Endnu en kommentar til anmeldelsen af:
Arbejdermuseets årbog 2009

Af Benito Scocozza

Martin Kryhl Jensen, der er knyttet til professor Bent Jensens Center for Koldkrigsforskning, har på historie-online anmeldt Arbejdermuseets Årbog 2009, hvis tema er Danmarks kommunistiske Parti.

MKJ er ikke begejstret for Årbogens temaartikler. Han havde helst set, at årbogen af hensyn til variation og spændvidde i artiklerne ”også indeholdt bidrag fra personer, der ikke tilhører kredsen omkring Arbejdermuseet”. Her kan jeg ikke dy mig for at sende aben tilbage: Lad os se, om Jensens center evner den slags spændvidde; det er jo ikke derfor, det er sat i verden.

Men tilbage til MKJs anmeldelse. Her skal kun to af hans anmeldelser behandles, Gerd Callesens artikel om ungsocialisterne og artiklen om Otto Sand; en forvrøvlet kritik af Morten Things ”Jøder og kommunister i København 1917-1945” skal Thing nok selv, kender jeg ham ret, tage hånd om, hvis han orker det.

MKJ er utilfreds med, at Gerd Callesen i sin artikel om Socialistisk Ungdomsinternationales og Socialdemokratisk Ungdomsforbunds historie fra 1907-19 kun nøjes med en kort præsentation;  at det faktisk er meningen, at det kun skal være en introduktion, forbigår MKJ, vel vidende, at der – som også anført i Callesens litteraturhenvisninger – findes bunker af længere og mere omfattende fremstillinger af de tos historie. 11 af dem nævner Callesen selv.

MKJ bebrejder Callesen, at han ”gør meget ud af at understrege det stærke antimilitaristiske præg i det ungsocialistiske arbejde, men fremhæver samtidig, at man arbejdede for en socialistisk revolution, hvorfor man i 1918-19 tilsluttede sig bolsjevikkernes krav om bevæbning af proletariatet.” ”Det var vel ikke særlig antimilitaristisk?” spørger MKJ. Med den indvending forvandles MKJs anmeldelse fra skepsis til ren uvidenhed. Der er nu engang forskel på antimilitarisme og pacifisme. SU og SUF kunne skam sagtens være imod militarismen og samtidig støtte en væbnet kamp. F. eks. kunne antimilitaristiske modstandsfolk under den tyske besættelse jo sagtens føre væbnet kamp mod besættelsesmagten!

MKJs kritik af Chris Holmsted Larsens artikel om en af vietnambevægelsens førende skikkelser, Otto Sand, er på mange måder indbegrebet af hans særegne politiske forståelse. Han synes i forbindelse med en omtale af de interviews, der handler om Sand, at ”alt for mange steder får det, man kunne kalde ’den kommunistiske selvforståelse…lov til at stå helt ukommenterede.” Eksempel: ”Flere steder betegnes De Danske Vietnamkomiteer (DDV) f.eks. som ’antiimperialistiske’, hvad de utvivlsomt er/var i en kommunistisk optik, men hvad de næppe kan siges at være ud fra en faghistorisk vurdering.” Det er det rene sorte snak. Uden at ryste på hånden sætter MKJ en politisk holdning over for en faghistorisk vurdering, Tordenskjold over for Rundetårn!

Så kritiseres Larsens gengivelse af DKPs politik, som efter vedtagelsen af programmet ”Det danske folks vej” satsede på skabelse af et antimonopolistisk demokrati som et led i en fredelig overgang til socialismen. Det er ifølge MKJ kun mundsvejr, for DKP fastholdt jo ”sin tro på, at revolutionen var den eneste måde, hvorved socialismen kunne indføres og en stærk socialistisk stat skabes – en stat, hvor ’borgerskabet og monopolkapitalisterne’ var udelukket fra indflydelse.” Her er det, kæden springer af for MKJ, for i virkeligheden er det MKJ, der med vold og magt vil fastholde, at kommunistisk politik handler om, ja, vold og magt. At et flertal vil holde borgerskab og monopolkapitalister uden for indflydelse går over MKJs forstand, især når han i farten glemmer, at socialismen jo forudsætter, at der ikke findes borgerskab og monopolkapital!

Om selve Otto Sand undrer MKJ sig over, at han ”var kristen pacifist, inden han blev kommunist – noget af et spring.” Her ignorerer MKJ groft de mellemregninger, som artiklen skildrer, nemlig Sands møde med fattigdommen, hans brud med kristendommen, fordi han, som han selv skrev det,  fandt ud af, ”at man ikke kunne komme med biblen i hånd og kors på ryggen. Det blev de (fattige) ikke rigere af”. I en periode var han medlem af ”Aldrig Mere Krig”, men efter tre, fire år i den organisation erkendte han, at vil man fjerne krigen, må man fjerne roden til den, kapitalismen. Derfor blev han kommunist. Hvor blev MKJs spring af?

MKJs indvendinger mod Arbejdermuseets årbog 2009 er i sidste ende politiske, men på en sær dilettantisk måde, som uden tvivl forudskikker resultatet af  Center for Koldkrigsforsknings forudindtagede studier.