|
Af
Martin Jensen
Da jeg læste Benito
Scocozza’s kommentar (9/9) til min anmeldelse af Arbejdermuseets
Årbog 2009 (7/8), var det svært ikke at trække på
smilebåndet. Det er trods alt ikke hver dag, at man
bliver beskyldt for at lave en ”politisk” anmeldelse
af en mand, der hele sit liv har drevet politisk
forskning – samtidig med at han flittigt søgte at hjælpe
revolutionen på vej, så vi kunne få de samme
paradisiske tilstande herhjemme som i Mao’s Kina eller
Hoxha’s Albanien.
Jeg er på ingen måde
ekspert i de emner, som Gerd Callesen eller Morten Thing
skriver om i årbogen, og det har jeg heller aldrig
givet udtryk for at være. Jeg læste artiklerne som
almindelig historieinteresseret, og det var grundlaget
for min anmeldelse. For en god ordens skyld vil jeg også
gerne gentage, at en påpegning af enkelte kritikpunkter
eller et ønske om uddybning eller perspektivering af et
bestemt emne ikke er ensbetydende med, at en artikel er
uinteressant eller uden værdi. Alle artiklerne i årbogen
gav mig ny viden og indsigt.
Min efterlysning af mere
alsidige bidrag skyldes såmænd blot en undren over, at
man ikke havde bedt f.eks. Regin Schmidt, forfatter til
PET-kommissionens bind 6 om DKP, eller Michael Kjeldsen
fra RUC, der har en større videnskabelig produktion om
DKP bag sig, om at skrive et bidrag. Der lå altså ikke
– som Scocozza lidet overraskende antager – nogen større
højre-politisk konspiration bag.
Benito
Scocazza’s forskellige andre udgydelser, der alle
synes baseret på en aldeles forstenet ideologiske
analyse, vil jeg ikke beskæftige mig med, da de (vist
meget godt) taler for sig selv. Ellers kan særligt
interesserede jo studere, hvad maoisten Scocozza i årenes
løb har sagt og skrevet. Det er rørende læsning, kan
jeg godt love.
|
|
|
