[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Gundestrupkarret, Mosbækkedlen, Givervognen og alle de andre

Af cand.mag. Benny Staal

Bogen, der er udgivet af Vesthimmerlands Museum, er den første i en ny række, og har påtegnelsen "Vesthimmerlands Museums Skrifter Vol. 1, 2016” på omslaget. Den er udgivet i A4-format og er på 95 sider i tospaltet layout. Forfatteren, Bjarne Henning Nielsen, oplyser i et følgebrev til anmelder, at det er det første lokale bidrag til diskussionen om før romersk jernalder i Vesthimmerland, og det var med store forventninger, at anmelder gik i gang med spændende læsning om nyt og gammelt fra denne periode af vores oldtid. Men inden jeg går til selve indholdet i bogen, skal der falde et par bemærkninger om selve det at udgive arkæologiske tidsskrifter på de lokale museer. For det undrer noget, at man har foretrukket at udgive disse vigtige fund i en ny serie etableret af eget museum. Det betyder kort og godt, at den ikke rangeres som værende et videnskabeligt arbejde i Kulturministeriets retningslinjer herfor. Hvis man derimod havde forsøgt at få publiceret materialet i et anerkendt fagtidsskrift, ville arbejdet have talt med som videnskabeligt arbejde og derved have vægtning for det lokale museum i Vesthimmerland. Lad dette være til oplysning for de mange nu større egnsmuseer, der på stribe udgiver egne værker i disse år, og forsøg i stedet at publicere andre anerkendte steder inden egne tidsskrifter, årbøger og hvad disse ellers kaldes, tages i brug.

Nu til bogen om Gundestrupkarret og andre fund fra Vesthimmerland. En uhyre spændende oldtidsperiode, der i mange år har haft stor bevågenhed af forskere i ind- og udland. Da netop Gundestrupkarret er et af Europas fornemste sølvarbejder fra tiden, kan man ikke lade være med at beundre forfatteren for at overhovedet gå i gang med dette arbejde, som kræver stor indsigt og forståelse, men sørme også risiko for misforståelser. Resultatet, hvilket jeg vil komme ind på senere i denne anmeldelse, lever dog ikke 100 % op til de forudindtagne forventninger, da der allerede ved første gennemlæsning viste sig åbenlyse mangler hist og her.

Men først til det positive ved bogen. Det vigtigste er, at der bliver fremlagt nyt om fund - såvel om gamle fund som om nye fund. Nogle af disse har (sandsynligvis) kun været omtalt i de lokale aviser, da de blev udgravet, og i Arkæologiske Udgravninger i Danmark (AUD, som desværre ikke er blevet udgivet siden 2001). Det ville dog have været ønskeligt, hvis Bjarne Henning Nielsen havde fulgt den tråd, og gjort noget mere ud af disse for offentligheden næsten ukendte eller glemte fund. Billederne er fine skarpe igennem hele bogen og i det hele taget helt i top. Man kunne dog godt have ønsket sig flere billeder, hvilket også vil blive omtalt i anmeldelsen.

Efter et kort forord, hvor det omtrent undskyldes at Vesthimmerlands Museum i 125 år (siden Gundestrupkarret blev fundet) ikke har blandet sig i tolkninger: ”Vesthimmerlands Museum har siden dets grundlæggelse holdt sig klogelig tilbage fra denne fejde på ord” (side 7) vidner måske mere om berøringsangst eller underlegenhed overfor datidens berømte forskere, der naturligvis diskuterede karret og dets oprindelse. Måske havde museet blot ikke de nødvendige ”kræfter” i form af forskere, der havde indsigt nok til at blande sig på et relevant højt niveau? Uanset hvad, så er det da godt, at man fra det lokale museum nu endelig forsøger. I forordet gennemgås kort hvad man kan forvente af bogens 7 kapitler, og der bliver lovet meget, så nysgerrigheden skærpedes yderligere.

Det første afsnit om ”Gundestrupfundene 1891-2016” oplyser i korthed om to oprindelsessteder for Gundestrupkarrets fremstillingssted. Der tales om ”to skoler” – en vestlig og en østlig. ”Vesthimmerlands Museum har da også siden genåbningen i 1999 taget den ”østlige” skoles side og fremført dens synspunkter, men til en vis grad udvist respekt over for den ”vestlige” skole.” (side 10). Dels er det vel ikke alle, der aner noget som helst om, at Vesthimmerlands Museum øjensynlig har været lukket, hvilket også er helt underordnet i denne forbindelse, dels har man taget et standpunkt – det ”østlige-” men i ”respekt for det vestlige ophavssted”. Det er, som om man vil gå med både seler og livrem i dette spørgsmål, i stedet for simpelt hen at sige, at der hersker nogen usikkerhed om det endnu. Det er vel de færreste, der efterhånden mener andet, end hvad den nyeste forskning påpeger, blandt andet fra Flemming Kauls (Nationalmuseet) og Jes Martens (Universitetet i Oslo) flere publikationer om emnet. Mon ikke der blot menes ”respekt for tidligere tiders forskere” som eksempelvis Ole Klindt Jensen, der i sin tid ikke havde samme tilgang til østeuropæisk materiale, som vi har i dag. Et andet citat fra det indledende afsnit, der ligeledes undrer: ”Hidtil har man jo, i hvert fald i Danmark, fundet det utænkeligt, at nogen kunne finde på at forlade fædrelandet. Kimbrerne var et enestående tilfælde.” Her må det være B.H. Nielsens egen mening, der kommer til udtryk, og man kan så være uenig eller enig i det. Anmelder er uenig. B.H. Nielsen fortsætter umiddelbart efter med sætningen:” Hvis vi nu er lidt heldige, så kom de slet ikke fra Danmark.” Det er altså kimbrerne, der tales om, og anmelder kan ikke se, hvorfor det skulle være heldigt eller uheldigt, hvorfra de kom. Meget tyder jo på, at de ligeså godt kan være kommet fra de vestlige egne ved Jyllands rod og lidt længere sydover. Men heldigt er det da ikke? B.H. Nielsen fortsætter da også med en sproglig forklaring på ”kimbrerne” på side 21, hvor han refererer hvorledes ’h’- og ’k’-lyden skifter – langt op i historisk tid. Om det er brugbar viden, skal stå hen i det uvisse.

Bogens næste afsnit handler om ”Forholdene i Europa”, hvor de politiske forhold ridses op; først hos kelterne og thrakerne, dernæst et afsnit om germanerne. Der er ikke så meget at sige om dette. Det er kort genfortalt, men udsagnet om, at ”De historiske kilder støtter de arkæologiske fund,” burde rettelig være omvendt, nemlig at de arkæologiske fund i nogle tilfælde støtter de skriftlige kilder (side 14). Især i afsnittet om germanerne går det dog galt, idet der er mange og for mange indforståede oplysninger, især for ’ikke-arkæologer’. B.H. Nielsen refererer til fibulaer; kuglefibulaer, Zarubintsky-fibulaer, pommeranske fibulaer, flügelnåle og andre fagudtryk, som selv arkæologer, der ikke er eksperter i præcis disse områder, må hen og slå op for at se, hvordan de ser ud. Det er næppe noget problem for arkæologer at finde de relevante typer i litteraturen, men amatørarkæologer og menigmand vil med garanti være på herrens mark her. Det ville klæde bogen, hvis B.H. Nielsen havde indsat billeder af de omtalte typer, måske med et lille udbredelseskort tilknyttet. B.H. Nielsen bruger jo typerne til datering og ”placering” af Gundestrupkarret, oven i købet sammen med parallelfund som keramiktyper; også her ville et par illustrationer have været på sin plads på side 16: "(Jasdorf-kultur) samt i/til Przeworsk-gruppen i det nordlige Polen og helt over til Poieneşti-Lukaševka-gruppen i Moldova". På side 17 omtales ildbukke af type 1 og deres udbredelse, men ej heller denne type har forfatteren ulejliget sig med at vise et eksempel på. Mon ikke der er mange lægfolk, der ikke ved hvad en ildbuk er?

På side 17 fremsættes en påstand om, at: ”Af flere årsager har det ikke i dansk arkæologi været velset at tale om migrationer, særligt…” Det passer simpelt hen ikke. Der findes flere publikationer, der behandler emnet i både sten- og bronzealder, samt naturligvis jernalder. Forskere har konstant i tiden også efter WWII forsøgt at finde forklaringer på hint og dette, og netop migrationer har sammen med den almindelige handelsmæssige tradition været gængse forklaringer på, hvorfor påvirkninger sker i oldtidens Europa og ud og ind af dets grænser. Men ordet ’migration’ kan naturligvis gradbøjes derhen, hvor man vil have det, så det ville have været godt, om B.H. Nielsen her havde uddybet, hvad han præcis mener med det udsagn, hvis man skal lægge mere i det, end hvad han skriver umiddelbart efter, nemlig at man i udlandet ikke har holdt sig tilbage med at berette om folkevandringer.

Resten af dette kapitel om jernalderens folkeslag er ren referat, som det vil blive for omfattende at gengive i en kritisk fremstilling her. Blot skal det nævnes, at der gøres meget ud af at forklare, hvordan Europa så ud på den tid, hvilket er den medvirkende grund til de fine danske fund af europæiske metalarbejder. Men om det har nogen egentlig grundlæggende betydning i denne bog (vores hjemlige politiske situation, som vi absolut intet aner om), synes en smule uvedkommende. Det primære er immervæk fundene og ikke så meget de politiske forhold etc. Forfatteren er da selv inde på, at det er vigtigt at få placeret Gundestrupkarret rent geografisk, men som tidligere nævnt er der to ”skoler”, og her (side 24) synes han at dele begge skoler ligeligt, idet der forekommer spor (motiver) fra såvel øst som fra vest. Herved bliver læseren ikke klogere. Denne usikkerhed fortsætter i afsnittet ”Stil og teknik”, hvor der refereres til mytologiske keltiske sagn og romersk tro.

I afsnittet ”De naturvidenskabelige undersøgelser” omtales hvor mange kopier, der er lavet af Gundestrupkarret, og hvor disse befinder sig. Det må synes underordnet om der er 7-8 eller 1000 kopier, men når ret skal være ret, burde B.H. Nielsen da også have nævnt kopien, der stå på museet i Székesfehérvár, Ungarn. Det er et mindre kritikpunkt, naturligvis, men hvorfor overhovedet bruge tid/plads på det? I resten af dette afsnit bliver man faktisk klogere på karrets historik i nyere tid, samt på både gamle og nyfundne motiver, samt de rent tekniske data, som hører med til beskrivelsen af genstanden. Der er i de sidste bemærkninger en lidt rodet miskmask omkring datering, folkeslag og historiske hændelser. Under delafsnittet ”Dateringer” på side 33, bliver vi lovet en mere dybdegående analyse af disse ”temaer” i en kommende publikation, hvilket anmelder med glæde ser frem til. Og heri kommer sikkert et godt og overskueligt kronologiskema også – hvis denne publikation ellers skal sigtes mod såvel fag- som lægfolk.

Selve beskrivelsen af Gundestrupkarret er fin (side 35-41). Eneste anke er, at det ville være rart om det var oplyst hvem – og ikke blot ”Vesthimmerlands Museum”, der er ophavsmand til beskrivelserne?

Efter Gundestrupkarret følger beskrivelser af enkeltfund fra Himmerlands førromerske jernalder. Det er fint, men der kunne godt være gjort lidt mere ud af denne del. Der er for korte beskrivelser. Hvor der er billeder, er de gode, men de mangler til af flere af fundene: Tinghøjsitulaen (side 42), Byrstedbægrene (side 43) og Flejsborgildbukke (side 44). Men der mangler også litteraturhenvisninger, eller der er forkerte litteraturhenvisninger; til Mosbækkedlen (side 42), Tinghøjsitulaen (side 42-43), Amforaen fra Flejsborg (side 43-44) her forkert henvisning, da ”Klingenberg og Nielsen 1994” ikke forefindes i litteraturlisten, Dragehank fra Aars Vestermark (side 45) her forkert henvisning, da ”Madsen 2009” ikke forefindes i litteraturlisten, Vilsted –Å-sværdet (side 45), Tolstrupsværdet (side 46), Sønderladesværdet (side 46) og Borremoseskjoldet (side 47). Der mangler altså en del elementært, med mindre det er forfatteren selv, der har beskrevet fundene førstehånds, hvilket næppe er tilfældet. Herefter følger en mere detaljeret beskrivelse af et af de vigtigste fund, nemlig ”Pragtvognen fra Giver” (side 48-56). Denne gennemgang er fin, og man får en klar fornemmelse af, at B.H. Nielsen selv har haft stor andel i fremdragelsen af dette fund. Her er også et godt billedmateriale af genstande. Men der er dog også et par kritikpunkter, blandt andet på side 48, hvor forfatteren giver indtryk af, at det på sin vis var godt, at fundet blev pløjet i stykker så der kom til detektorfolkenes viden, et udsagn der står direkte i modsætning til den officielle opfattelse og politik, nemlig at in-situ bevare så meget/mange af vore fortidsminder som muligt. Yderligere påstås lidt længere nede på samme side, at germanerne (kelterne?) ikke havde den teknologiske kunnen eller økonomi til fremstilling af de finere dele til vognen. Når man ser på andre genstandsgrupper og vurderer den tekniske kunnen, var denne ofte betydelig mere avanceret end man umiddelbart skulle tro, selv set med vor tids muligheder. Påstanden må stå for B.H. Nielsens regning, men den passer ikke. Som et sidste kritikpunkt til dette afsnit er ”Hank fra Nedergården” også uden litteraturhenvisning.

Der er fire sider om ”Moselig og moseskeletter” i bogen. Fire moselig skulle være kommet fra Borremose og hertil et antal mere eller mindre hele skeletter – moseskeletter – fra Himmerland. Det ville have været interessant at vide, hvor disse moselig befinder sig nu, eller om de blot blev kasserede? Før i tiden endte moselig ofte på kirkegårde, fordi man ikke vidste, hvad de i virkeligheden var og hvor man skulle gøre af dem. Men i tilfældet med moseligene her, blev de jo netop sendt til Nationalmuseet, og det ville være godt, om B.H. Nielsen havde fulgt op med oplysninger om deres videre skæbne. B.H. Nielsen fortsætter med at omtale diverse naturvidenskabelige undersøgelser foretaget på især moseskeletterne – antropologi, datering, strontiumisotop og begravelsesriter; alt i alt en smule rodet og uoverskueligt, selv om forsøget er velment. En enkelt litteraturhenvisning skal kommenteres. Nemlig på side 59, hvor samme henvisning omtales som ”(Nielsen et al. 2016-17, i forberedelse)” og på samme side ”Nielsen, Kristensen, Frey og Kanstrup (2016-17)”. I selve litteraturlisten oplyses om denne, at end ikke titlen ligger fast, men omtales her under en arbejdstitel. Når en artikel endnu ikke er afsendt til trykkeriet (in press), kan der jo henvises til alt…! Oven i købet henvises her til et ”Internationalt tidsskrift”. Når det ikke er optaget noget sted endnu, burde man nok afholde sig fra sådanne henvisninger.

I afsnittet om Borremosefæstningen (side 61-65) kunne de efterhånden velkendte hulbælter godt have været omtalt. Men det sker først på side 65 i afsnittet ”Gravene, moselig, moseskeletter og andre moseofringer” – altså i et afsnit, der intet har med hulbælter at gøre ifølge overskriften. Til gengæld indeholder dette afsnit (side 65) absolut intet om det, overskriften antyder! Her må være sket en alvorlig fejl i korrekturen eller i layout-arbejdet.

I bogens andensidste afsnit, det mest omfattende, behandles ”Bebyggelsen i yngre førromersk og ældre romersk jernalder ved Aars/Giver” (side 67-85). Her gennemgår B.H. Nielsen de indtil nu kendte bebyggelsesspor. Man undres lidt over, at der ikke er plads nok, side 67: ”I de fleste tilfælde ganske kort, af pladshensyn, ikke på grund af mindre væsentlighed”. Netop her i dette afsnit fremkommer B.H. Nielsen jo med afgørende nyt om førromersk jernalder i Himmerland. Netop her kunne B.H. Nielsen have behandlet emner grundigere, som kun i enkelte tilfælde er beskrevet andetsteds, blandt andet i Arkæologiske Udgravninger i Danmark. Altså de nyeste resultater af bopladsudgravninger. Nuvel, de omtales skam, men en egentlig behandling i arkæologisk forstand, vil anmelder ikke kalde det, hertil er beskrivelserne af de enkelte lokaliteter for kortfattede. Tillige gøres opmærksom på nogle punkter, der undrer: at fx stenlægninger er undtaget fra de viste husplaner. Netop dette element er interessant, idet stenlægninger kun sjældent er bevaret i og ved jernalderens hustomter - især i Østdanmark. Hvis det ville have sløret grundplanerne, havde man taget stenlægningerne med, så kunne disse jo være markeret i en anden farve end de små runde cirkler eller sorte pletter, der markerer stolpehuller og andre anlæg. Udgravningernes fladetegninger forekommer desuden alt for små til, at man kan se hustomterne klart (fx Fig. 66. side 68 – Kisthøjlandsbyen). På planen over Aars Vestermark er husene udskilt, men kun ved firkantede markeringer, hvilket heller ikke giver læseren mange chancer for forståelse af landsbyerne; her er ikke engang markeret (fx med farvet cirkel) de tre udskilte landsbyer, og læseren kan nemt opfatte hele planen som værende en eneste stor bebyggelse? Det er desværre kendetegnende for alle planer af lokaliteter i bogen, at de er fremstillet for forskelligt. Det er som om, man har taget den nemmeste løsning og ”bare” sat udgravningsplanerne ind uden en efterbearbejdning – altså andet end at fjerne væsentlige elementer (stenlægninger). Nogle lokaliteter er end ikke fremlagt med oversigtsplan, men blot nævnt tekstligt (fx Sjøstrupgård, side 77).

Nedergården er den absolut bedst beskrevne i bogen, mens planerne hertil også forekommer mangelfulde; dels kunne der godt have været en henvisning i teksten, fx Fig.77 (side 77), og Fig. 80 (side 79) fremviser nogle lidt besynderlige vægforløb i Hus 6 og Hus 7. I det hele taget er beskrivelserne af husene og henvisninger til specifikke figurer så uoverskuelig, at læseren på forhånd opgiver at finde ud af, hvad der er hvad. Det ville have været formålstjenligt hvis B.H. Nielsen havde behandlet materialet hustomt for hustomt, i stedet for at ville fortælle det hele på en gang.

Afsnittet om bebyggelserne slutter med at nævne tre lokaliteter meget kort (side 85), her igen uden oversigtskort eller noget forsøg på en overordnet bebyggelsesstruktur. På kortet Fig.62 side 61, kan man dog selv finde frem til pladsernes indbyrdes placering, hvilket er positivt set i det overordnede perspektiv.

Afslutningsafsnittet side 87-90 virker også lidt rodet. Igen synes det som om, forfatteren vil fortælle ”det hele” på en gang på ingen plads. Nogle udsagn ligefrem skærer i en arkæologs øren, fx ”Tre brakteatfund lige i udkanten af Aars viser, at der i nærheden må ligge gårde med stormænd, som forestod disse ofringer” Dette er en ensidig tolkning, da grundene til nedlæggelser kan være sket af flere årsager. I afsnittet påstås også en runesten at bekræfte lokalitetens betydning, når denne sammenholdes med andre vikingetids fund. Men der er immervæk langt fra vikingetid tilbage til det, som bogen handler om – førromersk jernalder. Der kan være og er sandsynligvis sket mangt om meget i de godt to tusinde år der er imellem de to perioder.

Anmelder opfatter bogen i sin helhed som en noget mærkelig blanding af en arkæologisk fagbog og en fremstilling til amatørarkæologerne og den lokale befolkning. Sidste giver forfatter også selv udtryk for i sit følgebrev til anmelder. Men hvis man ikke holder det adskilt – det strengt faglige med fagudtryk og indforstået viden, fra det populære udtryk, bliver det nemt opfattet som ”miskmask”, hvor intet fungerer rigtigt. Meget ville kunne være reddet af en ekstra korrekturlæsning, og her tænkes ikke blot på det sproglige, hvor anmelder en del gange måtte studse over pudsige formuleringer, men måske ville en fagfællevurdering/korrektur have tydeliggjort bogens primære mål. Ikke mindst vægtningen fra referat af Europa i jernalderen og de betydelige fund kunne have været nedtonet, og i stedet kunne B.H. Nielsen have lagt større vægt på de mere ukendte og nyere fund, og have sat disse i forbindelse med såvel Gundestrupkarret, Mosbækkedlen, Givervognen og alle de andre… hvilket anmelder må opfatte som værende fx moseligene og –moseskeletterne, på en overskuelig måde.

Efter denne kraftige kritik vil anmelder alligevel anbefale bogen på grund af de sidste afsnit omhandlende bebyggelseslokaliteterne. Disse kan ikke uden videre findes omtalt andetsteds, og slet ikke samlet. Men man må nok til primærkilderne, hvis man vil forstå førromersk jernalder i Himmerland. Bogen er skrevet med gode takter som baggrund, men den fremstår desværre ikke 100% helstøbt. Det ser faktisk ud til, at man - forfatteren - ikke har haft den fornødne tid til den sidste finish, hvilket gør det samlede billede af bogen noget sløret, hvis det ellers er korrekt. Derfor vil bogen få, til trods for mangler, tre stolpehuller ud af seks mulige. Og så kan vi håbe på, at når Vesthimmerlands Museums Skrifter Vol. 2 udkommer, er man kommer over begyndervanskelighederne med at starte en ny serie. Den vil anmelder glæde sig til.

Siden er oprettet 26. oktober 2016.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Bjarne Henning Nielsen: Gundestrupkarret, Mosbækkedlen, Givervognen og alle de andre. Nye og gamle fund fra Vesthimmerland.

Vesthimmerlands Museum.

175 kr.