rammer at komme ind på alle artiklerne i
Nationalmuseets Arbejdsmark 2007, men de er
interessant læsning for enhver historisk
interesseret. Hele den danske forsknings- og
formidlingshistorie fremlægges, og vi får mange
oplysninger om både nutidens og fremtidens
Nationalmuseum Man
kunne vel sige, at hvis man ikke er medlem af
Museumsklubben, er der her en god anledning til at
blive det - men bogen
kan dog også købes i løssalg til en absolut rimelig
pris.
