[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Hvad er populisme?

Af Claus Møller Jørgensen

Dette er egentlig ikke en historiebog, men et forsøg på at bestemme populismens væsen og populismen i aktuel politik. At forstå populismens væsen er en teoretisk øvelse, der må søge at hæve sig over de mange konkrete politiske former, som pt benævnes populisme. I denne forstand er populisme først og fremmest en politik, der taler i folkets navn og på folkets vegne. Ikke folket i empirisk forstand, som en befolkning præget af forskelle og forskellige interesser, men i en moralsk forstand, hvor folket ses som en forskelsløs enhed, som populister hævder at være den eneste sande repræsentant for. Det betyder på den ene side, at andre politiske strømninger ekskluderes som folkets potentielle legitime repræsentanter, og gøres til repræsentanter for eliten eller systemet.  På den anden side immuniseres populismen for kritik, fordi kritik kan marginaliseres som repræsenterende synspunkter uden rod i folket – de sande folk vel at mærke. I sin påstand om at være folkets sande repræsentant fremstår populismen ofte som demokratisk eller ligefrem radikaldemokratisk. Populisme kan også i visse tilfælde have positive følger for demokratiet, fordi den bryder op i politisk konsensus, der ikke har opbakning i befolkningen. Men ifølge Müller er populismen i sig selv netop ikke demokratisk, og tendere snarere til at være antidemokratisk. Populismen trives i det liberale demokrati, men er hverken liberal eller demokratisk, idet påstanden om at være den eneste sande repræsentant for folket, gør andre meninger illegitime, og hindrer demokratisk pluralisme og demokrati som rammen om legitime interesseforskelle. Hertil kommer så populismens anti-elitære, anti-establishment-karakter, som inkluderer en kritik af det repræsentative demokrati og dets institutioner, som ifølge populisterne ikke i virkeligheden repræsenterer folket, men kun eliters sær- og egeninteresser. Eliterne hører ikke med til folket, og den, der ikke slutter sig til populisterne, lukker sig selv ude.

Populismen er det repræsentative demokratis skygge, og som sådan et moderne fænomen. I bogens anden del, der handler om populisme i praksis, illustreres de teoretiske pointer ved hjælp af en række eksempler på populistisk politik og ledelsespraksis i den vestlige verden. Afslutningsvis diskuteres det, hvordan man kan forholde sig til den stigende populisme ud fra en liberal-demokratisk tilgang, der ser kritisk på populisternes påstand om at repræsentere det sande folk, og som vil geninstallere den åbne demokratiske dialog ud fra en pluralistisk erkendelse af, at denne altid er interessevaretagelse. Europæisk integration er fx ikke nødvendigvis bare et gode, som står over al diskussion, eller en uafvendelig nødvendighed som følge af globaliseringen, og at påstå det, er også en form for populisme. Derfor må populisternes påstande også tages alvorligt som indspark i den demokratiske proces, den bør ikke holdes ude som illegitim eller uinformeret; men man må forholde sig kritisk til populisternes påstand om at være den eneste repræsentant for det sande folk og ideen om det sande folk i sig selv.

Bogen er relativt kort; der er fart over feltet, også i den skrivestil Müller betjener sig af. Bogen holder sig til det politologiske, og indeholder ikke meget om medier og kommunikation, som man ofte ser inkluderet som en del af populismepakken. Men der er til gengæld masser af stof til eftertanke om et aktuelt politisk fænomen, hvad enten man godtager Müllers ’leftist’ tilgang eller ej.  

Siden er oprettet 04. januar 2017.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Jan-Werner Müller: Hvad er populisme?

Informations Forlag 2016