BogFeature
Wienerbørn 

- Barndom i krigens skygge

Af Preben Etwil

Krigens taber er altid børnene

Wienerbørn er faktisk et begreb, der langsomt men sikkert blandt yngre mennesker er ved at gå i den historiske glemmebog. Det synes forfatteren Sussanne H. Knudsen vil være synd og skam, da netop historien om Wienerbørnene dækker over en fortælling med mange humanitære og sociale dimensioner, der også kan fortælle nutidens ungdom et og andet.

Så hun satte sig for at genfortælle historien om Wienerbørnene. Når man har læst bogen, må man give Susanne H. Knudsen ret. Det er en historie, der aldrig må blive glemt. Den vidner om, at det altid er børnene, der lider mest under og efter en ødelæggende krig. Men historien om Wienerbørnene har også sine opløftende sider.

I kølvandet på alle krigens rædsler og elendighed viser det sig, at der er voksne, der er villige til at ofre sig for at gøre en forskel. I den forbindelse ser man også, at frivilligt humanitært og socialt arbejde både er hurtigere og mere smidig end en lidt tung politisk korrekt bureaukratisk offentlig sektor.

Det er historien, der måske ikke satte det helt store aftryk i danmarkshistorien, men som gjorde en kæmpe forskel for de børn, der fik et tiltrængt frirum fra krigens følgevirkninger af sult og nød.

Bogen bygger på forfatterens samtaler med flere Wienerbørn – både enkelte af dem, der kom efter første verdenskrig, og nogle af dem der kom efter anden verdenskrig – samt med repræsentanter for enkelte af de danske familier, der tog imod børnene. Bogen er en journalistisk bearbejdning af en række levnedsbeskrivelser af de involverede børn og deres familier. Kildekritiske briller ved godt, at folks egen hukommelse kan spille dem et puds, men det som bogen måske mangler i historisk korrekthed, vindes til fulde i beretningernes fine indlevelse i tanker og begivenheder.

Bogen giver på bedste vis, med sin let fremadskridende fortællerstil, et grundigt og lyslevende indblik i en række østrigske ”flygtningebørns” skæbner både efter første og anden verdenskrig. Deres fattige og rodede liv i Østrig under krig og genopbygning, og de mere rolige forhold der eksisterede i efterkrigstidens Danmark. Langt de fleste af de såkaldte Wienerbørn blev modtaget med både overskud og glæde. Ikke få gange endte det med mange genbesøg, og nogle gange med egentlig adoption. Det er historien om det unikke stykke frivillige hjælpearbejde, der fandt sted i et lille fredeligt hjørne af Europa, der ellers var præget af krigens ufattelige kaos og ødelæggelser.

Bogen giver ind i mellem de meget personlige beretninger også nogle superkorte rids af Østrigs nyere historie, der er kendetegnet ved, at landet hele to gange deltog i verdenskrigene på de tabenes landes side, med deraf ufattelige vanskeligheder ved at kunne gennemføre en rimelig fornuftig genopbygning. Noget der i høj grad prægede børnene i negativ retning.

Det anslås at omkring 30.000 børn mellem 6 og 14 år gennem frygteligt strabadserende togrejser fandt vej til Danmark, hvor private familier gav dem både mad, tøj og logi på oprindeligt aftalte tremåneders sommerophold. Ophold der i flere tilfælde både blev udvidet og gentaget mange gange – og nogle gange resulterede det faktisk i mere permanente ophold hos de danske familier, ja selv adoptioner kom på tale. De deltagende hjælpeorganisationer har ikke selv været i tvivl om, at hvis denne hjælp ikke var blevet gennemført, ville mange af børnene formentlig være døde af sult, nød og sygdom – bl.a. var der østrigske børn der kom til Danmark stærkt underernærende og med fremskredent tuberkulose.

Men for børnene, som var helt ned i seksårsalderen, var det ikke altid idel lykke, at blive sendt 1000 km. væk fra sin egen familie for at havne i et land de ikke kendte eksistensen af, og hvor de ikke kunne tale sproget. Disse givetvis mere traumatiske oplevelser bliver der ikke gjort meget ud af i bogen. Nok fordi at dette aspekt ikke var oppe i samtiden, men også fordi at de personer, der udgør kernen i bogens persongalleri, alle fik et yderst positivt forhold til Danmark og deres danske familier. Men meget peger på, at problemet trods alt ikke var stort, stadig sammenholdt med alternativet, der jo var, at børnene i forvejen kom fra yderst kaotiske efterkrigsforhold i Østrig med splittede og kaotiske familieforhold. I ganske få tilfælde omtales der i bogen historier om, at Wienerbørnene måtte skifte familie på grund af mistrivsel eller direkte misbrug. I endnu færre tilfælde måtte man gribe til egentlig hjemsendelse af børnene på grund af afsavn til den oprindelige familie.

Bogen har også en meget eftertænksom sidehistorie om, hvordan danskerne generelt forskelsbehandlede tyske og østrigske flygtningebørn. Til trods for at børnene fra de to krigsførende – og tabende – lande på ingen måde selv havde andel i krigens rædsler, da de selv var ofre, er det bemærkelsesværdigt, hvor positivt man så på de østrigske børn i forhold til de tyske børn. Det kan eftertiden vist ikke være stolte af, om end forfatteren af Wienerbørn meget rimeligt forsøger at komme med en forklaring. Tyske flygtningebørn kom selv til landet (ofte sammen med deres forældre) i slipstrømmen af Tysklands totale sammenbrud, og blev totalt isoleret på skoler, kaserner og i lejre – og måtte af det officielle Danmark stort set ikke modtage livsforlængende hjælp af nogen art. Dertil skal lægges, at Tyskland – og alt tysk – i efterkrigsårene virkelig var lagt for had i den danske befolkning. Et had der i rigeligt mål også overgik børnene.

På helt anderledes måde blev Østrig betragtet, om end landet – igen officielt - på ”frivillig” basis havde deltaget i krigen på tysk side. Vreden mod Østrig var stort set ikke eksisterende, hvilket børnene heldigvis kunne drage nytte af. Og så igen, børnene kom ikke af sig selv. De var inviteret.

Bogen er en meget stærk skildring af, hvordan en vellykket frivillig social indsats i kølvandet på to forfærdelige krige kan gøre en afgørende forskel på den opvoksende ungdom. Bogen giver virkelig stof til eftertanke i dagens Danmark, hvor vi dagligt hører om flygtningestrømme rundt om fra verdens ufattelige mange bestialske krige, og hvor civilbefolkning og især børnene lider.

Hvor er det dejligt med en solstrålehistorie i en mørk tid. En historie der bevidner, at der kan gøres en forskel. Med disse ord skal Wienerbørn anbefales på det varmeste.