[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Oral history i Danmark

 

Af Poul Porskær Poulsen, www.historie-online.dk

Bogens redaktør, Sofie Lene Bak, definerer oral history i sin indledning: ”en forskningsmetode, der indsamler, dokumenterer og fortolker vidnesbyrd og erindringer gennem mundtlige interviews. Metoden benytter sig af den klassiske kildekritik, der også anvendes på skriftlige kilder, men har desuden udviklet og inkorporeret kildekritiske værktøjer, bl.a. fra erindringshistorisk teori.” (s. 9-10).

Oral History er ikke en ny retning i Danmark eller internationalt. Igennem flere årtier har historikere, arkiv- og museumsfolk anvendt interviewet, den kvalitative metode, i forskningen og formidlingen. På mange forskellige måder, ganske vist. Man har kunnet anvende interviewcitater som en slags illustrationer af et overordnet tema, som man undersøger – berømte politikere eller andre kendte personer har fortalt deres version af forskellige begivenheder – eller man har anvendt interviewet – ofte med ganske almindelige mennesker, og ofte fra minoriteter – til at fortælle en historie, som ellers ikke var belyst, i hvert fald ikke nedefra. Det var også det, der var det fascinerende ved oral history, det med at give stemme til oversete mennesker, det være sig sorte amerikanere, indianere, arbejdere, kvinder og andre ikke-privilegerede eksistenser. Og store begivenheder som fx Den spanske Borgerkrig kunne fortælles nedefra og indefra, i stedet for at man kun henholdt sig til de officielle kilder. I USA, Storbritannien, Tyskland, Italien osv. er der blevet skrevet utroligt spændende bøger om almindelige mennesker og deres kamp for tilværelsen. Bøger, hvor man synes, man kommer tættere ind på det enkelte menneske.

I Danmark er der naturligvis også blevet udført spændende forskning med udgangspunkt i interviews med almindelige og knap så almindelige mennesker. Og det er godt, at der nu endelig er kommet en antologi, der fint præsenterer forskningsområdet på dansk plan og samtidig også fortæller nogle rigtig gode historier. For oral history er uden tvivl en utroligt givende måde at bedrive historisk forskning på, evt. i en givtig blanding med alle mulige andre kilder. Der er ingen grund til at begrænse sig.

Flere universitetsfolk har kastet sig ud i oral history – ofte af tvang, fordi det emne, de ønskede at belyse, ikke rigtig kunne fanges med de traditionelle skriftlige kilder. Og der kan være grund til at understrege, at man på de danske lokalarkiver gennem mange år har udført et hav af interviews med kendte og mindre kendte lokale mennesker – der ligger timevis af interviews på bånd rundt omkring på arkiverne, og ofte er de også udskrevet, så de er nemmere at gå til. Med dem kan man få belyst mange forhold i lokalsamfundet og dermed også som en del i den store nationale historie.

Oral history har ikke altid haft den bedste presse i Danmark. Mange forskere har tvivlet på brugen, idet de har tvivlet på den skrøbelige hukommelse. Og det skal man naturligvis også, men der er grund til at lægge vægt på et bestemt menneskes oplevelser, eller for den sags skyld, hvordan et bestemt menneske har bearbejdet oplevelsen efterfølgende. Og her kommer intervieweren naturligvis også ind i processen. Nogle interviewpersoner husker først ved at få stillet de rigtige spørgsmål, eller giver måske udtryk for ikke at ville huske. Intervieweren/historikere kommer til at spille ind i interviewpersonens hukommelse, spille med på det, der skal huskes, eller det, man gerne vil have interviewpersonen til at huske. Det kan give mange overvejelser over ens egen personlige indflydelse på skabelsen af kilden.

Nogle af disse overvejelser finder man også i bidragene i denne bog. Faktisk har alle bidragyderne gjort sig tanker om dette forhold, og om hvordan man skal forholde sig dertil. Det er vigtige overvejelser, hvad enten man beskæftiger sig med børnehjemsbørn, jøder, der måtte flygte under Besættelsen, koncentrationslejrfanger eller soldater. Og det er nogle af de forhold, der belyses i bogen her. Samtidig med at vi også får nogle gode historier, ikke mindst i Therkel Strædes afsluttende artikel om interviews med VW-koncentrationslejrfangers oplevelser i ’udelejrene’ hos den store industrigigant. Det er faktisk både på det metodiske og det faktuelle plan en meget spændende historie.

Sebastian Olden-Jørgensen skriver om glæden ved at skabe historisk viden, der slet ikke var der før, og sorgen over erindringens subjektivitet og upålidelighed. Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith om deres arbejde med at grave erindringer frem hos forhenværende danske Waffen-SS-soldater, og vanskelighederne hermed, når man nu ved positivt, at nogle af dem må have været vidende om eller medvirkende til de grusomheder, der foregik på østfronten, men interviewpersonerne gik let hen over disse forhold. Chris Holmsted Larsen om et oral history projekt om danske kommunister, hvor en af farerne var, at historikeren kom til at lide af et narrativt Stockholms-syndrom, hvor man ender med at gengive interviewpersonernes holdninger og meninger uden at være kritisk. Jakob Bring Rasmussen skriver om brugen af oral history i militærhistorien, hvilket der er en lang tradition for, her brugt i et projekt om tidligere danske FN-soldater i Kroatien. Tidligere anbragt og indlagtes erindringer er det fascinerende emne for Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen og Jesper Vaczy Kraghs projekt – altså mennesker under en eller anden form forsorg, der selv får lov at fortælle om deres liv. Artiklen indeholder nogle meget interessante casestudys, der giver anledning til mange overvejelser. Birgitte Søland har gennem 25 år interviewet mere end 400 mennesker om deres livshistorie, bl.a. amerikanske børnehjemsbørn, hvis historie kun kan fortælles realistisk af dem selv. Esben Kjeldbæk har lavet interviews vedr. besættelsestiden, hvor vi får analyser af flere sabotøranekdoter og hvordan man bruger dem. Sofie Lene Bak fortæller om sit arbejde med at grave historien frem om de glemte børn, jødiske børn der blev efterladt i Danmark, da deres forældre måtte flygte til Sverige. Noget som overraskende ofte skete med et godt resultat takket være gode folk, der tog sig af dem, indtil forældrene kom hjem igen. Og så som nævnt Therkel Strædes artikel om de jødiske slavearbejdere i den tyske rustningsindustri.

Disse stikord blot for at antyde indholdet i denne fine antologi, hvor det – hvilket ikke altid er tilfældet med antologier – lykkes at fastholde den røde tråd gennem de forskellige bidrag. Her er inspiration i de mange overvejelser, man som oral history-forsker nødvendigvis må gøre sig, men en del af overvejelserne går naturligvis igen i de forskellige bidrag, men det gør nu ikke noget at blive mindet om interviewerens egen rolle og de problemer og muligheder, det kan give. Og det er velskrevet og letlæst, som det er en fornøjelse at læse, hvad enten man nu på forhånd interesserer sig for børnehjemsbørn, FN-soldater, slavearbejdere eller jødiske børn.

Gid antologien kan give anledning til endnu mere interview-arbejde inden for alle mulige områder i historien – i sagens natur de sidste ca. 50-80 års historie, for ellers er der nok slet ikke nogen tilbage at interviewe. Det er givtigt at arbejde med interviews, men bestemt også hårdt og udfordrende arbejde, så historikerne kan godt få gang i diktafonen og belave sig på mange timers samvær med mennesker, der har oplevet historien, og som ofte serverer både kaffe, kage og en lille én til. Antologien får de bedste anbefalinger herfra.

Siden er oprettet 5. oktober 2016.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Sofie Lene Bak (red.): Oral history i Danmark.

Syddansk Universitetsforlag.

215 sider.