[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Kulturspejlet – nøglen til global succes

 
 

Af Thomas Pedersen.

Vi kender alle udtrykket "at gå skævt af hinanden". Som oftest brugt om danskere, som ikke kommer helt på bølgelængde, ikke kan forstå hinanden. På den baggrund er der ikke noget mærkeligt i, at omgang med udlændinge er endnu vanskeligere. Et er at forstå ordene i en sætning, men hvad med koderne til alt det andet, der indgår i en samtale. Tonefald, kropssprog, gestik mv.

Disse indledende bemærkninger i anledning af en nys udkommen bog om danskeres kulturmøde med udlændinge, in casu i særdeleshed mødet med russere og tyrker. Skrevet af kultursociologen og kandidat i russisk og idehistorie fra Aarhus Universitet Mette Bærbach Bas (født 1981). Eller, som hun selv kalder sig: Kulturtræner, kulturoversætter, kulturel mentor. Med eget firma og med en hjemmeside, der ikke efterlader nogen i tvivl om, hvem damen er, og hvad hun kan.

Men tillad mig at illustrere problemet med et par eksempler fra min egen huske-fil. Min kone og jeg var i 1991 inviteret til at tilbringe en halv snes dage i en lille russisk provinsby, Toropets, midt i det russiske kerneland. Her besøgte vi bl.a. byens eneste præst i hans præstegård, bygget i træ. Der blev serveret flot middag. Præstefruen forblev i køkkenet under hele måltidet, der rummede alt det, der normalt hører til et russisk bord: Forretter, suppe, hovedret, suppleret med rigelige drikkevarer i form af vodka, vin og cognac - og så det søde til sidst. Som danskere, der i 1970erne lærte eller mere eller mindre blev påtvunget respekt for kvindefrigørelsen, kom vi naturligvis til at dumme os.

Velmenende, men uden omtanke eller respekt for værterne, syntes vi naturligvis, at præstekonen skulle sidde med ved bordet, og vi kunne da også give en hånd med ved opvasken. Men nej. Fruen strakte sig, men meget nødtvungent, til kun at komme ind og sætte sig lidt tilbagetrukket og yderst på stolen under kaffen. Kønsrollerne var på plads, og alle de lokale, heller ikke præstekonen, kunne egentlig se noget galt i det. Det var kulturmøde eller rettere kultur-konfrontation for fuld udblæsning.

Ved ankomsten til Toropets var der modtagelse i borgmesterens private hjem. Vi blev bænket omkring det veldækkede bord, dernæst velkomstord, overstrømmende venlighed og glæde samt udveksling af gaver. Og her kommer jeg så til pointen. Vi havde desværre tænkt i danske baner. Havde medbragt traditionelle værtindegaver, der for os er udtryk for dansk hygge - stearinlys og servietter. Men ak og ve. Begge ting kan i russisk kontekst opfattes som et tilskud til familien i en mangelsituation, og som ingen ønsker at blive mindet om - og da slet ikke af vildtfremmede gæster. Stearinlys har oven i købet en dobbelt signalværdi: De hører i en russisk sammenhæng primært til i kirken - der har de en ganske bestemt funktion. Men som gave antyder de desuden, at værten mangler lyskilder. Det samme med servietter – ville vi mon antyde, at værtsfolkene ikke havde noget at tørre sig om munden med?

Lad disse selv-promoverende eksempler være nok til at illustrere det vanskelige kulturmøde. Forfatteren giver i sin bog andre eksempler, suppleret med møder med tyrkisk kultur. Selvoplevet af hende selv bl.a. i mødet med sin tyrkiske svigerfamilie. Bærbach Bas har den grundlæggende og rigtige opfattelse, at dansk kultur holder Danmark tilbage i mødet med udenlandske forretningsfolk. Hun mener, at på trods af tidens overflod af coaches, mentorer, terapeuter, guruer og livsstileksperter (jfr. nutidens førende anti-guru samt selv guru, hverdags-filosoffen Svend Brinkmann) er vi danskere yderst bevidstløse og uvidende omkring vor egen kultur. Som Bærbach kalder ekstrem, og som derfor forhindrer os i at samarbejde ræsonnabelt i omgangen med udlændinge – hvad enten, det handler om eksport eller integration. Vores barndom, ægteskab, sexliv og karriere udsættes for en endeløs analyse, men vores kultur som sådan er vi meget lidt bevidste om. Og denne situation vil vor forfatter gerne lave om på.

Gennem vor ekstreme individualisme, vort flade hierarki og vor ivrige trygheds-søgen, gennem vor udstrakte tillid til hinanden samt mangel på formalia i omgang mellem mennesker gør vi os uforståelige i vores forhold til udlændinge. De kan ikke få øje på os, de kan ikke høre os, de kan ikke mærke os. Den overvenlige venligboer og den fremmed-frygtsomme dansker i udkants-Danmark begår efter forfatterens mening den samme fejl. Det er også vore mange forbehold samt både/og tænkning, der gør dansk litteratur vanskelig at oversætte til mere stringente sprog. Grænserne bliver utydelige og flyder ud.

Det samme gælder erhvervslivet. Ifølge undersøgelser er den kulturelle faktor den største udfordring for dansk handel med udlandet. Resten af verden har svært ved at afkode den typisk uformelle dansker, der til et forretningsmøde møder op uden slips og anden casualty samt siger it would be nice if this could be done by Monday if possible. Hvilken udlænding får øje på en ordre eller en anvisning i et sådant vattet udsagn? Eller, som Bærbach har udtrykt det i et interview:

"Det er en direkte konsekvens af vores flade hierarki og meget feminine samfundsværdier såsom inklusion, konsensus og omsorg for den svage, at vi som folk er blevet midtsøgende, konfliktsky og alt for forsigtige i at udtrykke vores behov og krav til andre".

Forfatteren understreger med fuld ret den betydning, de sociale relationer spiller i mødet med f.eks. en russisk forretningsmand. Hvor vi i vor tillærte forretningsgang er vant til at gå direkte til stålet, straks at hænge plancher op og vise varerne frem, foretrækker russeren først at se sin kommende handelspartner an. Hvilket bedst gøres ved kort sagt at drikke igennem. Bevæbnet med vodka i rigelige mængder, ditto med saltagurker samt pølse og røget fisk at drage ud i skoven eller ned til floden og der folde hele det sociale register ud. Så kommer man hinanden ved, man bliver venner, og så kan man endelig tage hul på cool business. Til gengæld får danskeren også en varig og stabil handelspartner. Tilsvarende vil det være et scoop for den danske forretningsmand at invitere sin russiske kollega hjem i privaten.

Bærbach mener – ikke så lidt - selvsikkert, at der skal forsvindende lidt til at give os danskere global succes. I forretningslivet skal vi turde taget slipset på, pudse skoene, virke selvsikker, finde autoriteten frem samt frem for alt skrotte alle de misforståelige og misforståede hensyn, som danskere – i andre henseender nok sympatisk - er verdensmestre i. Først da kan andre kulturer stole på os, reagere hensigtsmæssigt på os samt respektere os. Vi skal lære at være mere macho i internationale anliggender og mindre missionerende og empatiske overfor fremmede. Vi skal med andre ord starte med at kigge os selv i spejlet – kulturspejlet.

Bærbachs bog er uden tvivl fra forfatterens side tænkt som primært en praktisk manual for bl.a. den danske forretningsmand, der ønsker at tjene – gerne mange – penge på det russiske – i øjeblikket desværre nedkølede - marked. Men den er også fuld af teori. Ved således at sætte sig mellem to - begge i øvrigt i bogen solide og velpolstrede, stole, er bogen ikke oplagt som den håndbog, forretningsmanden skimmer i flyet på vej til en ny lukrativ handel og til den eftertragtede stiplede linje. Det er lidt synd, for bogen er i sin stil og i sit sprog både veloplagt og velskrevet. Samtidig røber forfatteren et intimt og solidt greb om russisk kultur og hverdagsliv. Desuden er den foreliggende bog også præget af solid research og sikker teori-fornemmelse. Så mon ikke forfatterens sikre greb om og fornemmelse for marketing kan give bogen succes på det kommercielle marked. Det skulle heller ikke overraske denne anmelder, såfremt bogens teoretiske basis kunne danne grundlag for et ph.d.-projekt.

Siden er oprettet 29. juni 2016.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Mette Bærbach Bas Kulturspejlet – nøglen til global succes

Turbine Business 2016
203 sider
kr. 250