[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Amundsen kom først – til Sydpolen

 

Af Thomas Petersen

I vinteren 1911/12 udspandt der sig på Sydpolen et drama, der havde alle ingredienser til at blive en rigtig kioskbasker. Mellem to hovedpersoner, der havde vidt forskellig baggrund, men som var fælles om ikke at sky noget middel for at nå deres mål – at komme først. Den ene en nordmand, allerede kendt i offentligheden for bl.a. at have fundet Nordvestpassagen. Den anden en englænder, der endnu ikke havde udført noget banebrydende, men som omkom tragisk efter at have fundet Sydpolen. Men begge var de i udgangspunktet ærgerrige til fingerspidserne. Den ene kunne den 14. december 1911 plante sit flag på Polen, mens den anden nåede målet en måned senere for som sagt efterfølgende at dø på tilbageturen.

De to rivaler var norske Roald Amundsen (1872-1928) og britiske Robert Falcon Scott (1868-1912). Amundsen var født ind i en søfartsfamilie, men forældrene havde helst set sønnen blive læge. Men han havde for længst besluttet at blive opdagelsesrejsende i de polare egne, inspireret af bl.a. landsmanden Fridtjov Nansens Grønlandstogt i 1888. Så da begge forældre var døde, opgav unge Amundsen studierne og solgte sine bøger for at realisere sine drømme. Scott var en uddannet flådeofficer, der 1901-04 havde ledet den såkaldte Discovery-ekspedition til Antarktis. Men som hele sit liv i øvrigt levede livet som britisk officer og med de privilegier, som et sådant liv afstedkom. Boman giver flg. beskrivelse rigtige beskrivelse af den britiske imperialisme:

”I sidste halvdel ag det 19. århundrede var den almindelige opfattelse bland høj og lav i Storbritannien, at englænderne var den fineste race i verden. Disraelis ord i 1872 om, at England havde ret til at bestemme over laverestående mennesker alle steder (underforstået alle andre end englændere) var den evige sandhed! Det blev bekræftet af The Earl of Derby, der skrev: ”Every uninhabited part of the Globe belonged by right to England””, (side 68).

Historien om de to sydpolsfarere er fortalt før. Men den elektronikingeniør uddannede og tidligere radiotelegrafist, 80-årige Mogens Boman, giver i nærværende bog sit bud på den spændende historie. Han stiller i bogen spørgsmålet om, hvorfor det gik, som det gik. Hvorfor opnåede den ene succes, mens den anden gik til grunde? Bomans korte svar er, at Amundsen havde forberedt sig bedre, havde bl.a. sørget for velfyldte depoter undervejs med henblik på tilbageturen. Det havde Scott ikke – en kendsgerning, der sammen med dårlig planlægning førte til holdets sult, sygdom og ultimative død. Men Boman stiller sig ikke tilfreds med dette svar – han vil grave et spadestik dybere. Han vil tilbage til de to hovedpersoners forskellige opvækst, uddannelse samt de ikke mindst de forskellige samfunds- og kulturvilkår, de hver især voksede op under. Det var naturmennesket overfor kulturmennesket, men lad Boman selv få ordet:

”Amundsen opvoksede i ét med naturen. Skiløb, fjeldvandringer og ideen om, at man selv havde ansvaret, hvis man ville frem i verden, var hans motivation. Han måtte gennem mange trængsler, indtil han af egen kraft endelig blev skibsfører i handelsflåden. Scott derimod var et typisk portræt af ”Gud, konge og fædreland - hvor engelskmænd var de bedste i verden (ifølge Disraeli og the Earl of Derby). Han blev opfostret som en engelsk gentleman og steg automatisk i graderne i den engelske marine, hvor alt var tilrettelagt på forhånd, og hvor alle skulle bøje sig for traditionerne – selv naturen”.

Boman har selv personlige erfaringer fra arktiske egne. Han deltog for nogle år siden i en ekspedition til Antarktis, hvis formål var at besøge de lejre og hytter, som bl.a. Robert Scott havde brugt under sin ekspedition. Læseren fornemmer i bogen, at forfatterens indlevelse i og forståelse for polarlivet går som en rød tråd gennem hans tekst. Tillad mig at give et par tekstprøver om rutine og strabadser – med flittige lån fra Amundsens dagbøger:

”Her hviler mænd og hunde i to dage, og endnu en hund skydes og lægges i depot for hundene på hjemturen. --- Nu iførte de sig de skindklæder, de havde med på slæden, og skiftede undertøj. De hængte det gamle ud til luftning, så de kunne tage det på, når og hvis de kom tilbage to måneder senere – så var det sikkert luftet godt. --- Den 18. november begyndte man opstigningen af Axel Heiberg Gletsjeren. --- I begyndelsen gik det fint, men så dukkede stejle isbræer op, og de måtte spænde 20 hunde for hver slæde og tage oppakningen op i to omgange til 600 meter. Næste dag slog de lejr i en højde af 1.400 meter --- Amundsen er krakiler, og hans nerver på bristepunktet, da han tror, at Scott kommer først. --- Polen er nået efter 56 dage – den 14. december 1911. --- Om aftenen stod menuen på sælkød og chokolade , og et øjeblik var alle genvordigheder og indbyrdes splid glemt” (side 150ff.).

Det er en letlæst bog med elementær spænding indlagt undervejs. Bomanns tese om naturmennesket overfor kulturmennesket virker plausibel. Han øser, forståeligt nok, flittigt fra de efterladte dagbøger, der ikke særlig overraskende er skrevet med senere udgivelse for øje. Alt i alt en sympatisk bog, der vidnerom forfatterens dybe engagement i sit emne. Den ville dog have haft godt af en portion ekstra korrekturlæsning

---
Det er en letlæst bog med elementær spænding indlagt undervejs. Bomanns tese om naturmennesket overfor kulturmennesket virker plausibel. Alt i alt en sympatisk bog, der vidnerom forfatterens dybe engagement i sit emne.
 

Siden er oprettet 10. august 2016.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Mogens Boman: Amundsen kom først – til Sydpolen

Skriveforlaget 2016.
268 sider ill.
249 kr.