[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Med lov skal land bygges

Af Preben Etwil

Med ”Lov & Land” har Kaare R. Skou skrevet en fremragende historisk og politologisk bog, intet mindre, om udviklingen i Danmarks forskellige forfatningstekster siden Jyske Lov fra 1241. Ja, der trækkes faktisk religiøse, statsretslige og juridiske tråde tilbage til før Jyske Lov, og bogen slutter af med den forfatningsmæssige udfordring, som briternes Brexit i 2016 har afstedkommet for hele EU-samarbejdet.

Med stor fortællerlyst, og en enorm historisk og politisk funderet ballast, guider Kaare R. Skou læseren i et letforståeligt sprog igennem mere end 800 års grundlovsfortællinger.  

En detailrigdom og præcision, der imponerer.

Bogen slår fast, at Jyske Lov er den første grundsten i den danske forfatningsmur, da hverken den Skånske- eller Sjællandske Lov, som den Jyske Lov gjorde, beskrev magtfordelingen mellem de øverste samfundsorganers magtudøvelse i en statsdannelse.

Det er især præambelen, foromtalen, til Jyske Lov, der påkalder sig Kaare R. Skous forfatningsmæssige interesse. Det er heri, at de berømte ord ”Med lov skal land bygges” findes. Det afgørende var, at man nu blev i stand til at sætte loven foran sædvanen. Det blev herefter muligt at give ny lov, der ikke kun byggede på en religiøs fortolket sædvane.

Kongen bliver nu den nye lovgiver, men ikke frit svævende: ”Loven <;skal> gøres efter alles tarv, at alle retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde…. Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå hvad loven siger” (p. 38).

Men en forfatning i moderne forstand var der i Jyske Lov langt fra tale om. Der var absolut ingen adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Det hele lå hos Kongen. Den omtalte tredeling af magten, hører den demokratiske historiske æra til, og kom som bekendt langt senere på den forfatningsmæssige dagsorden, nærmere bestemt i 1849-grundloven.

Der skulle gå en lang og historisk brydsom periode med såkaldte håndfæstninger, hvor forskellige magtfulde stormænd på forskellig vis forsøgte at stække Kongens magtudøvelse. Den første håndfæstning blev påtvunget Erik Klipping i 1282. Denne håndfæstning blev efterfølgende fulgt op en ny håndfæstning, når der kom en ny konge til magten. Håndfæstningerne indeholdt diverse indskrænkninger af kongernes magtbeføjelser, herunder præciseringer af de enkelte socialgruppers (stænders) privilegier.    

Håndfæstningerne blev dog sjældent overholdt af kongerne, hvilket førte til at den ene håndfæstning efter den anden blev mere og mere omfattende, og mere og mere restriktive i sine ordvalg. Lige lidt hjalp det. Konger var konger, og gjorde som regel det, de ville, og som de nu engang havde magt til. Simpel rå magt er nu engang stærkere end juridiske aftaler.

Kaare R. Skou har i sin bog et helt kapitel om håndfæstningernes indhold og efterlevelse – eller mangel på samme. Det er artig læsning om, hvordan magtfuldkomne konger stort set er uregerlige – uanset hvilke bindinger, man ønsker, de skal overholde.

Så gik det slag i slag, konge efter konge, håndfæstning efter håndfæstning indtil 1660, hvor landet mildest talt lå i ruiner efter Svenskerkrigene (endnu engang!). Kongen selv nød dog stadig stor popularitet, og på et Stændermøde i København blev det, på trods af modstand fra adlen besluttet at gøre tronen arvelig, og dermed give kongen enevældig magt. Under svenskekrigene havde den danske adel vist sig helt uduelig i krig, og kun borgervæbning havde reddet København. Enevælden blev i 1661 formaliseret gennem en slags forfatning, den såkaldte Suverænitetsakt. Denne akt ophævede dermed Frederik 3.s håndfæstning, og blev i 1665 afløst af Kongeloven: ”Frederik 3. Var som nævnt noget så sjældent for danske konger som intellektuel, og han interesserede sig levende for udviklingen af regeringsformerne i Europa. På den baggrund er det ikke mærkeligt, at netop han som person kom til at spille en rolle for enevældens indførelse. Enevælde var den nye tids regeringsform” (p. 83).

Kongeloven af 1665, enevældens regeringsform og de deraf følgende reformer bliver taget under kyndig behandling i Kaare R. Skous bog.

Trods statslige reformer, presser demokratiet sig på. Strømninger ude i Europa, gør dem uomgængelige: ”Enevælden skiftede karakter efter de enkelte kongers temperament gennem de omkring 200 år, den varede. Den udviklede sig dog aldrig til et despotisk styre med retsulighed og angreb på den private ejendomsret” (p. 99).

De rådgivende stænderforsamlinger i perioden 1831-1848 blev den institutionelle enhed, der på fredelig vis gennemførte transformationen fra enevælde til folkestyre – dog ikke at forveksle med demokrati og parlamentarisme i moderne forstand.

I 1831 blev der i Statsrådet opnået enighed om, at der skulle oprettes fire stænderforsamlinger, som skulle ligge i hhv. Itzehoe for Holsten, Slesvig by for Slesvig, Viborg for Jylland og Roskilde for Sjælland og øerne. Ved at etablere fire forsamlinger fik man signaleret rigets enhed, og at alle rigets dele skulle behandles ens, hvilket lå i forlængelse af enevældens helstatspolitik. At det samtidig var en magtspredningsaktion fortalte man ikke. På samme måde skulle stænderrepræsentationen fordeles på tre lige store grupper: godsejere, grundejere i købstæderne og mindre landejendomsbesiddere. Dermed sikrede Kongen, at ingen af de folkevalgte grupper kunne dominere. Det første Stænderforsamlingsmøde blev afholdt i oktober 1835, hvorefter man mødtes hvert andet år. I alt fik ca. 3 pct. af befolkningen stemmeret. Så det var så som så med det folkelige.

Hurtigt udviklede møderne sig til dybsindige diskussioner om, og på hvilke vilkår, folkestyret skulle udvikles. Kongen og dennes regering kæmpede inderligt imod, men bolden var blevet givet op og stod ikke til at bremse.

Opgøret mod enevælden var i gang. Som Orla Lehmann udtrykte det: ”Afgørelsens time nærmer sig med kæmpeskridt. Staten vil opløses, dersom Deres Majestæt ikke uopholdeligt opgiver deres trone med mænd, som er opgavens storhed voksne, og som kunne tilføre regeringen en energisk vilje og nationens bistand – mænd der kunne redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed. Vi anråber Deres majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp” (p.130).  

Stemningen fra de folkelige oprør ude i Europa havde bevæget sig ind over den danske grænse – dog i en mere fredelig form. Folket ville tages med på råd. Folket skulle dog i denne sammenhæng alene være begrænset til forstandige og formuende mænd.

Grundlovsdiskussionerne gjorde det uundgåeligt, at Kongen blev nødt til at indkalde stænderforsamlingerne til en Grundlovsgivende Rigsforsamling.

Både oplægget til 1849-grundloven og de detaljerede grundlovstekster, og de debatter de førte med sig, bliver mesterligt behandlet i Kaare R. Skous bog. Læseren bliver ganske overrasket over at se, hvor mange af tekstafsnittene der faktisk står uantastet den dag i dag. Grundtonen er den samme, men teksterne er dynamiske i den forstand, at de forvaltningsretlig ændrer sig over tid. Ord som demokrati, partier eller folkestyre findes overhovedet ikke i grundlovsteksten. Til gengæld er uklarhed, dobbelttænkning og fler­fortolknings­­muligheder dominerende. Sammenkoblingen af det gamle kongestyre og den ny tids regering og Rigsdag blev indhyllet i tåget symbolsprog. Ja, nogle af teksterne er ganske uforståelige, hvilket de dybest set også var dengang, men lovpraksis og statsretlige sædvaner har trods alt givet dem mulighed for meningsfulde fortolkningsrammer.

Det centrale i den nye grundlov er, at Kongen skal dele magten med ”folket”, der i denne forbindelse absolut ikke må forveksles med parlamentarisme. Det bliver også slået fast, at der skal ske en tredeling af magtrelationerne i en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Som stærk systembevarende instans indføres der et tokammersystem. Valgbarhed og valgberettigelse til de lovgivende organer bliver også stærkt begrænset.

Demokratiet, hvis man overhovedet kunne tale om det, var forbeholdt voksne mænd med selvstændig husstand og med et vis indkomstformåen. Udelukket var de såkaldte syv F-er: Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, fremmede og fjolser.

Som noget banebrydende nyt, om end i en spinkel udformning, kommer den nye grundlov ind på egentlige menneskerettigheder. Ingen kan være i tvivl om, at den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 har spillet en vis rolle: ”Ethvert samfund, i hvilket menneskerettighederne ikke er sikret og magtfordelingen ikke fastlagt, har ingen forfatning” (p. 11).

Kaare R. Skou formidler på pædagogisk vis det indholdsmæssige i grundlovens lidt snørklede tekster, på en sådan måde, at det faktisk giver en nutidig læser en vis forståelse af lovens forskellige målsætninger.

Det demokratiske tilbageskridt i 1866-grundloven bliver der også i Kaare R. Skous bog redegjort for på kompetent måde. Igen kan man se, at den samfundsmæssige og politiske virkelighed spiller direkte tilbage på grundlovsarbejdet. Holdningen var, at folkets indflydelse, så lille den end var, alligevel var blevet for meget for magthaverne. Fremskridtene skulle rulles tilbage. Bønderne, der var den store folkelige gruppe, skulle med alle midler holdes uden for magtens cirkler.

Med systemskiftet i 1901 bliver parlamentarismen indført som gældende statsskik, men der går alligevel 52 år, inden at det bliver skrevet ind i grundloven. Under Påskekrisen i 1920 kom dette princip ellers under alvorligt pres, da kongen forsøgte sig med et statskup, men princippet om parlamentarisme overlevede bl.a. pga. et stort folkeligt pres og en håndgribelig trussel om generalstrejke.

Med grundlovsændringen i 1915 nærmede man sig mere og mere almindelige demokratiske principper af statens anliggender. De to store befolkningsmæssige grupper i de 7 F-er: Fruentimmere og Folkehold (kvinder og lønmodtagere), blev nu inddraget under de demokratiske vinger. Grundlovsændringen udvidede dermed det danske vælgerkorps med mere end det dobbelte. Grundloven af 1915 var dermed med til at fjerne den sidste rest af manglende formel demokratisk samfundsdeltagelse for kvindernes vedkommende. I 1903 havde de fået adgang til valgdeltagelse til menighedsrådene, i 1907 fik de adgang til at stemme til kommunalbestyrelserne, og med grundlovsændringen i 1915 kom turen til Folketing og Landsting.

I 1920 var man nødt til at justere grundloven, men kun helt minimalt, i overensstemmelse med at Sønderjylland var vendt tilbage til Danmark.

Kaare R. Skou følger på bedste vis Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og De Konservatives forsøg på at modernisere grundloven i trediverne – bl.a. ved at indføre et etkammersystem. Det mislykkedes i 1939.

Ved en ændring af grundloven krævedes det, at 45 pct. af alle stemmeberettigede stemte ja til ændringen. Venstre opfordrede direkte deres vælgere til slet ikke at stemme, da sofavælgere i den sammenhæng ville tælle som en nej-sigere. Blandt de der stemte var der et overvældende flertal for et ”ja”, men da ja-stemmerne kun udgjorde 44,5 pct. af de stemmeberettigede, blev grundlovsændringen ikke gennemført. Der manglede som bekendt 0,5 pct. af vælgerne bag forslaget for at få grundlovsændringerne igennem.

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig var der behov for at gå grundloven efter i sømmene, da flere forhold var løbet fra den gamle. Vi havde stadig et to-kammersystem, og der var kun mandelig kongelig arvefølge. Derudover var der behov for at få indskrevet det parlamentariske princip direkte i grundloven, og der skulle også tages stilling til national suverænitetsafgørelse i lyset af, at krigen havde åbnet op for en hidtil uhørt udvikling af de over- og mellemstatslige samarbejdsrelationer. Ja, og så skulle Grønland og Færøerne ud af deres koloniagtige relationer til Danmark.

Kaare R. Skou gennemgår både optakt og resultaterne af grundlovsændringerne i 1953. Men rigtig meget af det antikverede sprog i grundloven bliver bibeholdt. For nogle er sproget tæt på at være det rene nonsens. Uden en dybliggende fortolkning af lovteksten giver det slet og ret ingen mening. Men at ændre det kan der ikke findes parlamentarisk flertal for.

Kaare R. Skou er i denne forbindelse rigtig god til at udlægge teksten. Uforståelig i sin konkrete formulering, men meningsfuld, når fortolkning og praksis bliver inddraget. Især Kongens, som i dag er Dronningens, indplacering i grundloven kræver meget krøllede hjerner for at få den rette sammenhæng.

På mange måder er udviklingen løbet fra grundlovsteksten. Mange lande har løst problemet ved at omskrive deres grundlov, så de indarbejder de mange internationale konventioner i deres forfatninger. I Danmark griber man til at indarbejde konventionerne som almindelig lovgivning, og dermed som en fortolkningsforståelse af eksisterende grundlovstekst.

Især EU-samarbejdet har voldt flere problemer omkring grundlovssikret suverænitetsafgivelse, men indtil nu har særdeles spidsfindige juridiske hjerner kunnet få dem indpasset inden for rammen af den eksisterende grundlovstekst. Forstå det hvem der kan. Et par folkeafstemninger har man dog ikke kunnet undgå, hvilket ikke ligefrem har gjort EU-samarbejdet smidigere.

Bogen demonstrer, at Kaare R. Skou har en stor og faktuel viden om de grundlovsmæssige problemstillinger, der er knyttet til EU-samarbejdet. Og han fremstiller det, så enhver der vil, faktisk kan forstå det. Meget mere kan man vel ikke kræve af en forfatter?

Afslutningsvis skal bogen bare roses for sin relativt lette fortællerstil. Hvilket må kaldes en pragtpræstation, når man tænker på hvilket stofområde, der er taget under behandling.

Bogen vil være særdeles velegnet i politisk nutidshistorie, og hos statskundskabsstuderende, der også interesserer sig for den historiske dimension af politologien.

Siden er oprettet 07. december 2016.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Kaare R. Skou: Lov & Land. En fortælling om Danmarks grundlove gennem 800 år.

Gads Forlag 2016.