BogFeature
Struensee – til nytte og fornøjelse

Af Tommy P. Christensen

I fint samspil med Zentropas markedsføring af den flotte kostumefilm om Struensee og Caroline Mathilde "En kongelig affære" fremstår også en ny trekant bestående af den historiske Struensee, den personlige gestaltning i form af skuespilleren Mads Mikkelsen og den nyudnævnte Struensee-ekspert, historikeren (cand.mag.) Asser Amdissen (f. 1972). Titlen som Struensee-ekspert er han blevet tildelt af Folkeuniversitetet i Aarhus og i en pressemeddelelse fra Statens Arkiver, og etiketten er utvivlsomt et godt salgsargument. Ifølge forfatterens hjemmeside (www.lajs.dk) er han nu også meget andet, og her siges det bl.a.: ”Han fortæller om spøgelser og pirater i samme høje tempo som om turnaround ledelse i kulturverdenen, om demokratiets snarlige undergang, samt om kongerækkens fortræffeligheder. Han har blandt andet været museumsleder, højskoleforstander og roadie og trækker på disse erfaringer når der fortælles.”

Den forliggende bog er en genudgivelse af hans bog fra 2002, som baserede sig på hans speciale fra 2001. Som historiestuderende havde han fået den fortrinligt idé at benytte det bevarede materiale på Rigsarkivet fra sagen mod kongens livlæge Johan Friedrich Struensee (1737-1772), der havde provokeret et enevældigt system med en psykisk syg monark som kransekagefigur. At idéen ikke er helt uden problemer skal berøres sidst i denne anmeldelse.

Forlaget Lindhardt og Ringhof - en del af Egmont-koncernen, anfører i presseomtalen at der her foreligger en opdateret og revideret udgave af bogen fra Akademisk forlag i 2002.

Førsteudgaven høstede mange anmeldelser, der overvejende var positive, anført af en nærmest ekstatisk Kristian Hvidt (Berlingske T. 30/10 2002), over en meget omfattende og sober, engelsksproget anmeldelse af Michael Bregnsbo (History of Scandinavia 2/12 2002), de positive af Nina Koefoed (Historie 2003:2) og Poul Duedahl (Journalen – Lokal og Kulturhistorisk Tidsskr. 2003:2) frem til den mere nøgterne anmeldelse af Ulrik Langen (Kristeligt Dagblad 14/12 2002), der påpeger et par skønhedspletter og Kirstine Bjerre Bergholdts, som påpeger, at værket bærer præg af en for hurtig sproglig redaktion (Hist – tidsskrift for historiestuderende, dec. 2002).

I den anden ende af skalaen lå Thorkild Kjærgaards nedsabling (Weekendavisen 3/1 2003), der afstedkom en mindre avispolemik, hvor Knud Prange (6/6 1930 – 11/4 2012) meget sagligt henleder opmærksomheden på, at det er svært at inddrage relevante bidrag fra fagfæller, hvis de er under udgivelse, samtidig med Amdisen har afleveret sin bog til trykning! Søren Thure Milkær sætter trumf på, ved at karakterisere det centrale i Kjærgaards anmeldelse som ”en abstrakt og eksempelløs perfid tirade, der mest af alt går ud på at nedgøre forfatterens person...”  Amdisen havde således fået startet en lille historikerfejde, vel først og fremmest fordi Struensee-tiden er en periode, der stiller skarpt på absolutismens militante og totalitære træk, hvilket får mange gode danske historikere til at drage pennen.

Helt overordnet bør det nu fastslås, at Amdisens bog er en berigelse af den danske faglitteratur om Struensee, og en passende modvægt til skønlitteraturens noget malende behandling af manden. Lektør-udtalelsen var da også positiv, og mente der var tale om en ”saglig, nuanceret og velskrevet biograf som vil appellere til både faghistorikere og andre historisk interesserede.” En rammende beskrivelse, der også kan have gyldighed, hvad angår den foreliggende udgave. Blandt de gode ting i denne udgave (måske de bedste?), kan fremhæves en god indføring i den omfattende litteratur om Struensee og hans tid (s.241-244), og den sikre hånd, der leder læseren gennem den historiografiske del (s.214-231).

En komplet litteraturliste i betydningen omfattende al relevant litteratur, er der dog ikke tale om (s.245-253). Rimeligt nok er skønlitterære bidrag som Per Olov Engqvists ”Livlægens besøg” (2001 og senere) eller den svenske forfatter Axel Lundegårds værk i fire bind: ”Struensee – en människoskildring ur historien i fyra band” (1898-1900, senere genudgivet) ikke medtaget, men et par tilfældige stikprøver i fagfællernes spinatbed giver dels ældre ting som N. Lassens ”Den Struensee'ske Proces” bragt i Tidsskrift for Retsvidenskab (1891) og nyere som Michael Bregnsbos ”London - København – Celle. Dronning Caroline Mathildes korrespondance med sin bror kong George III og enkelte andre slægtninge 1766-75. Fra The Royal Archives, Windsor Castle.” (i : Danske Magazin, Vol. 51, Nr. 1, 2010, s. 141-192) og ”Struensee and the Political Culture of Absolutism.” (i: Scandinavia in the Age of Revolution: Nordic Political Cultures, 1740-1820. Ashgate, 2011) eller for den sags skyld Steffen Heibergs betragtninger om datidens dronninger i ”Danske dronninger i tusind år”, der udkom i 2000. Man må formode, at forfatteren er bekendt med dem alle, men øjensynligt ikke har fundet dem tilstrækkeligt væsentlige eller relevante.

Som nævnt havde den specialestuderende Amdisen fået den fortrinlige idé at benytte det bevarede materiale på Rigsarkivet fra sagen mod kongens livlæge Johan Friedrich Struensee (1737-1772). Det er dog et stærkt tendentiøst kildemateriale, der vanskeligt kan stå alene, og undervejs bliver det da også klart for både forfatteren og læser, at der er blevet benyttet både tortur og en falsk tilståelse fra dronningen til at fremtvinge en tilståelse fra Struensee, der kunne få ham bragt på skafottet. Som det fremgår af den fortrinlige udstilling på Rigsarkivet i København, var man heller ikke bleg for at føre kongen af Guds nåde Chr. 7. bag lyset ved misinformation for at sikre sig magten. En større afdækning af hele dette magtspil i toppen af et enevældigt system vil kræve en anden bog, end den foreliggende. Først og fremmest vil det også kræve andre aktstykker, end dem som højesteretsdommer Henrik Stampe i 1772 pakkede sammen og forseglede i en række arkivpakker. Det var nemlig de retsprotokoller, vidneudsagn, breve og enkelte genstande fra skilsmissesagen mod dronning Mathilde, der skulle legitimere kupmagernes handlinger. Kort sagt er dette kildemateriale i Kongehuset og rigets arkiv velegnet til belysning af de personer, der ønskede Struensee hen, hvor peberet gror, hvorimod det er langt vanskeligere at benytte til at blotlægge Struensees liv fra vugge til grav, som det angiveligt er bogens – og en biografis – mål.

Amdisen har et godt øje for det tendentiøse i materialet, for eksempel når han nævner at Reverdils erindringer også har karakter af et forsvarsskrift (e.g. s.217), men den pikante trekant og de tre roller, som (først) kongens favorit, dernæst dronningens elsker og endelig landets førsteminister bør der arbejdes videre med. Det er denne rækkefølge, og inddragelse af yderligere kildemateriale fra perioden, der kunne bringe os videre. Forfatteren vil være den rette til opgaven, idet han trods alt er tæt på at bære titlen ”Struensee-ekspert” med rette...

Helt afsluttende må der langes kraftigt ud efter forlagsredaktionens mgl. korrekturlæsning. Det er virkelig gået i kludder, når der ryger et kapitel (VI?) allerede i indholdsfortegnelsen, og det s.246-253 vrimler med talkoder – alene på s.251 mere end en halv snes, der i flere tilfælde efterlader læseren i rent gætværk: s.471740(?) eller s.29100(?) I det afsluttende register (s.254-259) veksler man lystigt mellem to punktstørrelser på sidetallene, og i noterne er der også sparet på bindestregerne (e.g. 102 og 112). I den standende diskussion om hvorvidt det er små selvudgivere eller store, veletablerede forlag, der er de seriøse bogudgivere giver denne udgivelse desværre stof til eftertanke...