[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Mellem brødre

Af Erik Ingemann Sørensen

Nu dages det brødre

I en perlerække af bidrag under redaktion af historikeren Rasmus Glenthøj blotlægges ikke blot de 600 års dansk-norske fælleshistorie fremragende. På godt og ondt. Bogen er også en opfordring til et større historisk oprydningsarbejde i den fælles fortid.

Danskerne blev af pressen, historikere og tv virkelig klædt godt på i 2014. Ingen skulle være uvidende om den altafgørende begivenhed, 1864 var. Og hvilken betydning den havde. At DR’s største produktion nogen sinde – Bornedals personlige udgave af 1864 – landede i grøften, lader jeg ligge. Men Dybbøldagen den 18. april blev virkelig en manifestation af de store.

Så meget blev der fokuseret på dette 150-års jubilæum, at 200-året for en anden skelsættende begivenhed næsten passerede i al ubemærkethed: tabet af Norge og vedtagelsen af Eidsvoll-forfatningen. De jublende norske folkemasser og de mange arrangementer i Norge og Danmark, der markerede højdepunktet i norsk historie, gik stort set uden om Danmark. Næsten symbolsk. Den dansk-norske fælleshistorie er herhjemme forvist til raritetskabinettet.

The ”founding fathers” på Eidsvoll 1814. Maleri af Oscar Wergeland

”I begyndelsen var 1814”

Meget var allerede sket i Norges historie. Men som Rasmus Glenthøj skriver: ”Året er og bliver Norges annus mirabilis – Norges mirakelår…”. Hvorefter følgende karakteristik kommer: ”Når det gælder 1814, husker og fremhæver nordmændene de elementer af historien, der udgør kernen i den nutidige norske selvforståelse, nemlig selvstændigheden, rigsforsamlingen på Eidsvoll, grundloven, som blev skabt her…” Og når man ser menneskehavet i de norske gader den 17. maj, forstår man  til fulde denne ekstatiske begejstring.

”Opfattelsen af 1814 er en helt anden i Danmark. I dansk historie står året blot som endnu et af de veltilrettelagte danske nederlag siden 1600-tallet…”. Sammen med svenskerne er vi vel de eneste, der har skabt monumenter over nationale katastrofer. Vi har ”Historiecenter Dybbøl Banke”. Svenskerne det imposante ”Vasamuseet”.

Ganske som i Danmark efter 1864 opstod der nationale grundfortællinger ud fra begivenhederne i 1814. ”Historiens hændelser er således blevet tilpasset den eller de nationale grundfortællinger, som findes i de 2 lande. Fortællinger der stort set alle har nationalstaten som deres forudbestemte endemål…”, hedder det. Det er i dette perspektiv de dramatiske brud i fortællingerne, i opfattelserne og i tolkningerne findes. Herom beretter den norske historiker Odd Arvin Storsvenn i kapitlet ”Gi meg mine fire hundre år tilbake!”. Her noterer han, at forholdet til Danmark ”nesten alltid har vært selve prøvesteinen for dem, som har skrevet om eldre norsk historie…”. Og fortsætter: ”Der er nærmest noe manisk over denne tendensen til komparasjon og eventuelt også distance til den danske påvirkningen…”. Men klandrer samtidig danske historikere for at negligere bredere kig på norsk historie.

Dog går han selv lidt i fælden, da han anvender ”Politikens Danmarkshistorie” udgivet i perioden 1962-1971 som bevis for undladelsessynderne. I stedet for den langt bedre udgave fra Gyldendal/Politiken fra 1988-1991. Hvor fællestiden får større og bedre beskrivelse.

Odd Arvin Storsvenn peger på 3 komponenter, som han finder mest fremtrædende i vurderingen af de norsk-danske forhold:

1: en vis vilje til å overdrive historiske konsekvenser

2: en vis vilje til å underspille historiske konflikter

3: en bevissthet om en felles dannelseskultur, tross alt, og gjerne uttrykt      gjennom personlige kontakter

Han omtaler to ganske negative skildrere af fællestiden. Den ene, Kåre Lunden hævdede, at nordmændene havde udviklet en national identitet allerede inden 1814, hvorfor den frihed, de fik, ikke kunne betragtes som en gave.

 

Brudeferd i Hardanger, 1848, af Adolph Tidemann og Hans Gude

Det havde været spændende, om man havde afsat plads til en anden historikers tolkning af et centralt emne: ”Sensuren i Danmark-Norge. Vilkårene for offentlige ytringer 1536-1814” fra 2014, skrevet af historikeren Øystein Rian. Nu skrives der i stedet – og aldeles glimrende – om ”De dansk-norske kongene”. Her får ”dansketiden ” tæsk for alle pengene. Regimet var her så ensrettende, at det ifølge Øystein Rian fortsat sætter sit præg på dagens Norge.

Odd Arvid Storsvenns spændende bidrag slutter med konklusionen: ”Men konflikten mellom nasjoners historieskrivning vil tross alt bare være detaljer i den totale historiske summen av likhet og ulikhet, og slik sett betyr de nok så lite…”

Hvad ligger der bag?

Det er ganske dækkende for bogen, at man flere gange må vende tilbage til Rasmus Glenthøjs ”Fortællinger om Danmark og Norge” – det indledende kapitel – for at få sat de mange tråde ordentlig sammen. Det er en utrolig hjælp undervejs.

Her skriver han også grundigt om de norske traditioner og åbner således fornemt for indsigten. ”Historiefaget har altid haft en stridbar tendens. ..” Som fint eksempel nævner han Nicolai Wergeland bog om den såkaldte danskenat: ”En Sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser

imod Kongeriget Norge fra Aaret 955 indtil 1814 eller fra Hakon Adelsteens Krig med Harald Blaatand indtil Fredsslutningen i Kiel”, der udkom i 1816.

Nicolai Wergelands søn, Henrik Wergeland, den store forfatter, er en af fædrene til den norske ”venstretradisjon” hos historikerne. ”Høyretradisjonen” opstod derimod blandt embedsstanden. Det er mellem disse to poler. Og gnisterne har slået. Gnister der dog ikke springer så let i dag. Om end de i visse tilfælde ikke ligger så dybt under overfladen, hvilket ikke så sjældent igen er kommet til udtryk under Nordisk  Råds sessioner.

Spændende læsning

Det vil føre alt for vidt at gennemgå de enkelte bidrag, der tilsammen udgør en sand perlerække. De er ordnet i 4 temaer:

Foreningstiden

Den kulturelle union i 1800-tallet

Politik og samfund på tværs af Skagerrak og Foreningens konsekvenser

Denne glimrende opdeling medfører, at det grundigt – for første gang – er lykkedes at bringe så mange vinklinger på den dansk-norske forbindelse under og efter fællestiden.

Den demente historie

I bogens epilog trækker redaktøren linjerne op. Og må trist til mode konstatere: ”At bevidstheden om fortiden og forbindelsen mellem de to lande er blevet svækket i takt med tiden og den forringede historieundervisning, er ikke overraskende…” Ulykkeligvis har han fuldstændig ret. Bogen i sig selv er et fortræffeligt eksempel på, hvad dette resulterer i: ”Nutidens manglende historiske bevidsthed betyder imidlertid ikke, at fortiden ikke præger den. Uafhængigt af vores bevidsthed herom har fortiden formet de samfund, som vi lever i, og den måde vi tænker på; Det gør vores hukommelsestab problematisk!”

Og så opdager man ved læsningen af denne fine bog, at man rent faktisk selv er blevet ramt af en flig af denne demens, der har medført, at store dele af fællestiden er gledet ud af hukommelsen. Eller aldrig er nået derind. Noget bogen i den grad retter op på.

Vigtigt bidrag om nationalhistorien

Bogen igennem drøftes elementerne i den nationale historieopfattelse og dens fortællinger. Herunder spørgsmålet om Norge kan betragtes som en koloni. Rasmus Glenthøj ridser i sin afslutning endnu engang bogens formål op: ”Målet har været at vise, at det både er muligt og måske også ønskeligt at forstå fortiden på en anden og mere nuanceret måde, end man gjorde under 1800-tallets kulturkampe. Det vil sige at gøre såvel nordmænd som danskere klogere på sig selv, deres samfund, Danmark, Norge og det dansk-norske forhold…”

Heri ligger en stor og vigtig opgave for historikere fra begge lande. For specialeskrivere og Phd’ere.

Bogen giver i den grad anledning til overvejelser over, hvorledes den nationale historie bør skrives. I denne forbindelse kan det være vigtigt at nævne Alain Megill’s bog  ”Historical Knowledge, Historical Error”, University of Chicago, 2007, hvori det blandt andet hedder: ”Since the 1980s, there definetely has been a surch (…) for alternatives: comparative history, the transfer of culture, trans-national history, European history, extra-European history and the history of empires are all rooted in a critical attitude towards national history. Not least as a result of such methodological and substantive approaches, national history has increasingly become a broken mirror in whose fragments a kaleidoscopic and non-essential understanding of the nation is reflected. Here it becomes clear that, while national histories always strove for homogenity, they in fact ultimately produced only different degrees of heterogeneity…”.

Det er således store udfordringer, fortællerne står over for. Men det er vigtigt, at de tages op. At det faktisk kan gøres med positive vinklinger, er de mange nye beskrivelser af grænselandets historie et ypperligt eksempel på.

Nu er der med ”Mellem brødre” åbnet op for de mange muligheder i det dansk-norske samliv gennem 600 år. Takket være denne fremragende bog som jeg gerne ville indstille til den fornemme pris: ”Årets historiske bog”, hvis ikke antologier var udeladt på forhånd.

Så fornem er den.

Siden er oprettet 07. december 2016.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Mellem brødre. Redigeret af: Rasmus Glenthøj.

Gads Forlag
328 sider.
349,95 kr.