BogFeature
I hjertet vi kæmper

- Beretningen om ”Lilleput-Truppen” – dværgfamilien som overlevede Holocaust

Af Poul Ulrich Jensen

I efteråret 2001 døde Perla Ovitz i sin lejlighed i den israelske by Haifa. Hun var den sidste overlevende i en familie af rumænsk-jødiske dværge med en helt usædvanlig slægtshistorie. I sine sidste år havde hun været i forbindelse med de to israelske journalister og forfattere Yehuda Koren og Eilat Negev, der i 1994 var stødt på en oplysning om teatertruppen ”De syv dværge fra Auschwitz”. Ud fra Perla Ovitz erindringer, interviews med øjenvidner og historikere samt brug af arkivmateriale har forfatterparret skrevet bogen om ”Lilleput-Truppen”, der gennem et utroligt familiesammenhold og en ligeså utrolig viljestyrke overvandt både betydelige fysiske handicap og Holocaustrædslerne.

Ovitzslægten stammede fra Transsylvanien, et område der i 1900-tallets første årtier havde et vekslende nationalt tilhørsforhold og en stor jødisk befolkningsgruppe. I landsbyen Rozavlea fik det højt respekterede medlem af det jødiske samfund, Shimshon Ovitz, efterhånden 10 børn, hvoraf de syv havde samme handicap som ham selv - dværgvækst. I Mellemkrigstidens Europa er antallet af  dværge med tilknytning til artistbranchen anslået til omkring 1500, og det var da også en nærliggende mulighed for de syv søskende, hvis de skulle holde sammen. Ovitzfamilien indledte deres karriere i begyndelsen af 1930’erne, og snart optrådte teater- og musikensemblet ”Lilleput-Truppen” i både Rumænien, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Det lykkedes endda at holde sig fri af de stadig mere intense jødeforfølgelser, der i begyndelsen af 1940’erne også ramte Transsylvanien, men i 1944 var friheden forbi. Dværgtruppen, de resterende familiemedlemmer af normalhøjde og Slomowitzfamilien, der havde hjulpet med at klare turnélivets mange praktiske problemer, blev interneret og sendt til koncentrationslejrkomplekset Auschwitz-Birkenau.

I dette Helvede på jorden var chancerne for overlevelse minimale - for de fleste gik de sidste skridt direkte fra aflæsningsrampen til gaskammeret, men en af lejrens SS-læger, Josef Mengele, var i gang med et bizart projekt. Han var stærkt optaget af arvelighedsforskning, hvor tvillinger og personer med alvorlige misdannelser udgjorde hans studiemateriale. En familie med syv dværgsøskende var derfor en oplagt mulighed for undersøgelser og eksperimenter, så gruppen ikke blot overlevede det første møde med lejrens udvælgelsessystem, men kom desuden under Josef Mengeles særlige beskyttelse.

Beretningen om Ovitzfamiliens ophold i Auschwitz-Birkenau er, hvor hærdet man ellers måtte være med hensyn til skildringer af Holocaust, gruopvækkende læsning. Josef Mengele må selv i nazisternes rædselskabinet siges at indtage en plads blandt de værste forbrydere, men i al sin absurditet betød han redningen for den store gruppe. Selv om både dværgene og deres søskende af normalhøjde måtte gennem mange smertefulde forsøg og ydmygende fremvisninger, var deres tilværelse bedre end de øvrige fangers. Det besynderlige afhængighedsforhold afspejler sig i Perla Ovitz udtalelse mange år senere: ”Jeg kan sige ligeud, at jeg aldrig har hadet dr. Mengele. Jeg burde hade ham, det ved jeg godt. Han var jo morder. Men han lod os leve.

I slutningen af januar 1945 nåede de første sovjetiske soldater frem til Auschwitz-Birkenau. Alle Ovitzgruppens 23 medlemmer var i live – en næsten usandsynlig skæbne i en lejr, hvor stort set alle overlevende havde mistet de fleste familiemedlemmer. Det lykkedes også at komme tilbage til hjembyen Rozavlea, hvor landsbyens jødiske samfund var væk, og intet var som før krigen. Det var i det hele taget svært for de tidligere koncentrationslejrfanger at finde sig hjemme nogen steder, og det kneb med at få genoptaget den karriere, der tidligere havde bragt dem så stor succes, så i maj 1949 befandt Ovitzfamilien sig ombord på et skib med den nye jødiske stat Israel som mål. Og her bragte både deres kunstneriske talenter og deres oplevelser i Auschwitz dem hurtigt i rampelyset. Hos impresarioen Kalman Ginzburg figurerede de side om side med verdenskunstnere som Yehudi Menuhin og Leonard Bernstein. Fra en beskeden barak i Haifa drog de på det ene triumftog efter det andet. Det opslidende turnéliv blev dog med årene afløst af en roligere tilværelse som bestyrere af et biografkompleks og endelig af en pensionisttilværelse, men stadig med et ubrydeligt sammenhold, der varede livet ud.

Det er en dramatisk historie, der udfolder sig i bogen om Ovitzfamiliens lange rejse fra landsbyen i Transsylvanien, gennem rædslerne i Auschwitz til alderdommen i Israel. Når man ser de diminutive skikkelser på bogens omslag, kan man kun undre sig over og beundre, at de kom igennem trods fysiske handicap og psykiske udfordringer, der ville have fået langt de fleste til at bukke under. Så der er fuld dækning for bogens titel ”I hjertet var vi kæmper”. Det er også en bog, man har svært ved at lægge fra sig, før sidste side er vendt, og som nok heller ikke er til at glemme efter endt læsning. Så selv om 2. verdenskrig, udryddelseslejrene og nazitidens hovedpersoner som Goebbels, Himmler og Mengele har været rigt repræsenteret i de senere års udgivelser, er beretningen om dværgfamilien, der overlevede Holocaust, væsentlig også til forståelsen af de komplicerede relationer mellem offer og bøddel.   

Bogen udkom den 27. januar - den internationale mindedag for Holocaust. På denne dato i 1945 blev koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau’s få tusinde overlevende befriet af sovjetiske tropper.